Malinowskimangel udbedret til skarp overflod

70'er-afrundingen på min kommentar i dag i WA Bøger, "Min iPhone er hvid som en hvid mand", blev klippet af i sidste øjeblik:

-->

I 70’erne var digterne i det mindste skarpe og to the point, når de var bedrevidende. To yndlingsdigte af en af dem, Ivan Malinowski, fra Kritik af tavsheden, 1974:
   ”’Ude i befolkningen’ siger de/ Hvorindefra?”

   ”’Arbejder’/ Er et godt ord. Det siger/ Hvad de andre laver”

- jeg burde i stedet, når nu to af de i kommentaren omtalte (og problematiserede) bøger, Amalie Smiths Marble og Victor Boy Lindholms Guld, udspiller sig i Grækenland, have citeret fra Malinowski, Halfdan Rasmussens og Erik Stinus' fællesbog, 1963/66, Mørke over Akropolis - men det kan jeg så heldigvis, og alt for langt til en avis, gøre her; et "Dagbogsblad" af Malinowski (dengang MalinoVski):

Daggryet på Idra
er en blodstyrtning af haner og æsler
brisant brudflade
mod en ligevægt uden lige
(så svært hver gang
at hilse et liv af det format)
hvornår støvet rejser sig som en slange
på sletten ved Epidauros
og hvor gekkoen gør af sig selv
har jeg ikke fundet ud af
takket være denne
hæmningsløse overeksponering:
ved ni-tiden er visse farver brændt væk
ved ti-tiden alle
mellem elleve og tolv
overskrider cikaderne smertegrænsen
og dagen er ikke din: ikke en vind
rører sig i eukalyptustræerne
ved servicestationen Eleusis
hvor man også kan få frokost:
udsondring og indtagelse
sved og retsina finder hinanden
i en menneskevenlig balanceakt
så indtræder det man kalder klassisk:
livmoderhvile salige stilstand tidløs
ved Salamis står der sikkert
et par hajer af typen Onassis
(rører ikke en finne) men
agavernes højspændingsstolper
ryster heller ikke på hånden
det fremgår ikke af noget kort
hvor stille der er i Grækenland
hvor let luften hvor tungt vandet
ikke af nogen parlør at "oliven"
er et enkelt fuldendt tegn fra tidernes morgen
et mørkekammer er en supersonisk
cirkel på jorden
hvor i én mands skikkelse
tre mænds træthed vederkvæges
mens figner og abrikoser
modnes på egen hånd
og siestaen mellem de blå bjerge
hvisker om granatæblets seksuelle hemmeligheder
over al forstand rolig
er duften af timian og pinje
i Korinth ser man klippens nøgne knokler
og fra en eller anden usynlig bjergflække
nedstiger grækeren på sit æsel
hilser fattet dig sære væsen
(zeiss solbriller shorts og så videre)
som en konge der ved
hvordan man omgås sine undersåtter
Olympen er ikke et sted
det er et punkt i mennesker
en dag var jeg på Akropolis
men i støvet blandt får og geder
fandt jeg andre templer
kvinder forklædt som sorte cypresser
tænksomme hyrder med vandflasker hyrdestav
ved vejkanten i skumringen
blide brudflader
mod rekordopler og Ford for fremtiden
til mørket med et slå vingerne sammen
om tidsler urter og de tålmodige
hvidkalkede lerhytter med
enorme bogstaver såsom NESCAFÈ
himlen åbner sig og stilheden til sidst
bliver et roligt åndedræt der fortæller
at endnu en tid
sover kongen
på stranden.

Og dette værdige rige
regeres i dag
23:VI:63
af embedsmænd ingen har tillid til
end ikke de selv
i Athen
dette stjernebillede i simili
er der lys i parlamentet
til langt ud på natten
i dag lod Pipinelis tre ministre falde
uden derfor at gøre det mindste
indtryk på oppositionen
tropper forskydes
ådselsbiller på demokratiets lig
landet er spækket med velklædte
betjente gendarmer
de fremmede ser til fra deres skibe i Piræus
og deres branderter på Syntagma
fascisterne antichambrerer
motoriserede mordere afventer vink
fra højere sted



IVAN!