Næsekomparation - 3 generationer spiler ud

EMB vs. LB vs. (komparator) SLB - jo! det passer

Else Maries tale i aftes for Naja

Medlem af legatudvalget Else Marie Bukdahls 

Tale i anledning af, at Naja Marie Aidt har fået tildelt Tagea Brandts rejselegat d. 17 marts 2018.

Kære Naja, du har for længe siden fået din egen platform både i dansk og udenlandsk litteratur og kultur. Egensindigt, top engageret, med stigende intens poetisk kraft og udsyn har du i dit digteriske virke igen og igen besvaret de skiftende udfordringer, der præger vor verden, og som står i uforudsigelighedens og forvandlingens navn.

Gennem dine første digte, der senere blev samlet til en trilogi,  skabte du et rum, hvor nye sider af kvindeverdenen, især kærlighedens væsen og udviklingen fra barn til voksen blev afdækket. Digtene er enkle og har næsten en spinettone. De blev skrevet i tiden fra 1991-1994. Men først i din fjerde digtsamling Huset overfor (1995) trådte dit originale mangesidige talent for alvor frem. Både det vilde, det dynamiske og det hektiske i livet dukkede frem i digtene, samtidig med at det følsomme, de små umærkelige nuancer og de gyldne glimt af lykke kom til syne i et nyt lys. Alle temaer blev altid fortolket i et billedsprog, der rev det konventionalitetens slør bort, der ofte indhyller vor hverdag.

Således i denne strofe: 

"og hvisker du nu at det sner

så skulle vi lægge os,

viske hvide engle ud over jorden

og nynne, ja nynne, dale skråt ned

i en sang."

Dine digte lærer os, hvad Benny Andersen engang har udtrykt således: "Kunst er nyheder, der forbliver nye."

Derefter følger der en lang række digtsamlinger, hvor det digteriske erfaringsrum hele tiden bliver udvidet og billedsproget bliver mere og mere oplevelsesgivende og betydningsskabende. Således i Rejse for en fremmed (1999) og især i Balladen om Bianca (2002), der fremtræder som et meget helstøbt hovedværk. I denne digtsamling, hvor hovedpersonerne er den skønne Bianca og den unge slagter José, fremtræder tilværelsen som et splintret troldspejl med et væld af lysende og mørke facetter, men også med en understrøm af fragmenter af sammenhænge i en verden der står i metamorfosernes tegn.

Du har ret i, som du har udtrykt det, at "digtene rejser sig som søjler, så vi har noget at støtte os til" for de giver os nyt udsyn og orientering i en kendt verden.

 I digtsamlingen med den sigende titel Poesibog (2008) bliver  - i en ny optik -livets uforudsigelige foranderlighed et gennemgående tema. Vi oplever, hvorledes lysende lykkestunder forsvinder pludseligt og mørket igen tager

 magten. Eller som du selv har udtrykt det:

"Nu blomstrer lyngen og solen

dukker frem bag skyen

græsset læner sig op ad jorden

myggene sværmer i flok

indtagende og gentagende

men livet er altid pludseligt

forandrende, forvirrende

hver gang du elsker det hele

får du en blodtud:

det du troede var dit er nu væk

solen går ned i en sæk."

I Alting Blinker (2009), formår du - især  inspireret af dit liv  i New York - at skabe sanselige lyriske reflektioner over de forskellige aspekter af forholdet mellem det hjemlige og det fremmede. Disse refleksioner er udmøntet på en sådan måde, at der hele tiden fremkommer brudflader mellem det personlige og det almengyldige og mellem den lille og den store fortælling. Refleksionerne er ofte iklædt humorens dragt, således i følgende strofe :

"Hvis du kommer til Danmark

kan du klæde dig ud som

wienerbrød

så kan du bo

i bagerens vindue

indtil du bliver spist

eller smidt ud

så ligger du ingen

til last."

Heller ikke den dramatiske genre har du forsømt. Du skrev radiospillet Tjenende ånder med de mange skift mellem det eventyrlige og det hverdagslige (1998). Disse temaer optræder igen i nye og endnu mere fantastiske skikkelser i Siska (2000), som er et skuespil, der var bestemt for Café Teatret.

Novellegenren har en særlig central plads i dit forfatterskab.

I novellerne fra bl.a. Vandmærket (1993), Tilgang (1995) og Bavian (2006) kan man følge, hvorledes de både intense og skarptskårne scener bliver mere og mere varierede og afdækker nye dybder både i den indre og i den ydre virkelighed.  

Gennem et billedsprog, der sprænger hverdagsrealismens rammer, afdækker du de mange modsætninger, de ofte uforståelige irgange og lag i vort sind. Sådanne åbninger fremtræder i novellen Lille Fedtøre fra novellesamlingen Vandmærket (1993) og er fortolket på følgende måde:

"Hun dansede som en slange. Og da kvinden begyndte at hyle, kunne han ikke længere se skrinet. Hun hylede som en hyæne. Da hun satte tænderne i ham, for at fortære ham med løvens mund, forsvandt mindet om skrinet og dets indhold, og da hun til allersidst satte sig bag hans øjenlåg i skikkelse af en grib, blev de bløde, violette skygger hårde og hvide."

Et strejf af poetisk lykke dukker også op i den grå virkelighed. Således i Bøn til et stykke af himlen fra novellesamlingen Tilgang (1995) 

"- jeg var ung på den måde, at jeg fandt på at sige at dine øjne lignede to stykker af himlen."

Den måde, som du sprænger virkelighedsillusionen på, svarer på mange måder til den, som Francis Bacon foretager i maleriet og som han har beskrevet på følgende måde:"

"Jeg illustrerer ikke virkeligheden. Men skaber billeder som er virkelighedens koncentrat og sanseindtrykkenes stenografi."

I 2017 publicerer du din første store roman Sten, saks og Papir. Den er både helstøbt og perspektivrig. På en måde fremtræder den som en nutidig parallel til Honoré Balzacs dybdegående skildringer både af kælderdybet i den ydre og indre verden og af personernes opstigning og forfald. Og som Balzac evner du at inddrage læserne i det ofte voldsomme drama, som personerne deltager i. De lever deres eget omskiftelige liv i den kunstneriske illusion og  repræsenterer ikke ideologiske eller andre abstrakte holdninger. De fremtræder som levende mennesker, der afdækker ny indsigt i den ofte kaotiske og uigennemskuelige verden, vi lever i. Du har evnet at skildre dem med et næsten sitrende nærvær, der også rummer kraftfulde spændingselementer. Hovedpersonen Stens gradvise undergang, uforløste vrede og skam er fortolket med en særlig indlevelse og intensitet. Hans kæreste, Patricia og de andre personer, der bliver delagtige i hans smertefyldte skæbne fremstår som kontrastfigurer, men også de må hele tiden kæmpe sig igennem vanskelige konflikter. Du formår at skabe sansebårne, levende miljøskildringer og replikker. Sine steder er replikkerne præget af et meget saftigt sprog med eder og forbandelser, når det kan tjene til at tydeliggøre personernes særlige karakter og levemåde.

Om "den gode maler" udtalte Francis Bacon "at han/hun er en snegl, der efterlader spor af menneskeligt nærvær." Og netop denne roman viser, at en sådan snegl er du, Naja.

Også samarbejdet med andre digtere har du prøvet flere gange   - således f. eks. i Omina (2016) - hvor du skaber en digterisk flerstemmighed sammen med Mette Moestrup. Digtene fokuserer på oprørstrangen, især når det gælder kvinder. Det bliver amazonen, der optræder som metafor for dette sigte.

I bogen Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage (2017) har du givet en hudløs indgående skildring af den bundløse fortvivlelse, det ubændige raseri og den udvejsløshed, som  din kære Carls død udløste. Vi er vidne til udfoldelsen af et voldsomt følelsesregister, som endog  spejles i de brudte, fragmenterede sætninger. Men gennem den kunstneriske bearbejdning skabes der lysglimt, der viser veje til igen at fatte mod, selvom tabet altid vil være nærværende. Denne erkendelse har du - uden at vide det  - allerede skildret  - bevægende og enkelt i følgende digt fra digtsamlingen Poesibog (2008). Netop dette digt bringer det monumentale skjaldekvad i Egils Saga  - Sønnetabet i erindring;

"Har døden taget noget fra dig

så giv det tilbage

giv det tilbage

som du fik af den døde

da den døde var levende

da den døde var dit hjerte

giv det tilbage til en rose,

et kontinent, en vinterdag,

en dreng, der ser dig an

fra hættens mørke."

Trods alt har du oplevet   -  selv i denne meget vanskelig tid  - de strejf af kærlighed, som Leonardo da Vinci har beskrevet på følgende måde:

"Kærligheden er som Lyset, der skinner klarere jo dunklere sted, den kan finde. Kærligheden sejrer over alt."

Du har modtaget et væld af priser og hædersbevisninger, således bl. a. Kritikerprisen, Nordisk Råds Litteraturpris og Aarestrup-Medajlen. Og i det store udland er adskillige af dine værker blevet modtaget med begejstring.

Når man læser dine engagerede, altid uforudsigelige værker, følger det komplicerede netværk af symboler og skæbneforløb, som afdækker både de destruktive og de livgivende kræfter, kan man ikke undgå at tænke på, at du altid modigt og med stor kompromisløshed har fulgt de fordringer i dit digteriske virke og i dit liv, som du hele tiden har mødt. Du har opfyldt Leonardo da Vincis krav, som han har udtrykt på følgende måde:

"Livsnerven eller hjerteslaget i al kunst af kvalitet er at ville ét og hverken lade sig distrahere eller friste af de krav og lokkende tilbud, som kommer udefra og som ikke kan forenes med de idealer som kunstneren selv ønsker at realisere."

På baggrund at dit store og lødige digteriske virke er det for bestyrelsen for Tagea Brandts rejselegat både en ære og en stor fornøjelse af overrække dig et af dets rejselegater. Hjertelig tillykke.

 
-Tagea Brandt, født Rovsing

Jeg mangler stadig 3 sider

i Theis Ørntofts Solar. - stod og læste mig næsten færdig ved barnevognen i S-toget i går - det er blevet den nye hoflæseposition - og så læste jeg mig næsten næsten færdig lidt senere på stolen ved sengen, hvor Samuel lå med dig, men så skulle jeg haste ind til hemmelig prisuddeling på Schæffergården, som nu ikke længere er hemmelig:

NAJA MARIE AIDT FIK TAGEA BRANDTS REJSELEGAT PÅ 75.000 KR.

og min faster Else Marie, oprindeligt magister i litteratur, holdt en smuk tale, og Naja sagde i sin tak, at hun netop havde formuleret en trang og en lyst til at rejse og nærmere bestemt til Cuba, da Else Marie, som hun for tyve år siden havde været på San Cataldo med - og hvor EM's snak om mosaikker gav inspiration til arbejdet med samlingen Huset overfor - og skrev til hende, at hun havde fået prisen, og hokus pokus velfortjent kunne drømmen opfyldes.

I går læste jeg ubændigt løs, men nu til morgen kan jeg ikke få mig til læse helt færdigt, helt barnligt, fordi jeg ikke vil have den til at slutte, og fordi jeg vil havde den til at slutte lykkeligt, for Theis-jeget, og for for verden, kloden, og det er det jo nok temmelig usandsynligt, at det gør, men det er jo på den anden side heller ikke umuligt, VEL?

2 kloge humanoider, med 80 års mellemrum

Samuel Lind Bukdahl, årgang 2018, & Else Marie Bukdahl, årgang1937, kontemplerer eksistensen

Billeder af min far som barn og som ung

                                          Med sin søster Else Marie i Askov 

                                          På kollegieværelset i Aarhus

Materiale til tale

til Else Marie i går i selveste Videnskabernes Selskab

med titlen og refrænet

Selskabelighedens videnskab

(fra ODS)

selskabelig, adj. [sælˈsga^?bəli] († selskablig. Moth.​S115. jf. vAph.​(1759).379). adv. -t ell. (l. br.) d. s. (Tode.​I.5) ell. (†) -en (vAph.​(1772).III). (jf. ty. gesellschaftlich; til Selskab)
1) til Selskab 1 (og 3).
   1.1) som angaar, er karakteristisk for omgang (især: af venskabelig, adspredende, underholdende art) mellem mennesker; ogs. om optræden olgn.: som er brugelig blandt ell. passer sig for personer, der omgaas venskabeligt ell. mødes i selskabslivet. naar jeg taler om det selskabelige Liv, saa tænker jeg hverken paa Theatre eller Kaffehuse. Jeg taler om Familier og om sluttede Selskaber. FrSneed.​I.430. Gilderne (blev) et Middel . . til selskabelige Sammenkomster. Molb.​DH.II.131. (vi stod) paa en meget god selskabelig Fod med hinanden. Krøyer.​Er.133. selskabelig Tone.EGad. TT.111. B. besad et overtydet selskabeligt Talent. Kehler.​KK.39.   som adv. *du bør forsigtig være, | Hvem du selskabelig dig holder til. Tode.​I.5. Man lever her meget selskabeligt indbyrdes. VSO. der (kunde) med største Lethed . . føres et i alt Fald selskabeligt set (dvs.: hvad hans position i selskabslivet angik) absolut knusende og fældende Slag mod Manden. Borregaard.​VL.II.346.   (jf. Selskab 1.3; nu næppe br.) om handling olgn.: som udføres af flere i forening. hvad elsker Ungdommen . . mere end . . Bevægelse og selskabelige Øvelser? Engelst.​Nat.178.
   1.2) om person: som (p. gr. af sin elskværdige, høflige, dannede optræden, sit livlige væsen osv.) er vel egnet til (venskabelig) omgang med mennesker ell. til at deltage i selskaber, færdes i selskabslivet; ogs. (jf. bet. 2.2): som gerne søger, er interesseret i, omgang med andre mennesker ell. gerne deltager i selskaber. Moth.​S115. Alle disse Træk vise os i Jesus en munter og selskabelig Mand. Horreb.​II.420. Lidt efter lidt blev han oprømt og selskabelig, og han drak for Selskabs Skyld. Goldschm.​II.23. JPJac.​I.173.
   1.3) (jf. bet. 2.2) overf.; dels (sml. Selskab 1.1 (og 5.3); zool.) om dyr: som søger omgang med andre af samme art, (normalt) lever sammen med andre. Tidsskr.f.​Naturvidenskaberne.​IV.(1826).209. Den spættede Sæl er meget selskabelig og forekommer ofte . . i Flokke paa indtil et halvt Hundrede Individer. DanmPattedyr.249. undertiden i navne paa dyrearter, som fx.: den selskabelige Høg (Rostramus sociabilis). BøvP.III.279. som adv.: Torsken lever . . selskabeligt i større eller mindre Stimer. Krøyer.​II.30. (frynseflagermusen) er selskabeligt anlagt, og sædvanligvis træffes mange sammen. DanmPattedyr. 142.   dels (jf. Selskab 1.1 slutn.; bot.) om plante (træ): som vokser i gruppe med andre af samme art; ogs. om selve voksemaaden. selskabelige Bevoxninger eller Skove. CVaupell.​S.62. Baade Sukkerrøret og Tagrøret har en Rodstok, der betinger deres selskabelige Voksemaade. MentzO.Pl.147.
2) til Selskab 5: social.
   2.1) (nu næppe br.) som angaar, er karakteristisk for ell. staar i forbindelse med, flyder af (individers sammenslutning, liv i) et samfund; samfunds-; ogs.: som passer sig for (individer, der lever i) et samfund.   til Selskab 5.1. Menneskets sælskabelige Pligter. Biehl.​Haarkl.53 (spottet her, men forsvaret SorøSaml.​I.142). de borgerlige eller selskabelige Love. Ew.​(1914).III. 110. Af alle selskabelige Dyder er ægte Fædrelandskiærlighed den første. Engelst.​Nat. 4. Heib.​Pros.​III.272. jf. Selskab 5.1 slutn.: den Religion, som sønderriver alle (naturens) selskabelige Baand, er en falsk Religion. PolPhysMag.​VIII.544. samt: Erfaringen førte mig an paa, at troe en sælskabelig Foreening imellem Siælen og Legemets Maskine. Agerbech.​FL.15.   til Selskab 5.3. JSneed. II.114. andre Dyrarter udmærke sig ligesaavel ved særdeles selskabelige Indretninger. NTreschow.​Anthropologie.​(1803).247.
   2.2) (nu sj.) om individ: som lever i (ell. har trang til at leve i) samfund med andre; dels (nu kun m. overgang til bet. 1.2; jf. Selskab 5.1) om mennesker: Mennesket er et selskabeligt Væsen, og som saadant ved mangehaande Baand knyttet til det Almindelige. Engelst.​Nat.1.   dels (jf. bet. 1.3 samt Selskab 5.3) om dyr. Alle selskabelige Dyr have . . en vis Art af Sprog. Cuvier.​Dyrhist.​I.77.   talem.: Mennesket er et selskabeligt Dyr. NTreschow.​Anthropologie.​(1803).245. (efter Aristoteles, se Arlaud.57. jf. Holb.​Jul.12sc.).

fra ODS bind 18, 1939

 

(fra Diderots og D'Alemberts Encycklopédie, leksikonartiklen om "amitié", venskab, skrevet af Diderot og Yvon)

 

"Friendship is nothing other than the practice of maintaining a decent and pleasant commerce with someone . Is friendship no more than that? Friendship , it will be said, is not limited to those terms; it goes beyond those narrow boundaries. But those who make this observation do not consider that two people do not, without being friends, maintain a connection that has nothing incorrect about it and that gives them reciprocal pleasure. The commerce that we may have with men involves either the mind or the heart. The pure commerce of the mind is called acquaintance ; the commerce in which the heart takes an interest because of the pleasure it derives from it is friendship . I see no idea more accurate and more suitable for explaining all that friendship is in itself and likewise all its properties. It is in this distinguished from charity, which is a disposition to do good to all: friendship is only due to those with whom one currently has commerce. The human species, taken in general, is too vast for it to be in a position to have commerce with each of us or for each of us to have such with it. Friendship assumes charity, at least natural charity, but it adds a custom of personal connection that makes a pleasure of mutual commerce between two people.

