Klov-Gartnereret Metafor (KGM)
= metafor der ufrivilligt sprækker bukserne i en eller flere
(knopskydende) dimensioner (kan i se DEN metafor for jer, JEG kan godt)
Josefine Klougart selv i en essaylignende artikel om JK
& Marguerite Duras & JK i Weekendavisen for en uge siden:
Jeg gik ind bag ved det store fælleskøkken, ude på gangen, hvor værelserne med deres gulnede fyrretræsborde lå som dyreunger, tæt på hinanden, som en slags korte blikke, pegende ned mod søen.
Jeg gik ind bag ved det store fælleskøkken, ude på gangen, hvor værelserne med deres gulnede fyrretræsborde lå som dyreunger, tæt på hinanden, som en slags korte blikke, pegende ned mod søen.
At Hald-værelserne på Hald er som dyreunger er et
overraskende billede, men det er på ethvert tænkbart niveau urimeligt (og ikke
kun hvis man som jeg har overnattet på et af de værelser); de to
kvalifikationer er NÆSTEN lige ekstra-absurde (i deres postulerede
kvalifikation): 1. At værelserne ligger tætte på hinanden, ja, det kan dyreunger
vel gøre (og, åh, den åndssvagt generelle klassifikation: dyr, hvad for et dyr:
oldenborre eller giraf?), men de ligger jo ikke stille, undtagen når de sover –
og så ligger vel heller ikke stille, men det ved JK mere om end jeg – men det ligger
jo i hvertfald aldrig snorlige ved siden af hinanden med siamesisk, fælles hud
(for nu slet ikke at tale om den meget meget u-dyreungagtige firkantethed). 2.At
værelserne indeholder gule fyrretræsborde (rent syntaktisk-grammatisk kommer
det til at lyd som om, det er bordene, der Josefine-jeget til at sætte
tæt-belliggenheden i forbindelse med dyreunger, at bordene er
hængsels-billed(detaljen) – MEN HVOR OG – METAFORISK (FOR DYREUNGER HAR IKKE
FOR VANE, SÅ VIDT JEG VED, AT SLUGE GULE FYRRETRÆSBORDE) – HVAD ER GULE
FYRRETRÆSBORDE I EN DYREUNGE?
Værelses-sammenligning nr. to, værelserne (…) som en slags korte blikke” er afledt af dyeungerne, men ikke en del af dem, det er ikke fx vinduerne, der er dyreungernes korte blikke, det er igen værelserne i deres værelses-helheder, der er korte blikke. Men det er svært at rekonstruere, hvordan dyreungebilledet leder over i blik-billedet, men dyreunger, i den cute killinge & co.-udgave kvalificerer sig vel særligt med deres søde blik, der netop ofte er kort, i den almindelige, idiomatiske betydning: hastigt. Men hvordan I ALVERDEN skal værelset forstå som et kort blik? Det ville være vanskeligt nok at få styr på værelset som et øje (igen er firkantetheden også et betydeligt problem), der sender korte blikke, eftersom det jo kigger konstant, medmindre beboeren trækker gardinet for, men kun undtagelsesvis trækker beboeren vel gardinet fra for straks efter at trække det for igen, hvilket rigtig nok, og kun en smule anstrengt, kunne ligne et kort blik. Men det er temmelig umuligt at tænke det meget materielle værelse (og i det mindste er dyreunger også meget materielle) som det meget immaterielle korte blik, der jo ikke findes i sig selv, men kun som blik PÅ noget eller nogen eller et længere blik PÅ en andens korte blik på sig selv eller andre og andet, et øjeblik tid? Måske forstår Josefine-jeget et kort blik u-idiomatisk som et nærsynet blik, og måske går det korte på værelsets størrelse (men et nærsynet øje er jo ikke et kortere øje, ligesom et hastigt blik heller ikke har noget med øjestørrelse at gøre, det er korthed i helt forskellige zoner), men det bliver ingenting mere rimeligt af, for hvis blikket er nærsynet, kan det jo lige præcis ikke se søen, der ligger et godt stykke væk. Men der står jo så heller ikke, at blikket kigger på søen, men bare at det peger på søen - denne ellers akavede formulering er faktisk præcis nok midt i forvrøvlingen.
Værelses-sammenligning nr. to, værelserne (…) som en slags korte blikke” er afledt af dyeungerne, men ikke en del af dem, det er ikke fx vinduerne, der er dyreungernes korte blikke, det er igen værelserne i deres værelses-helheder, der er korte blikke. Men det er svært at rekonstruere, hvordan dyreungebilledet leder over i blik-billedet, men dyreunger, i den cute killinge & co.-udgave kvalificerer sig vel særligt med deres søde blik, der netop ofte er kort, i den almindelige, idiomatiske betydning: hastigt. Men hvordan I ALVERDEN skal værelset forstå som et kort blik? Det ville være vanskeligt nok at få styr på værelset som et øje (igen er firkantetheden også et betydeligt problem), der sender korte blikke, eftersom det jo kigger konstant, medmindre beboeren trækker gardinet for, men kun undtagelsesvis trækker beboeren vel gardinet fra for straks efter at trække det for igen, hvilket rigtig nok, og kun en smule anstrengt, kunne ligne et kort blik. Men det er temmelig umuligt at tænke det meget materielle værelse (og i det mindste er dyreunger også meget materielle) som det meget immaterielle korte blik, der jo ikke findes i sig selv, men kun som blik PÅ noget eller nogen eller et længere blik PÅ en andens korte blik på sig selv eller andre og andet, et øjeblik tid? Måske forstår Josefine-jeget et kort blik u-idiomatisk som et nærsynet blik, og måske går det korte på værelsets størrelse (men et nærsynet øje er jo ikke et kortere øje, ligesom et hastigt blik heller ikke har noget med øjestørrelse at gøre, det er korthed i helt forskellige zoner), men det bliver ingenting mere rimeligt af, for hvis blikket er nærsynet, kan det jo lige præcis ikke se søen, der ligger et godt stykke væk. Men der står jo så heller ikke, at blikket kigger på søen, men bare at det peger på søen - denne ellers akavede formulering er faktisk præcis nok midt i forvrøvlingen.
Den selvhøjtidelige forvrøvling NB, thi forvrøvlinger og
også metaforiske forvrøvlinger (der ikke går efter (nok så chok-agtig) lighed
(eksempel: Rasmus Nikolajsen), men bare efter barok, crazy kontrast (eksempel
(til tider): Simon Grotrian) kan sagtens være både OK og helt fantastiske.
Det her er sjovt. Jeg studsede også akut over den metafor.
SvarSlet