Posthumt stjålet spøgelses-hej

Jeg har skrevet en lillebitte, poesi-agtig bog, der før eller siden udkommer på Kronstork, der handler om min far og om at han er død og bliver ved med at være det og døde forfærdeligt tidligt, og jeg skal ikke røbe plottet, men hen mod slutningen siger jeg simpelthen hej til ham, for der er også noget med et drømmeunivers, hvor han stadigvæk er i live, men bare holdt sig skjult i mange år for at skrive sin mursten omsider, unfair nok (overfor mig). Og i dag sidder jeg med den nye bog af ligeledes, men langt senere afdøde Klaus Rifbjerg (født 5 år før min far), kortromanen Spejl (udkommer næste uge), og den begynder med, at jegfortælleren, der til forveksling minder om KR siger hej til sin afdøde far (der til forveksling minder om KR's far, som han mere eller mindre forklædt optræder i KR's bøger) der pludselig dukker op i Spanien (under Franco - af en eller anden grund, der måske, men usandsynligt er, at manuskriptet faktisk har ligget så længe i Gyldendals pengeskab), og det synes jeg bare ikke, han kan være bekendt, afdøde Klaus:

"Han standser for enden af hækken og betragter mig, så smiler han og kommer nærmere. jeg rejser mig op og siger hej. Det sagde man ikke i hans tid, så min stemme er lidt usikker, måske også fordi jeg er bevæget. Jeg havde ikke ventet ham. Da jeg så ham sidst, lå han på en hospitalsseng og havde et bind om hagen for at holde munden lukket. Ligheden med et påskeæg var slående, men passede slet ikke til ham, heller ikke den gullige hvidhed, hans hud havde."

Det er så irriterende fedt med det påskeæg. Og jeg synes foreløbig (mangler en 40 sider) ikke, at det er en stor Rifbjerg-bog, og jeg håber, at min bog endelig er en rigtig god Bukdahl-bog, men altså i forhold til en Rifbjerg-bog har en Bukdahl-bog jo altid tabt på forhånd, i hvert fald rent kanonisk, og det syens jeg sgu bare er så tarveligt, nu jeg lige var begyndt at skrive Bukdahl-bøger igen, mens Gyldendal åbenbart aldrig holder op med at udgive Rifbjerg-bøger.