Skonfoged Rønne var i dårligt lune. Atter havde han spildt en god nats søvn på denne fordømte Lars Holt uden at komme sporet af ham. Lige så sikkert som det var, at Lars Holt drev krybskytteri i godsets skove, lige så sikker var det, at han var over alle bjerge, når skovfogeden pillede bøssen ned fra væggen for at gå ud og hente ham. Hver gang der ved nattetide lød et skud i skoven, røg skovfogden ud af sin seng, trak hurtigt i tøjet og gik sammenbidt på jagt efter ham, støvede skoven igennem på kryds og tværs og kom sjældent hjem, før det begyndte at lysne, fordi Lars Holt var ham for snu.
Lars Holt drev et gårdbrug nær skoven. Han passede sine jorder og sine kreaturer, holdt sit hus så godt, som man nu kan forvente det af en ungkarl, og svarede enhver sit. En frisk forslagen ung mand var han, stor og kraftig og pæn af udseende, kort sagt et rigtig stykke mandfolk - der var altså blot lige det med krybskytteriet.
Nu havde han igen været ude med bossen, og skovfoged Rønne havde som sagt spildt en nats søvn på ham.
- Fik du ham? spurgte hans søde, unge kone, Konstance, spændt ved morgenbordet og hængte bøssen på plads.
- Fik ham, vrissede skovfogeden, Lars Holt er ikke en mand, man sådan lige går ud og henter hjem fra skoven. Han har en forbandet evne til til at gøre sig usynlig i samme øjeblik, man træder gennem skovbrynet. Men jeg skal love dig, min pige, at jeg nok skal få fingre i den laban. Den krybskytte er ikke født endnu, der ...
- Nej, jeg ved det, Rasmus. men herregud, fordi han henter sig en ung fasan en gang imellem, er det virkelig så slemt? Du ved jo, at det ikke er af nød, han gør det. Det er sporten i det ...
- Det er dyren død ingen sport at holde en ældre mand for nar, det er en slyngelstreg er det, simplethen en slyngelstreg. Her vader jeg rundt nat efter nat ude i den elendige skov i stedet for at ligge i min seng og pleje min ischias.
- Jamen, så lad ham dog være. Lad ham knalde de par fasaner og et dyr i ny og næ ...
_ Jeg får min løn for at holde skoven fri for krybskytter, og jeg gi'r mig ikke, før jeg har snuppet den fyr på fersk gerning og fået ham klapset af.
Sådan gik tiden. Lars Holsts bøsse lød i skoven sommer og vinter, fredningstabel og den slags tog han åbenbart ikke så højtideligt, og når hans naboer lod en spøgefuld bemærkning falde herom, svarede han gerne:
- Man går jo ikke rundt med en almanak inde i skoven! Og desuden ... når et dyr pludselig kommer spidst ind på én, har man vel lov til i nødværge at holde til det, så det ruller!
En kold og blæsende efterårsaften netop som skovfoged Rønne ville til at gå til ro, lød der igen skud derude i skoven.
Skovfogeden fo'r op med et ryk.
- Jeg skal dyren dø lære ham ... mumlede han, fyr og flamme. Og så fik han travlt med at trække i støvlerne og stortrøjen.
- Hent mig bøssen, Konstance, men skynd dig ...
Konstance kom med bøssen.
- I nat skal jeg ha' ham ... død eller levende, blev skovfogeden stædigt ved, det er fuldmåne, og i nat slipper han ikke. Jeg har fået nok. Jeg er snart til grin for hele sognet for den elendige hallunks skyld.
- Tag nue et tykt, uldent halstørklæde på. Du skulle nødigt forkøle dig. Og bliv nu ikke derude hele natten.
- Jeg bli'r derude, så længe det passer mig.
Skovfogeden flåede halstørklædet til sig med et arrigt grynt, slængte bøssen over nakken og forsvandt.
Næppe var han vel ude af døren, før Lars Holt bankede forsigtigt på omme i havestuen. Konstance skyndte sig at lukke ham ind.
Han satte bøssen fra sig. Så lagde han sine store, brede håndfalder fast til rette på Konstances runde. bløde bag og trykkede hende fast ind til sig, medens han med et stor drenget smil sagde:
- Hvor er det i grunden let, elskede ... bare brænde et skud af, og kysen er klar!
(ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha)
- de eneste reelle - og sjove - sjofelheder her er ufrivillige: ude med bøssen, knalde de par fasaner ...
(instagrammet af dig)
Den anden gule bog er Mette Østgaard Henriksens Basilisk-pixi Lesbiske eventyr om mænd, der udkommer næste uge og heller ikke er sjofel, men stik modsat Breinholst vittig, velskrevet og præcis i sine små portrætter af trist og melankolsk eksotiske mænd; dette stykke er det mest (anti) Breinholstske:
Der var engang en mand, som havde spillet med i en sorthvid stumfilm. I filmen spillede han sammen med en kvinde, som kun var med i en enkelt scene. Hun skulle gestikulere vredt og bagefter kom der et skærmbilleder, der viste replikken: "NU skal farmor lære dig, hvordan man opfører sig ordentligt
".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar