Jeg jog gennem Daniel Denciks Anden person ental med travl, forskrækket nyfigenhed - kan det kolde (svenske) system blive koldere? Ja og atter ja! - men også med en stadig mere dårlig smag i øjet over den sentimentale og selvmedlidende og skamløst selvadvokerende synsvinkling: alle de små anekdoter om hvor skræksommeligt søde (hvad de dog siger af pudsigt, de små - det er KUN udholdeligt at høre på, når det er Harald Voetmann, der fortæller) de fratagne tvillinger har været i HANS nærvær, hele det grænseløst solidariske, græske kor af familie og venner, den fromme uvilje mod at gå til angreb på moren hånd i hånd med de ikke-subtile antydninger af seksuel ydmygelse og barndomstraumer som bevæggrunde.
Det bedste, der er at sige om bogen er, at den understreger, hvor fremragende klar og hård og usentimental og uselvmedlidende og uselvadvokerende Maja Lee Langvads Hun er vred er og bliver i sin ikke mindre inderlige inderlighed (Maja-tredjepersonen fik taget sine forældre og sit hjemland fra sig; Dencik-jeget, kaldet Alexander, fik taget sine børn fra sig), der nemlig også nægter at være mere egocentreret end som så og i en smuk egodecentrering rækker ud og fortæller om og indigneres over andre skæbner end hendes egen.
Det er nok forskellen på bitterheden og vrede, bitterhed klynker lunt, vrede raser hvidglødende.
tirsdag den 30. december 2014
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
vreden, gudinde, besyng ...
SvarSlet