Jeg
ved ikke om min lillebrors tanker er normale
af Sternberg
Oplevelser med to
digtsamlinger:
Lone Hørslev: Jeg
ved ikke om den slags tanker er normale
Christel Wiinblad:
Min lillebror
Månederne med skulen og skelen
I lang tid har jeg grublet over disse værker, og
de er for mig uløseligt forbundet. Enten ikke skrive om nogen af dem eller
skrive om dem begge. Som tænkt, så gjort, kunne man sige, men nej: Jeg har alt
for længe undgået så meget som at læse dem. Der er bøger, som jeg kaster mig
frådende over med det samme, jeg hører om dem. Det er herligt,at den slags
litteratur findes. Med ”Jeg ved ikke om den slags tanker er normale” og ”Min
lillebror” var det anderledes - ja, lige modsat, kan man vel sige. Jeg har
vendt og drejet de to bøger, jeg har kæderøget cigaretter, jeg har læst mange
andre bøger, bl.a. Rousseaus bekendelser og hans ”En ensom vandrers
drømmerier”. Jeg ville tilbage til bekendelseslitteraturens oprindelse:
”Dette er det eneste eksisterende portræt af et
menneske, der er en tro kopi af naturen i dens fulde sandhed, og sandsynligvis
det eneste, som nogensinde vil komme til at eksistere”
Wow ... Det gjorde jeg dels for at udskyde, dels
for at forberede, læsningen af disse bekendende samlinger. I den melankolske
stemning der uværgeligt opstår, når man drikker limfjordsporter i stedet for at
udføre et arbejde, man har påtaget sig, betragtede jeg bøgernes udstyr. Det
forekom mig at være næsten ens for de to bøger: Kvalitetspapir, intet billede
på omslaget, men portrætter på flappen var der – et af dem endda af både
forfatteren og dennes bror. Jeg tog bøgerne op for at veje dem lidt i hånden.
Det var solide litteraturcontainere. Jeg knappede endnu en øl op, og tænkte på
den kolde krig og Østberlins kakkelovne. Hvad er det for bøger? Hvad er
historien? Ja, den er i begge tilfælde let at referere - en egenskab som er
usædvanlig for digtsamlinger. ”Jeg ved ikke om den slags tanker er normale” er
Hørslevs skildring af efterveerne af en skilsmisse. ”Min lillebror” handler om
Wiinblads skizofrene lillebrors selvmordsforsøg. Jeg krøb sammen i et hjørne og
begyndte at se for mig, hvordan bekendelseslitteraturen fra halvfjerdserne var
genopstået som en fugl fønix (uden bh). Og i mit mareridt var jeg den eneste,
som ikke brød sig om det ... Den eneste unormale ... En gru uden lige ... Det
er jo så sympatisk, det med at lære af hinandens helt almindelige tanker og
oplevelser, men, åh - så nede på jorden! Hellere læse Dalis forsøg ud i
autobiografisme eller Karl Bjarnhofs to bøger om, hvordan han gradvis blev
blind, f.eks. for bare lige at antyde, at jeg favner bredt inden for det felt,
der hedder autobiografisme men vægter det ekstraordinære i oplevelsen eller
sensibiliteten højt.
Skål!
Nå, jeg var stadig ikke kommet i gang med at læse, på trods af, at det ikke
tager særlig lang tid at læse de to bøger. Det var blevet sent, og jeg måtte
hellere lige vente lidt. Min sidste tanke inden jeg halvfuld faldt i søvn igen
var, at Christel Wiinblad ikke havde ret til at skrive den bog, hun havde
skrevet. Min skizofrene storebror druknede jo rent faktisk sig selv i Thailand,
og jeg havde derfor mere ret til at skrive om skizofreni og selvmord ... En
idiotisk tankegang, fuldstændig tosset. Jeg har jo ikke skrevet bogen om min
brors selvmord, og det er jo ikke sådan, at nogen har forhindret mig i det.
Ned i skilsmissen
Og så måtte jeg jo, nogle uger efter, da jeg
igen havde fået mod på at betragte de to samlinger, denne gang i morgenens
klare lys, spørge mig selv, om mine
tanker om Wiinblads bog var normale? Ja, sagde jeg til mig selv, det er jeg
ikke i tvivl om, at de er. De er ikke retfærdige, men den form for logik, som
de repræsenterer er ikke unormal – irrationel men ikke unormal. Problematikken
i Wiinblads bog er personligt velkendt for mig , og så spiller psyken den slags
puds med én.
