Robbie & Janus & Theis

Jeg lod være at sammenligne Janus Kodals nye digtsamling Fiasko og Robbie Williams' nye plade Britpop, som jeg er NÆSTEN lige så pinligt glad for, som jeg er upinligt glad for Kodals bog, da jeg i går til WA anmeldte Fiasko, for længere end som så holde sammenligningen ikke, men der er noget med succesfuld 90'er-cheekiness og -allestedsnærvær og insisterende, men genuint veloplagte comebacks, men hvor Robbie cheeky og ærligt forsøger at synge sig op, vil Janus cheeky og ærligt digte sig ned, ned, ned (jfr. juledigtet i forrige blogpost).

Robbies øretæveindbydende kærlige sang til Morrissey, "Morrissey", er også den sang, jeg kunne have sunget til Theis Ørntoft i stedet for at have skrevet det "Udbrud" i sidste uges WA Bøger, "Hemmelig humor", om, at han kedeligt ikke vil owne , at han er sjov, Theis : 


I like the singer
He's a little eccentric
He did an interview
I think what he meant was
I'm lost I'm lonely I'm hurt I'm abused
I need love baby, just like you
I'm isolated, deserted and friendless
But the beat goes on, and it feels tremendous

Morrissey (Morrissey)
Morrissey (Morrissey)
Is talking to me
Talking to me in code
Morrissey (Morrissey)
Morrissey (Morrissey)
It's just you and me
And they don't need to know


Come here let me hold you, let me hold you for the rest of your life
Come here let me hold you, ah ah ah ah-ah

Senest i julehad

 Jeg skrev sidste jul i WA om den solide tradition for julehadende dansk poesi og citerede digte af Nordbrandt, Turéll, Ørnsbo, Scherfig, Hassan - her afsnittet om og med Ørnsbo:

Indebrændt til vrængende askehob af lutter negativitet er rekordagtigt Jess Ørnsbos digt »Jul-i-himmel« fra den hygsomt betitlede samling Hjertets søle, 1984 (hvor den blev udvalgt til bagsidetekst, fordi det var 80erne, jo), overkill de luxe: »En ond jul står for døren/barneansigter der skærer tænder/invalide træer der bæres ind/Stearinlys svider sjælen/en stikken i huden/som af glemte vækkeure/Husene fyldes med vand i spande/bløde pakker undersøges/omhyggeligt af en alt for ung læge/En blødende nisse gemmer sig/skræmt bag panelet/Man betragter hinanden uforsonligt/om nogen skulle være vendt/tilbage fra barndommen - - -/men kun en overgemt torden/ruller råt over tagene fra en klistret himmel/der har gemt sit vand/fra i julisommers/Hadske ansigter ser du gennem ruden/efter januars frelse.« Digteransigter! SELV ELSKER JEG at læse antijuledigte i julen, og de undergraver ikke min julefølelse, snarere styrker de den.

Janus Kodals nye, knugende herlige comebacksamling Fiasko indeholder en solid tilføjelse til julehadets kan - til hvid overflod er titlen "Latterlig": 

"At gå hjemmefra er latterligt, latterligt at blive væk for ikke at forsvinde. At drikke glemmevand og huske er latterligt, latterligt at være fuld og tom på samme tid. At træde ud på tynd is er latterligt, latterligt at blive fundet for let og alligevel falde igennem. At græde på offentlige steder er latterligt, latterligt at tørre øjnene i kommunale servietter. At komme hjem uforrettet sag er latterligt, latterligt som en kallun en doberman henvist til skålen med kallun. At mærke tungen kælve er latterligt, latterligt at prøve at forklare hvorfor. At rejse sig for ikke at falde er latterligt, latterligt at komme hjem uden at vide hvordan. At støvsuge og fortælle historier er latterligt, latterligt at famle efter slutninger. At gå i seng som en tyr og vågne op som en tæve er latterligt, latterligt at lade sig røvpule med stearinlys og klejner. Juletræet er latterligt, dets pindsvinegrene behængt med glanspapir og hjerter der bugner af pebernødder: prostata, galdesten. Hunden er latterlig, på det uldne tæppe i hjørnet er den latterlig: en tam ulv der vogter over et afgnavet ben af hud. Gaverne er latterlige, år efter år den samme straf. Latterlige stjerner, guirlander, salmer, sild og kartofler. Latterlige mor som ikke kan være en mor. Latterlige far som også skal være en mor. Latterlige far som skal være sin egen far. Latterlige glæde, latterlige lede, latterlige hjemløse vrede."

Turbo på det punkterede løbehjul!