"Min litterære modermælk udgjordes af vilde romaneksperimenter som Robert Musils Manden uden egenskaber, James Joyces Ulysses, Marcel Prousts På sporet af den tabte tid, Virginia Woolfs Mrs. Dalloway, Kafkas dunkle prosa, Edith Södergrans og Gunnar Björlings sprængning af traditionelle metriske former og Georg Trakls lyriske ekspressionisme.
Siden fulgte som lidt mere fast føde den ny romans formalisme, Thomas Bernhards og Elfriede Jelineks kompromisløse prosa og tilintetgørelse af enhver overleveret konvention, Paul Celans nye billedsprog, W. G. Sebalds perspektiviske prosa og eksperimenterende romaner af forfattere som Agota Kristof og Herta Müller skrevet i diktaturets skygge og i mellemrummet mellem forskellige nationaliteter og sprog.Hele det 20. århundrede har været én lang fest af udfordrende formeksperimenter, og mit verdensbillede er dannet af de bearbejdelser af den moderne identitetsløshed og forsøg på trods alt at rumme verden, som litteraturen leverede. Især i de første årtier af det 20. århundrede blev der eksperimenteret lystigt; den ene isme afløste den anden med rasende hast og ofte også med bud på indretningen af en bedre verden. Aldrig siden har verden været i så sindsoprivende bevægelse og med en kunst, der forsøgte at holde trit med udviklingen. Hvad er der sket med den modernisme, der vendte op og ned på det hele og gav os en ny måde at se verden på? Hvis jeg som redaktør kigger på de udgivelser, der lander på mit bord, fristes jeg til at konkludere, at vi her i 2016 er endt med en helt traditionel prosa og poesi og uden de vilde eksperimenter. I hvert fald hvad angår broderparten af den litteratur, der udkommer. Tag eksempelvis en hyldet roman som Michel Houellebecqs Underkastelse. Den skildrer den komplette afmagt over for kapitalismen og religionens genkomst, men er skrevet i en helt igennem traditionel prosa uden nogen lyst til at eksperimentere med formen. Eller tag de unge danske lyrikere, der skriver langdigte, der lyder som gennemtygget rugbrødspoesi. Og der er mange andre eksempler. Mange af ugens dage er det, som om nutidens forfattere har haft en kollektiv hjerneblødning og helt har glemt den eksperimentelle vildskab, de står på skuldrene af. Hvad i alverden er der sket med de litterære eksperimenter? Er forfatterne gået til grunde i afmagt over og har de mistet deres kreative energi i forhold til den altomfattende kapitalistiske virkelighed? Jeg beslutter mig derfor til at ringe til tre af landets fremmeste litterater for at få en forklaring, få ret eller blive modsagt."
Hvor jeg dog hader referenceløs polemik og jeronimusseri. Ét navn: Houellebecq gudhjælpeme. Og denne lokale gruppe-generalisering: "de unge danske
lyrikere, der skriver langdigte, der lyder som gennemtygget
rugbrødspoesi". Følgende unge danske digtere har indenfor det sidste år skrevet mere end gode (og mere end godt anmeldte) langdigte (eller der der ligner og kunne kaldes digt-suiter fx, her sat i parentes (og som bekendt slutter Yahya Hassan med et langdigt betitlet "Langdigt")): (Josephine Graakjær), Caspar Eric, (Bjørn Rasmussen), (Baltazar Castor), (Signe Gjessing), Cecilie Lind, Rasmus Halling Nielsen, (Rasmus Nikolajsen), Rolf Sparre Johansson. Hvem af dem - og det må jo være mindst 2 eller 3, hvis generaliseringen skal holde vand - skriver rugbrødspoesi? Mit svar: Ingen! de eksperimenterer alle viljestærkt og ambitiøst og talentfuldt og "VILDT" med lang-formen. Og hvis vi bare skal tale om dansk litteratur som sådan, bliver det jo aldeles uoverskueligt. Men lad mig nævne den store prosageneration fra 70'erne (og også lidt fra 60'erne), der netop er en postmodernistisk generation, der eksperimenterer med både modernismen og avantgardismen og realismen på højeste og magtfuldeste kunstneriske niveau, Dorrit Willumsen, Henning Mortensen, Svend Åge Madsen, Jens Smærup Sørensen, Kirsten Thorup, Vibeke Grønfeldt og i kuvøserne Bent Vinn og Hans Otto Jørgensen. Nøjes vi med absolutte, monstrøse roman-eksperimenter a la Joyce, har vi som mere end rigeligt både Højholts Auricula, 2001, og Niels Franks Nellies bog. Hvad angår hermetisk lyrik har vi hele tiden og flere gange om året Simon Grotrian. Ingen har læst Bo Reinholdt, men han findes! Jeg kan også bare opliste de seneste 5 vindere af Kritikerprisen og Informations egen Montanapris (som Peter Nielsen er med til at udpege kandidater til): Kritikerpris: Lars Frost: Skønvirke, Pia Juul: Af sted til stede, Niels Frank: Nellies bog, Harald Voetmann: Alt under månen, Ursula Andkjær Olsen: Udgående fartøj. Montanapris: Bjørn Rasmussen: Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, Asta Olivia Nordenhof: Det nemme og det ensomme, Ursula Andkjær Olsen: Det 3. årtusindes hjerte, Dorrit Willumsen; Nær og fjern. LUTTER STORE GEVINSTER! HVAD ER PROBLEMET?
Mads Rosendahl og Marianne Stidsen svarer - i Peter Nielsens gengivelse NB - rimelig defensivt og forblommet; Rosendahl er ikke rigtig enig og navnedropper positivt Klaus Høeck, Kirsten Thorup, Gitte Broeng, Roberto Bolano og Alexandar Hemon. legendarisk ubelæste Marianne Stidsen er meget enig og navnedropper Nordenhof og som eksempler på en ny retro-modernsime Theis Ørntoft og Signe Gjessing (som hun - flot! - omsider har fået læst og måber over). Mens Tania Ørum i en herlig afsluttende salve fuldstændig afviser Nielsen:
Mads Rosendahl og Marianne Stidsen svarer - i Peter Nielsens gengivelse NB - rimelig defensivt og forblommet; Rosendahl er ikke rigtig enig og navnedropper positivt Klaus Høeck, Kirsten Thorup, Gitte Broeng, Roberto Bolano og Alexandar Hemon. legendarisk ubelæste Marianne Stidsen er meget enig og navnedropper Nordenhof og som eksempler på en ny retro-modernsime Theis Ørntoft og Signe Gjessing (som hun - flot! - omsider har fået læst og måber over). Mens Tania Ørum i en herlig afsluttende salve fuldstændig afviser Nielsen:
"Der foregår alle mulige former for eksperimenter for tiden, men de ligner ikke dem fra tidligere. Hovedstrømmen har aldrig været eksperimenterende, den har altid været konventionel. Mange af de ting, der nu fremstår som de centrale linjer, blev dengang ikke regnet for noget som helst, det var afsides og marginalt og er først efter Anden Verdenskrig blevet tydeligt. Dengang var der ingen, der kendte dadaisterne, det var bare fjollede mennesker, der gik rundt og lavede fjollede ting.« Hun mener, at eksperimenterne i dag er lige så afgørende, de er bare nogle andre. Meget foregår i det tværæstetiske. Hun mener ikke, at det er tilfældigt, at Asta Olivia Nordenhof fik Montanas Litteraturpris for både sin bog og blog, at Lars Skinnebach lavede en bog, hvortil hører et økologisk manifest, at så mange arbejder kreativt med selve bogmediet, eksempelvis Morten Søndergaards ordapotek og gavludsmykning i Valby, alle de ting, der foregår på det elektroniske felt foruden de små selvorganiserende forlag som Antipyrine og OVO. De er hver især på mange forskellige måder og forskellige niveauer et svar på samfundsudviklingen.
Litteraturredaktør på Information, se under stæreblind.