På
en diæt af kaffe og wienerbrød tog jeg fat på Hørslevs bog. ”Jeg ved ikke om
den slags tanker er normale” hedder den jo. ”Godt, at jeg fik overbevist mig
selv om, at jeg var normal. med den overbevisning i behold, kan jeg måske
nøgternt vurdere, hvordan det forholder sig med Hørslevs tanker”, sådan omtrent
tænkte jeg. Og hvad så? Har Hørslevs fortæller-jeg for alvor været i tvivl, om
hun var normal? Kære læser, på dette tidspunkt havde jeg endnu ikke læst de to
bøger, men siden opdagede jeg, at Hørslevs tanker ikke afslører nogen alvorlige
afvigelser fra normalen (bare rolig). Her er der blevet taget hensyn i form af
kraftig selvcensur, tror jeg. Måske er det imidlertid netop denne selvcensur,
der gør udtrykket så akavet – så besynderligt stift, selv når det synes at
ville være legende. Jeg gjorde mig det mageligt, og påbegyndte læsningen.
Hørslevs
bog består af tre dele. De to er sat op som traditionel lyrik, den midterste er
skrevet i dagbogsform – Bogens ramme er eventyrlig – vi begynder og afslutter
med referencer til eventyr ... ... derimellem er der ting jeg har læst før om
skilsmisse, nogle forsøg ud i dyre-hygge-humor eller slet og ret fabler – det
befinder sig et eller sted imellem det humoristiske og det opbyggelige? Og der
er opremsninger af giftige blomster og bær
bjørneklo, blåregn og alpeviol
bidende stenurt, bittersød natskygge
berberis, buksbom
Jeg
var ved at græde af kedsommeligheden ved hele projektet, imens jeg forestillede
mig et eventyr, hvor denne nyskilte kvinde ville kunne tvinge mig til at læse
og læse, imens hun blev ved med at copy/paste flere og flere blomster ind i sin
tekst. Og det gjorde hun:
fuglekirsebær, følfod, galdebær
galnebær, gedeblad, etc
Og
hun kunne i princippet også have skrevet mange flere trist ligegyldige
dagbogstekster. Måske er det tiden for H. C. Andersens skrivning af eventyr,
som kommer til udtryk i humoren, denne besynderlige, måske nærmest
1800-tals-stive humor? ... Det er imidlertid fraværet af nyt stof, som er det mest
triste. Og det faktum, at jeg hverken lider med jeg'et og hendes nærmeste, ler
med hende eller bliver klogere af hendes betragtninger.
Jeg
har jo ikke selv oplevet det at blive skilt, men for pokker, hvad er dog
forklaringen på, at Hørslev skriver så hemmelighedsfuldt? Vil hun ikke bekende
for alvor? Hele tiden disse små indblik i hendes privatliv, hvor man får ikke
hele sammenhængen – bare gætte og gætte – er det f.eks. hendes ex-mand som er
en slags muldvarp på den første side? Og er Hørslev efter bruddet blevet til en
slags svale? (eller fløj hun rundt med én (en affære?) ”Åh! Næh, men dog: det
er jo et citat fra H.C. Andersens Tommelise – lige dér, gad vide, om alle andre
også har lagt mærke til det?”. Min kone var lige vågnet, da jeg begejstret pegede
på det relevante tekststykke. Jeg betragtede bogens bagsideflap: 18 sponsorer
til bogen! Det fik mig til at tænke på H. C. Andersen-året. ”Han er god, ham
HCA, hvis man skal skaffe sponsorer!”, mumlede jeg, halvt i sjov, og besluttede
mig for at skrive den sætning ind i denne artikel. Hmm ... Jeg'ets ex-mand er
altså den lysskyende, rige og belæste muldvarp, mens jeg'et er den smukke, én
tomme store, Tommelise, der flygter med en svale sydpå, for dér at møde en
ligesindet prins. Det er da et meget sjovt billede ... Hvis man fanger
HCA-referencen, altså.
”Apropos
billede, skat, jeg'ets hat, som i et digt sammenlignes med et skildpaddeskjold
kan jeg vel godt gå ud fra er den samme, som forfatteren bærer på bogens
flap-forfatterportræt? Det billede fik mig til at tænke på filmatiseringen af
Tilværelsens ulidelige lethed. Skat, hvad var det hende den dér med
bowlerhatten hed? - Sabrina! Sabine?”. Der kom intet svar ude fra badeværelset
ud over en susen i vandrørene.
Dagens
første kulsorte, regntunge sky passerede. Jeg så Hørslevs mand for mig i skyen,
hvordan han engang imellem må have vrisset ”Kan du ikke bare sige tingene lige
ud, i stedet for, at jeg skal gætte mig til, hvad du mener?”. Et sted i bogen beskrives hvordan Hørslev får
taget sit portræt ude i trafikken ... ”Var det mon ikke det billede, som vi så
i Ud & Se med DSB? Men det var jo en artikel i forbindelse med
promoveringen af bogen? ... Var det ikke det, skat?. Har Hørslev virkelig arbejdet med bogen og
forberedt promoveringen af den samtidig?”
Hunden
betragtede mig åndsfraværende fra vindueskarmen. ”Det er benhårdt. Og hun var
lige blevet skilt!”
Jeg
læste videre og kom til det sted i bogen, hvor hun fantaserer om at have en
litteraturanmelder, Lars Bukdahl, som elsker ... Det er godt nok en kvinde, der
vil frem i litteraturens verden ... Lidt skræmmende. Måske er hendes tanker
alligevel unormale, tænkte jeg, men nej, de er sgu da bare udtryk for det, der
kaldes en karrierelivsform. Det er da bare det, de er!
I
mine tøfler gik jeg ud i køkkenet for at smøre mig et stykke toastbrød og
brygge en kande kaffe, så jeg behørigt styrket kunne tage fat på den næste del
af min opgave.
At føle med Wiinblad
Wiinblads bog valgte jeg at læse liggende i
sengen. Det var en blidere oplevelse. Wiinblads digter-jeg er inderligt, det må
man sige. Det er en bog skrevet næsten som om broren allerede var død på
skrivetidspunktet. Det beskrives som så uundgåeligt, at det næsten allerede er
et faktum. Jeg kom selvfølgelig til at tænke tilbage på min egen brors
sygdomsforløb ... Hvordan det under samværet med ham, på grund af skizofrenien
både kunne opleves, som om han var der, og som han ikke var. Hun regnede vel
efterhånden med, at hans selvmord ville være uundgåeligt. Det må, trods
kærligheden bag, have været hårdt at læse for broren. Som at modtage sin egen
gravskrift med posten. Hendes bog rummer også en cd med brorens musik! Ideen er
vel, at man også ”lærer ham at kende” på den måde. Der er noget
mausolæumsagtigt ved denne udgivelse.
Jeg
så slammeren Stacey-Ann Chin optræde i Vordingborg for nylig, og Wiinblads bog
fik mig, på grund af opbygningen af spænding ved hjælp af de mange
”spring-i-tid-gentagelser-af-hvor-længe-der-er-til-at-dit-og-dat-sker-for-hendes-bror”,
og dens insisteren på at vække læserens følelser til at tænke mere på slampoesi
end på noget lyrik, som jeg tidligere har læst. Det skal dog tilføjes, at bogen
er en langt mindre intens, langt mere udstrakt, oplevelse – en slags blid,
følende, skriftlig slampoesi. Kan man forestille sig det? Jeg drømte, at jeg
faldt gennem tiden:
13. januar, 13. februar, 13. marts, 13. april,
13. maj. Da jeg vågnede fortsatte faldet under læsningen: 13. juni, 13. juli.
Og nej. Broren dør ikke i bogen. Det er en form for litteratur, som giver
læseren et narrativ at føle med - virkelig føle. Det skal man så ville for at
værdsætte bogen.
Bog, liv og André
Da jeg havde overstået min læsning af de to
bøger, læste jeg dem selvfølgelig lige et par gange til, imens jeg fik mig
noget gin og tonic. Efter et stykke tid kom jeg til at studse lidt over noget,
der stod i kolofonen på begge bøger: ”Idé og om omslag: Kenn André Stilling”.
Jeg kom til at tænke på, hvad det kunne dække over.
”Lone,du er jo lige blevet skilt, kunne du ikke
skrive en digtsamling med det som udgangspunkt?” .
”Christel, jeg har hørt, at din lillebror for
nyligt prøvede at begå selvmord. Kunne du ikke skrive om det i en digtsamling?”
Forlaget
Hjørring planlægger i alt ti bøger i den serie, som de to samlinger hører til.
Kommer de alle til at være lige så aktuelt bekendende? ”Og vil eftertiden i
givet fald være opmærksom på Stillings eventuelle andel i skabelsen af denne
tendens? Hva'? Tror du, de vil det, skat?”
