ENDNU EN SKØN OG RIGTIG PRISMODTAGER:
Dan Turèll Medaljen 2017 går til et af de helt store navne i dansk poesi gennem snart et halvt århundrede:
Digteren Marianne Larsen modtager årets Dan Turèll Medalje.
Overrækkelsen af Dan Turèll Medaljen til Marianne Larsen vil finde sted på Dan Turèlls fødselsdag søndag den 19. marts kl. 15.
Sted: Dan Turèll Samlingen, Vangede Bibliotek, Vangede Bygade 45.
Du kan læse motiveringen her:
I 1975 redigerede Dan Turèll sammen med digteren og forlæggeren Asger
Schnack antologien Min Generation (udsendt på forlaget Swing). Udvalget
var ganske stramt. De to redaktører havde, foruden sig selv, kun
inkluderet fem andre forfattere i denne eksklusive markering. Og én af
disse var Marianne Larsen (f. 1951).
I dag er det
generationsmæssige erfaringsslægtskab mellem Dan Turèll og Marianne
Larsen til at få øje på, også selv om deres forfatterskaber på flere
måder er meget forskellige. I 1969, samme år hvor Dan Turèll debuterede
officielt i bogform med 40 ark, debuterede Marianne Larsen i
tidsskriftet Hvedekorn med en række digte, alle betitlet “Til A”. Og
allerede i disse tidlige digte fornemmes hendes helt særlige sproglige
sensibilitet, en sarthed, der har bund i en dyb ensomhedsfølelse, som er
af eksistentiel art. Det ene digt begynder: “i min føjelige ensomhed
har jeg bygget undere op / går ind i dem og laver dem om”. Her kommer en
personlig poetik til syne: At bygge disse undere op – og gå ind i dem
og lave dem om – det er den digteriske skaben og fortsatte proces!
Marianne Larsens første bog, Koncentrationer, med såvel prosa som
digte, udkom i 1971. Og i midten af årtiet – mere eller mindre parallelt
med at Dan Turèll udsendte den såkaldte Storby-Trilogi bestående af
titlerne Drive-in Digte (1976), 3-D Digte (1977) og Storby-Blues (1977) –
berigede Marianne Larsen verden med sin trilogi: Cinderella (1974),
Fællessprog (1975) og Det må siges enkelt (1976) (udgivet samlet som
Fællessprogstrilogien på Asger Schnacks Forlag i 2016). Hvor Dan Turèlls
trilogi med storbyen som kulisse behandler livet, hverdagen og
kærligheden i et sprog, der er jazz, kan Marianne Larsens trilogi
opfattes som udtryk for en højst original ensomhedskritik. Over for
ensomheden sættes fællessproget – af Marianne Larsen brugt
poetisk-politisk.
I forbindelse med udgivelsen af det første bind
i Fællessprogstrilogien var det Dan Turèll, der stod for anmeldelsen i
Danmarks Radio. Han sagde blandt andet:
“Marianne Larsens nye
digtsamling, Cinderella, er en af det nye forlag Swing’s første
udgivelser, og det er fandeme en flot start. Jeg tror ikke, Marianne
Larsen før har netop swinget så meget som i dette 40 siders hæfte, hvis
digte næsten uden undtagelse er rettet ind imod kønsproblematikken.
‘Rødstrømpedigte’ er en utilstrækkelig etiket, men antyder alligevel ét
og andet om den bevidsthed, vi her sér sprogligt konkretiseret,
formuleret på en klar og ligefrem sanselig måde, ofte summarisk, men
aldrig uden præcision, hvad enten der er tale om de kortere eller de
længere forløb.”
Siden har Marianne Larsen udsendt op imod et
halvt hundrede bøger af samme høje kvalitet: digte, prosastykker,
romaner. Men først og fremmest digte, i en stadig udvikling fra det
politiske til det fantasifulde, fra det sprogreflekterende til det
nyformulerende.
Marianne Larsens seneste digtsamling bærer titlen
og tiden i vild tilstand mod min hud og udkom på Gyldendal i 2016. Den
er – ligesom hele forfatterskabet – kendetegnet ved en originalitet i
det sproglige kombineret med en afgørende verdensbevidsthed. Der er
ingen som hende.
Dan Turèll Medaljen er tiltænkt en person, der i
sit kunstneriske virke korresponderer med Dan Turèlls værk og ånd.
Selve medaljen er udført af medaljøren og maleren Barry Lereng Wilmont,
der udgav en række kunstbøger sammen med Turèll.
Dan Turèll
Medaljen blev første gang overrakt i 2012 til dramatikeren Astrid
Saalbach. I 2013 gik den til rap-lyrikeren Per Vers, i 2014 til digteren
Rasmus Halling Nielsen, i 2015 til krimiforfatteren Jesper Stein og i
2016 til forfatteren og oversætteren Thomas E. Kennedy. Selve prisen
blev indstiftet i 1994 og bestod i de første år af et brugt slips fra
Dan Turèlls klædeskab.
Medaljen uddeles af Dan Turèll Selskabet,
der består af redaktør Jacob Ludvigsen, forfatter Lars Movin samt
bibliotekar og initiativtager til Dan Turèll Samlingen på Vangede
Bibliotek Peter Strøm."
TILLYKKE!
- Marianne har stadig fået alt for få priser - ingen Kritikerpris, ingen stor Akademipris!
I det seneste nummer af Texas Longhorn har hun 2 fantastiske tekster med, dette er den første:
"mundheld:
med ondt
skal ondt fordrives
med godt
skal godt fordrives
jeg synes ikke
det giver nogen mening
med mennesker
skal mennesker fordrives
med umennesker
skal umennesker fordrives
jeg synes ikke
det giver nogen mening
med mørke
skal mørke fordrives
med lys
skal lys fordrives
med uheld
skal uheld fordrives
med held
skal held fordrives
bevar mig vel
med død
skal død fordrives
med liv
skal liv fordrives
jeg synes ikke
det giver nogen mening
jeg synes ikke
det giver nogen mening
jeg synes ikke
det mundheld giver nogen mening"
onsdag den 1. marts 2017
Dan elsker Marianne! Med godt skal godt hædres!
Etiketter:
Dan Turèll,
Dan Turèll-prisen,
Marianne Larsen,
Texas Longhorn,
tillykke
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar