SOM FORSVAR for et liv med kunsten og kritik af middelklassens foretagsomme villalykke finder jeg skolelærerstemmen velgørende. Og det lykkes Grøndahl at give hans dvælende blik på verden en egen melankolsk poesi.
1.
Når han ved gensynet med den første kærlighed registrerer hendes rynker om øjnene som citationstegn, der sættes om hendes smil, så det bliver et citat af hendes ungdomssmil.
2.
Når han som 60-årig fortaber sig i de romerske ruiners forvitrede travertin som knoglerester fra et fortidsdyr og føler sig helt på bølgelængde med den kanonfotograferende kunstnerindes langsomme eksponeringer.
De 2 metaforreferater overbeviser mig ikke om de refererede metaforers påståede vellykkede poetiske melankoli:
Den første er grusom sentimental, men også upræcis; hvis rynkerne sidder om øjnene, er de jo ikke citationstegn om hendes smil (det ville lige præcis smilerynker være), men om hendes øjne og så velsagtens, men det ville stadig være grusomt sentimentalt, hendes ungdomsblik.
*
travertin, finkrystallinsk, båndet kalksten, der er dannet, hvor varmt, kuldioxidholdigt vand, som er sivet igennem kalkholdige bjergarter, strømmer ud i kilder eller huler. Det deraf resulterende trykfald medfører frigivelse af kuldioxid og udfældning af calciumcarbonat, oftest i form af mineralet aragonit, som med tiden kan omdannes til calcit.
Travertin er ofte broget i hvide, gule og brune farver og kan vise aftryk af planterester. Det anvendes som bygge- og dekorationsmateriale. Tufa er en porøs varietet. Se kildekalk.
æh, Lars, travertin er en stenart ...
SvarSletwiki har en pæn side med billeder og forklaringer ... æres den som æres bør, Grøndahls metafor fungerer udemærket ..http://en.wikipedia.org/wiki/Travertine
SvarSletOK! indrømmet!
SvarSlet