Bedste sex 2014 (i dansk skønlitteratur)

Altså bedst sprogkunstnerisk skildret -

1.
Fra Iben Mondrups Godhavn (efterbillede af sex, men det gælder, synes jeg (træder i stedet for akten; afsnittet før slutter: "Hun sætter sig på sengen. Her er hendes fremtid; nu sker det, hun er ved at blive til mere hun nogensinde har været//*// )): 

Mærkerne toner frem i kødet på overarmen; det er ikke et fedtet lag efter hans hænder, nej, det er aftryk som kommer indefra. Hun trækker op i ærmet. Fire fingre, og på indersiden af armen: tommelfingeren. Omkring den anden arms håndled er mærkerne mindre tydelige, bare rødlige, det kunne have været blusens ribkant der strammede.
  Hun vender sig om så hun kan se sig selv bagfra; dér hvor hans knæ pressede mod hendes hofte, er mærket stort og mørkt. Der er ingenting at se i nakken, ingen bar plet; måske røg der ikke noget hår af, det føltes kun sådan. Hun lader fingrene glide gennem håret og snuser til dem; aldrig mere i bad; var det muligt, viklede hun sig ind i plastik under øjet så alle spor forblev på kroppen.
  Hun niver sig selv; den bløde hud på indersiden af lårene, rødmen, hun stryger sig over huden, blød. øm over det hele er hun. han er hendes, han er hendes, alt og altid: hun har ham indeni, holder ham indeni, han popper ud under huden, men hun giver ham ikke fra sig.
  Nu murrer det i maven, kvalme igen, hjertet slår for hårdt, hun når det ikke, hun når det ikke; følelsen skyder sig ud i kroppen, en gift der lammer lemmerne, opløser mærkerne, står hun virkelig ved altings ophør? Nej, det gør hun ikke, tværtimod, alt begynder her; nu begynder det, det er lige begyndt.

2.
Fra Harald Voetmanns Alt under månen:

Hvis ikke rastløsheden drives ud, er det svært for os, umuligt, ikke at søge den udfrielse, vi har fået for vane at give hinanden i de tidlige morgentimer, inden søvnen. Mørkt og klart tilsammen blandet, sydøst, om aftenen gik ø ned i blænder strakt over horisonten, dog var skyen rød. I hans hånd, i hans dunede mund, eller nyligst, på lakedeimonisk facon, i hans røvhul, spruttende mine semines af spjættende lænder og siden glide ind i søvnen med armen om hans brystkasse, mærke hjertet dunke i sit bur, måske drømme om Agnete.

3.
Fra Christina Hesselholdts Agterudsejlet:

Da de andre var gået, og vi var blevet alene, rakte jeg hånden ud imod ham og sagde 'kom', han sagde 'ja' og rejste sig, så rørte vi endelig hinanden, og han gav sig til at trække mig hen imod sig og skubbe mig fra sig igen mens hans arme lå rundt om mig, og han hele tiden kyssede mig, med korte ret hurtige bevægelser, det var højst nogle få centimeter, bort fra sig, hen til sig, og med den rytme trak han mig ud af mig selv, jeg holdt op med at tænke, jeg skulle gøre noget, være nogen jeg følger bare med, tænkte jeg og lod mig trække frem og tilbage, og hele tiden var hans ansigt så tæt på mit, en gang imellem måtte jeg se hans øjne og trak mig litd tilbage, de var i mørke halvt lukkede, to eller tre gange sagde han 'åh gud' helt lavt, men jeg hørte det og blev glad. Han talte til mig på dansk, men jeg bad ham tale amerikansk, for jeg ville have at han talte på sit eget sprog, så jeg kunne være sikker på han vidste hvad han sagde. Så gjorde han det, han sagde på amerikansk, 'skal jeg tale amerikansk? Det føles underligt at tale amerikansk til dig', derefter talte han dansk, og jeg forsøgte ikke igen at drive ham tilbage i hans eget sprog. Han lød ung når han talte dansk. Stemmen blev for ung til resten. I øvrigt sagde han næsten ingenting. Jeg bad ham om at sige sit navn, for selv om jeg var fuldstændig opslugt af ham, havde jeg et øjeblik glemt hvad han hed. Hvordan skal jeg bevare i mig den styrke og rytme hans krop besad og trak mig med i? Det kan jeg ikke. Jeg var ved at komme til at sige jeg elskede ham, for jeg kendte ikke andre ord for den henrykkelse og for ikke længere at være overladt til mig selv og mit eget hoved.