Min far antruffet på fællesarealet

- fra erindringstekst af historikeren Steen Busck, vores nabo til højre, i nr. 55 fra 1980  (faderlig bonusinfo: Jes Adolphsen er (1972-fødte) Peter Adolphsens far):

"Så en dag først i 70'erne skulle jeg ud og spise til middag hos min gode ven Jes Adolphsen, som var filosof og marxist. Marxister var der mange af dengang. Han boede ude på noget, der hed Korshøjen i Vejlby Nord.
(...)
 Et stykke nede fandt jeg den vej, der hed Korshøjen. (Mærkelig nok har man kun brugt de gamle marknavne til kirken, som er opkaldt efter den ene af Vejlbys fire store vange, Ellevang. Resten: Nordland, Byløkken, Espedalen, Kanehaven og vist nok også Korshøjen m.v. er lokaliteter på Samsø). Der lå en stor flad butik. Nordland Super stod der. Jeg havde glemt at købe rødvin, så jeg gik ind. Det var heldigvis fredag.
(...)
Jes boede i Korshøjen nr. 7. Han åbnede vinen med det samme. Han var ikke afholdsmand, men det var sjældent han fik vin, sagde han. Huslejen tog alt, hvad de havde. Jeg spurgte, hvordan en god marxist som han kunne finde på at købe hus. Det var ikke købt, sagde han, de sad til leje. Det var der mange, der gjorde. Husene var ikke til at sælge. Det kunne jeg godt forstå, sagde jeg, sådan som de så ud. Det ville han slet ikke høre på. Det var alle tiders huse, meget bedre end parcelhuse. Det hele var næsten som et eneste stort kollektiv, sagde han. De rendte ud og ind ved hinanden, spiste sammen, og de var marxister næsten alle sammen: Flemming Harrits, Jørgen Bang, Østerud, Johs. Østergaard, Hans Fink, Jørgen Bukdahl, Peer E.Sørensen oppe på Skodshøjen og Torben Vestergaard inde ved siden af i nummer 3. Jeg kendte hele banden inde fra universitetet og var nu ikke sikker på, de var marxister alle sammen. "Og se haven", sagde Jes, "den er ikke ret stor. Alt det andet er fællesarealer. Vi har lavet både fodboldbane og legeplads med kravlestativer og alverdens ting, altsammen fælles."
Jeg skulle absolut med ud at se det kravlestativ. Der kom en fyr anstigende hen over legepladsen med bare tæer og en hel stribe unger bagefter sig. Jeg kendte ham godt. Det var Jørgen K. Bukdahl, et af de klogeste hoveder inde på universitetet. Han plejede at snakke så højfilosofisk, at det ikke var til at forstå. Nu snakkede han om kravlestativer. Det var ham, der var hovedmanden bag værket, sagde Jes. Jørgen var flyttet ind i Korshøjen 53, før blokken var færdig. Det var i 1968, det år deres ældste, Lars, blev født. De havde fået rigget en primitiv telefonledning til ned til huset i tiden op til fødselen. Jørgen og Lise havde købt for 250.000 med en udbetaling på 50.000, som de havde lånt i banken. Det var mange penge. Og det var noget værre roderi, én stor byggeplads det hele, med forskellige bygherrer for hver blok. De kunne ikke sælge husene, så de måtte leje dem ud, indtil der kom nogle bedre låneordninger.
Hjem til pizzaen. Den smagte noget så dejligt, og Jes havde en flaske rødvin mere end den, jeg havde købt, viste det sig. Den slap nu hurtigt op, for der kom en pige, en af naboerne, der var røget uklar med sin mand. Det måtte vi høre en hel del om, mens hun drak en masse rødvin."

Tak for det glimt, Steen!

3 x Peter & co.

August- og september-bøger fra Gyldendal, som jeg glæder mig markant til (3 af dem har jeg allerede eksklusivt læst, dem glæder jeg mig OVER!), men ikke fik nævnt i min Bogholderi-note om "Kommende attraktioner" i WA Bøger i fredags (hvor jeg på en top 3 (som om sådan en giver mening) nævnte bøger af Svend Åge Madsen, Ursula Andkjær, Kirsten Hammann (alle 3 tidligere glædet sig til på bloggen) suppleret med BREVKASSE af Line Knutzon og en truende epidemi-roman af Hanne-Vibeke Holst):

Peter Laugesen: Travelling

Peter Adolphsen; Rynkekneppesygen

Peter Højrup: Til stranden

Martin Larsen: Parasitsonetterne

Cia Rinne: L'Usage du Mot

Kenneth Jensen: Tragedie plus tid gange ni

Verificeret/sandsynlig glædelighed  x 6, realiseret om et øjeblik! 

Reklame-surrealisme, porno-sci-fi

Til stadighed glæde sig til Peter Adoplphsens august-roman Rynkekneppesygen. 

Lousiana Literature afslører hans meget fantastiske, omhyggeligt Freddieske reklamebillede, ren sex-paralyseappeal:

OG romanens målrettede begyndelse:

"Et rumvæsen kom svævende gennem universet, båret på titusindvis af stjerners solvinde, krummet sammen om sig selv og i kryptobiotisk dvale. Det var et mikroskopisk dyr, 0,1 millimeter langt, semigennemsigtigt, teddybjørne-bænkebider-lignende og med hoved i begge ender. En dag i maj år 2019 blev det indfanget af jordens tyngdefelt og faldt ned på overfladen, helt konkret på maveskindet af en ung kvinde ved navn Winnifred (kaldet Winnie) Hemmingsen, der lå i morgensolen på Sydvestpynten af Amager. Rumvæsnet trillede ned i hendes navle, og i denne svedige og letbehårede hulnings mørke fandt det betingelser, der mindede om dets fjerne hjemplanet; det vågnede af dvalen, rullede sig ud og førte sine to spidse tunger ned i huden. Da Winnie lidt efter vendte sig om på siden efter en medbragt termokande, var det allerede for sent: Frem til hendes død knap to måneder senere formerede disse bittesmå væsner sig på hendes hud og gjorde hende eksponentielt mere rynket og mere liderlig. Winnie Hemmingsen blev det første offer for det, der officielt skulle få betegnelsen MIWD, Mite Induced Wrinkle Disease, men i folkemunde blot kaldes ’rynkekneppesyge’. ”

Uneutraliser Wikipedia!

Når der så for en gangs skyld er en grundig, velskrevet, opdateret Wikipedia-artikel om en dansk forfatter, er det åbenbart FOR MEGET af det gode!:

Peter Adolphsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

 

Denne side er foreslået omskrevet – da en skribent har vurderet at indholdet ser ud til at være skrevet af en person, der må formodes ikke at kunne holde et neutralt synspunkt i sin vurdering af artiklens indhold og/eller relevans. Læs mere om hvilke typer af artikler, du normalt skal afholde dig fra at skrive hér: Typer af selvbiografier.

"Peter Adolphsen (født 1. september 1972 i Aarhus) er en dansk forfatter. Han er uddannet fra Forfatterskolen (1993-95), hvor han også var ansat som lærer 2008-2010. Debuterede i 1996 med Små Historier. Siden er udkommet Små historier 2 (2000), kortromanerne Brummstein (2003) og Machine (2006), form-eksperimenterne En million historier (2007) og Katalognien. En versroman (2009, skrevet sammen med Ejler Nyhavn). I 2013 udkom den post-apokalyptiske kortroman År 9 efter Loopet.
Adolphsen forsøger i sin prosa at videregive et koncist og mættet indtryk uden for mange uvedkommende omstændigheder. Inspirationen fra Per Højholt, Peter Seeberg, Franz Kafka og Jorge Luís Borges er tydelig. Adolphsen forener en eklatant, tilspidset, men omflakkende, urolig handling, hvor det er en pointe, at det skete bevæger sig i (for mennesket) uforudsigelige og besynderlige retninger.
Adolphsens Små historier er også små i lyotardsk forstand, og kan derfor anskues ud fra et postmoderne perspektiv, idet de ikke foregiver at formidle en fuldstændig, aflukket verdensanskuelse, men punkterer ethvert tilløb til en sådan gennem et bredt spektrum af genrer og synsvinkler. Verden er ikke til at forstå, forstås. Formen er på den måde vigtig for forståelsen af teksterne.
Narrativerne er minimale skiftinge, som ironiserende væver sig ind og ud af populærkulturen, de vil netop adskille sig fra hinanden, vise tilhørsforhold til de forskellige genrer, som kommer til udtryk i tidens massemedier. Disse står i forfatterskabet i et symbiotisk forhold til hinanden: Soap, dokumentar, satire, tragedie, æstetiseret pop.
(...)"

Nonsens der ER nonsens

- fra Peter Adolphsens og Rasmus Bregnhøis pragt-billedbog Papegøjerne spang gok; omsider forløses Adolphsens nonsenstalent (dokumenteret ii et "vrøvlevers" i hans og Ejler Nyhavns Katalognien og et bidrag til 24syvs (i min verden) legendariske nonsenstest (som jeg som bekendt bestod med flyvende farver - og hvorfra bogens tekst (delvist) er knopskudt)) BOGLANGT:

Tplungin paepgøjer fløj giplus pipit,
pifurgon kvarylede og gok spang fip
efter at gnamkip fik Carlo og Poul fipit.
Polespit en stor ifkum blang gip.

Og natblomsterne krinekrint krint lakront

"Den danske roman der er nøjagtig ligesom Livets træ"

I web-udgaven af magsinet af Little White Lies er en vis Mark Asch i en stor artikel helt oppe at køre på lighederne mellem Peter Adolphsens roman Machine og Terence Malicks film The Tree of Life, artiklens begyndelse:

"We begin in Austin, Texas in the second half of the 20th century, before flashing back to a time when all matter in the universe exploded outward in a radiance of creation, forming the earth and all living things, including a confused prehistoric animal, who injures its leg by a river. We move forward again, the earth takes a more familiar shape; we’re in the deserts of the American West, and eventually back to Austin, where our narrator mourns a premature death with mixed empathy and survivor guilt in a profound display of interconnectivity.
Only this isn’t a brief summary of Terrence Malick’s The Tree of Life, but Danish author Peter Adolphsen’s 2006 short novel ‘Machine’. An English-language version of ‘Machine’ was published in 2007, around the time my girlfriend was indulging her wanderlust by reading all the translated Scandinavian literature she could get her hands on. I was interested by her description of ‘Machine’: the book is one of those stories that follows a particular object through space and time as it interacts with different objects and people, each opening up into its own distinct, digressive world, and I probably thought it was a neat, familiar metaphor for the web of life.
I had seen The Tree of Life when it came out in 2011, and when I picked up ‘Machine’ two years later I had a vague inkling that the novel and movie had a similar hook: the ancient past and familiar present, together in a chain of causality. But my pulse quickened as I began to read. Like many small-press authors, Peter Adolphsen maintains a very active social media presence, and had friended my girlfriend on Facebook after she reviewed ‘Machine’, though they’d never actually spoken. I sent him a message to ask if he’d ever seen The Tree of Life. He hadn’t.
Over email, Adolphsen describes ‘Machine’ as “in the genre of tingseventyr (fairy tales about objects).” After a brief overture, the novel, which you can read in about an hour, starts at the very beginning: the Big Bang – the expansion of time and space outwards from a single point, and the formation of the elements and everything else, “from amino acids to galaxy clusters.” The same quantity of matter has always existed, writes Adolphsen, in various recombining forms, and it is one particular piece of matter that ‘Machine’ follows.
A prehistoric horse (a mammal from the Eocene period, not a dinosaur), spooks at a watering hole, runs away, falls off a cliff, and dies. Cellular decomposition, putrefaction and the heat of the earth take their course – over several million years and a couple of pages – and the matter that had once composed the animal’s heart becomes a single droplet of oil, which is extracted in the 1970s from the Utah oilfield where an Azerbaijani immigrant named Jimmy Nash works. It is eventually pumped into the gas tank of a Ford Pinto, turns to engine exhaust, and is inhaled by the car’s owner, who, some decades later, shows up on the narrator’s doorstep coughing up blood – dying of cancer spread by that very particle that was once something else’s heart.

Adolphsen tells me that though he’s eager to see The Tree of Life, he was previously unaware of its similarities with his book. I have not reached out to Terrence Malick to ask if he’s read ‘Machine’, but it’s widely reported that he had been developing a project about the origins of life since the late 1970s. By 2007 the idea has taken shape in a script incorporating elements inspired by Malick’s childhood in Austin – where he grew up as the oil-rich grandson of Syrian and Lebanese Christian immigrants – and the lingering emotional wound left by the suicide of his younger brother in 1968. This personal tragedy informs the world-weariness of Sean Penn’s character in the present-day scenes that bookend The Tree of Life, as well as that of Christian Bale’s protagonist in Malick’s latest, Knight of Cups.
“I guess it’s a coincidence, a nice little one,” Adophsen says. “I think that many more than just Mr Malick and myself have done the Big Bang thing in some form or another; we’re not the first, won’t be the last. The birth of the universe is naturally a recurrent theme. It’s the end station for the train of where-do-we-come-from questions.”"

Monogrammatisk mistanke

Peter Adolphsen offentliggør det foreløbige persongalleri i sin nye roman med ordene:

"Der kommer formodentlig en liste over de medvirkende i Rynkekneppesygen. Det er et værre mylder. — at Hald Hovedgaard"

- flere af navnene ser mistænkeligt mongrammatiske ud, dvs. som er de hentet direkte fra Martin Larsens ottebindsværk Monogrammer (grundsignalement: eksotisk fornavn + ikke-eksotisk efternavn), hvilket er svært at bevise smart nok, da alle navne jo kun optræder 1 gang, men jo også helt i orden, og allerede forudsagt ved monogrammernes udgivelse, at dette er perfekt nødnavnelager for danske prosafiktionsforfattere:

Jeg får et ord - måske endda en helt roman - indført!

Peter Adolphsen
Yesterday at 8:58am ·
QUIZ
Hvilken nulevende, dansk forfatter har skrevet følgende sætning:
"Albert Ayler ligger og roder nede under Vivaldi."
Præmie: Retten til at diktere mig et ord, som skal indgå i mit fremtidige forfatterskab.

Comments

Claus Ejner Det kunne jo være jørgen Leth, troede måske det var fra mine helte men der er ikke noget kapitel om ayler, tjekkede det lige, men måske fra en erindringsbøgerne?

Peter Adolphsen Ledetråd: Bogen udkom i 1986

Vibeke Henningsen Det kunne lyde som Dan Turèll.

Steffen Rayburn-Maarup Laugesen?

Peter Adolphsen Gode bud, men ej heller.

Peer Bundgaard Per Aage Brandt

Peter Adolphsen Ej heller ...

Peter H. Olesen Helt klart Emil Aarestrup.
Klaus Høeck og Thorsten Sehested Høeg kunne også finde på at namedroppe Albert Ayler, men vel ikke Vivaldi?

Peter Adolphsen Men det er heller ikke dem ...

Jens Stoumann Jensen Asger Schnack?

Peter Adolphsen Nix

Claus Ejner Højholt? Enig med peter, det med vivaldi gør det lidt svært

Peter Adolphsen Ej hel

Tine Stentebjerg Jørgen Leth?

Tine Stentebjerg Jens Blendstrup?

Ib Jørgensen Ham din makker Høgh (kan ikke lige huske forbogstaverne - er det T.S.?)

Jan H. Hansen Jan Sonnergaard

Anne Marie Pahuus Signe Gjessing?

Peter Adolphsen Stadig ingen rigtige gæt ...

Jan H. Hansen Peter Høeg

Tage Aille Borges Henrik Bjelke

Peter Adolphsen Nixen-bixen

Muhammed Sternberg TS Høeg?

Muhammed Sternberg nå, han er forsøgt

Jan H. Hansen Søren Ulrik Thomsen?

Tage Aille Borges FP Jac

 

Lars Bukdahl Ville også have sagt Bjlke, Solo Nolo, 1986, men har bladret og bladret, og nu blev navnet lige afvist (og I andre husk lige årstallet; digteren skal helst være født inden!)

Tage Aille Borges Klaus Høeck

 

Muhammed Sternberg Klaus Lynggaard?

Peter Adolphsen Stadig ingen rigtige bud.

Peter Adolphsen Ledetråd nr. 2: Det er en roman og sætningen står øverst på side 51

Tage Aille Borges Jørgen Christian Hansen

Jan H. Hansen Svend Åge Madsen

Lars Bukdahl FUNDET! Svend Åge Madsens Lad tiden gå!

Lars Bukdahl Satans! Jan kom et sekund før, men jeg havde titlen ...

Jan H. Hansen Jeg var først! He He!

Peter Adolphsen BINGO! Jan H. Hansen og Lars Bukdahl var så samtidige at de begge er vindere. Jeg afventer spændt deres ordrer

Jan H. Hansen Tak for præmien. Jeg skal lige tænke lidt over det.

Lars Bukdahl (grubler lige - og hey! skidegod roman jo!)

Jens Carl Sanderhoff Du skal bruge ordet; jazzmunk

Peter Adolphsen Godt ord, men den går jo ikke. Hverken du eller nogle af dine kendte synonymer gættede rigtigt ...

Jens Carl Sanderhoff Jamen er det ikke paralleluniverset, det her? Jeg var helt sikker på, at jeg befandt mig dér, hvor man altid vinder, når blot man er med...

Peter Adolphsen Det virkelige univers er et koldt og kynisk sted.

Jens Carl Sanderhoff Så tænd for pejsen - i øvrigt også et glimrende ord; pejsen...

Lars Bukdahl Jeg vælger et i 2016 altmodisch ord fra linjen under den citerede i romanen: Slettehoved

Lars Bukdahl den del i en båndoptager, videomaskine el.lign. der udfører sletning
Du kan gøre tonehovedet, slettehovedet og gummitrækrullerne rene med en ren, blød bomuldsklud eller en vatpind (skoleb-radio90)

Peter Adolphsen Avs, den var svær ... Tidens slettehoved er vitterligt effektivt ... Jeg må lægge mit eget hoved i blød. Måske begynde at tænke over ideer til en historisk 70'er/80'er-roman. Jeg får ihvertfald svært ved at passe det ind i den kommende roman (som i øvrigt kun er halvt færdig, på trods af allerede offentliggjorte uddrag), thi den foregår i 2019.

Peter Adolphsen Men kan godt huske selv at have siddet med en vatpind stukket ind i kasettebåndoptageren, mange gange

Muhammed Sternberg måske kunne det bruges i forbindelse med en klamydiaundersøgelse af en midaldrende mand, at han ligesom tænker tilbage - mindes

Lars Bukdahl Optimalt udbytte jo, hvis ordet kræver sin helt egen roman, det satser jeg på!

Jan H. Hansen "Slettehoved" kunne måske også give associationer i retning af David Lynch og "Eraserhead"

Lars Bukdahl Fremragende association!

Muhammed Sternberg bogen skriver nærmest sig selv nu

Jan H. Hansen Hvis det skal være en historisk 70´er/80´er-roman - eller med associationer derfra - vælger jeg ordet "Karsehår".

Peter Adolphsen Altså: Slettehoved og karsehår. Jeg grubler løs ...

Dennis Gade Kofod Hvis vi havde et ordentlig medie der dækkede dansk samtidslitteratur, så ville det her være en oplagt overskrift: Uskyldig facebookopslag tvinger kendt dansk forfatter i nyt romanprojekt!

Uddrag fra side 50-51 i Svend Åge Madsens Lad tiden gå, 1986:

"- Der må findes en løsning, sådan at man må kunne føre erindringen med tilbage. Den må findes. Ellers er det hele ingenting værd. Jeg er ved at spekulere mig gal.
  Johanne fandt en anden dukke til Strit, så pigerne ikke havde to hver, og ikke behøvede skændes. Imens anstrengte Johanne sig for at blive klar i hovedet. Når nu Jeyde tillagde dette tankeexperiment så stor betydning, burde hun også interessere sig for det. Sandsynligvis hang det sammen med noget helt andet han arbejdede med. Professoren benyttede ofte denne underfundige indirekte måde at spørge på.
  - Man kunne ikke præge det i generne, på en eller anden måde? forsøgte hun sig - Næh, det ville jo også blive slettet igen.
  Jeyde nikkede. Han havde været i de tankebaner før.
  - Der findes ingen medier, fjernsyn, bånd, dataanlæg, film, der kunne bevare det?
  Jeyde rystede på hovedet.
  - Alt bliver slettet? Her står jeg med en enestående indsigt, og så er jeg ikke i stand til at holde den fast, at bruge den til noget. En epokeskabende viden!
  Professoren lo bittert, da han forstod rækkevidden af sine ord.
  - Du skulle have nogle gamle bånd ligesom mine. Dem kan jeg ikke rigtig få slettet. Albert Ayler ligger og roder nede under Vivaldi.
  - Ja, jeg kender det, Men tidens slettehoved er alt for effektivt.
  -Vi bliver nok nødt til at lade tiden gå, og opgive vores drømme om evigheden."