Polemik mod uskrevne anmeldelser af ulæst bog

I en kommentar i Weekendavisen i fredags kommenterer Mette Moestriup noget, hun forestiller sig at anmeldere kan finde på at sige om Lone Aburas' kommende bog - det er godt nok meget konjunktivisk, vistnokistisk:

"Lige p.t. glæder jeg mig meget til at læse Lone Aburas' Det er et jeg, der taler (Regnskabets time), der vistnok er et opgør med racisme. Så kan det være, hun bliver kaldt identitetspolitisk - et begreb, som herhjemme er næsten lige så ugleset som politisk korrekthed. Men identitetspolitik handler ikke om, at ' lesbiske kun skal læse bøger af lesbiske' osv. Tværtimod blotlægger en identitetspolitisk synsvinkel, at vores idé om det universelle udgår fra en enøjet kanon, skabt af hvide, vestlige mænd.

Ikke et ondt ord om bøger af vestlige mænd.

De er bare hverken mere eller mindre universelle end bøger af for eksempel ikke-vestlige kvinder. Hvad enten digteren Shadi Angelina Bazeghi skriver om krig eller fodbold, og hvad enten digteren Maja Lee Langvad skriver om adoption eller påskeliljer, så er der tale om bidrag til den almengyldige litteratur."

Hvad angår Maj Lee Langvads almengyldige universalitet er det jo så bare pudsigt, at MM i en kommentartråd på Facebook om politisk korretkhed hævder, at Langvads nye bog, Dage med galopperende hjertebanken, specifikt og partikulært handler om stress over at være et racialiseret menneske, der debatterer racialiserede emner, nærmere bestemt transnational adoption, snarere end bare universel, almengyldig stress over at være et menneske, der debatterer (og debatteres), som bogen, så vidt jeg kan læse, selv siger, at den (primært) handler om: 

"

Mette Moestrup Jeg tænker, det kunne være en ide at lytte til, hvordan Shadi m.fl. (det kunne lyde til, at Lone Aburas' nye bog kommer til at tage livtag med emnet også) har oplevet racisme i det danske litterære miljø, som man kunne drømme om var fremme i skoene snarere end bagom dansen, hvad antiracisme angår, snarere end at tage det personligt, selvom det måske kan være svært, da miljøet jo er meget lille og mange kender mange (omend ikke alle alle). Det er en del af at komme racismen til livs, tænker jeg, at tage vidnesbyrd ind... Jeg synes apropos det, Shadi skriver med udsatte kroppe, at den aktuelle reception af Maja Lee Langvads seneste værk "Dage med galopperende hjertebanken" er sær - bogen drejer sig bl.a. om de omkostninger, det har haft for forfatteren at deltage i adoptionskritik og ikke mindst hvidhedsdebat, men dette aspekt nedties - og det er problematisk, da den er et vidnesbyrd om, hvor dyrt man må betale for at give et vidnesbyrd om racisme in this place.

Lars-Emil Woetmann Nielsen Nu har jeg kun lige kigget Majas bog igennem, men handler den ikke lige så meget om prisen for at sætte politik forrest, altså stress. På den måde er aktivismen en pris, som dets miljøs deltagere også bør interessere sig for, min egen erfaring fra politiske miljøer fortæller i hvert fald om udbrændthed, der virkelig meget handler om at sagen sættes forrest i livet, bliver primær identitet, så der ikke længere er en grænse for hvad man skal gøre - apropos evne til at se kritisk på egen position.

Lars-Emil Woetmann Nielsen (fjendegørelse af omgivelserne)

Mette Moestrup Jeg skrev blandt andet. Så jo, den handler også om at sætte aktivisme over skrift - og om at finde ro i skriften. Men hvorfor ikke medtænke at denne aktivisme BLANDT ANDET (😀) handler om hvidhedsdebatten i det danske litteraturmiljø, spørger jeg ?

Lars-Emil Woetmann Nielsen Kunne kun finde informations anmeldelse, den berør da det, blandt andet.

Lars Bukdahl Hey Mette, der har været 2 anmeldelser af Majas bog i store aviser, begge skeptiske, men respektfulde (og et enkelt interview), ergo må du jo delvist tale om min WA-anmeldelse som "sær", og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal forestille at "nedtie". Der er blandt de mange, mange stykker i bogen 2 der nævner hvidhedsdebatten og 2 der peger på det danske litterære miljøs hvidhed - mod rigtig rigtig mange der taler om at være træt af debat som sådan og af at agere debattør som sådan, uden at debat-hårdheden præsenteres som særligt slem, fordi vidnet, Maja, racialiseres, og vidnesbyrdet handler "om racisme". Det er noget, du fortolker ind, Mette, og glimrende nok, men hvorfor skal jeg være forpligtet til at gøre det samme, når det nu faktisk ikke er det der står sort på hvidt!?

Mette Moestrup Jeg fortolker det ikke ind, men ud fra de stykker i bogen, du her selv nævner, Lars, og sammenholder i en vis grad bogens tematisering af stress hermed. Jeg tænker den som en bog, der blandt andet (😀😀) omhandler receptionen af Hun er vred. Ja, den tager også afstand fra at debattere, den siger jo selv, den vælger tavsheden som modstand. Well, kunne godt ha forestillet mig en mere interessant modtagelse af denne elegante, milde, hårde skrift. Og den fik for øvrigt også ⭐️⭐️⭐️ i nordjyske (er helt opdateret!)"