1. Det er for galt, at nogle (unavngivne nogle) afviser Jens Christian Grøndahls nye roman Jernporten som "traditionel psykologisk realisme", fordi det er "mesterlig" traditionel psykologisk realisme.
2. Det er for galt, at nogle (unavngivne) anmeldere (men det kunne fx være mig) hyper Peter Højrups roman Island, på grund af dens "opstykkede, procesorienterede, søgende og selvtematiserende" skrivemåde, fordi denne skrivemåde er lånt hos Thomas Bernhard og fordi den dækker over "forholdsvis ordinær mandlig kunstner- og parforholdskrise" - der så altså åbenbart er mindre værd end den ordinære tematik hos Grøndahl, fordi ordinær tematik forløses bedre af ordinær form!: "Sagt med andre, lidt klarere ord får jeg større indsigt i det at være en mand ved at læse Grøndahl end ved med Højrup at lade mig fabulere med flyvetanke mod Island." Det er totalt uklare ord, Erik, og hvilket drønkedeligt læserkrav: indsigt i det at være mand ...
3. Det er for galt, at Helle Helles ligeledes "mesterlige" (og her er jeg enig; jeg har ikke læst Grøndahl) roman Hvis det er, fx i et Forum-interview ved Jes Stein Pedersen, læses som repræsenterende "minimalisme i form og realismen som holdning" frem for som et stykke Beckett-inspireret écriture (hvilket åbenbart er bedre end at være Bernhard-inspireret), der belaster "formerne indirekte tale og dækket direkte tale til grænsen for deres bæreevne", hvilket lyder meget lidt traditionelt realistisk - og så er det for galt, at Jes Stein, som reaktion på Helles gentagne henvisning til et interview ved Skyum samme sted, udbrød: "Fuck Skyum", og det, synes jeg, sgu også er for galt.
4. Det er for galt, at anmelderne (inkl. mig, formoder jeg, i min anmeldelse) først og fremmest anmeldte Lone Hørslevs roman Dyrets år som et litterært værk i stedet for at kritisere den for at være skrevet af, "tre meter fra plagiat", efter en Marie Grubbe-biografi, men det ER jo for syv Søren en roman.
5. Det er for galt, at man i radioen talte om Kristina Stoltz' smækbukser i stedet for linket til Ovids Metamorfoser i hendes roman På ryggen af en tyr, der ikke er mesterlig, men "stilistisk original, sindrigt komponeret" - jeg talte om hverken/eller i min anmeldelse og syntes, det var en stilistisk forloren, rodet komponeret roman.
6. Det er for galt, at Kristina Nya Glaffey på Bogmessen blev interviewet om sin roman Mor & Busser som en roman om lesbiske familier i stedet for som en morsom roman (men blev den ikke i høj grad anmeldt som en morsom roman?).
7. Det er for galt, at de fleste (anmeldere? ikke mig i og for sig i min kritisk anmeldelse) har læst Simon Fruelunds roman som "social realisme" i stedet for, at "hvert lille indblik i et menneske liv"" blev læst "som et ensomhedens digt i sig selv og som en variation i stil med Bachs »Inventioner« eller »Fantasier«" - hvilket grangiveligt lyder som en fortællerkommentar i en dårlig roman af Jens Christian Grøndahl.
8. Det er for galt, at det (af nogle/anmelderne) ikke blev anholdt, at Theis Ørntofts Digte 2014 er Lars Skinnebach-efterklang; jeg citerer lige min egen anmeldelse:
-->
Det ville være
en brugbar allegori, hvis det ikke var den skinbarlige sandhed, at Theis
Ørntoft i mellemtiden har dannet en pop-duo med den 10 år ældre dommedagsprofet
Lars Skinnebach ved navn Klimakrisen. For nogle gange synger bogen lige lovlig
harmonisk i kor med en camouflageuniformeret civilisationskritik.
Skyums konklusion på disse sært vilkårlige jeronimusserier:
For den litterære kultur og formidling af i dag dyrker to lige skingre former for selvforstærkende pop, og vi forsømmer alle i vidt omfang at møde de bedste bøger på deres højeste æstetiske ambition. Det går foreløbig ud over flere storsælgende prosaister, hvis kunstneriske kvaliteter uretfærdigt tones ned, men det giver sig også, modsat, udslag i ureflekteret fetichering af formelle eksperimenter, uden kritisk skelen til tema og stof.
Grøndahsl roses for at skrive gammeldags, Højrup kritiseres for at skrive eksperimenterende (på en for uoriginal måde - det kan Grøndahls gammeldagshed i sagens natur ikke kritiseres for, den er altid allerede uoriginal), mens både Helles, Stoltz' og Fruelunds skrift-eksperimenter roses (Stoltz roses også at have læst og henvise til Ovid), og Glaffey roses for sin humor (ikke ligefrem noget Grøndahl kan roses for) - Hørslev kritiseres for at skrive for meget efter en biografi og Ørntoft for at skrive for meget efter en ældre digter. Hvor dog er den vrissende sammenhængskraft?
Jeg synes, det er for galt, at Skyum end ikke nævner 5 af årets bedste bøger (hvoraf de 2 er indstillet til Montana-prisen) - i MINE øjne er kun Island og Hvis det er (og Iben Mondrups Godhavn - kort rost i begyndelsen) på samme niveau - Harald Voetmanns Alt under månen (Årets Bedste Bog, om nogen), Maja Lee Langvads Hun er vred, Christina Hesselholdts Agterudsejlet, Majse Aymo-Boots Over os hænger en vidunderlig sol og Pia Juuls Avuncular - og hvad med furie-monstret Frit Flet og debutanterne Caspar Eric, Sigurd Buch, Lea Løppenthin, Ninette Larsen, Signe Gjessing!!!???
Ingen kommentarer:
Send en kommentar