Så godt som queeret af Lilian + 1 fejlbehæftning

Lilian Munk Rösing har en sjov og præcis klumme i dag i Politiken, som hun eller avisen har kaldt "Jeg vil være diller", hvor jeg, LB, pludselig bliver omtalt og så godt som queere - i en yin-yang-figur med Lians queering af sig selv som kvinde-der-vil-være-en-af-drengene - og det kan jeg selvfølgelig ikke være utilfreds med, og det er heller ikke halvt løgn:

(...) mit lige så uudslukkelige som uopfyldelige ønske om at være one of the boys.
Men det er ikke let at få lov til. Som kvindelig litteraturlektor og –kritiker må jeg ofte – mod min vilje – se mig puttet i en kvindeklub.
Da min kollega Lars Bukdahl for nogle år siden skrev et (lidet flatterende) portræt af mig som kritiker, stod der, at jeg fortrinsvis anmeldte kvindelige forfattere. Det var ikke sandt.
Lars Bukdahl udmærkede sig dog her som i andre sammenhænge ved selv at have et tydeligt ønske om at være one of the girls ved inderligt gerne at ville være en del af den kvindeklub, som han så samtidig konstruerede mig ind i.
For nylig har Bukdahl på tv fortalt, hvordan han blev så ked af det, da han som lille dreng var med sin mor (det var sgu nok sanrere min far! LB) på kvindelejr (kvindefestival bare LB) og gerne ville have et flot kulørt kvindebadge, men fik at vide, at det måtte han ikke, for han var jo en dreng. Den frustrerende fornemmelse af at være ekskluderet på grund af sit køn kan også opleves af en mand.

Det er så bare ikke rigtigt, at jeg skrev, at Lilian "fortrinsvis anmeldte kvindelige forfattere"; jeg skrev, så vidt jeg kan læse, at hun havde overtaget en række af de mest illustre kvindelige 90'er- og 00'er-forfattere fra Erik Skyum, hvilket disse samme forfattere var svært tilfredse med - selv selv, og så uflatterende er portrættet altså heller ikke:

-->Det er sjældent og beundringsværdigt at være så genuint højt oppe at køre på sin særlighed og (over)tjekkethed; især tjekketheden er jeg misundelig på og paranoid over, hvor meget den end primært er en tematisk – og ikke en æstetisk – tjekkethed. Og så kan jeg selvfølgelig slet ikke klare, at Lilian er blevet yndlingskritiker for alle de kvindelige (med mig og hende jævnaldrende) digtere, Ursula, Mette & co., hun har overtaget/stjålet fra Erik Skyum-Nielsen: klogt og inderligt og ekstatisk forstår hun dem endnu bedre end de selv gør. Det kan jeg godt forstå, de er glade for! Og det er også helt i orden med roseklubben, når der som i anmeldelserne af Have og helvede og Jævnet med jorden fornemmes en ærlig bund i rosen, men den bliver bandeagtig, klubben, når kritikeren af ren tematisk omsorgsfuldhed vender det blinde øje til litterære mangler, som det skete i anmeldelsen af Katrine Marie Guldagers firkantede novellesamling Nu er vi så her. Modgift: Intenst overfladisk læsning af kvindelig nonsensdigtning, fx Kirsten Hammanns Chokoladeeskapade. 

 
- måske var det en af disse badges (i dansk versionering), jeg ikke måtte få