Listen til Helle

Forfattere kan godt være rigtige venner med hinanden, og Pia Juul var rigtige, lysende venner med flere forfattere, blandt andre Helle Helle, som hun skrev denne liste til, da HH fik De Gyldne Laubær i 2012 (og hendes forlag, hedengangne Rosinante, gav hende et "privat" festskrift, og som jeg vist tidligere har citeret fra i en blogpost, men det kan virkelig ikke gøres for tit):

"Smykketabsliste

Veninderingen fra Eva (det var anden gang vi havde sådan nogle, de første blev for små (Kattegat)
Min oldemors Hedevigs sølvring (en G-nøgle på et blad, jeg elskede den) (Hald)
Min farmors sølvperlekæde (hun havde næsten ingen smykker) (et nattog i Tyskland)
Sølvarmringen fra min far (en kopi fra Fyrkat, den var snoet) (Fox-Amphoux)
Sølvarmringen fra min mand (jeg lagde den i sandet, havde den ellers altid på) (Bjergene)

Ingen af dem fandt jeg igen.
Men du. Du fandt din guldring igen. I køleskabet."

Og Naja Marie Aidt, som talte smukt om sit venskab og sin beundring til Information:

" Hvad var din relation til Pia Juul?

»Pia var min meget nære veninde i næsten 30 år. Vi har fulgtes ad i tykt og tyndt, lykke og ulykke, skrift og liv. Det er ubegribeligt for mig, at hun ikke er her mere, hun er et af de mennesker, jeg ikke ved, hvordan jeg skal leve uden. Pia kan ikke dø. Men Pia er død.«

-" Hvad vil du især huske hende for?

»Jeg husker Pia for så meget. Hendes trofasthed og varme, hendes lethed og tyngde, den store generøsitet, hun besad. Humoren, musikken i hendes væsen, elegancen, sanseligheden, egensindigheden. Der er jo ingen som Pia. Både som menneske og som digter og forfatter var hun så særlig. Hun var min hjerteven, det er jo det, jeg husker hende for. Det er hendes smukke væsen, jeg husker og savner.«

- Hvordan ser du på hendes forfatterskab, når du ser tilbage?

»Jeg kan ikke se tilbage endnu. Men jeg elsker hendes forfatterskab, jeg beundrer det helt vildt. Hun har været som en søster for mig i litteraturen, vi har jo altid slugt hinandens bøger og talt om dem. Den måde, hun kan løfte en sætning, så ordene, man læser, bliver til sang, det helt hverdagsnære og det absurde og abstrakte og det hemmelighedsfulde uudgrundelige, der særligt findes i nogle af hendes tidlige digtsamlinger, er jo så sindssygt stærkt. Men også hendes dramatik er helt særlig. Og novellerne, romanerne. Det er et utroligt stærkt forfatterskab uden lavpunkter. Ingen dårlige værker, simpelthen. Tonen og stemmen er altid konsekvent, og jeg ser vel egentlig det samlede forfatterskab som et stort musikværk, hvor alt hænger sammen.«

- Hvad har hun betydet for dit forfatterskab?

»Jeg vil nærmere sige, hvad har hun ikke betydet? Jeg så meget op til hende som ung digter, og jeg lærte så meget af hende. Men måske lærte jeg mest af alt, at jeg skulle være mig. Jeg skulle synge med mit næb og have tiltro til min egen stemme. Pia opmuntrede altid til det, når jeg som ny og sprød var i tvivl. Hun trak ikke noget ned over andre skrivende, hun elskede mangfoldigheden. Derfor var hun også sådan en god underviser. Hun lærte mig at forstå, at det at skrive ikke er noget, man egentlig kan dele, det er en meget personlig sag, og man skal gå sin egen vej. Det er ensomt og hårdt, men sådan er det. Vi læste aldrig hinandens tekster, før de udkom, og det er jeg meget taknemmelig over. Hun lærte mig at være stærk og egensindig.«

Else Maries tale i aftes for Naja

Medlem af legatudvalget Else Marie Bukdahls 

Tale i anledning af, at Naja Marie Aidt har fået tildelt Tagea Brandts rejselegat d. 17 marts 2018.

Kære Naja, du har for længe siden fået din egen platform både i dansk og udenlandsk litteratur og kultur. Egensindigt, top engageret, med stigende intens poetisk kraft og udsyn har du i dit digteriske virke igen og igen besvaret de skiftende udfordringer, der præger vor verden, og som står i uforudsigelighedens og forvandlingens navn.

Gennem dine første digte, der senere blev samlet til en trilogi,  skabte du et rum, hvor nye sider af kvindeverdenen, især kærlighedens væsen og udviklingen fra barn til voksen blev afdækket. Digtene er enkle og har næsten en spinettone. De blev skrevet i tiden fra 1991-1994. Men først i din fjerde digtsamling Huset overfor (1995) trådte dit originale mangesidige talent for alvor frem. Både det vilde, det dynamiske og det hektiske i livet dukkede frem i digtene, samtidig med at det følsomme, de små umærkelige nuancer og de gyldne glimt af lykke kom til syne i et nyt lys. Alle temaer blev altid fortolket i et billedsprog, der rev det konventionalitetens slør bort, der ofte indhyller vor hverdag.

Således i denne strofe: 

"og hvisker du nu at det sner

så skulle vi lægge os,

viske hvide engle ud over jorden

og nynne, ja nynne, dale skråt ned

i en sang."

Dine digte lærer os, hvad Benny Andersen engang har udtrykt således: "Kunst er nyheder, der forbliver nye."

Derefter følger der en lang række digtsamlinger, hvor det digteriske erfaringsrum hele tiden bliver udvidet og billedsproget bliver mere og mere oplevelsesgivende og betydningsskabende. Således i Rejse for en fremmed (1999) og især i Balladen om Bianca (2002), der fremtræder som et meget helstøbt hovedværk. I denne digtsamling, hvor hovedpersonerne er den skønne Bianca og den unge slagter José, fremtræder tilværelsen som et splintret troldspejl med et væld af lysende og mørke facetter, men også med en understrøm af fragmenter af sammenhænge i en verden der står i metamorfosernes tegn.

Du har ret i, som du har udtrykt det, at "digtene rejser sig som søjler, så vi har noget at støtte os til" for de giver os nyt udsyn og orientering i en kendt verden.

 I digtsamlingen med den sigende titel Poesibog (2008) bliver  - i en ny optik -livets uforudsigelige foranderlighed et gennemgående tema. Vi oplever, hvorledes lysende lykkestunder forsvinder pludseligt og mørket igen tager

 magten. Eller som du selv har udtrykt det:

"Nu blomstrer lyngen og solen

dukker frem bag skyen

græsset læner sig op ad jorden

myggene sværmer i flok

indtagende og gentagende

men livet er altid pludseligt

forandrende, forvirrende

hver gang du elsker det hele

får du en blodtud:

det du troede var dit er nu væk

solen går ned i en sæk."

I Alting Blinker (2009), formår du - især  inspireret af dit liv  i New York - at skabe sanselige lyriske reflektioner over de forskellige aspekter af forholdet mellem det hjemlige og det fremmede. Disse refleksioner er udmøntet på en sådan måde, at der hele tiden fremkommer brudflader mellem det personlige og det almengyldige og mellem den lille og den store fortælling. Refleksionerne er ofte iklædt humorens dragt, således i følgende strofe :

"Hvis du kommer til Danmark

kan du klæde dig ud som

wienerbrød

så kan du bo

i bagerens vindue

indtil du bliver spist

eller smidt ud

så ligger du ingen

til last."

Heller ikke den dramatiske genre har du forsømt. Du skrev radiospillet Tjenende ånder med de mange skift mellem det eventyrlige og det hverdagslige (1998). Disse temaer optræder igen i nye og endnu mere fantastiske skikkelser i Siska (2000), som er et skuespil, der var bestemt for Café Teatret.

Novellegenren har en særlig central plads i dit forfatterskab.

I novellerne fra bl.a. Vandmærket (1993), Tilgang (1995) og Bavian (2006) kan man følge, hvorledes de både intense og skarptskårne scener bliver mere og mere varierede og afdækker nye dybder både i den indre og i den ydre virkelighed.  

Gennem et billedsprog, der sprænger hverdagsrealismens rammer, afdækker du de mange modsætninger, de ofte uforståelige irgange og lag i vort sind. Sådanne åbninger fremtræder i novellen Lille Fedtøre fra novellesamlingen Vandmærket (1993) og er fortolket på følgende måde:

"Hun dansede som en slange. Og da kvinden begyndte at hyle, kunne han ikke længere se skrinet. Hun hylede som en hyæne. Da hun satte tænderne i ham, for at fortære ham med løvens mund, forsvandt mindet om skrinet og dets indhold, og da hun til allersidst satte sig bag hans øjenlåg i skikkelse af en grib, blev de bløde, violette skygger hårde og hvide."