 (...)

Through the reflections that we have expounded, an important maxim on the subject of friendship will be clarified, namely, that friendship should find or establish equality between friends: [in Latin] friendship either finds or creates equals . So a monarch cannot have friends? To have any, he must seek them among other monarchs or give to his other friends a character that is on an equal footing with sovereign power? Here is the genuine sense of the conventional maxim.
It is that, in regard to the matters that friendship shapes, there must be between the two friends a freedom in feeling and language great enough that neither one of the two is superior nor the other inferior. Equality must be found on one side and the other in the pleasantness of commerce in friendship . This pleasantness consists in offering to each other their thoughts, tastes, doubts, problems, but always within the sphere of the character of friendship that is established.
Friendship does not imply more equality than blood relation. The relation between relatives of very different ranks does not allow for a certain familiarity. The reply of a ruler to a lord who showed him the equestrian statue of a hero, their common ancestor, is known: The one who is below [the horse] is yours; the one who is above [the rider] is mine . It is that the air of familiarity is not suitable to the respect due to the rank of the ruler, and these are considerations that, in friendship, as in kinship, must not be overlooked. (X)
*The ancients divinized friendship , but it does not appear that she had temples and altars of stone like other divinities, and I am not too annoyed about it. Although time has not preserved any of her images for us, Lilio Geraldi claims, in his work on the gods of paganism, that she was sculpted in the form of a girl with nothing on her head, dressed in a coarse outfit, with her breast uncovered as far the spot of the heart, where she put her hand, clasping a bare elm on the other side. This last idea seems sublime to me."
 

(fra Grundtvigs "Den signede dag med fryd vi ser")

"Så rejse vi til vort fædreland,
der ligger ej dag i dvale,
der stander en borg så prud og grand
med gammen i gyldne sale,
så frydelig dér til evig tid
med venner i lys vi tale!"

EM 80!

Jesper Christiansens fine akvarel af Else Maries arbejdsværelse i Puggaardsgade

Min faster (ELSE MARIE) overraskes

Kloge og vilde og søde Else Marie fylder sindssygt nok 80 på mandag - i går blev hun udsat for en massivt rørende surprise, da en kæmpe flok af hendes tidligere studerende på Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor hun var afholdt rektor i 20 år, overraskede hende i akademiets festsal med deres glade og taknemlige nærvær og en en æske fuld af originale kunstværker.

 

 

(fotos: Lisbeth, Bonde, Maria Wandel, dig)

Og spejlet i en pyramide

af Robert Smithson på Dia:Beacon, selvom de kom hjem i går:

Min faster on the road

Else Marie med sin veninde Lisbeth i USA lige nu:

Richard & Else Marie, det barokkeste par!

Min elskede faster Else Marie Bukdahl, der var rektor på Det Kgl. Danske Kunstakademi, mens Richard Winther var professor i maleri sammesteds, skriver i sin artikel "Tradition og nybrud i Richard Winthers kunst":

"I 1981 rejste Richard Winther til Rom, hvor han især ønskede at studere manierismen. Jeg mødte ham i september måned. På det tidspunkt studerede jeg barokken, medens min mand, professor Torben Christensen, arbejdede med de gamle kirkefædre. Vi havde flere spændende samtaler med Richard Winther. En dag stillede han mig følgende spørgsmål: du må da kende nogle sensuelle manieristiske kunstværker, som du kan vise mig  — de skal helst være lidt erotiske? Jeg foreslog ham, at vi besøgte Villa Madama, hvis loggia er tegnet af selveste Rafael. Han døde i 1520, og det blev derfor Giulio Romano og andre manieristiske kunstnere, især Giovanni da Udine, der skabte de dekorationer, der skulle udsmykke de forskellige sale. De prægede dem alle med manierismens udtryksfulde formsprog med de mange komplicerede stilelementer. Vi tilbragte en lang intens dag i villaen og — som han udtrykte det  —vort samvær var præget af  ”tavs eller talende beundring.” Han var meget betaget af værkernes strålende farvespil, indviklede kompositioner og følelsesbetonede udtryk.

         I 1985 arrangerede billedkunstneren Torben Christensen, der på det tidspunkt var lektor ved Kunstpædagogisk skole på Kunstakademiet, en rejse til Milano i tiden fra d. 3 til d. 12 juni. Både Richard Winther og jeg deltog i rejsen, så jeg fik rig lejlighed til at diskutere manierisme og barok med ham. I rejsen var der indlagt et besøg på Palazzo del Te, der er placeret i en forstad til Mantua. Netop dette palads rummer en af de mest yderliggående og kunstnerisk overbevisende eksempler på manieristisk arkitektur og billedkunst. Det var arkitekten Giulio Romano  —elev af Rafael  — der tegnede paladset, der er fyldt af overraskende lys- og farvevirkninger, dristige kompositoriske greb og nyskabende formelementer. Det var også ham, der skabte de udtryksmættede og dramatiske fresker i villaens store rum. Under udførelsen af dem fik han hjælp af lokale malere, især Benedetto Pagni og Rinaldo Mantovano. Richard Winther glædede sig utroligt meget til at se denne "manierismens højborg". På banegården stod han og trippede utålmodigt og sagde igen og igen: Hvornår når vi frem til herlighederne?  Da vi kom frem og kom ind i paladset og fik mulighed for at studere Giulio Romanos ekspressive fresker med et netværk af overraskende virkemidler, blev Richard Winther vildt begejstret. Han gik rundt med "julelys i øjnene" og udbrød gang på gang: " Mødet med disse fresker overgår simpelthen mine vildeste forventninger. Jeg er fuldkommen indfanget i deres tryllekreds. " Giulio Romano håbede netop på, at hans værker skulle kunne appellere så stærkt til beskuerne, at de næsten følte sig som deltagere i de voldsomme dramatiske begivenheder, som han har visualiseret med så stor intensitet. Da Richard Winther så Giulio Romanos sanselige, illusionistiske og burleske fremstillinger af Zeus' nedstyrtning af Giganterne (1532-1534) blev han helt bjergtaget. Det drejer sig om det store værk, der med en chokvirkning møder de besøgende. Det er placeret på en af væggene i Giganternes Sal. Her skildres giganternes sidste forsøg på at indtage Olympen og detronisere Zeus, men det mislykkes. Denne kamp er symbol på de humanitetssøgende guders sejr over kaosmagterne. Da Richard Winther begyndte at studere denne freske mere indgående, tog han sig til hovedet, fordi han næsten oplevede, at de knækkede  søjler, der på en meget virkelighedsnær måde knuser Giganterne, også ville ramme ham. Så virkningsfuld er Giulio Romanos kunstneriske bestræbelser på at drage beskuerne helt ind i den grufyldte situation og gøre dem til medspillere. I den store kuppel møder vi en endnu mere kompliceret højdramatisk visualisering af Giganternes fald (1532-1534). Giulio Romano har forrykket perspektivet på en overraskende måde, og indføjet nye brudflader, der ændrer rummets karakter, således at beskuerne mister fodfæstet. De oplever, at de næsten bliver suget op i kuplen med de drivende skyer og et netværk af mennesker, der er viklet ind i hinanden på de mest komplicerede og dynamiske måder. Det ser ud som om Giganterne falder ned over os. Sådan oplevede Richard Winther det i hvert fald. Eller som han sagde:” Enten bliver jeg suget op i kuplen eller også falder giganterne ned over mig. Det bliver under alle omstændigheder en grænsesprængende oplevelse.” "

 

Hun er ingen fister!

ET HIT TIL FESTER

SIDEN HUN VAR FOSTER

ER MIN FASTER

- Else Marie bliver 77 i dag, til temmelig lykke!

Kapitel 13 kan ikke huske cerutten

Lars Bukdahl: Tyk 70erroman. Folaget Kejser

KAPITEL 13

Lars-jeget kan ikke huske, at hans mor røg cerutter, hvilket hun angiveligt gjorde, indtil hans lillesøster blev født i 1970. Han kan sagtens huske, at han faster røg cerutter, hvilket hun nemlig først stoppede med for en 10-12 år siden, og måske skygger fasterens cerutter for morens cerutter - faktisk kan han slet ikke FORESTILLE sig, at hans mor røg cerutter, selvom der er fotografisk dokumentation - det gode engelske ord smokescreen passer ikke helt her.

Bukdahler EN MASSE!

Norden og Europa – Et essay af Jørgen Bukdahl

“Det er folket, der i kunsten tager sig selv i besiddelse”

80 sider tekst + XVI sider billedkunst.

 

Reception d. 20.03.2013 kl 18-20 hos MOTTO – Charlottenborg Kunsthal, Nyhavn 2.

Vi serverer et glas vin. Kl. 18,30 vil der være oplæg om Jørgen Bukdahls arbejde ved Finn Slumstrup, Lars Bukdahl, Else Marie Bukdahl og Carsten Juhl.

I dagens anledning sælges bogen for 40,- DKK (normalpris 90,- DKK)

Billedkunstskolernes forlag har hermed fornøjelsen at invitere til reception i anledning af nyudgivelsen af Jørgen Bukdahls (1896-1982) essay: “Norden og Europa” fra 1947. I dette essay argumenterer Bukdahl for en udadvendt måde at komme andre folkeslag i møde gennem kunsten frem for den nationalistiske selvhævdelse, Europa lige havde lagt bag sig. Dette verdensvendte syn på det folkelige og det nationale kan tillige læses som et indlæg i vor egen tids nationale og regionale debatter om både kanonskrivning, det nye nordiske, Europa, oprindelighed og nytilflytning.

Norden og Europa – et åbent spørgsmål

Norden og Europa er et essay, der blev udgivet på dansk og engelsk i 1947, dvs. midt i diskussionen om Europas idealer og muligheder efter to verdenskrige. Essayet henvendte sig ikke blot til de nordiske lande for at styrke deres gensidige forståelse, men var også et debatoplæg til de engelsktalende sejrherrer, om hvordan man skulle gribe det kulturelle genopbygningsarbejde an i Europa.

Et fremadrettet bud på det nordiske gennem litteratur og kunst

Bukdahl, der var litteraturkritiker, tog i sin analyse udgangspunkt i de forskellige nordiske landes nyere litteratur, snarere end i folkelivsskildringer, folkeeventyr, Saga og Edda, og ønskede at tilbyde et fremadrettet frem for et oprindelighedsbaseret bud på, hvad det nordiske var, er og kan blive.

I denne genudgivelse er det nordiske endvidere blevet illustreret og opdateret ved hjælp af en række nutidige nordiske billedkunstneres værker. Billedkunstneriske værker der, på hver deres måde, bearbejder, udfordrer eller stiller spørgsmål til det nationale og internationale…

Ligesom Bukdahl gennemgår litterære eksempler fra hver af de nordiske nationaliteter, land for land, har en kunstner fra hver af disse lande bidraget med et visuelt kunstnerisk eksempel. De bidragende kunstnere er: Jóhan Martin Christiansen (FO), Pilvi Takala (FIN), Anette Abrahamsson (SE) , Túmi Magnusson (ISL), Sonja Lillebæk Christensen (DK), Beathe C. Rønning (NO). 

- farfaren & bøger

 

- fasteren & bøger

- mig & bøger

Helle Helle er min fasters blikkenslager

Drøm, januar, 2011

Else Marie Bukdahls afløb er hele tiden stoppet med noget rødt og blåt, og der er ikke andre end mig til at rense det.

(fra de "Ti nye drømme" af Helle Helle i Cool nr. 1, Bebops og Asger Schnacks nye, meget overlegne og konkurrencedygtige tidsskrift for åbenhed)

Faster på vej (vivant et intime)!

Og mens jeg venter, skriver jeg lige en passage af fra hendes disputats, som naturligvis står på sommerhusreolen, Diderot, Critique d'Art, 1979:

Dans le "Salon d1767" Diderot considére Chardin comme le plus grand coloriste d l'epoque et comme un interpréte magistral des "natures inanimées". Il ajoute cepedant qu'il est plus dificile de rendre les expressions changeantes des visages que de peindre le monde des choses. C'est pourquoi un "portrait de La Tour a plus de mérite qu'un morceau de genre de Chardin" (III, 128). "Portrait de l'artiste" et "madame Chardin", pastels presentés par Chardin a salon de 1775, n'eveillent pas chez Diderot un enthousiamse comparable á celui qu'a ressenti le critique devant chacun des pastels de La Tour. I reconnait que ces deux tabelaux sont traités aves finesse et sensibilité, mais aussitot aprés il declare. "En géneral j'aime mieux ses tabelaux de genre". Son engouement pour les pastels de La Tour, Chardin sait faire éclater les formules traditionelles et créer un mode d'expression vivant et intime.

(La Tours portræt af Rouseau, en rigtig rockstjerne)

2 EMB-slagord (taleekko)

OTIUM ER OPIUM FOR FOLKET

(af social samvittighed ændret til)

OTIUM ER OPIUM FOR DEN KREATIVE OG DEN INTELLEKTUELLE ELITE

+

GO-GO LIKE MICHAELANGELO

(og - bonus-link, ikke inkl. i talen (de musikalske indslag i går: norsk festsang, lutspil og operasang) - The Beach Boys:

)

Enevældigt elskelige Else Marie fylder 75!

I dag er det min ubændige faster Else Maries 75 års fødselsdag! USTOPPELIGT TILLYKKE TIL HENDE! Og jeg burde skrive en masse kærlige ord om hende her i blogposten, men dem har jeg i stedet stoppet i en tale med arbejdstitlen (taler har ikke titler, i hvert fald ikke når de bliver holdt) ELSKELIGT ENEVÆLDE GOES GLOBAL, jeg holder i aften ved festen på Carlsberg Akademi, den gl. æresbolig, hvor bl.a. Harald Høffding og Niels Bohr residerede, og hvor Else Marie også burde være installeret, hvis det ikke var fordi hun helst opererer som en fri sommerfugl fra lejligheden i Puggaardsgade, her er et vellignende billede af hende (vingerne må I forestille jer)  så I selv kan råbe HIP HIP HURRA

Og her er hun forklædt som araber, når hun inkognito besøger emiraterne, stylet af Lilibeth Cuenca

2 løst frembladrede julegavecitater

Jeg fik 2 mursten af min faster i går aftes - og tonstung tak for dem! -:

Søren Kierkegaards Løse papirer:

Den litteraire Lærdom ligner ofte en uigjennemtrængelig Urskov, hvor man vel paa enkelte Puncter finder et Sted, hvor man kan bede, og en Familie, som udgiver sig for at vide Veien i det nærmest liggende District, men som dog mere har Efterretningen derom traditionelt end ved selv at have vandret Veien. I denne litteraire Urskov opholder sig ogsaa en Mængde vilde Dyr (Rescensenter), som man med allehaande larmende Instrumenter maa holde borte, saaledes f.Ex. ved at træde i Pagt med andre Rescensenter. Det allerbedste vilde maaske være, naar man kunde gjøre ved Rescensenterne ligesom ved Rotter: afrette en til at bide de andre.

d. 9. Oct. 35

Henning Christiansen. Komponist, Fluxist og uden for kategori (en PRAGTbog!):

SONATA for piano ( 3 ) Henning Christiansen 63
for four hands
the lid must be closed

Men and women enter, naked. They bow to the audience and seat themselves at the piano, she at the treble, he at the bass.

1. movement
They all sit before the piano,
absorbed in deepest meditation.
They slide down on all fours and then crawl
as close to each other as possible
around each of the three legs of the piano.
Painstakingly.

2. movement
Again they sit before the piano,
absorbed in deepest meditation.
Both put right hands on the piano-lid
and hop ( like rabbits ) toward the left
twice around the piano, staying
as close to each other as possible.

3. movement
Again they sit before the piano,
absorbed in deepest meditation.
Now both gambol as quickly and as merrily
as possible one after the other, the right around
the piano. The movement culminates in a marvellous
copulation on top of the piano.

As soon as both are collapsed together in oblivion, the audience gently covers them with available articles of clothing, and the couple sleeps, as long as they wish, while the concert continues.

He is a wise man who does not perform this Sonata (3) until
the human race has fully understood the meaning of the words:
LOVE ONE ANOTHER

Respekt for min forrygende faster

Else Marie Bukdahl, der har kurateret udstillingen "Arkitektur og natur i fornyende balance / værker af kunstner Michael Singer" på Dansk Arkitektur Center (og den meget større udgave tidligere på året i Utzon Center i Aalborg). Singer er en proft og ægte indtagende amerikaner, som i de tidlige 70'erne skabte hemmelige, fjerntliggende land art-værker og nu konciperer bæredygtige shopping malls med meget meget mere, som han alt sammen guidede os veloplagt igennem ved ferniseringen i går, men allerførst skamroste han Else Marie, der også står for den yderst tjekkede katalogbog til udstillingen, "the book" om hans værk iflg. Singer: Hun er "a force of nature", sagde han, hvilket han har fuldstændig ret i, hun fylder 75 til næste år og blæser os allesammen omkuld med sine gode vibrationer. 

Concourse C, Denver International Airport, Denver, Colorado, 1994 (Singer bad os bemærke McDonald's'en oppe i højre hjørne)