Robbie & Janus & Theis

Jeg lod være at sammenligne Janus Kodals nye digtsamling Fiasko og Robbie Williams' nye plade Britpop, som jeg er NÆSTEN lige så pinligt glad for, som jeg er upinligt glad for Kodals bog, da jeg i går til WA anmeldte Fiasko, for længere end som så holde sammenligningen ikke, men der er noget med succesfuld 90'er-cheekiness og -allestedsnærvær og insisterende, men genuint veloplagte comebacks, men hvor Robbie cheeky og ærligt forsøger at synge sig op, vil Janus cheeky og ærligt digte sig ned, ned, ned (jfr. juledigtet i forrige blogpost).

Robbies øretæveindbydende kærlige sang til Morrissey, "Morrissey", er også den sang, jeg kunne have sunget til Theis Ørntoft i stedet for at have skrevet det "Udbrud" i sidste uges WA Bøger, "Hemmelig humor", om, at han kedeligt ikke vil owne , at han er sjov, Theis : 


I like the singer
He's a little eccentric
He did an interview
I think what he meant was
I'm lost I'm lonely I'm hurt I'm abused
I need love baby, just like you
I'm isolated, deserted and friendless
But the beat goes on, and it feels tremendous

Morrissey (Morrissey)
Morrissey (Morrissey)
Is talking to me
Talking to me in code
Morrissey (Morrissey)
Morrissey (Morrissey)
It's just you and me
And they don't need to know


Come here let me hold you, let me hold you for the rest of your life
Come here let me hold you, ah ah ah ah-ah

Moraler i Solar

1. Fitness er roden til alt ondt

2. Albertslund er helvedes forgård 

3. Computerspil er heller ikke sundt

4. Alle 3 sager, F, A, C, anbefales som probate midler til nedbrydning af sjæl og dannelse, bare kom i gang

At få øje på planeten, jordkloden

- Solar, side 293-294:

"- Ja, for Mars er derovre! råber han og peger forbi mig ud ad vinduet. - Den ligger lige ude i vores kosmiske baghave sammenlignet med NGC 4993. Hvis folk har tænkt sig at rejse derud og bosætte sig, så ønsker jeg dem held og lykke. Men Mars' atmosfære er meget svag, helt uegnet for mennesket, temperaturen kan komme under minus 100. Uden rumdragt ville du blive udsat for kosmisk stråling deroppe, dit blod ville begynde at koge, du ville få dykkersyge og til sidst eksplodere! Men misforstå mig ikke, det ville være fantastisk at komme derud. Ingen tvivl, det ville det! råber han i slagblæsten. - Ubeskriveligt, magisk ... At træde ud på en anden planet i kosmos, tænk sig engang. Vende sig om og se sine egne fodspor gennem det røde støv ... stå under en fremmed himmel ... kigge ud i verdensrummet ... og få øje på vores lille blå planet. Dér .... Et lille, blåt øje i mørket. Hvilket ufatteligt under."

- Forbi, side 45, et af "5 One Word Poems":

"Bare en blå plet i en solstråle, 6 milliarder kilometer væk fra Voyager, så lillebitte så ubetydelig

Jordkloden"

Jeg mangler stadig 3 sider

i Theis Ørntofts Solar. - stod og læste mig næsten færdig ved barnevognen i S-toget i går - det er blevet den nye hoflæseposition - og så læste jeg mig næsten næsten færdig lidt senere på stolen ved sengen, hvor Samuel lå med dig, men så skulle jeg haste ind til hemmelig prisuddeling på Schæffergården, som nu ikke længere er hemmelig:

NAJA MARIE AIDT FIK TAGEA BRANDTS REJSELEGAT PÅ 75.000 KR.

og min faster Else Marie, oprindeligt magister i litteratur, holdt en smuk tale, og Naja sagde i sin tak, at hun netop havde formuleret en trang og en lyst til at rejse og nærmere bestemt til Cuba, da Else Marie, som hun for tyve år siden havde været på San Cataldo med - og hvor EM's snak om mosaikker gav inspiration til arbejdet med samlingen Huset overfor - og skrev til hende, at hun havde fået prisen, og hokus pokus velfortjent kunne drømmen opfyldes.

I går læste jeg ubændigt løs, men nu til morgen kan jeg ikke få mig til læse helt færdigt, helt barnligt, fordi jeg ikke vil have den til at slutte, og fordi jeg vil havde den til at slutte lykkeligt, for Theis-jeget, og for for verden, kloden, og det er det jo nok temmelig usandsynligt, at det gør, men det er jo på den anden side heller ikke umuligt, VEL?

Hikke. - semikolon - Solar

Jeg fandt på en citatside det her sjove citat krediteret en uhyggelig bestseller- og skrivemanualforfatter:

"The semi-colon is a burp, a hiccup. It's a drunk staggering out of the saloon at 2 a.m., grabbing your lapels on the way and asking you to listen to one more story."

 

James Scott Bell 

 

- og så læste jeg videre i (begyndelsen på - jeg nipper mig frem, er bange for at komme til at sluge for hurtigt (og få postapokalyptisk hikke) men det er som forventet djævelsk læseværdigt skrift (i sin rastløst bevidsthedsstrømmende, vittige/visionære polyfoni)) Theis Ørntofts Solar, og han er også, ligesom mig og Christina Hesselholdt m.fl. semikolonmisbruger, her er de mellem punktummer to seneste, side 41, Theis-jeget vandrer selvkritisk på hærvejen:

"Den ubrudte grusvej havde en desillusionerende virkning på mig, det var som om den lige vej afklædte vandringen dens eventyr og viste den frem som det den egentlig var: en distance melem a og b, en linje mellem et startpunkt og et slutpunkt; alt ud over dette var indbildning fra min side, jeg gik jo for helvede bare og indbildte mig vandringen, inde i skoven på de små knudrede danske stier, jeg bildte mig selv en rejse ind, alle disse sammenkrøllede stisystemer, op og ned, bregner og mos, gult og grønt, lys og mørke; vandringen er var ikke andet end en latterlig indbildning."

Ældre end en bog!

Nyt menneske, født 22/2. Ny bog, udkommer 23/3

(Gamle superhelte, i luften de sidste 50-60 år)

Apropos top-håndskrift

- så glæd jer lige til Selina Rom Andersens for vilde bidrag til poesi-serien i næste nummer, aprilnummeret, af Ud & Se, kom nu, glæd jer, det varmer (oven i at glæde sig til de nye bøger, roman og digtsamling, af Theis Ørntoft og Pia Juul i næste uge, seriøs glæde-radiator her!)!

En Yeah-nostalgiker

Iøjnefaldende, under kortlægning af ung litteratur-reception, hvor massivt kanoniseret Theis Ørntofts Digte 2014 er - og jeg føler en skarnagtig pligt til at indrømme, at jeg altså bryder mig en betydelig grad  mere - en betydeligere, hedonistisk, Titanic-koncertpublikum-fornøjet grad nemlig - om debuten Yeahsuiten, 2009 There I said it! Her er et af de gamle, dejlige digte, ingen vil eller får lov til at analysere, fordi de for altid nu er præ-dystopiske:


Verden uden søvn

Prøver at tænke lidt på hvis man aldrig skulle sove
så ville man fyre rundt og være godt sindssyg!
jeg tænker på en person der hedder Klaus
helt blæst person
han ligner en af dinosaurerne fra Landet for længe siden
den skrøbelige kiosk er forsvundet
en kvinde viser mig ondskabens skulder
jeg skal forestille mig, at jeg kigger ud gennem et par øjne
ud gennem et par solbriller, ud gennem en gade
ud gennem en by, men det er fandme meget svært
jeg er bare en måde at opleve på

Yngstekritikeren - Torben Brostrøm 90 (modernisme nu)!

Kollega Torben Brostrøm, tidligere redaktør (1955-60!) af Hvedekorn og til stadighed kritiker på information, fylder som en selvfølgelighed 90 i dag - TILLYKKE! - og har dermed overlevet de fleste af de digtere, han blev indflydelsesrig generationskritiker for (to år yngre Benny A og fem år yngre Jess Ø er stadig levende og skrivende, lykkeligvis) og som han i rent skrivetalent sagtens matcher, som atter demonstrerer i den udsøgt generøse bog, han udgiver i dag, Ved kanten, hvor han frygtløst og fodrapt skriver og læser tekster om alderdom og død, BLANDT ANDET.

Pludselig læser han med sine åbne øjne ny poesi, som han gjorde det i gamle dage, da han gjorde det så insisterende og inciterende, at de omsider også begyndte at gøre det i skoler og gymnasier og heldigvis har været tvunget til det lige siden:

"Al prognoser om nationens og verdens tilstand, som de mange kommende 10-årige vil opleve, er usikre med tanke på de ustyrlige kræfter, der hersker og truer verdensordenen og den hidtil ukendte uorden: den stigende ulighed i velfærd, folkevandringernes udfordring, globaliseringen, den politiske højredrejning, stormagternes balancegang, - og frem for alt klimaforandringens problemer, som er alt for store til at fejes ind under gulvtæppet, hvor de havner trods internationale konferencers store ord og videnskabens advarsler. Og det selvom forandringen dagligt kan mærkes på kroppen, på luften, temperaturen, vejret, hvortil kommer andre menneskeskabte naturkatastrofer af ukendt omfang, orkaner, smeltende indlandsis, stigende vandstand med stormflod og oversvømmelser. Tegn i sol og måne. Hvem siger apokalypse?
  det gør i hvert fald lyrikeren Theis Ørntoft (f. 1984) i sine Digte 2014, med en titel, som ikke kun er en praktisk oplysning, men også et fingerpeg om en særlig tilstedeværelse i et tidehverv, et vakuum mellem fortid og fremtid, der kan lyde således:

Det er forvirrende tider, jeg skal fortælle om
det var tider, hvor intet skulle begrænse os.
Hver gang jeg ikke distraherer mig selv med ligegyldige gøremål
tænker jeg på apokalypsen
hver gang nogen udtrykker håb for for det bestående
får jeg det fysisk dårligt.
Lad os sætte os her i skumringen og vente på
at revolutionen griber os.
Lad os sætte os ned med kviksølv i lungerne
og flyforbindelser i hud og hår
og læse breaking news

Hans sprog har en fri bevægelighed mellem private begivenheder og historien, mellem private begivenheder og historien, mellem videnskab og bibel, det uendeligt små og det uendeligt store. At få munden fuld af petroleum og se boreplatforme i flammer er et og det samme. Proportionerne kælver som smeltende isbjerge i bevidstheden om økologiske trusler. Jeget og naturen flyder sammen, proportionerne forskydes, sagligt, alarmerende i økologisk ubalance. Kropsbevidstheden er overalt til stede, som her i et surrealistisk drømmedigt: "mens verden vælter ind gennem min tsunamisanser/ og ødelægger alt på sin vej/ så skriger en stemme i min hals."
  En poesi ved kanten af katatrofernes kyst. I ung dansk lyrik læses en stigende politisk tendens, som trænger sig på, en barsk realisme i fantasiarbejdet."

Brostrøm vender tilbage til Ørntoft til allersidst i bogen , efter at have skrevet om sine sene kærlighedslykke:

"Fællesskabet, omsorgen for hinanden, får plads i alderdommens bredde i bevidstheden. Uden at jeg nogensinde har glædet mig til at blive en gammel mand, som Johannes V. Jensen overmodigt fjorde det i digtet "Afsked", har jeg alligevel oplevet, at en glæde ved liv og samvær er vokset ind i disse sene år: jeg sympatiserer mere med en anden ung og højst nulevende digter, Theis Ørntofts, deklaration: "Jeg har ikke nogen overordnet plan for livet/ udover at holde mig tæt på folk jeg elsker""

Peanutpriserne

fra Det danske Akademi i år er dels Otto Gelsted-prisen til Peder Frederik Jensen, ikke min favorit blandt yngre prosaister, men jeg har, skal det siges, ikke læst hans seneste, store roman, Vold, den ligger derhenne i 2016-bunken ...

Beatrice-prisen går til Sidsel Falsig Pedersen, der ER en yndlingsprosaist og alt for lidt set og læsrt, så YAY for det! 

Og så virkelig mærkværdigt:

Klaus Rifbjergs Debutantpris (som jeg sørme også selv har fået tilbage i 80'erne) går til Theis Ørntoft, som debuterede i 2009, totusindeogni!!??

Statutten for prisen siger, at prisen "skal tilfalde en debutant, der inden for de sidste 2 år har udgivet sin første digtsamling på dansk, færøsk eller grønlandsk."

Én gang før har der været en rigelig stor tidslakune, nemlig da (kuriøst nok - konspirationsteori! - Ørntofts mentor og bandmakker) Lars Skinnebach, debut 2000, fik prisen i 2004. Men her taler vi 7 år!?

Akademiet begrunder kortfattet:

"Klaus Rifbjergs Debutantpris for lyrik tildeles Theis Ørntoft for hans hidtidige to digtsamlinger, der viser et stort og løfterigt talent."

Hvilket jo sandt nok. MEN HAN DEBUTEREDE I 2009!

Eva Tind, der fik prisen i 2010, debuterede også i 2009. Sissal Kampmann fra Færøerne, der fik prisen i 2012, debuterede i 2011, to år efter Ørntoft. Asta Olivia Nordenhof, der fik prisen i 2014, debuterede også i 2011, to år efter Ørntoft, men hov, det er jo 3 år før 2014, men OK, hun debuterede først LYRISK i 2013, 4 år efter Ørntoft. 

Jeg har selv været med til at give Ørntoft debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat i 2010, 6  år før han fik Rifbjergs debutantpris. Og i 2014, 2 år før han fik Rifbjergs Debutantpris, fik Ørntoft Michael Strunge-prisen, der tildeles en forfatter for hans bog nr. 2 (en pris Olga Ravn fik i 2015, 1 år før Ørntoft fik Rifbjergs Debutantpris). 

Og hvis så, ud over Tind, Kampmann og Nordenhof, ingen betydelige debutanter var debuteret siden 2009. Men det er blandt andre Amalie Smith, Jonas Rolsted, Cecilie Lind, Olga Ravn, Morten Chemnitz, Yahya Hassan, Daniel Dalgaard, Signe Gjessing (2014), Caspar Eric (2014), Lea Løppenthin (2014), Josefine Graakjær (2015), Rolf Sparre Johansson (2015) ... 

Så what helt ærligt gives?

DT-anekdote om genfundet kuffert med forhåbentlig lykkelig voodoo-effekt på Theis' fjällräv

(Dan Turèll om færdiggørelsen af Vangede Billeder, i Onkel Danny fortæller)

Ovre hos Højholts (i Hørbylunde ved Silkeborg LB) i maj 1975 blev Vangede Billeder endelig bearbejdet og gennemskrevet. Jeg sad fra morgen til aften i Højholts fraflyttede søns værelse med vindue ud mod heden og skrev på maskine. der var ikke andet i rummet end sengen, bordet, skrivemaskinen og en stabel gamle tegnseriehæfter. Der var ikke andre end skrivemaskinens spinnen og en afsindig hane med en uhyrlig halskatarrh. Og jeg sad der i hvert fald tolv timer om dagen i en måned.
  Og for at ingen skal tro jeg overdriver, vil jeg bare medele at affaldet efter arbejdet, sidst i maj da jeg pakkede igen, at papir-affaldet bestående af kasserede sider, ubrugelige kladder, strøget og censureret stof - at papir-affaldet, omhyggeligt revet i små stykker, fyldte 7 plastic-poser. Syv, ja.
  Men endelig var Vangede-bogen altså færdig, efter halvandet års arbejde. Nu skulle den bare brydes om og tilrettelægges.

Og så - mistede jeg det færdige, trykklare manuskript- På vejen hjem fra denne måned på landet fik jeg et anfald. En måneds uafbrudt koncentreret arbejde havde været for meget for en god gammel letlevende inde bys-beatnik som mig. Der kom damp på kedlen, og efter et par flasker whisky mistede jeg bevidstheden. jeg vågnede klokken fire om natten, hjemme på mit eget gulv - med en flakse whisky stoisk hævet i hånden under søvnen. Og ganske som i de billige kriminalromaner undrede jeg mig over, hvordan jeg var kommet hjem.
  Derefter var min første tanke, som den længe havde været hver dag: VANGEDE! Og så opdagede jeg, at mens jeg havde min taske, var min kuffert væk. Og med den manuskriptet.
  Jeg husker tydeligt min reaktion. det var tre-trins-raket. Først var jeg lige ved at græde. Så syntes jeg alt var mørkt og sort, og at universet (som allerede salig Buddha sagde) blot var uendelige tomheders tomhed. Og så kom jeg til at skraldgrine.
  Jeg talte med min far, min donna dazumal, Ludvigsen. de mente allesammen, jeg ville få manuskriptet igen.
  Og ved Frankenstein, det fik jeg. En kvik barmand fra lufthavns-terminalen havde kufferten. jeg fik at vide, at jeg havde været meget fuld og (af uforklarlige årsager) var blevet smidt ud af lufthavnsbussen. Hvad der derefter skete er gådefuldt, men endnu hyllet i uvidenhedens slør. Jeg kan kun oplyse, at man hilste på mig med almindelig fnisen.
  Jeg fnés gerne med. Manuskriptet var reddet, og jeg havde fattet tillid på ny. Så da vi gik i gang med sidste og syvende omgang, at bryde om og sætte billeder ind i bogen, en afsluttende to ugers proces, og da så John - John Ovesen, vore lay-out mand og holdets bagstopper - glemte billed- og tekst-materialet et mystisk sted efter en sen nats fejring af et særligt vellykket afsnit, selv da blev jeg ikke nervøs. Vi fik det igen. Og nu er så altsammen overstået. For denne gang ...

Sådan ser en sort fjällräv ud

- den ligner et mere praktisk og firkantet blækhus, hvilket den i dette tilfælde også er (+ jo et renæssancekunstner-atelier)

Der er brug for en national politiindsats - for poesiens skyld

Panserne skal smide alle de stjålne cykler, de alligevel ikke finder, og rykke helt, helt ud af Christiania og forbandet finde Theis' fjällräv - alt, hvad han skriver, er altid allerede kulturarv; det svarer til, at nogen havde stjålet fx hele J.F. Willumsens atelier i 1904:

Theis Ørntoft

21 mins ·

EFTERLYSNING
Jeg læste op på Din Nye Ven i aftes. Et sted mellem kl 22 og 01 blev min sorte Fjallræven-taske stjålet fra deres baglokale. Tasken indeholdt min computer OG min orange LaCie backup-harddisk, og indeholder derfor:
-ALT JEG NOGENSINDE HAR SKREVET
-ALLE FOTOS JEG NOGENSINDE HAR TAGET
-ALT MUSIK JEG NOGENSINDE HAR INDSPILLET.
HVIS NOGEN VED NOGET, PLEASE KONTAKT MIG. DUSØR 10.000 KRONER

EXKLUSIVT: ANNE-MARIE MAIS TALE FOR THEIS ØRNTOFT

ved overrækkelsen af Michael Strunge-prisen hos Gyldendal i dag:

-->

Flere af de begejstrede anmeldere af  Digte 2014 gør meget ud af at fremhæve forskellene på Theis Ørntofts debut, Yeahsuiten, og hans Digte 2014. Debutbogen var attituderelativistisk, legende og fuld af selvironi og muntre indfald om aftaler om drukture, wasabi-ærter og et jeg, der er let overgearet på livet. Den ny bog siges at være mørk, apokalyptisk, et poetisk vidnesbyrd om klimakrisen, en bog, som udspiller sig efter en katastrofe. Jeg er skeptisk over disse karakteristikker og den kontante modstilling af de to bøger – for mig at se forbinder de sig med hinanden – igennem en beherskelse af rytme og toneleje, evnen til at inddrage hele verden i digtenes univers og balancere på det sted i sproget, der i Yeahsuiten kaldes realplanets tynde line.  De er skrevet af en digter med sit eget tonefald, hvad enten han stemmer digtet i den ene eller den anden toneart. ”Play it fucking loud” var mottoet i Yeah-suiten, et citat af Bob Dylan fra 1966 i Manchester, og Dylans svar på en vred fan, der kaldte ham Judas, da Dylan begyndte at spille elektrisk rock and roll.  Det er med Theis Ørntofts to bøger som med Dylans klassikere – Dylan er både ophavsmand til den romantiske ”Mr. Tamburine Man” og den apokalyptiske ”Desolation Row”, begge tilmed fra 1965. Det er der ikke noget mystisk i, men der er masser at stærk poesi i begge udgivelser og begge slags tekster. Man kan faktisk ikke lade være med at tænke på Dylan, når man læser Digte 2014, ikke fordi der er direkte referencer til Dylan overhovedet, men fordi de surrealistiske undergangsuniverser minder om stemninger og scenerier i det apokalyptiske Dylanregister. Men hver gang man synes, at nu er vi tæt på Dylan, er vi alligevel langt fra og i en poesi, som umiskendeligt er Theis Ørntofts, som når han skriver: ”Min fortid, flydende/ lava/ lå længe og lyttede/ til lyden af hovslag mod søvnløshed”.

Det er, som om der lyder ekko af mange digte i Theis Ørntofts univers. 1980´er-digtere som Michael Strunge og Bo Green Jensen er tættere på end både Dylan og Eliot.  Men det vigtigste at bemærke her er, at man faktisk hos Theis Ørntoft opdager, hvor fantastisk en kvalitet, det er ved gode digte, at de ikke bare gør opmærksom på sig selv, men fungerer som en slags genlæsning af traditionen og genopdagelse af sprogets muligheder for at overrumple med stadig nye betydninger. Der er netop ikke i Theis Ørntofts nye bog bestemte budskaber eller håndfaste udsagn om politik og klima. Men han har som Klaus Høeck engang har formuleret det ved hjælp af poesiens metode nærmet sig ”forbudte områ/der, bitre som aluminium, grå af smerte og skam og fornedrelse”. Det kan ikke siges anderledes end netop sådan.  

Det kan godt være, at bogen vil indgå i skolernes læsning af et klimatema. Og fint med det; men jeg håber også, at de vil blive læst for deres poetiske metode og skarpe sproglige kanter, som når det hedder:

Under asfalten

ruller fårehovederne

ned over de stejle skrænter

til fabrikken hvor mine børn

sidder og syr i sig selv

Digtenes stemme kaldes hos Theis Ørntoft ”min niggerstemme” – en rigtigt Michael Strunge-prædikat. Men det er ikke derfor, han får prisen. Theis, Du er årets modtager af Michael Strunge-prisen, fordi din nye bog, den svære to´er, er poesi, der taler stærkt til sin samtid, når den åbner sprog og tanke mod alt, hvad der er ved at smelte ned i en nutid, som vi måske slet ikke deler med hinanden, fordi de mange breaking news holder os fast i adskillelse og selvoptagethed, men hvor poesien stadig har en chance for at bringe i al fald nogle stykker af os sammen. Som nu. I dag.

Play it fucking loud!  

GAS er gus og maskinelt gys

Vi snakkede GAS, genitiv+adjektiv+substantiv, 3 Hvedekornsredaktører, Morten Søndergaard, Tomas Thøfner og jeg, i AK 24syv i går, link her.

Jeg havde taget en eksemplarisk GAS med af Tove Ditlevesen (faktisk en GAAS):

I Barndommens lange og dunkle Nat

Og så havde jeg fundet 2 genrerene og - udenfor fræsende kontekst, mente vi forsigtigt, noget matte og tunge - GAS'er i Theis Ørntofts Digte 2014:

Og mens jeg løber i mine begærs tilgroede retninger

Nu bliver jeg angst i biografens sorte boks

Thøfner havde fundet og rebootet sin gamle poesi-maskine og fået den til at producere lange, gloriøst barokke rækker af GAS, her en brøkdel:

Fortandens ruhårede lavmål
mineralrigets stedvise bredlærred
inkongruensens uberettigede vinylflise
antimonets førtidige fastholdning
trendsætterens frenetiske freskomaleri
rendegarnets forfarne banner
grusgravens neurotiske begivenhed
reglementets muskuløse steppeulv
solohistoriens dityrambiske selvstyre
sammenrodets talevante held
hankattens labiale plasticitet
refleksivets pykniske tomatketchup
jærveungens udækkede mikroklima
udspillets hårdnakkede mæhæ
sætningskløvningens lysegråe fandango
jerngrebets regelløse sammenfletning
ententens suggestive amningsmærke
pigdækkets mondæne samvirke
lavtflyvningens måneklare bautasten
stellets ufravigelige uld
tjaldens klaustrofobiske selvmordsforsøg
stormvejrets kongestionerede kunststykke
støttestavens partikulære knopsvane
bristepunktets positive fortovsrestaurant
tværdriverens letskyete gummihjul
kulhydratets kosmologiske bådehus
varighedens normale taktregulering
agterpartiets pylrede omskifter
indrejsens duntæte pib
regnearkets højvelbårene forben
fabrikeringens usælgelige kirkebog
håndgrebets holdne skueproces
blåbærrens florissante flygelhorn
korsstingets landskabelige niveau
kajakroerens adjektivistiske krystallisering
kraftsprogets pudserlige bombast
knapostens drikkelige genoptryk
hønseriets bredrøvede hækkeløb
drukningens giftefærdige ligevægt
ribbenets frenologiske rådhusvin
udkommandoens sceniske modspil
feltråbets vejrfaste trylleri
fødselsveens diskriminatoriske målforskel
grammolekylets pessimistiske furore
bisonoksens østeuropæiske nytårsny
fremtoningsprægets nyromantiske kommandantskab
osteologiens milanesiske lire
dugfaldets uafladelige pakning
stræbenens finlandssvenske filigranarbejde
gavntræets diskursive risengryn
pagtens legemløse begæring
tegltagets tyndvæggede dukat

Gyldendal regner poesien dårligt ud

Inde på Gyldendals hjemmeside kan I finde nedenstående plakat-pdf, som jeg blev linket til via følgende tweet:

Gyldendal ‏@Gyldendal 1 t.

Digte giver ikke altid mening – eller gør de? Download og print en, synes vi selv, ret fin plakat lige her: http://www.gyldendal.dk/~/media/B09B59125699439C9A25FF12354E99C5.ashx … 

- jeg formoder det er et forsøg på at udnytte eller bare tage anledning af tidens poesi-buzz til at reklamere for poesi som sådan på en kreativ facon, men hold op ,hvor er det mislykket og bare uigennemskueligt/meningsløst og simpelthen påvirknings-matematisk forkert. 

Yahya Hassans Yahya Hassan er = et citat fra bogen selv + et citat fra Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl x bogen selv i tredje!? Man kan godt hævde at en inspiration fra Michael Strunge er synlig hos Hassan, men sgu ikke fra SUT, og da slet ikke overmoden SUT ganget tre gange med sig selv. 

Mette Moestrups Død, løgn, dø er = (Klaus Rifbjergs Fut fut fut divideret med et citat fra den bog) x (X i anden (hvad X er oplyses ikke) divideret med et citat fra Dø, løgn, dø) + Henrik Nordbrandts 100 digte ganget med sig selv og divideret med en linje fra den bog. Det vil være meget svært at bevise nogen primær indflydelse fra (sen) Rifbjerg og Nordbrandt på moden Moestrup, meget, meget svært.

Peter Laugesens Der er ingen til stede er = med (et citat fra Theis Ørntofts Digte 2014 divideret med den bog) x et citat fra Laugesens bog divideret med Olga Ravns Jeg æder mig selv som lyng + (et citat fra Ravns bog). Laugesen er givetvis en inspiration for Ørntoft, men givetvis ikke for Ravn, mens Ørntoft og Ravn helt sikkert ikke har nogen betydning whatsoever for den sene Laugesen.!

Hvor er det totalt noget vrøvl (bøger  = linjer fra samme bøger + linjer fra andre bøger divideret med de bøger - WHAT!?)! Hvordan i alverden skal det appellere til yngre mennesker, at poesi er komplet åndssvage regnestykker? Hvis de citerede linjer så endda var skarpe og stærke eller i det mindste fyndige, men det er kun 3 af dem - Thomsen: Et sted hvor sproget efter kontortid fortsætter, Rifbjerg: Min far vandede de døde, Laugesen: Mindre end alt siger intet, de 4 andre er udenfor kontekst temmelig upoetiske (de fleste linjebrud er forresten rent forkerte - linjebrud betyder i poesi), Hassan: MIG FØRST JEG SVÆRGER PÅ EN KORAN, Moestrup: At mælken løber til, Norbrandt: Disse digte er håndens værk (mere interessant hvis de var knæets værk), Ravn: Alle friheder man tager sig er store (ok, halvfyndig). 

Poesien er jo ikke det ubekendte, poesi er til at læse, og digte skal jo ikke give mening, de skal være spilfærdigt betydende bogstavelighed, eller noget, noget ANDET i hvert fald end meningsforæring.

Her er et forslag til nye poesi-propaganda-plakater, Gyldendal:
AFTRYK DIGTE IN FORPULET TOTO!