Et strejf af poetisk lykke dukker også op i den grå virkelighed. Således i Bøn til et stykke af himlen fra novellesamlingen Tilgang (1995) 

"- jeg var ung på den måde, at jeg fandt på at sige at dine øjne lignede to stykker af himlen."

Den måde, som du sprænger virkelighedsillusionen på, svarer på mange måder til den, som Francis Bacon foretager i maleriet og som han har beskrevet på følgende måde:"

"Jeg illustrerer ikke virkeligheden. Men skaber billeder som er virkelighedens koncentrat og sanseindtrykkenes stenografi."

I 2017 publicerer du din første store roman Sten, saks og Papir. Den er både helstøbt og perspektivrig. På en måde fremtræder den som en nutidig parallel til Honoré Balzacs dybdegående skildringer både af kælderdybet i den ydre og indre verden og af personernes opstigning og forfald. Og som Balzac evner du at inddrage læserne i det ofte voldsomme drama, som personerne deltager i. De lever deres eget omskiftelige liv i den kunstneriske illusion og  repræsenterer ikke ideologiske eller andre abstrakte holdninger. De fremtræder som levende mennesker, der afdækker ny indsigt i den ofte kaotiske og uigennemskuelige verden, vi lever i. Du har evnet at skildre dem med et næsten sitrende nærvær, der også rummer kraftfulde spændingselementer. Hovedpersonen Stens gradvise undergang, uforløste vrede og skam er fortolket med en særlig indlevelse og intensitet. Hans kæreste, Patricia og de andre personer, der bliver delagtige i hans smertefyldte skæbne fremstår som kontrastfigurer, men også de må hele tiden kæmpe sig igennem vanskelige konflikter. Du formår at skabe sansebårne, levende miljøskildringer og replikker. Sine steder er replikkerne præget af et meget saftigt sprog med eder og forbandelser, når det kan tjene til at tydeliggøre personernes særlige karakter og levemåde.

Om "den gode maler" udtalte Francis Bacon "at han/hun er en snegl, der efterlader spor af menneskeligt nærvær." Og netop denne roman viser, at en sådan snegl er du, Naja.

Også samarbejdet med andre digtere har du prøvet flere gange   - således f. eks. i Omina (2016) - hvor du skaber en digterisk flerstemmighed sammen med Mette Moestrup. Digtene fokuserer på oprørstrangen, især når det gælder kvinder. Det bliver amazonen, der optræder som metafor for dette sigte.

I bogen Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage (2017) har du givet en hudløs indgående skildring af den bundløse fortvivlelse, det ubændige raseri og den udvejsløshed, som  din kære Carls død udløste. Vi er vidne til udfoldelsen af et voldsomt følelsesregister, som endog  spejles i de brudte, fragmenterede sætninger. Men gennem den kunstneriske bearbejdning skabes der lysglimt, der viser veje til igen at fatte mod, selvom tabet altid vil være nærværende. Denne erkendelse har du - uden at vide det  - allerede skildret  - bevægende og enkelt i følgende digt fra digtsamlingen Poesibog (2008). Netop dette digt bringer det monumentale skjaldekvad i Egils Saga  - Sønnetabet i erindring;

"Har døden taget noget fra dig

så giv det tilbage

giv det tilbage

som du fik af den døde

da den døde var levende

da den døde var dit hjerte

giv det tilbage til en rose,

et kontinent, en vinterdag,

en dreng, der ser dig an

fra hættens mørke."

Trods alt har du oplevet   -  selv i denne meget vanskelig tid  - de strejf af kærlighed, som Leonardo da Vinci har beskrevet på følgende måde:

"Kærligheden er som Lyset, der skinner klarere jo dunklere sted, den kan finde. Kærligheden sejrer over alt."

Du har modtaget et væld af priser og hædersbevisninger, således bl. a. Kritikerprisen, Nordisk Råds Litteraturpris og Aarestrup-Medajlen. Og i det store udland er adskillige af dine værker blevet modtaget med begejstring.

Når man læser dine engagerede, altid uforudsigelige værker, følger det komplicerede netværk af symboler og skæbneforløb, som afdækker både de destruktive og de livgivende kræfter, kan man ikke undgå at tænke på, at du altid modigt og med stor kompromisløshed har fulgt de fordringer i dit digteriske virke og i dit liv, som du hele tiden har mødt. Du har opfyldt Leonardo da Vincis krav, som han har udtrykt på følgende måde:

"Livsnerven eller hjerteslaget i al kunst af kvalitet er at ville ét og hverken lade sig distrahere eller friste af de krav og lokkende tilbud, som kommer udefra og som ikke kan forenes med de idealer som kunstneren selv ønsker at realisere."

På baggrund at dit store og lødige digteriske virke er det for bestyrelsen for Tagea Brandts rejselegat både en ære og en stor fornøjelse af overrække dig et af dets rejselegater. Hjertelig tillykke.

 
-Tagea Brandt, født Rovsing

Jeg mangler stadig 3 sider

i Theis Ørntofts Solar. - stod og læste mig næsten færdig ved barnevognen i S-toget i går - det er blevet den nye hoflæseposition - og så læste jeg mig næsten næsten færdig lidt senere på stolen ved sengen, hvor Samuel lå med dig, men så skulle jeg haste ind til hemmelig prisuddeling på Schæffergården, som nu ikke længere er hemmelig:

NAJA MARIE AIDT FIK TAGEA BRANDTS REJSELEGAT PÅ 75.000 KR.

og min faster Else Marie, oprindeligt magister i litteratur, holdt en smuk tale, og Naja sagde i sin tak, at hun netop havde formuleret en trang og en lyst til at rejse og nærmere bestemt til Cuba, da Else Marie, som hun for tyve år siden havde været på San Cataldo med - og hvor EM's snak om mosaikker gav inspiration til arbejdet med samlingen Huset overfor - og skrev til hende, at hun havde fået prisen, og hokus pokus velfortjent kunne drømmen opfyldes.

I går læste jeg ubændigt løs, men nu til morgen kan jeg ikke få mig til læse helt færdigt, helt barnligt, fordi jeg ikke vil have den til at slutte, og fordi jeg vil havde den til at slutte lykkeligt, for Theis-jeget, og for for verden, kloden, og det er det jo nok temmelig usandsynligt, at det gør, men det er jo på den anden side heller ikke umuligt, VEL?

Den originale polygrelhed

Det er slående, når man (omsider) igen sidder med Najas Balladen om Bianca, hvor meget den ÆSTETISK ligner en forgænger til Christina Hagens  Boyfrind og Jungle (bevidst eller ej): Det monstrøse bogformat, flerheden af stemmer/genrer/formater(fonter/pitcher) nede i teksten, men frem for alt den grelle, kulørte, pågående, overblown billedside (som Kim Lykke står for i Bianca):

- fra Bianca:

 

 fra Jungle: 

Bonusnote til pristale om polyfonikronoologi

Jeg ville godt, hvis jeg havde haft (intensitetsnedsættende) tid og plads i min tale til Naja om og for hendes bog, sagt noget om, hvordan flerstemmigheden blev opdaget og udviklet og radikaliseret i hendes forfatterskab for nu at kulminere mørkt i Carls bog -

Opdagelsen
skete i den umulige bog, der (ikke overraskende) er min yndlings-Aidt-bog, Balladen om Bianca, 2002 (skabt i samarbejde med Kim Lykke) - Naja taler selv om den i et rigtig godt, værk-katalogisk, selvsikkert interview ved Carsten Andersen i Politiken i dag:

»Da jeg skrev digtsamlingen ’Huset overfor’ begyndte jeg at arbejde langt mere bevidst med form. ’Balladen om Bianca’ var en fortsættelse af den større formbevidsthed. Før skrev jeg bare digte ud i det blå, nu lavede jeg regler for mig selv for at intensivere stoffet. Med ’Balladen om Bianca’ ville jeg gribe tilbage til den episke digtning. Jeg ville skabe et korværk af stemmer, et persongalleri. En fælles historie. Det er en stærkt eksperimenterende bog fuld af fotografier og tegninger, prosa og poesi, mange forskellige slags tekster, også fiktive interviews. Jeg arbejdede tæt sammen med Kim Lykke, som stod for det visuelle. Det var en virkelig sjov bog at skrive, simpelthen en opfindelse af noget, der ikke tidligere var set i dansk litteratur. For mig er der stor frihed i den, jeg magtede nu både poesien og prosaen og kunne smelte genrerne sammen, lave noget skævt og vildt med sproget."

