(trykt i Information som Sankt Hans-sang 23. juni 1990)
Dejlighedssang
(melodi: Hvor smiler fager ...)
Nu hænger jorden igen på skrå,
og det er sommer i verdensrummet.
Og solens stråler gør jorden blå,
den hviler henslængt og sorgforstummet,
imens den nikker
mod himlens pol,
og Danmark ligger
forlist i sol.
Et skib der ligner et strandet vrag,
de grønne stumper af ø og fastland,
som kun et storstilet uvejrsbrag
med et af urtidens terningkast kan
ha ladet falde
på dette sted,
så vi fik alle
slags lykke med.
Når kaos sender sin storm hertil
og river tagsten af gamle huse,
da går nationen til skuespil
og ser på stormflod ved Højer sluse.
Den onde lykke
er god at ha.
Et lærestykke,
vi næres af.
Nå orden råder blandt folk og fæ,
og der er grobund for symbiose,
er vi tilsammen et bøgetræ,
et rum der udfolder lysets rose.
Den gode lykke
kan ingen ta.
Det lånte smykke
vi stråler af.
Den onde lykke er god at ha,
hvis vi sku møde det der er værre.
Den gode lykke kan ingen ta,
hvis vi har delt den med fler end færre.
Da har vi blandet,
hvad før var spredt.
Da ligger landet,
som vi har redt.
Så driver Danmark en sommerdag
omkring på vandet som grønne flåder
og drømmer drømme der kommer af,
at vi har havblik for rummets gåder.
Her er vi drevet
fra ø til ø.
Her har vi levet
som stjernefrø.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar