Jørgen Bukdahler

Rart når folk læser og citerer mine forfædre og -mødre, herunder min far og farfar, der begge hed Jørgen Budahl, af hvilken grund min far indsatte et 'K.' (efter 1 af sine 3 (!) mellemnavne, Kristian) mellem Jørgen og Bukdahl.

Nils Gunder Hansen i en klumme i Kristeligt Dagblad, her begyndelsen:

Forleden dag læste jeg i en samling af artikler skrevet af den tidligt afdøde teolog Jørgen K. Bukdahl (1936-1979).  Den allerførste artikel i den posthumt udgivne samling er fra 1956, og Bukdahl skriver om den antikke filosof Epikur.Pludselig faldt mit blik på denne aktualiserende passage: " Blandt tidens mange tendenser findes også en tendens, man kunne kalde den epikuræiske, som er den farligste trussel mod den livsforståelse, der er evangeliets: Dens livsmål er at mætte behovene, sørge for sig og sine, at opnå ro og fred - mere moderne: ' hjemlig hygge' og lidt søndagstur i parken. Huset på Evighedsvej og den lille lykke.Idyllen. Ved velfærdsstaten sikrer man sig mod alt det, der truer en. Man opnår tryghed, og næstens nød afhjælpes gennem skatter. Denne jævne grå mæthed døver lidenskaberne: den store kærlighed og det stærke had, den dybe tro og den søvnløse angst. Og den gør det med held. Alle behov spises af. Men mennesket afstumpes." Jeg markerede afsnittet, fordi det er så umådeligt karakteristisk for en kulturkritik, man ofte stødte på i Danmark i årene efter krigen: bekymringen for, at folk skulle blive lullet hen af magelighed og velfærdsstat. Bukdahl har nok læst tidens store filosof Villy Sørensen, der samme år havde skrevet en indflydelsesrig artikel om velfærdsstaten. Sørensens synspunkt var, "at alle bør kunne føle sig sikre som samfundsmedlemmer, hvilket ikke vil sige, at de også bør kunne føle sig sikre som mennesker, for det bør de ikke." Det sidste ville ikke være godt. Du bør ikke føle dig sikker som menneske. Det mente Bukdahl heller ikke. Blot henviste han til evangeliets livsforståelse - og ikke til Sørensen, der som bekendt ikke var kristen.

Jes Fabricius Møller, i forbifarten, i et debatindlæg i Universitesavisen:

"Jeg nægter simpelthen at anerkende koblingen mellem universiteterne og arbejdsmarkedet.«Det var en kollegas skarpe reaktion, da han i et interview i Politiken blev bedt om at tage stilling til regeringens såkaldte dimensionering af universiteterne for nylig. Jeg synes, at replikken var meget uheldig, fordi den i sammenhængen først og fremmest tjente til at bestyrke det vrangbillede af universitet, som mange har, nemlig at vi - med et udtryk lånt af Jørgen Bukdahl - savner remtræk til virkeligheden, at vi lever i et verdensfjernt og isoleret hjørne af samfundet.

Rasmus Vanghard, stud.mag,,i en artikel om min farfar vs. Brandes i Dansk Kirketidende:

Ligesom i tilfældet Jakob Knudsen er der ikke meget, der forbinder Jørgen Bukdahl med det moderne gennembruds indstifter. Der er langt fra Askov til København. Bukdahl blev godt nok født i Sundby på Falster i 1896, men tilbragte sine vigtigste ungdomsår på en stadig vandring mellem Ribe og Askov, mellem gymnasium og højskole, mellem domkirke og vindmøller, idet forældrene flyttede fra Sundby til Askov, da faderen, som var lærer, blev pensioneret.
Bukdahl boede i hverdagene alene i Ribe og tilbragte weekenderne hos forældrene i Askov. Ribe forekom ham skræmmende og ensom, og det var derfor intet under, at København virkede decideret utilgængelig. Læg dertil, at han i mange år havde cyklet turen fra Askov til Ribe få hundrede meter fra Kongeåen, der i Første Verdenskrig udgjorde grænsen mellem den værste krig i historien og det neutrale Norden. Han kunne samtidig kigge mod syd, når han cyklede til Ribe og se mod besat, dansk land. En besættelse som betød 5.000 døde sønderjyder på tysk side. Begge hans forældre var børn af vækkelserne. Faderen var en ivrig folkeoplyser med en tyrkertro på andelsbevægelse, aftenskole og lokale strygekvartetter, mens moderen som bondedatter med største naturlighed sidst i sit liv blev en skattet foredragsholder. Alt i alt var der ret langt til ekspressionismens København og dens "febervilde, grå sjæle" for nu at bruge et Bukdahl-udtryk. Alle disse ting gjorde Bukdahls sind temmelig fremmed over for storby-Brandes. Det var jo ikke just fra forsamlingshusenes talepulte eller på Skamlingsbanken, at Brandes skabte sit moderne gennembrud. Bukdahl selv har vældig rammende karakteriseret forskellen: " Brandesianismen var en litterær-akademisk bevægelse og kom ikke stort ud over disse rammer, selvom man gennem Studentersamfundet, der var betinget af vækkelsen, gjorde et socialt oplysningsarbejde blandt arbejderne; Samfundet foretog også rejser til Jylland for at mødes med jyske venstrebønder; ved disse møder talte også Brandes, men forstod ikke stort af folk og miljø, altså mødet med det folkelige gennembruds folk, der havde højskolen og Grundtvigs frihedssyn som baggrund. Her er årsagen til denne vækkelses humanistiske forsnævring; den var lokal-københavnsk og europæisk kosmopolitisk og skabte en kulturkløft, der kan mærkes den dag i dag.".

(...)

Alt dette var Bukdahl naturligvis klar over, men han så det som sin opgave at forsøge at trænge ind til det, der i Brandes' tankegang var brugbart og deltes i hans og Brandes' tænkning. For selvom Brandes ikke altid selv så det, var netop denne oprigtighedens kategori fælles for begges kamp mod hykleriet. Under al det udvortes delte Kierkegaard og Brandes et krav om oprigtighed i alle sager af ånd. Man må handle, som man prædiker, for hvis åndens løsen ikke er bedrifter, kan det hele være lige meget. Dette udgangspunkt mente Bukdahl, at han og Brandes havde til fælles, fordi de begge kom fra Kierkegaard. Og dette måtte man som ærlig kritiker påpege, uafhængigt af hvorvidt man delte sag.

- og pludselig lever jeg, småpatroniseret, op til min farfars kritiske idealer, tak for det, stud.mag!:

Hvis man til gengæld skulle spørge, hvem der faktisk forpagter den bukdahlske arv, vil jeg provokere og sige: Dagbladet Politiken. Deres kultursektion er suverænt den bedste, og det skyldes først og fremmest, at man har indset, hvad kritik skal. Formentlig uden at ane, hvem Jørgen Bukdahl var. Navne som Lilian Munk Rösing og Bjørn Bredal brillerer kontinuerligt, idet de både forsøger sig med en medviden og med reel skrivekunst.

Videre må man også rose folk som Erik Skuym-Nielsen (Information) og Lars Bukdahl (Weekendavisen). Selvom man kan mene en masse om især sidstnævntes enerverende stil, er der faktisk noget på spil. Et forsøg på at nå kernen i et værk, at komme i tale med det - og at tale videre.

- Hej far og farfar, jeg skriver videre.