Udviklingen
fortsatte i digtsamlingen Poesibog, endnu et interviewcitat:

"'Poesibog’ er min måske mest helstøbte digtsamling, og det er egentlig paradoksalt, for jeg fattede overhovedet ikke, hvad jeg lavede, da jeg skrev den. Den tager fat i alle mulige måder at skrive digte på, og den er det eneste selvbiografiske, jeg har skrevet, ud over ’Carls bog’. At være barn i 1970’erne, midt i et nybrud i tiden. Hvilke konsekvenser havde det? Det var jeg optaget af. Det er en bog om lede, også om lede over for poesien. Det var faktisk det, der satte mig i gang og blev en drivkraft. Jeg hadede poesi på det tidspunkt, syntes, den var latterlig og tilhørte den gamle verden, og havde vel en form for identitetskrise i forhold til at skrive. En fredag lagde jeg alle digtene ud på gulvet og gik rundt mellem dem. Så lagde jeg dem i bunker, og det blev til de forskellige afsnit i bogen."

Radikaliseringen

fandt sted i Frit Flet, der er skrevet side om side med og i munden på Mette Moestrup og Line Knutzon og med alle mulige andre virkelige og fiktive stemmer (blandt andre jo Camille Cloud) inde over - Bianca-afsnittet fortsat:

"Den (Bianca LB) peger helt sikkert frem mod ’Frit flet’, som jeg skrev sammen med Line Knutzon og Mette Moestrup mange år senere. Kim Lykke er også grafiker og fotograf på ’Frit flet’, som er en hybrid i endnu større udstrækning end ’Ballanden om Bianca’. Jeg er stadig meget glad for de to bøger«.

Kulminationen
er det knaldhårde stemmevirvar i Hvis døden har taget noget fra dig så giv det tilbage:

"Der findes ingen bøger i verden som den. Den ligner ikke noget. Den er sig selv. Og jeg synes, ’Carls bog’ er min smukkeste bog, den største litterære præstation, jeg nogensinde har frembragt. Og en måde at give noget tilbage på, til læserne, til de levende. I selve den gestus ligger der noget håb og noget kraft. Den er skrevet fra det yderste sted, et sted, hvor alt var skrællet væk, hvor litteraturen blev alvorlig og betydningsfuld på en helt ny måde. Litteraturen blev helt konkret min overlevelse."

Redaktørens tale, heller ikke tåreløs

En Blogdahl Exclusive:

Gyldendal-redaktør Simon Pasternaks tale, efter pristalen, før Najas manusløse tak (hun havde dog noteret de gange, hun tidligere var blevet nomineret, 4 gange i alt, for Tilgang, Balladen om Bianca, Bavian, Alting blinker), ved overrækkelsen af Weekendavisens Litteraturpris i går aftes:

-->

"Kære Naja, kære jer

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage. Carls bog er en bog, man ikke har lyst til skal findes, man har ikke lyst til at ”høre om det, ingen vil høre om”, som der står et sted i bogen. Jeg ved, at du ikke ville skrive den, jeg havde ikke lyst til at redigere den, og jeg har hørt mange sige, at de ikke havde lyst til at læse den. Men som du sagde meget hurtigt, efter at det skete, ”Simon, jeg må skrive en bog om det her.” Du skrev den, jeg og til sidst Mette redigerede den, og mange, mange har læst den. Og hvorfor mon? Fordi vi SKAL høre om det vi ikke vil høre om, simpelthen fordi det findes - og så fordi du har skrevet et mesterværk selvfølgelig. Men hvordan skrive sådan en? Som du skriver tidligt i bogen, forsvandt sproget for dig, da det skete, citat ”Mit sprog er goldt”, og du ville ikke skrive ”lækkert” om det her, ikke litterært, velturneret, perfekt, ”skønt”, pyntet. Du kunne ikke bruge det, du vidste og det du allerede kunne. Der var ingenting tilbage. Kun brokker, løse sedler med diffuse beskeder, en mumlen, et kaos. Og hvordan finde en form for det formløse, hvordan finde et sprog igen for et menneske, der lever af netop det, sproget? Hvordan du fandt en vej i det mørke, kan jeg ikke sige noget om. Men jeg kan sige noget om, hvordan det var at redigere den bog fra smulerne og om DET?

Jeg besluttede mig for to regler for mig selv. Regel nr. 1. Jeg ville kun snakke form, form, form. Og Regel nr. 2. Jeg ville ikke tude. Kort sagt: professionalisme frem for alt, nul føleri.

Du bor i New York, og vi havde lange telefonsamtaler i månedsvis, bogen havde svært ved at finde sin form, jeg prøvede at spille klog og vigtig mand, du sendte og jeg læste, vi pushede bøger om sorg til hinanden fra Gilgamesh til Mallarmé, famlende frem og tilbage, men en dag sagde du pludselig, ”nej, det spor skal sgu da ikke med, Simon – kan du ikke SE det, mand?”, og så vidste jeg at du var tilbage som den Naja, jeg kender. Der fandt du tilbage til den formbevidste, helt ned i sætningen brutale ærlighed, der kendetegner dig, du fortsætter, til det, du siger er sandt uanset hvor springende, grimt, klumpet, desperat, kødeligt eller uhyggelig skønt det er, og bogens bue står klar, rå, kærlig – og nødvendig. Ingen distraktioner, ikke nogen lette og lækre veje, ikke NOGET PIS. Så som altid, når vi har lavet bøger de sidste 15 år, bruger du mig som den lidt tungnemme fætter, der lytter og siger ting, indtil du beslutter dig for, hvordan det skal være. Så meget for at fokusere på form og professionalisme, og regel nr. 1 døde.

Da vi slutredigerede bogen i din lejlighed i Brooklyn i december 16, kom regel nr. 2 under pres. Bogen var færdig, og i slutningen skriver du om, at du og din mand Eigil sad på en terrasse i jeres lejlighed og talte dag efter dag:

Du skriver følgende om jer to, citat:

”Alle de aftener, hvor vi to sad i et mørkt hjørne, tæt sammen, på en kasse og en vakkelvorn stol og talte og drak vin. Du og jeg. Du og jeg i sorghjørnet. Vi tændte ikke lys. Vi ønskede at sidde et undseeligt sted i huset, omgivet af gamle havemøbler, poser med visne blade, vi ønskede mørket. Vi græd, vi talte om vores dreng. VI talte om de andre børn, vi talte om vores liv. VI talte om det, der har ændret vores liv. VI holdt hinanden i hånden. Sådan kom vi igennem det første år. Jeg lyttede til dit åndedræt.

Jeg trækker vejret sammen med dig.

Du trækker vejret sammen med mig.” Citat slut.

Jeg ankom til lejligheden, der er i to plan, selve lejligheden og en så tagterrasse og en smal vindeltrappe med et klejnt repos, der forbinder de to planer. Jeg kom og gik op ad vindeltrappen, ud på tagterrassen og spurgte – var det her, hvor I sad?

-       Nej, sagde du.

-       Hvor så?

-       Der, sagde du og pegede på det bittelille repos på vindeltrappen.

-       Der kan man da ikke sidde to.

-       Nej, netop, sagde du.

Og lige der – at se det sorghjørne, at I måtte sidde sådan et ikke-sted for at kunne være i verden, lige der tror jeg, jeg måske så, hvor umuligt det hele har været og for fanden - er. Og så, beklager, Naja, der brød jeg regel nr. 2. Ikke tude.

Så meget for distance og objektivitet.

Jeg vil ikke komme ind på, hvad bogen handler om, men jeg vil gerne fortælle, hvad den IKKE er. Jeg talte med en person, der mente at bogen var terapeutisk, fordi den ”når et sted hen med sin sorg”. Det mener jeg ikke er rigtigt. Den når ikke til afklaring om sorgen, en bog kan ikke gøre tabet mindre, det er faktisk lidt uforskammet at sige, synes jeg, faktisk tænkte jeg på om vedkommende ikke burde udsættes for det, Naja og jeg plejer at sige folk, der ikke forstår, burde udsættes for, nemlig dolkning. Så nej, det er ikke terapi og selvhjælpsbog, men den har fundet et sprog og en form, der kan beskrive den virkelighed, der findes efter at alt er tabt. Den ”hjælper” ikke, men den viser, at sproget og kunsten findes og gør, at vi kan ”høre om det, ingen vil høre om”. Den gør ikke nogen mindre ulykkelige, men den gør det muligt at se det sted, hvor sorgen findes, fordi formen findes.

Så tak for din generøsitet, sit ekstreme mod og din vilje til på enhver måde ikke at ville mere pis! OG tak til Weekendavisen for at have præmieret en bog, man ikke har lyst til at læse. Og tak til læserne, der har læst den alligevel. Og tak til Naja for at have skrevet om det man ikke kan skrive om. Og Naja, nu håber jeg, du vil gå i gang med nye bøger, som du har lyst til at skrive. Tillykke fra Johannes, Mette, Vivi, mig og Gyldendal - og skål! "

Den originale snubletalesætning (NAJA VANDT!)

Den her sætning i min tale (link til talen H E R) for Naja Marie Aidt ved overrækkelsen af Weekendavisens Litteraturpris 2017 (NAJA FIK WA-PRISEN, YEAH HUN GJORDE!) havde min redaktør rettet til publikationen i WA Bøger i dag, men den stod stadig i mit udprintede manus, da jeg rejste mig og tog talen frem fra inderlommen i går aftes, og jeg snublede i den, hårdt, men så begyndte jeg forfra og så lykkedes det, sværere er den ikke:


-->Thi hvorfor dog tale med og høre på andre end de til alle tider om det, der ikke kan tales om, smukkest og sandest talende? 

Jeg ville gerne

og atter gerne

have hørt

Helle

læse op af

Najas bog

i torsdags

til Montanapris-tamtam

(men var til Weekendavispris-møde,

hvor ingen læste op af den,

for ingen andre end Naja

og så Helle

må)

NAJA SKAL BARE VINDE ALLE PRISERNE

FORDI HENDES BOG ER SÅ GOD

Nu er nomineringerne til Montanas Litteraturpris offentliggjort - og de er som sædvanlig gode rigtige og helt okay og vel selvfølgelige, mest lækkert, at Martin Larsen omsider er blevet nomineret til andet end  Blogdahls Bet:

Parasitsonetterne

Til stranden 

Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage

Velsignelser

Det er et jeg der taler

Et hjerte i alt 

Den dejligste selvfølgelighed vil være, at Naja får den første af de mange priser, hendes bog fortjener, ja.

Udødelige forgængere

Jeg skriver om Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage og Maria Gerhardts Transfervindue i WA Bøger i dag - ville have nævnt 2 forgængere ud i kunsten at skrive om døden som henholdsvis efterladt og døende og gøre det, med WA-tekstens ord, "mindeværdigt" = med kunstnerisk styrke simpelthen.

1. Henrik Nordbrandt i Ormene ved himlens port, 1995 (ovenpå en unavngiven, nær veninde/ekskærestes død)

Vejvæsen

Som et dyr, forskræmt, på fremmed grund
en græshoppe eller kamæleon
på vej hen over asfalten
mellem de blomstrende grøftekanter

kan jeg nat efter nat
ikke undgå at få øje på dig
når du standser, usikkert, indfanget
af lyskeglerne fra min drøm

2. Dan Turèll i Tja-a cha-cha, 1993 (da han vidste, han var dødeligt kræftsyg):

Early Morning

Endnu en morgen
Vistnok en gave:

Passérseddel til
Midlertidighedens have

Med sol og snegle
Og vækster og spejle

For det livsømme punkt:
Jeg gør landskabet tungt.

Et indstik af smuldrende granit

En lillebitte, men vigtig bog, de skjuler sig (i spredthed) inde i Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage udgøres af 8 af de 202 "fragmenter eller noter", som Stephane Mallarmé skrev til en bog, han aldrig fik færdiggjort, om og til sin søn Anatole, der døde som otteårig i 1879, og som senere blev samlet i bogen Pour un tombeau d'Anatole. Digteren Martin Larsen har gendigtet de 8 skarpt sorgfulde tekster særligt til Najas bog - her er de første 3:

                 "2)
for derefter blot at se ham
    som ideal
senere, ikke længere ham
levende der - men
kimen af hans væren
trukket tilbage i sig selv -
kimen der lader os
tænke for ham
- at se ham ( og at )

*

          Umælende far
                      begyndende tanke
     -
          åh, den frygtelige hemmelighed
    jeg ligger inde med
                            (foretage sig hvad med den
    -
          vil blive
                  skyggen af hans
                             grav
         vidste ikke -
             -
                    at han skal
                           dø

*

Bitterhed og
hævntørst
når det virker
som om han klynker
--
trang til ikke mere
at gøre noget - (intet)
remme forbi det
sublime mål osv. -"

Profetisk med tilbagevirkende kraft

I efteråret udgav Naja Marie Aidt og Mette Moestrup det her mærkelige, indædt messende og besværgende lille, hårde poesi-værk, Omina, hvilket lige præcist betyder "varsler" på latin. Jeg vidste kun alt for godt, hvad der var sket i Najas liv halvandet år før og kunne ikke lade være at læse det med som mørk undertekst på ikke bare hendes venstresider, men også hendes nære veninde Mettes højresider, som man jo for fanden ikke kan styre sine læsning i sit hoved, og havde overset, at pressemeddelelsen meddelte, at Naja og Mette havde "arbejdet på digtsamlingen siden 2014" - i samme pressemeddelelse fortæller Mette, at Naja en nat sendte "nogle helt nyskrevne digte til mig. Nogle digte hun selv fandt ildevarslende." Omina nævnes ikke blandt varslerne i Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, men i Synne Rifbjergs interview i WA Bøger siger hun:

"Måske har man nogle gange adgang til en særlig viden, når man skriver poesi. Men det ændrer jo bare ikke på virkeligheden. Det kan føles meget ubehageligt og ildevarslende. Varselsdigtene i ' Omina', som jeg har skrevet sammen med Mette Moestrup, skrev jeg i 2014, altså året inden Carl døde. Nu kan jeg se, at de på en måde varsler det, der skulle ske. Jeg forstod det ikke, da jeg skrev dem. Jeg forstod knapt nok, hvad jeg skrev om. Men der var en særlig kraft i digtene, som jeg lod mig føre med af."

Her er en sekvens af Najas digte fra Omina, der uden videre kunne have indgået i den nye bog:

"du brænder dig
når du roder i asken

leder efter friske
urter med de
har antaget
en anden form

grå grå aske
grå grå aske

ikke styrkende

saft væk
gane tør som
mumle

*

du skal kvidre
så alt bliver kvidren
så døden fortrænges
i kvidren

men du vil ikke kvidre

du holder vejret

du siger intet

din tavshed føles som
retning
men det er
blålys

---

hestens år
er krop

*

flagermus i gårdrum og en sol
sort der kvidrer som
om alt afhang af kvidren
hele verden var kvidren
sorte skygger sakser over
synsfelt er jagende lyn
i luften er små for
skrækkelser er djævle
værk i flyvende form er
ikke solsort blød og syngende
er hård og hurtig som
forkerte valg er bidsk er
brutale opsving og skarpe
dyk er ikke i tvivl om bevægelsen
som solsorten ikke er i tvivl om
bevægelsen
men den der betragter de
mørker skygger er

i tvivl

om bevægelsen

*

du stod der berøvet
for en gestus der kunne
bringe øjeblikket videre


så det kunne blive
harmonisk, komme i orden


hvad er forestillingen om
at noget kommer i orden


det modsatte af tvivl"

Fra hættens mørke

Jeg læste for lidt over en uge siden Naja Marie Aidts nye bog (udkommer på fredag) Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, med undertitlen og genrebetegnelsen  og tilegnelsen "Carls bog", i et hug (eller rettere i to hug, først et helt kort karateslag i S-toget (bogen havde ligget til mig inde på avisen) og så en længere nådesløs gennemsavning på Emmerys på Strandvejen).

Det er en totalt ubærlig og aldeles fremragende bog, som forgæves forsøger at forsone sin egen uforsonlighed, at arbejde flerstemmigt - intertekstuelt, arkivisk, anekdotisk, reflekteret, poetisk, "magisk" - med en sorg, der nægter at være andet end et helt klart skrig.

Hvilket, apropos konkretisme, helt KONKRET organiserer bogen. Der er det, Najas redaktør ifølge WA-interview kalder "kursivtårnet", der er selve det klare skrig, en på samme tid stakåndet og helt nøgtern genfortælling af de par døgn, der går mellem, at Naja får at vide, at hendes søn Carl ligger døende på Rigshospitalet, og lægen erklærer ham død, et på sig selv stammede tårn, som hver gang, det atter dukker op, gentager lidt eller meget af af, hvad der sidst blev rapporteret. Uden om kursivtårnet taler et rigt og bevægende kor af mulige andre former for tekst (herunder tekst skrevet af alle mulige andre, fra Walt Whitman til Carls storebror), der forholder sig til Carl og til ulykken og til sorg som sådan, men som ikke formår at dæmpe kursivtårnets klare skrig, som får både det første og sidste ord.

Det er en bog, det er svært at citere fra; det er som al tekst, og især kursivtårnet, nægter at forlade det vilde og skrøbelige netværk (eller værknet) af en bog, den tilhører. Jeg har et valgt et længere stykke, der på en måde er titelstykket, fordi det handler om det dobbeltdigt, som bogens titel citerer, og som bevæger sig så langt væk, som det overhovedet er bogen og digteren muligt, fra kursiv-skriget (der 12 sider senere genoptages for sidste gang):

"Min allerførste bog, en digtsamling, udkom i 1991. Jeg skrev den, da du var helt lille. Jeg skrev den, mens jeg gav dig bryst, mens jeg vuggede dig, mens jeg lærte dig at kende, mens du lærte at kravle og gå. I bogen findes der et digt, jeg har skrevet om en drøm, jeg drømte, da du var et år gammel. En drøm om dig. I digtet står der:

jeg vågnede
og drømmen vil ikke forlade mig
min søn er ved at drukne
og jeg kan ikke redde ham
hans splinternye jeg
blødt som bjørnens snude
synker i det klare vand

Her var angsten for at miste dig. Her var magtesløsheden - ikke at kunne redde dig fra døden. En angst så overvældende. Det værste der kunne ske: at du forsvandt.

Da du var seksten år gammel, skrev jeg to digte om døden:

Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da den døde var levende
da den døde var dit hjerte
giv det tilbage til en rose,
et kontinent, en vinterdag,
en dreng der ser dig an
fra hættens mørke

Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
give dét tilbage
som du fik af den døde
da I stod i regnen i sneen
i solen og den døde var levende
og vendte sit ansigt mod dig
som ville han spørge om noget
du ikke mere husker og han
havde også glemt det og det er
en evighed
en evighed siden nu"

Det er dig, der gemmer dig i hættens mørke. jeg tænkte intenst på dig, da jeg skrev de to digte. Jeg så dig for mig, mens jeg skrev de to digte. Jeg vidste ikke hvorfor, jeg spurgte ikke mig selv hvorfor, digtene kom til mig som noget, der kom fra dig, noget jeg ikke forstod. Jeg forstod kun, at jeg åbenbart skrev digte om døden, og at du så at sige gav mig billederne - eller at noget ved din væren fik mig til at skrive dem. Solen, regnen, sneen. Dit ansigt, der vender sig spørgende mod mit.

Jeg læste de to digte op til din begravelse. jeg havde en oplevelse af, at jeg allerede da du var et år gammel, fik et tegn i min drøm om, at du skulle dø fra mig. At jeg allerede da du var seksten år gammel, så dig skjult i dødens mørke hætte. At jeg allerede forudså den evighed, der skulle erstatte dit liv, den evighed jeg nu lever med , og som du er opslugt af. Præcis som da jeg drømte, at du faldt og slog dig, kort før du faldt i døden fra fjerde sal.

Men tegn og varsler kan man som regel ikke tyde, førs de udspiller sig som konkrete hændelser. Man forstår dem kun med tilbagevirkende kraft. derfor kan varslerne kun udtrykkes, Som sprog, som poesi. De bliver til en erfaring, som hører fremtiden til, som kan udtrykkes, selvom de endnu ikke er erfaret i virkeligheden. det er det, poesi nogle gange kan. Og det er noget af det skønneste ved poesi. det er også det, der gør poesi farlig og ildevarslende. Fornemmelsen af at vide noget man endnu ikke forstår og endnu ikke kan sætte i forbindelse med noget virkeligt. Som om poesien ved sit væsen gør det muligt at bevæge sig frit i tid, som om den lineære tid ophæves, mens man skriver, så en flig af fremtiden bliver synligt i et kort og mystisk øjeblik.

Men digtene fortæller også om at give det tilbage, som de døde gav os, da de var levende. At de dødes væsen så at sige stadig skal have en plads i livet, at den kærlighed de gav os, skal gives videre. Heri ligger der et håb. Et håb om at det du gav mig, vil vokse i andre, hvis jeg er i stand til at dele det. At min kærlighed vil styrkes og blive skønnere, fordi den nu skal rumme din kærlighed. Det må sorgen ikke ødelægge. I digtet står der "giv det tilbage." Som om det, der gives, går frem og tilbage hele tiden. Fra de levende til de levende. Fra de døde til de levende. Og fra de levende til de døde. En cirkulær bevægelse, ikke linerær.

Alligevel fylder disse digte mig med raseri og et voldsomt had mod de forudsigelser, der ligger i dem. Det er et afmægtigt raseri, Det er et raseri, der minder mig om den måde, jeg kunne være rasende på som barn. For som barnet ikke forstår, hvilke kræfter det er oppe imod (de voksne og deres uforståelige handlinger og afvisninger) forstår de efterladte heller ikke døden. Men der er intet at gøre. Man kan rase så meget man vil, man får intet ud af det. De voksne bestemmer, og døden bestemmer. Kærlighedstabets svigt - fra de voksne, fra de døde - kan ikke undslippes. Hård og rasende og fortvivlet må både barnet og den efterladte kæmpe sig videre i livet. Og håbe, at den kærlighed, der er grunden til følelsen af tab, er større end tabet. At den kærlighed skaber kærlighed og medfølelse.

Et hjerte, en rose, en vinterdag. En dreng der drukner i det klare vand.

Verdens skønhed og grusomhed. Kærlighedens kraft."

Klipper lige sensationen ud

af storannoncen for maratonoplæsningen på Louisiana Literature i aften, fik selv først øje på den nu:

NAJA MARIE AIDT & METTE MOESTRUP læser fra en kommende digtsamling med titlen 'Omina', skrevet i fællesskab. ’Omina’ betyder varsler – gode såvel som dårlige.

!!!!!!

Altså: Forpligtede Profetier!

Anti-anti-politisk brevkasse

Det bedste ved at skrive Blækspritten i WA Bøger er, at man i avisen kommer til at dele side med Camille Clouds power-brevkasse (som i det hele taget bare er det bedste ved WA Bøger punktum), kendt fra akkurat Frit Flet, som jeg udnævner til eksemplarisk politisk litteratur i min Blæksprutte i går, og 1. brev + svar handler akkurat om IKKE at (IKKE kunne) forholde sig til politik - man skulle tro, vi havde planlagt det, og det har vi ikke, for jeg kan jo rent faktisk IKKE vide, hvem, eller hvor mange, Camille Cloud i virkeligheden er enhver givet fredag (og alle kræver en bogopsamling til jul!):

Til Camille Cloud og andre 

Jeg er en person, der aldrig har hørt om følgende: Klimakrisen, flygtninge fra Syrien, nedfældning af regnskovene, forholdene på de psykiatriske hospitaler i Danmark, forholdene for danske grise, madspild i EU, menneskehandel, slaver i Dubai, slaver i Europa (generelt har jeg aldrig hørt om slaver), forfølgelse af homoseksuelle i Rusland, Anden Verdenskrig, krybskytter, sygdom som følge af at drikke vand, sygdom som følge af at trække vejret, Nestlés aktiviteter, våbensalg, burhøns, voldtægt og vold mod menneskeheden, flygtninge i skibe, der synker, børn, der ligger alene og dør af sult, tortur, indespærring af handicappede, børnearbejde og trafikdræbte pindsvin. Som skrevet har jeg aldrig hørt om disse ting, og jeg frabeder mig venligst, at nogen gør mig opmærksom på dem, da jeg har travlt og lige har fået altan.

Med venlig hilsen Ulrik Manfred Mortensen 

Hej Ulrik
Min mund er lukket med syv segl. :)
                                                            C.

Sorgen taler engelsk

På en fjern blog på en hjemmeside for British Library skriver Naja Marie Aidt om vigtige ting; jeg kan igen kun linke og ikke copypaste - andet end billedet, af en jakke og en bog:

In late February I walked the streets of Manhattan and came across a small shop. A beautiful green jacket hanging in the window caught my eye. I went straight in and bought it even though the sleeves were way too long. Perfect for spring, I thought, and jumped on the subway, feeling uplifted and very happy. In March I suffered a terrible loss in my immediate family. Everything turned dark inside me and on the outside, the world seemed to disappear. In April the trees turned green, the cherry trees started blooming with a rich intensity, an almost vulgar pink prettiness. Nature had once again dug its way out of the long, cold, winter and transformed itself into a tempting scene of life: the sun was out, almost too bright, too clear, revealing my grief as a disgrace against the beauty of everything else. But grief is not a disgrace and it is not ugly. It’s heavy and it pulls the body towards the ground as if to bring you closer to the beloved missing person, burried deep in the wet cold soil. I walked the streets, blinded by the light, I dragged my mourning body onward even though it did not want to move. I tried to find my way back to the simplest activities: making coffee, showering, heating up a bowl of soup. I had forgotten about the before because this was the after and nothing would ever be the same again. I knew it when I looked up at the cherry trees and I know it now. Fortuna has played her sick game, just for the fun of it. The tragic coincidence that changed my life over night had no meaning, no purpose. I could almost hear the goddess laughing, and I hated her – hated the chaos of life, the unpreditable chaotic life that we usually believe we are in control of. But we are not. When we move through our lives, mostly uplifted and happy, we walk on invisible cracks and sometimes those cracks expand and make us stumble, sometimes they open up wide and swallow us. Simply by coincidence. I’ve written about those cracks in Baboon and in my forthcoming novel Rock, Paper, Scissors, but the difference between writing about getting hit by a car and actually getting hit by a car is obviously huger than huge.

One day in early May, grabbing a shirt from my closet, I came across the green jacket. I looked at it as if I had never seen it before and I realized that the pattern was almost identical to the image on Jordan Stump’s English translation of Marie NDiaye’s novel Self-Portrait in Green. There I stood, looking at the jacket,  thinking about Self-Portrait in Green, a remarkable mysterious story about repression and obsession where the dead mingle with the living and vice versa, and a certain type of woman – a victim, always unhappy, ghostly – is always dressed in green. I reached for the jacket and put it on. Perfect for spring, thanks to the too-long sleeves, as if in mourning seeking the ground.  I told Ms. Fortuna I didn’t give a shit for her spoiled, cruel games and went to the park with Self-Portrait in Green in my hand. - See more at: http://britishlibrary.typepad.co.uk/european/2015/05/woman-in-green.html#sthash.dAfdD4YM.dpuf

In late February I walked the streets of Manhattan and came across a small shop. A beautiful green jacket hanging in the window caught my eye. I went straight in and bought it even though the sleeves were way too long. Perfect for spring, I thought, and jumped on the subway, feeling uplifted and very happy. In March I suffered a terrible loss in my immediate family. Everything turned dark inside me and on the outside, the world seemed to disappear. In April the trees turned green, the cherry trees started blooming with a rich intensity, an almost vulgar pink prettiness. Nature had once again dug its way out of the long, cold, winter and transformed itself into a tempting scene of life: the sun was out, almost too bright, too clear, revealing my grief as a disgrace against the beauty of everything else. But grief is not a disgrace and it is not ugly. It’s heavy and it pulls the body towards the ground as if to bring you closer to the beloved missing person, burried deep in the wet cold soil. I walked the streets, blinded by the light, I dragged my mourning body onward even though it did not want to move. I tried to find my way back to the simplest activities: making coffee, showering, heating up a bowl of soup. I had forgotten about the before because this was the after and nothing would ever be the same again. I knew it when I looked up at the cherry trees and I know it now. Fortuna has played her sick game, just for the fun of it. The tragic coincidence that changed my life over night had no meaning, no purpose. I could almost hear the goddess laughing, and I hated her – hated the chaos of life, the unpreditable chaotic life that we usually believe we are in control of. But we are not. When we move through our lives, mostly uplifted and happy, we walk on invisible cracks and sometimes those cracks expand and make us stumble, sometimes they open up wide and swallow us. Simply by coincidence. I’ve written about those cracks in Baboon and in my forthcoming novel Rock, Paper, Scissors, but the difference between writing about getting hit by a car and actually getting hit by a car is obviously huger than huge.

One day in early May, grabbing a shirt from my closet, I came across the green jacket. I looked at it as if I had never seen it before and I realized that the pattern was almost identical to the image on Jordan Stump’s English translation of Marie NDiaye’s novel Self-Portrait in Green. There I stood, looking at the jacket,  thinking about Self-Portrait in Green, a remarkable mysterious story about repression and obsession where the dead mingle with the living and vice versa, and a certain type of woman – a victim, always unhappy, ghostly – is always dressed in green. I reached for the jacket and put it on. Perfect for spring, thanks to the too-long sleeves, as if in mourning seeking the ground.  I told Ms. Fortuna I didn’t give a shit for her spoiled, cruel games and went to the park with Self-Portrait in Green in my hand. - See more at: http://britishlibrary.typepad.co.uk/european/2015/05/woman-in-green.html#sthash.dAfdD4YM.dpu

In late February I walked the streets of Manhattan and came across a small shop. A beautiful green jacket hanging in the window caught my eye. I went straight in and bought it even though the sleeves were way too long. Perfect for spring, I thought, and jumped on the subway, feeling uplifted and very happy. In March I suffered a terrible loss in my immediate family. Everything turned dark inside me and on the outside, the world seemed to disappear. In April the trees turned green, the cherry trees started blooming with a rich intensity, an almost vulgar pink prettiness. Nature had once again dug its way out of the long, cold, winter and transformed itself into a tempting scene of life: the sun was out, almost too bright, too clear, revealing my grief as a disgrace against the beauty of everything else. But grief is not a disgrace and it is not ugly. It’s heavy and it pulls the body towards the ground as if to bring you closer to the beloved missing person, burried deep in the wet cold soil. I walked the streets, blinded by the light, I dragged my mourning body onward even though it did not want to move. I tried to find my way back to the simplest activities: making coffee, showering, heating up a bowl of soup. I had forgotten about the before because this was the after and nothing would ever be the same again. I knew it when I looked up at the cherry trees and I know it now. Fortuna has played her sick game, just for the fun of it. The tragic coincidence that changed my life over night had no meaning, no purpose. I could almost hear the goddess laughing, and I hated her – hated the chaos of life, the unpreditable chaotic life that we usually believe we are in control of. But we are not. When we move through our lives, mostly uplifted and happy, we walk on invisible cracks and sometimes those cracks expand and make us stumble, sometimes they open up wide and swallow us. Simply by coincidence. I’ve written about those cracks in Baboon and in my forthcoming novel Rock, Paper, Scissors, but the difference between writing about getting hit by a car and actually getting hit by a car is obviously huger than huge.

One day in early May, grabbing a shirt from my closet, I came across the green jacket. I looked at it as if I had never seen it before and I realized that the pattern was almost identical to the image on Jordan Stump’s English translation of Marie NDiaye’s novel Self-Portrait in Green. There I stood, looking at the jacket,  thinking about Self-Portrait in Green, a remarkable mysterious story about repression and obsession where the dead mingle with the living and vice versa, and a certain type of woman – a victim, always unhappy, ghostly – is always dressed in green. I reached for the jacket and put it on. Perfect for spring, thanks to the too-long sleeves, as if in mourning seeking the ground.  I told Ms. Fortuna I didn’t give a shit for her spoiled, cruel games and went to the park with Self-Portrait in Green in my hand.

- See more at: http://britishlibrary.typepad.co.uk/european/2015/05/woman-in-green.html#sthash.dAfdD4YM.dpu

Den abe kan ikke tabe!

Tillykke til Naja Marie Aidt og hendes oversætter Denise Newman med the PEN Translation Prize for den engelske oversættelse af Kritikerpris- og Nordisk Råds Litteraturpris-vinderen Bavian.

Naja skriver fra London:

Jeg har sammen med min oversætter Denise Newman vundet PEN Translation Prize for Bavian- første gang en dansk forfatter vinder denne pris og jeg er i London med Pia Juul hvor jeg i aften har deltaget i 2015 European Literature Night https://www.facebook.com/events/1003280113040180/ og vi har det ret godt ...


LINK til officiel tekst, der ikke lader sig copypaste (billedet gør! bog + oversætter)

From the Judges' Citation

Suddenly we found ourselves in the middle of an astonishing landscape…
From its first line, Denise Newman’s translation of Baboon announces that its readers will be transported to unexpected, bewildering places, and that the journey will at times be abrupt, even disconcerting. The stories by Danish author Naja Marie Aidt begin in familiar enough territory—a European city, a family vacation, a business conference—but it becomes clear very quickly that her characters’ inner worlds are harsh terrains over which they have little control. From a honeymoon gone awry, to a series of chance encounters in a public park, to a mosquito bite that ruins a man’s life, Baboon delivers impact after impact in casual yet brutally precise language.
If the reader’s transit into Aidt’s narrative world is often jarring, Newman’s agile and compelling translation of her prose into English provides steadfast footing. One can imagine the challenge of conveying the psychological depths just barely concealed beneath Aidt’s measured words, and Newman accomplishes this feat with remarkable skill. It is impossible to miss the urgency and deep humanity of each of these stories, even as the spare descriptions of extreme scenarios push the reader far into unfamiliar territory.
This narrative tension, which Aidt and Newman sustain so admirably throughout, sets Baboon apart from the other remarkable books of the shortlist. It is a tension that, appropriately enough for a translation prize, insists on the immediacy and personal relevance of even those manifestations of fear, desire, and betrayal that might at first seem remote. The first translation from Danish to win the PEN prize, and the first Nordic work since 2001, Baboon is an exceptional contribution to world literature in English."

- See more at: http://www.pen.org/literature/2015-pen-translation-prize#sthash.HsnPVmTz.dpuf

Suddenly we found ourselves in the middle of an astonishing landscape…
From its first line, Denise Newman’s translation of Baboon announces that its readers will be transported to unexpected, bewildering places, and that the journey will at times be abrupt, even disconcerting. The stories by Danish author Naja Marie Aidt begin in familiar enough territory—a European city, a family vacation, a business conference—but it becomes clear very quickly that her characters’ inner worlds are harsh terrains over which they have little control. From a honeymoon gone awry, to a series of chance encounters in a public park, to a mosquito bite that ruins a man’s life, Baboon delivers impact after impact in casual yet brutally precise language.
If the reader’s transit into Aidt’s narrative world is often jarring, Newman’s agile and compelling translation of her prose into English provides steadfast footing. One can imagine the challenge of conveying the psychological depths just barely concealed beneath Aidt’s measured words, and Newman accomplishes this feat with remarkable skill. It is impossible to miss the urgency and deep humanity of each of these stories, even as the spare descriptions of extreme scenarios push the reader far into unfamiliar territory.
This narrative tension, which Aidt and Newman sustain so admirably throughout, sets Baboon apart from the other remarkable books of the shortlist. It is a tension that, appropriately enough for a translation prize, insists on the immediacy and personal relevance of even those manifestations of fear, desire, and betrayal that might at first seem remote. The first translation from Danish to win the PEN prize, and the first Nordic work since 2001, Baboon is an exceptional contribution to world literature in English."
- See more at: http://www.pen.org/literature/2015-pen-translation-prize#sthash.1p8yGTfQ.JpjGBC3C.dpuf

2015 PEN Translation Prize

Winner

Denise Newman for her translation from the Danish of Naja Marie Aidt's Baboon (Two Lines Press)
The $3,000 PEN Translation Prize honors a book-length translation from any language into English.

From the Judges' Citation

Suddenly we found ourselves in the middle of an astonishing landscape…
From its first line, Denise Newman’s translation of Baboon announces that its readers will be transported to unexpected, bewildering places, and that the journey will at times be abrupt, even disconcerting. The stories by Danish author Naja Marie Aidt begin in familiar enough territory—a European city, a family vacation, a business conference—but it becomes clear very quickly that her characters’ inner worlds are harsh terrains over which they have little control. From a honeymoon gone awry, to a series of chance encounters in a public park, to a mosquito bite that ruins a man’s life, Baboon delivers impact after impact in casual yet brutally precise language.
If the reader’s transit into Aidt’s narrative world is often jarring, Newman’s agile and compelling translation of her prose into English provides steadfast footing. One can imagine the challenge of conveying the psychological depths just barely concealed beneath Aidt’s measured words, and Newman accomplishes this feat with remarkable skill. It is impossible to miss the urgency and deep humanity of each of these stories, even as the spare descriptions of extreme scenarios push the reader far into unfamiliar territory.
This narrative tension, which Aidt and Newman sustain so admirably throughout, sets Baboon apart from the other remarkable books of the shortlist. It is a tension that, appropriately enough for a translation prize, insists on the immediacy and personal relevance of even those manifestations of fear, desire, and betrayal that might at first seem remote. The first translation from Danish to win the PEN prize, and the first Nordic work since 2001, Baboon is an exceptional contribution to world literature in English."

- See more at: http://www.pen.org/literature/2015-pen-translation-prize#sthash.1p8yGTfQ.JpjGBC3C.dp

2015 PEN Translation Prize

Winner

Denise Newman for her translation from the Danish of Naja Marie Aidt's Baboon (Two Lines Press)
The $3,000 PEN Translation Prize honors a book-length translation from any language into English.

From the Judges' Citation

Suddenly we found ourselves in the middle of an astonishing landscape…
From its first line, Denise Newman’s translation of Baboon announces that its readers will be transported to unexpected, bewildering places, and that the journey will at times be abrupt, even disconcerting. The stories by Danish author Naja Marie Aidt begin in familiar enough territory—a European city, a family vacation, a business conference—but it becomes clear very quickly that her characters’ inner worlds are harsh terrains over which they have little control. From a honeymoon gone awry, to a series of chance encounters in a public park, to a mosquito bite that ruins a man’s life, Baboon delivers impact after impact in casual yet brutally precise language.
If the reader’s transit into Aidt’s narrative world is often jarring, Newman’s agile and compelling translation of her prose into English provides steadfast footing. One can imagine the challenge of conveying the psychological depths just barely concealed beneath Aidt’s measured words, and Newman accomplishes this feat with remarkable skill. It is impossible to miss the urgency and deep humanity of each of these stories, even as the spare descriptions of extreme scenarios push the reader far into unfamiliar territory.
This narrative tension, which Aidt and Newman sustain so admirably throughout, sets Baboon apart from the other remarkable books of the shortlist. It is a tension that, appropriately enough for a translation prize, insists on the immediacy and personal relevance of even those manifestations of fear, desire, and betrayal that might at first seem remote. The first translation from Danish to win the PEN prize, and the first Nordic work since 2001, Baboon is an exceptional contribution to world literature in English."

- See more at: http://www.pen.org/literature/2015-pen-translation-prize#sthash.1p8yGTfQ.JpjGBC3C.dpuf

2015 PEN Translation Prize

Winner

Denise Newman for her translation from the Danish of Naja Marie Aidt's Baboon (Two Lines Press)
The $3,000 PEN Translation Prize honors a book-length translation from any language into English.

From the Judges' Citation

Suddenly we found ourselves in the middle of an astonishing landscape…
From its first line, Denise Newman’s translation of Baboon announces that its readers will be transported to unexpected, bewildering places, and that the journey will at times be abrupt, even disconcerting. The stories by Danish author Naja Marie Aidt begin in familiar enough territory—a European city, a family vacation, a business conference—but it becomes clear very quickly that her characters’ inner worlds are harsh terrains over which they have little control. From a honeymoon gone awry, to a series of chance encounters in a public park, to a mosquito bite that ruins a man’s life, Baboon delivers impact after impact in casual yet brutally precise language.
If the reader’s transit into Aidt’s narrative world is often jarring, Newman’s agile and compelling translation of her prose into English provides steadfast footing. One can imagine the challenge of conveying the psychological depths just barely concealed beneath Aidt’s measured words, and Newman accomplishes this feat with remarkable skill. It is impossible to miss the urgency and deep humanity of each of these stories, even as the spare descriptions of extreme scenarios push the reader far into unfamiliar territory.
This narrative tension, which Aidt and Newman sustain so admirably throughout, sets Baboon apart from the other remarkable books of the shortlist. It is a tension that, appropriately enough for a translation prize, insists on the immediacy and personal relevance of even those manifestations of fear, desire, and betrayal that might at first seem remote. The first translation from Danish to win the PEN prize, and the first Nordic work since 2001, Baboon is an exceptional contribution to world literature in English."

- See more at: http://www.pen.org/literature/2015-pen-translation-prize#sthash.1p8yGTfQ.JpjGBC3C.dpuf

Jeg fik mig en gratis Bavian i dag

I da bliver der som del af kampagnen Danmark læser uddelt 100.000 gratis bøger, fordelt (ligeligt, dvs. 20.000 af hver) på 5 titler: 

Robert Zola Christensens fagbog Hævn (som jeg har læst og anmeldt positivt i WA)

Morten Hesseldahls spændingsbog Drager over Kabul (som jeg ikke har læst)

Maren Uthaugs debutroman Og sådan blev det (som jeg har læst og var OK på)

Erling Jepsens fortsættelseseroman Den sønderjyske farm (som jeg har læst og var, i relativ Jepsenhed, halvglad for)

Naja Marie Aidts novelleroman Bavian (som jeg har læst (flere gang) og har anmeldt yderst positivt i WA)

Poesi mangler kritisk i bunken, må man sige og gør det jo endnu mere eklatant og skandaløst efter Yahya-eksplosionen; oplagt chance for at fremvise ANDEN lyrik, ung eller gammel, hvad med fx Sternbergs Stenalderdigte eller et nyt udvalg Eske K. Mathiesen ved A. Schnack, nej, nej, nej, 1 ny Marianne Larsen!

Og måske en lidt mere kunstnerisk skarp - og jo ikke derfor mindre (let)læselig - debutant end Maren Uthaug: oplagt havde fx Stine Pilgaards Min mor siger været.  Og kunne man ikke også, i stedet for Erling J, have inkluderet en virkelig stærk ældre prosaist, Svend Åge M, Klaus R, Kirsten T, Vibeke G  - hvis ikke Hans Otto J, HVIS IKKE!

Men Hævn er helt i orden og Bavian er TOTALT i orden (selvom Jes Stein i Politiken synes den har for mange lag til den MENIGE (ikke)læser; fuck lagene, når overfladen duver intenst)!

Jeg fik mig en gratis e-bog-udgave af Bavian til min iPad inde på Saxo og begyndte straks at genlæse isnende, neo-gotiske "Bulbjerg", som velsagtens er den bedste (og eneste?) novelle siden "Fasaner":

Pludselig befandt vi os midt i et overraskende landskab: lysende, hvide sandbakker til alle sider, vindblæste, små træer der stod og vred sig under den store, åbne himmel

Digtsamlingen skulle selvfølgelig have afløst Drager over Kabul, som jeg skamløst fordomsfuldt aldrig får læst, men som jeg snuppede et gratis eksemplar af inde på Gentofte Hovedbibliotek ved 14-tiden, hvor det var den eneste, der var tilbage, og hvor jeg var inde for at AFLEVERE bøger, bl.a. en Dan og en Harald. Jeg tænker, at jeg en af dagene sender Hesseldahl'en videre til udendørs-Bogbørsen, hvor jeg straks efter samlede 3 lige så gratis bøger op (en Willumsen havde jeg i forvejen): Else Fischers 1965-krimi Døden står på ski (som dengang aldrig, qua genre, ville have indgået i en kulturministeriel bogbunke), en bog om Anders Bordings Den Danske Mercurius og Karen Syberg og co.'s Udsigten fra det kvindelige univers. En analyse af EVA fra til gengæld 1972 (som er til DIG!).



- spøjst logo, der skal illudere en ordblinds digtoplevelse!?

Er der ingen grænser for Politikens litteraturpatronisering?

Jeg betragter mig selv som Danmarks førende litteraturprisanmelder, og få dage efter lanceringen af Blixen-prisern/priserne/Blixenen/Blixenerne har Politiken fundet på en ny pris som side-pris (50.000 mod 200.000) til deres Politikens Litteraturpris (som i år gik til Jens Andersen for hans Astrid Lindgren-biografi - alle fag-skøn-kombi-litteraturpriser går på et eller andet tidspunkt til Jens Andersen for en eller anden biografi ):

Fri Flet-prisen

opkaldt efter den bog, Frit Flet, som de første prismodtagere, Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup modtager prisen for.

I reportagen fra dobbelt-prisfesten i går på politiken.dk citeres litteraturredaktør Jes Stein Petersen for denne prispræsentation:

»Og så er det tid til den overraskelse, som vi lovede i annoncen for vores prisfest. Og overraskelsen er, at vi skal have uddelt TO litteraturpriser i dag«, lyder det så fra litteraturredaktør Jes Stein Pedersen.
»På litteraturredaktionen besluttede vi, at der skal være 'en lille fræk pris'. En særpris på 50.000 kroner«.
Prisen gives et til nyskabende og eksperimenterende værk, forklarer Jes Stein Pedersen, og den kommer til at blive opkaldt efter sin første vinder, netop 'Frit Flet'.

 - og her er den officielle klumme-præsentation (der følges af en udmærket lalleglad læsning af Frit Flet):

Politikens Litteraturpris engagerer mange tusind læsere i afstemningen om, hvilket værk der hvert år skal belønnes med æren og 200.000 kr. for sine litterære kvaliteter.
Det er en folkelig kvalitetspris, som de første tre år er gået til Kim Leine, Yahya Hassan og Jens Andersen, forfattere, som også huserer på bestsellerlisterne. Men der findes masser af andre gode og fremragende bøger, som lever et mere stille liv og trods indlysende kvaliteter ikke altid får den opmærksomhed og hyldest, de fortjener.
For også at kunne prise udgivelser, der arbejder nybrydende og eksperimenterede i det litterære felt, har vi valgt at supplere vores store litteraturpris med en særpris på 50.000 kr., og vi har givet den navn efter sidste års mest originale bogværk om sammenhængen mellem litteratur og liv: ’Frit Flet – Fællesbogen’ (FFF) af Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup.

Man må undre sig? Hvorfor behovet for en xtra u-folkelig kvalitetspris, når man blandt årets nominerede har fundet plads til både Maja Lee Langvads hybrid Hun er vred og Theis Ørntofts Digte 2014 og Niviacq Konreliussens polyfone roman Homo Sapienne (som jeg netop er begyndt at læse løs i), der alle arbejder mindst lige så "nybrydende og eksperimenterende i det litterære felt" som Frit Flet (men til ingen chance havde for at vinde i en læserafstemning), Er det fordi den slags værker i fremtiden kun nomineres (usynligt) til Frit Flet-prisen, mens Politikens Litteraturpris breder sig ud i ren bredhed? Guderne skal vide og bloglæserne ved udmærket, at jeg er vild med både Frit Flet og dens tre forfattere, men det vil være synd at sige, at bogen ikke "har fået den opmærksomhed og hyldest, de(n) fortjener" (bortset fra at det er der intet fantastisk, der får, selvfølgelig); den er velreklameret udkommet på Gyldendal, den har fået store, positive anmeldelser og har solgt glimrende, forfatterne har optrådt og givet interviews over det hele. Kunne man ikke have fundet en reelt overset bog fra et faktisk lille forlag, fra Niels Simonsens Bøgerne, månen og hendes firehjulstrækker (Asger Schnacks Forlag) over Mette Østgaard Henriksens Lesbiske eventyr for mænd (Basilisk) til Sternbergs Depressionsdigte (Kronstork) - så Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris omsider kunne have fået reel konkurrence (som vi i år LIGE VED OG NÆSTEN har fået af Montanaprisen (vinder: Boyfrind guddødeme, den tildeling havde nosser!)). Og så kan jeg helt ærligt ikke forstå, Naja, Line og Mette, at I gratis leaser jeres titel, dvs. selve bogens iltre brand, ud til Politikens litteraturredaktion (redaktørens sexistiske ævl om feminine bøger ufortalt), der, så vidt jeg kan forstå, suverænt står for udvælgelsen af prismodtager; hvis det var jer, der bestemte, men når det ikke er, er det bare sædvanlig klam-kæk-klodset omklamring for fanden!?

Men tillykke med prisen til hver en tid og frem for alt pengene for helvede, og I ser autentisk glade ud på Lines fællesselfie, og det glæder mig at se, så min bitchen stopper lige her:

Skrottet slutning spoiles

på min Blæksprutte om Frit flet i morgen (burde først postes i morgen tidlig, men der sidder jeg jo uden den netforbindelse, jeg har her på store, hvide Gentofte Bibliotek - der var ikke plads til det afsluttende dagbogscitat, og vistnok heller ikke den halve sætning om pindsvin og katte (og selvefølgelig er dengang M ikke Mette M, men en eller anden fyr, men nu og her ER DET Mette, sådan spiller teksten):

-->

Jeg ville godt have haft flere (gerne sorte) uideologiske pindsvin og katte i anden halvdel af murstenen, men jeg synes på den anden side ikke, at kollektiviteten bliver ringere af at være venindeagtigt i splid med sig selv. Som Line alias C skriver i sin dagbog, 16. marts, 1978:
  ”Naja er begyndt at komme sammen med én, der hedder K. Selvfølgelig er jeg glad på hendes vegne, men på mine vegne er det ikke særligt morsomt. Naja ringede og sagde, at hun syntes hun havde set M gå op af vejen. Jeg styrtede med djævlen i hælene ud, men så intet.” årvi skrev sammen en eller anden måde ind i hinandens ordod et sted, hvor det vi hver siær kunne bidrage med, fik ny betydning p