Imens
jeg skænkede mig et glas til, dukkede der en besked op på facebook om, at Jannick
Wiinblad, det vil sige Christel Wiinblads lillebror, ville få nogle tekster
udgivet posthumt i Viktor B. Andersens Maskinfabrik. ”For pokker, skat. Kom og
se! Og redaktøren på det tidsskrift er jo lige netop Kenn André Stilling!”
Enten
er det virkelig rørende, eller også er det helt enormt kynisk at appelere til
folks sentimentalitet på den måde ... Og jeg skal ikke her tage stilling til,
om det ene er bedre, mere kunstfærdigt, end det andet. Kunst behøver jo ikke
være sympatisk og normal ... Det at bestræbe sig på at være sympatisk og normal
kan jo netop ødelægge kunsten.
”Det kan jo altså heller ikke udelukkes, at de
tekster rent faktisk trykkes, fordi de er gode”
Nej, det kan min kone da godt have ret i.
Voyeur både før og efter
Begge bøger handler jo om ”virkelige
begivenheder”, og nogen af disse begivenheder – og deres efterspil - fik jeg
kendskab til uden, at jeg efterspurgte det. På facebook kunne jeg se, hvordan
folk undrede sig over, at Hørslev og hendes mand, Martin Glaz Serup, ikke tog hjem
til Sønderho sammen, som de plejede. Og et stykke tid efter at Wiinblads bog
kom, døde hendes lillebror. Dette fandt jeg også ud af gennem
facebook-kondolence-kommentarer, som begyndte at dukke op på en af hendes
statusopdateringer. Det gjorde, at jeg fik rigtig dårlig samvittighed over at
have tænkt så snotdumt og irrationelt omkring, hvorvidt hun havde lov til at
skrive om et selvmordsforsøg ... ”bare et forsøg ... tsk, tsk – nogle af os har
faktisk en bror der gjorde det for alvor”, sådan havde jeg vist tænkt i min
forpulede egoisme. For pokker, jeg er et fjols!
Mig, mig, mig
Nu er det en del måneder siden, jeg læste
bøgerne første gang - og knapt så længe siden, jeg læste dem sidst. Hvor
slutter værket? Hvor begynder livet? Er det personligt det her? Forholder jeg
mig til et selvmordsforsøg og en skilsmisse? Forholder jeg mig til to bøger? På
en måde er det pirrende ved disse bøger, deres berettigelse, at de har baggrund
i virkelige begivenheder ... eller rettere: at begivenhederne er meget konkrete
– de rammer hver sin bog ind – hertil og ikke længere. Det er rammer der
dikterer, at de to bøger ikke kan handle om andet end henholdsvis en skilsmisse
og et selvmordsforsøg. Det er nok derfor, de ikke appelerer til mig. De
definerer for tydeligt deres emneområde. Digte kan jo netop det, at de ikke
bare handler om én ting men kan læses i en eller anden form for hypnotisk
tilstand, man ikke lige kan stedfæste ... Trancen indfinder sig for mig aldrig
under læsningen af de her bøger. Jørgen Leths Sportsdigte har derimod en
hypnotisk effekt på mig:
Blødt / jeg server blødt
Cirka midt på min modstander / jeg ser på
Min modstander / jeg ser på bolden i
Min venstre hånd /
Et afgrænset område: sport. Men en tilstand som
overskrider området og
fausto coppi
fausto coppi
sætter spor i én, danner mytologi ... og sport
interesserer mig ellers ikke så vældig meget. Digte kan, når de er bedst, være
et billede på så meget – og et billede i sig selv – en måde at tænke på. Men
dertil kommer jeg ikke i de her samlinger, for de ”handler om noget” - noget
konkret - selv om Hørslev bruger en masse billeder, er de for mig bare gåder,
der ikke nødvendigvis skal løses ... for det er hendes liv, ikke mit, så længe
hun ikke giver mig mere. Det er mærkeligt at forholde sig til andre folks liv –
tage stilling til det på den måde. Det virker ikke problematisk på samme måde i
prosaform, synes jeg. Måske fordi prosa maler scener op på en anden måde end
lyrik?
Jeg lader Dali runde af:
Den store Masturbators
hele kærlighed
og beruselse
havde sæde
i de hæslige ornamenter af flitterguld
som nu dækker hans fine og bløde tindinger
i efterligning af en kejserkrones form
hvis sarte bronzerede akantusblade
når
ned til de rosenrøde og skægløse kinder
og strækker deres seje fibre
så de smelter sammen med hans alabasthvide
nakke.
(Oversættelse: Annie Wieth-Knudsen)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar