onsdag den 31. december 2014

Søde Helle og sure Lars (prosaeliten) siger ting jeg gider høre på

Helle Helle i Eurowoman

Jeg vil gerne møde ...

Til tiden. Jeg hader at komme for sent. Det sker heldigvis sjældent, men engang skulle jeg holde  foredrag for et 10. kl.-center i Ishøj og tog fejl af vejen. Jeg kom halsende et kvarter inde i i timen og begyndte stakåndet at tale om inspiration og mangel på budskaber. Eleverne sad forstenede og iagttog min ferbrilskhed, hvorefter er en af dem besvimede på gulvet lige foran mig.

Hvilket talent ville du gerne have haft?
Jeg ville gerne være en virkelig dygtig danser, men jeg sidder hjælpeløst fast i 1978 med håndsving og boomerangben.

Hvis du skulle bagtale dig selv, hvad ville du så sige?

Prøv at se, hvordan hendes ene øjenbryn hele tiden ryger op i panden, åh, så finurligt. Og så tror hun, at der er tre t'er i titel.

Hvornår fældede du sidst en tåre  og hvorfor?

Fredag aften under Vild med dans. Især græder jeg over quickstep. Det er en utrolig rørende dans med de små benspjæt.

Hvordan ville du gerne dø, hvis du selv kunne bestemme?

Som den første. Men helst om utrolig lang tid.

Lars Frost i Vagant, link her:

– I Kongskilde NS 5100 forstår fortælleren ikke, hvad disse forfattere vil sige eller gøre med deres litteratur. Samtidig siger du selv, at der skal være en usikkerhed i dine værker. På den måde er det jo heller ikke tydeligt, hvad du selv vil frem til, når man læser din seneste roman?
– Det er ikke på den måde, det skal forstås. Når man læser disse kvindelige forfattere er man for lidt i tvivl. Det er for simpelt og for rent. Det hele foregår i et sterilt legeværelse, hvor mor lige har gjort rent og barbie-dukkerne har været i vaskemaskinen, og så udspiller der sig et perverst drama i tiden mellem, at man skal i bad og i seng. Det er ikke beskidt, og jeg kommer ikke i tvivl. Det er tvivlen, der gør mig temperamentsmæssigt engageret.
– Hvis man kaster et blik på samtidslitteraturen, ligner ærlighed en prægnant betegnelse for den litteratur, der skrives. Eksempelvis af Asta Olivia Nordenhof, men også af unge mandlige digtere som Caspar Eric og Victor Boy Lindholm. Dette kan måske spores tilbage til forståelsen af autofiktionen som en særlig oprigtig eller autentisk form. Forstår du behovet for den type litteratur?
– Nej, jeg køber ikke det der. Som om at Karl Ove Knausgård eller Caspar Eric skulle være mere ærlige end H.C. Andersen? Nej. Asta Olivia Nordenhof ved, hvem hun skriver til – hun konstruerer og redigerer, selvfølgelig gør hun det. Knausgård har klippet og slebet og udeladt alle mulige ting. Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvad det er for en ærlighed. På den anden side er jeg fuldstændig sikker på, at Dostojevskij var ærlig. Altså – noget skal litterater jo skrive om, og så har man fundet det begreb autofiktion. Hvad skal forfattere med den etiket? Den har ikke ændret den måde man skriver litteratur på, kun debatten om litteratur. Og sladderen om forfatterne. Og dét til det værre.
– Du bryder dig ikke om, at man sætter etiketter på litteraturen?
– Jeg bryder mig ikke om dumhed og ligegyldige paradenumre. Man sætter nogle bizarre mål mellem, hvornår poesi er politisk, eller hvornår det personlige er autofiktivt eller bare fiktivt. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af det. Det interesserer mig ikke. Det er populistisk og tendentiøst. Så kommer nettet til verden og pludselig er det mere ærligt at udkomme på nettet?
– Men du vil da også gerne sidde her som en ærlig mand?
– Nej, overhovedet ikke. Jeg vil sidde her som en mand, der skriver noget litteratur, der – forhåbentlig – provokerer og er interessant og temperamentsfuldt.

- og jeg er så fuld, af temperament BL.A: lige nu! LB - godt nytår til bloglæserne i jeres ydbt private hovedpiner i morgen!


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar