tirsdag den 29. juli 2014

Miss Hellerup

-->
- fra Dorrit Willumsens hybrid-bog Modellen Coppelia, 1973 (fundet af dig, men jo ikke = dig (du hat fx ikke fede kinder))

Født i 53
trykker jeg bamsen
mod mine fede kinder
Værelset er rosa
På gulvet står
Gyngehesten bambien
og tøjdyr
med uudgrundelige glasøjne
Siden fyldes værelset
af vampyrer flagermus
pludselige styrt
og mærkelige drømme
siden igen af filmshelte
Jeg spilder ikke tiden
som syttenårig
har jeg været ringforlovet
tre gange
Mine planer for fremtiden:
At blive heltinde
i en kærlighedshistorie
der er upraktisk
umoralsk
og blottet for biologi
Ganske umusikalsk
ser jeg operaer
betaget af handlingen
Julie får ikke sin første rynke
Isolde oplever ikke det første skænderi
Kærligheden er en sygdom
en akut smerte
lukket inde i en glasklokke
I eventyrene
er der ingen alder
intet støv
kun de elskende
Når de forenes er alt forbi
Jeg tænker på hunedderkoppen
der efter akten
ganske langsomt æder
sin tavse elskedes
lange ufordøjelige ben
Og jeg søger partneren
med den høje blå tone
hver eneste sommer på stranden
i mine t-shirts og bikinier
de blå de røde de orange
og dem af havannabrun bast
Jeg ryster ikke mine sprayflasker
Med våde plastickamme
reder jeg mine parykker
og retter på mine blomster
af gummi og syntetisk tyll
Jeg lukker ikke et øje
bag mine lune solbriller
En dag siger de en er druknet
at dykkere nærmer sig kysten
slæbende på et lig
For mig har vandet altid været
et stykke hvidt og levende fløjl
Jeg hørte til
de unge
de smukke
de solbrændte
Til frokost henter jeg
bøfsandwich
som jeg spiser
direkte af papiret
mens jeg tænker på
hvor vidt tungen
på en druknet
sidder fast eller
er meget løs
Ind imellem
bliver jeg tørstig
og tænker på
coca-colaen
den kølige hvidvin
og de mange appelsinvand
rundt om
i vore køleskabe
Men ingen af os
forlader stranden
selv om huden skaller
og vi trænger til
tørre badedragter
Den dag eksisterer
Både grillristen
og de lådne
cashimirsweatre
forgæves
Vi spiser kiks
og svøber os i våde
håndklæder
mens vi stadig ser
ud over vandet
Det bliver mørkt
Men vi tager ikke
på diskotek
vore biler
står tomme
på stranden
Vi åbner for
vore hundrede
transistorer
Vi danser
Vi holder hinanden
i hænderne
Og på vore bryster
flagrer sommerfugle
af blå silke
Om morgenen er vore kroppe
tusind spor
af hvide snegle
i sandet
Jeg er sulten
jeg henter brød og avis
jeg læser datoen
d. 17 august 72
har jeg endnu engang
været forgæves på stranden
I et anfald af akut ungdom
svømmer jeg ud
og bliver væk i en bølge

1 kommentar: