Rusen Rasmus

Unaturligt (men desværre ikke overraskende) kan man kalde det, at den betydelige (ikke mindst natur)digter Rasmus Nikolajsen, født 1977, kun har modtaget 2 anmeldelser, i Weekendavisen og Information (majestætsfornærmeligt kritisk, ved unge Lukas Ballin, men forbilledligt tænksomt, generationelt kritisk, men og atter men han skriver jo altså bare stadig for skønt, Ras Nik, til at det sådan relativt set er RIMELIGT at være andet end antydningsvist kritisk) for sin nye, naturligvis dybt glimrende digtbog sort strømmende drøm (og at han nok har modtaget Kritikerprisen (den mest konsistent fremragende litteraturpris, konstant sådan cirka betimeligt hædrende faktisk fremragende værker/forfattere) , men ingen pris fra Akademiet eller fra aviserne. Derfor også desto mere ærgerligt at en hel del af min egen Nikolajsen-anmeldelse raslede af i svingene frem til den begrænsede plads i avisen og til en start trompet/rubrik/underrubrik:

"RUSEN RASMUS. Rasmus Nikolajsen digter glitrende mageligt systemisk og så selvfølgeligt skønt om en mormor, der dør i trafikken, og et barn, der afleveres i skole   Sådan segner Nikolajsen" 

Komplet første afsnit:

"Den første metafor i metaformesteren – indehaver af den (kun i metaforisk forstand) bevingede metafortrøje - Rasmus Nikolajsens nye, svimlende selvsikre og selvsikkert svimlende digtbog Sort strømmende drøm (titlen er selvfølgelig en metafor, afleveret længere henne, på slæbesporet fra en ræv, der slæber sit bytte gennem sommerhushaven, “der gik et spor/ af nedbøjet græs og sorte/ fjer ned til rævehulen”) kløves i to af det første sideskift, fra side 11 til side 12" Snak om sky-metaforer:

"Skyers broderier er uden videre og til alle tider - altså så længe, der har været broderier til, og det er velsagtens længe, også fx på Petrarcas tid - en skøn og mildt, men ikke voldsomt overrumplende metafor. Hvor til gengæld metafor nr. to mere komplekst underfundigt forskydes fra den ikke umetaforiske dybsindighed om at “hver sætning bærer sin egen død i sig”, der maner blikket og billederne på skyerne frem, således at det nu bliver skyerne, der er sætninger, der i samme nu slettes, som de jo akkurat er!" Så et system- og handlingsreferat: "De tre ord i titlen giver navn til hvert sit afsnit i bogen: “sort” er digtet om og til farmoren på 11 x 8 linjer (på hver 8 stavelser), “strømmende” er 5 digte på 2 x 8 linjer (på hver 8 stavelser) om at aflevere datteren i skole og hente hende i igen, “drøm” er digt på 33 x 8 linjer (på 8 stavelser), der roligt rådvildt, groovy forgrublet handler ret meget om alting og særligt natur og kærlighed og hvad deraf følger, som jo er ret meget, hvis ikke det meste, af alting." Endelig forfatterskabskomparation: "Den nye bog er stærkest i familie med hvad skal vi med al den skønhed, 2018, der var et “efterårsdigt” med det kun en smule mindre løse koncept, at det handlede om og var “skrevet mens bladene faldt af træerne” - sammenlignet med de strammere, processuelle koncepter i Tilbage til naturen, 2016, der var digte skrevet udendørs, og Barnevognshaiku, 2020, der var haikuer skrevet på barnevognsture. Ligesom både 2016- og 2018-bøgerne indeholder bogen i alt 64 x 8 linjer på 8 stavelser (også Måske sjælen benytter sig af ottestavelseslinjer, men har ivrigt fortællende ikke tålmodighed til 64 x 8-reglen), den versmaskine forbliver Nikolajsens trygt og dynamisk omkringsnurrende system-hængekøje." Mest savnede - af mig - i avistekst er selvfølgelig rusen rasmus-ordspillet og omkringsnurrende system-hængekøje-billedet - ved siden af stavelses-system-optællingerne, som en anmeldelse (eller et interview - se de to af dem, på Gutkinds hjemmeside og i Jyllands-Posten (det sidste kan jeg ikke læse, men jeg gætter på, at der heller ikke dér er megen snak om stavelser, men jeg håber, jeg tager fejl!) af Nikolajsen. Men jeg kommer aldrig til at helme, den her trompet gemmer jeg til næste gang, hvor meget den end på forhånd er sikret en skæbne som blog-fraklip: LEGO-SEJ-ZEN!

RÅBEANMELDELSE 6

KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN

SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET  SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET  SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET  SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET  SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET  SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET  SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET  SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET  SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET 

3, nej 4 metaforist-4'ere - younger than modernism

(alle med krigeriske mellemværende med metaforen, men alle metafor-mestre på grund / på trods)

4.
MARIANNE LARSEN

(ikke rigtig nogen fra 80'erne vel? Jac jo ikke rigtig metaforist - hmmm, og dog, meget i familie med både Ørnsbo (og Benny da) og Larsen, så OK:)

4.
F.P: JAC

4.
SIMON GROTRIAN

4.
RASMUS NIKOLAJSEN

- hvad med de yngste her i 10'erne ?

Billedstærke er i hvert fald Signe G, Cecilie L, Lea L, Joakim V! Yderligere 4-4-4-4

Scoop: Rasmus' takketale og TAKKE-BONUS-DIGT!

Rasmus Nikolajsen har eddervenligt overdraget Blogdahl sin takketale for Kritikerprisen og frem for alt sit TAKKE-BONUS-DIGT:

-->

"Tale og digt

Man 's a strange animal, and makes strange use

       Of his own nature

skrev Lord Byron i versromanen Don Juan. Hvis man foretager en lidt manipulerende

oversættelse, hvilket jeg har gjort hjemmefra, kan man få det til at blive til:

Mennesket er et mærkeligt dyr, der fremviser sin natur

på unaturlige måder

Få ting er mærkeligere, og mere unaturligt, måske, end litterære priser. Det skulle da lige være litteraturen selv. Og få ting er altså, hvis vi brygger videre på Byroncitatet, mere menneskeligt.

Mærkeligt eller ej, mærkelig eller ej, så er jeg både stolt over og glad for at modtage Kritikerprisen! Selvom jeg egentlig er ganske selvsikker, overbevist om at når jeg føler noget sammen med et digt, ja, så vil andre også kunne føle noget, vedbliver det at være et mysterium for mig, hvad der gør et godt digt. Dels fordi det flytter sig hele tiden. Dels fordi, selvsikker eller ej, så ved man jo aldrig. Når man har skrevet et digt, ved man aldrig om digtet kommer til live ude hos, inde i, læseren. For slet ikke at tale om hvordan. Jeg har hele tiden tænkt Tilbage til unaturen som en melankolsk bog, der digtes trods alt om menneskehedens undergang og klimakrise, skilsmisse, kødspisere, men efter udgivelsen opdagede jeg snart, at mange læsere fandt den, eller dele af den, sært opmuntrende. Det melankolske bliver åbenbart suppleret, eller tryllet om, af selve sprogarbejdet. Det lille smæld det giver når ordene finder på plads, i såvel skrivningen som læsningen, er glædesfyldt. Desuden er mange af digtene skrevet over samme mønster, eller i en ensartet bevægelse, som giver plads til både melankoli og glæde: Jeget gør sin entré i digtet med en forventning om at skrive noget bestemt, men ak, denne forventning skuffes og i stedet får vi så et andet og uventet digt, hvor solen aldrig står op og hunden gør ad havet.

Under alle omstændigheder er det altid en stor tilfredsstillelse for mig, når mennesker på den ene eller anden vis fortæller mig, at de har oplevet noget med mine digte. At digtene er kommet til live hos dem, kommet til live med dem. Og litteraturkritikere, har jeg lært med årene, er jo også mennesker. Litteraturmennesker endda, litteraturfreaks, my favorit kind of animal. Sammen med hval og krage.

Så tak! Og som yderligere tak vil jeg gerne, fra en litteraturfreak til alle jer litteraturfreaks, benytte lejligheden til at offentliggøre, ved at oplæse, et digt som ellers har været gemt af vejen, og som måske aldrig, hvem ved, finder en bog at bo i. Digtet blev, som det sidste, sorteret fra Tilbage til unaturen. Hvorfor sorterede jeg det fra? Ja, det ved jeg faktisk ikke. Måske fordi digtet ikke er godt nok. Måske fordi jeg begik en fejl og ikke sorterede godt nok, ja, eller sorterede lidt for godt. Eller måske fordi digtet ikke er melankolsk nok, der er simpelthen lidt for meget LOVE i det her digt.

Var digtet blevet inkluderet i Tilbage til unaturen, havde det haft titlen Hellebækgade 23, 4.th., 29. marts 2014, men nu hvor det er for sig selv, hedder det Påskeliljer.

Påskeliljer

Jeg må, inden de ryger ud

på bagtrappen, skrive om den

buket påskeliljer, jeg gav

din stue i går. De stod og

knirkede hele aftenen,

hver gang en af dem brød sit skjold,

sit æg, gav det et lille klak,

klik, som fra en dør der puffes

i hak. Den måde nuet gav

sig til kende på der. Så i

morges stod de og lignede

små gule studenter, følte

sig vist udødelige, men

en bladlus havde slået sig

ned i buketten og det var

svært ikke at tænke på den

som en engel der samler pant

i egoets bypark. Da jeg

så kom hjem i eftermiddags,

duftede din lejlighed af

rengøringsmiddel, men også

harskt. Det var liljerne der, nu

radioaktivt gule, stod

i deres seksualitet

og strålede. Du, der havde

været i det hele dagen,

havde slet ikke bemærket

hjemmets forvandling, men knap var

jeg kommet indenfor, før vi,

forheksede, elskede vildt

i den grå sofa. Den måde

man er rummet omkring sig på."

 

(foto: Louise Kønigsfeldt)

Besjælingsgenopgejlingen - talebonus!

Da Erik Skyum-Nielsen holdt tale for ved uddelingen af Kritikerprisen til Rasmus Nikolajsen for Tilbage til unaturen sprang han - sagde han! - over et par større afsnit, der gik i dybden med Mickey Mousing og metaforkritik; disse tabte afsnit kan nu læses i den udvidede udgave af den gode tale inde på Kritikerlavets hjemmeside og lige HER:

"(...) i den tredje novelle (i Nikolajsens Den ulykkelige boghandler LB), ”Cykelturen” (indgår) en ligeledes uskreven selvbiografisk roman, hvis politiske og erotiske handling udspiller sig i Berlin, og hvis særlige twist består i en reality-variant af litterær Mickey Mousing.
Og hvad er så det? Jo Mickey Mousing er en teknik i tegnefilm, hvor musikken meget direkte kommenterer filmens handling. Og litterær Mickey Mousing er ”når et element i en tekst ganske underordnes et andet, fx når miljøbeskrivelsen underordnes personbeskrivelsen, som når vejrfænomener får en overtydelig overført betydning; Det stormer og vores helt er vred. Det regner, hun er trist.” Men stop nu lige lidt. Et eller andet sted er det jo det, der hele tiden sker i narrativ prosa: Der overføres betydning. Termen dækker sådan set bare de tilfælde, hvor sammenfaldet virker overgjort. Er forfatteren derimod fuldt bevidst om sit eget greb, er det ifølge Rasmus Nikolajsen helt OK, f.eks. når en forfatter bruger ”reality-varianten” af litterær Mickey Mousing og beskriver noget, han faktisk har gjort, noget oplevet, og denne handling eller oplevelse i hans beskrivelse får en meget tydelig, ofte ligesom påklistret overført betydning, sådan som i Berlin-romanen – hvis den altså nogensinde var blevet skrevet!
(...)
Konceptet i den om lidt prisbelønnede, overmåde stramt komponerede bog (Tilbage til unaturen LB) – 12 digte på hver fire strofer på hver otte linjer med otte stavelser i hver, efterfulgt af to digte på henholdsvis seksten og otte strofer, nu på enten fire eller atter otte linjer, men stadigvæk med otte stavelser i hver – går ud på at konfrontere det genkommende problem i traditionel naturlyrik: At et poetisk billede af naturen altid også vil være et billede af noget andet. 1) En projicerende gengivelse af subjektet selv. 2) En symbolsk genspejling af menneskets ”indre” natur. 3) En gentagelse af de greb, som digtere traditionelt har brugt til at sætte naturen på skrift. Samt 4) En genopgejling af den manøvre, som vi kalder besjæling, og hvormed digteren siger, at naturen er skøn og sublim, men siger det på en måde, så det tydeligt fremgår, at skønheden og ophøjetheden befinder sig helt på digtets egen side i form af harmoniske rytmer, iørefaldende klangfigurer, velturnerede sætninger og smagfuldt udsøgte sammenligninger.
Rasmus Nikolajsens bestræbelse retter sig mod at skrive digte i og om naturen og altså fastholde mødet med naturen som et fortsat gyldigt digterisk anliggende, men samtidig søge at styre uden om naturdigtets faldgruber – først og fremmest den selvspejlende besjæling og den lighedspostulerende metafor. Denne form for navigation er for øvrigt slet ikke ny. Vi kender den fra Ovids parodier på Vergils sammenligninger og fra Shakespeares i mange tilfælde eksplicit metaforkritiske sonetter, og vi kender den også fra det sene 1600-tals metafysiske poeter, f.eks. John Donne, hvis foretrukne trope ’conceit’ består i en sammenligning, hvis skævhed er mere slående end dens ligefremhed, og som får læseren til at gå ind på en lighed mellem udgangsforestilling og erstatningsforestilling, samtidig med at man forbliver kraftigt bevidst om manglen på metaforisk identitet, med andre ord nøjagtig samme effekt som når prosabeskrivelser får en meget tydelig, ofte ligesom påklistret overført betydning."

 

foto: Louise Kønigsfeldt

Den skal ikke have ret meget mere papegøje

Perlende morgenglæde over hvermandag.dk, der med ekstrem aktualitet hat tilskikket deres abonnenter (så dum ikke at abonnere og så vigtigt at bidrag til dem igangværende crowfunding) en lang, kostelig liste med "fodboldkommentatormetaforer" temmelig sikkert forfattet og ikke bare "forfattet" af årets Kritikerprismodtager Rasmus Nikolajsen, her er de første:

"”Hvis den der var gået ind, ville man have rammet målet ind og sendt det til Louvre.” 

”Den skal ikke have ret meget mere papegøje, før den flyver ind i fugleburet.” 

”Skulle han score i dag, ville han blive den ældste forfatter til et mål nogensinde i Superligaen.”

”Igen synes jeg, at vi bliver nødt til at kalde ”Smørhandske” på målmand Martinez.” 

”Ja, nu er det virkelig begyndt at summe omkring Courtois’ honningkrukke”. 

”Indtil nu har de sejlet ubesværet gennem sæsonen, som en fransk luksusliner på et solbeskinnet og blikstille hav, men man må nok sige, at de første bølgeskvulp rammer Paris Saint-German i aften”. "

Plet-Bernhard gør sidst!

- fra Rasmus Nikolajsens anden bog, SølvKANIN, 2001, sektion 2:

Min mors nye hund Plet-Bernhard
8 uger gammel
ligger og sover på min ene sko, hvilken?

I morgen tager jeg af sted igen
du må ikke knytte dig for tæt til mig
må du vel

*

Nårh
er du en god hund
savner du din mor
dine søskende
har du hilst på JØRGEN LETH

* JØRGEN LETH kan skiftes ud med en bred og stadigt
udvidende vifte af andre passende navne

*

Plet-Bernhard gør ad katten
lægger sig
på mine fødder

Jeg tænker på selvmord

Du ved ikke hvem du savner
det ved du nemlig ikke, nej
det gider du da ikke vide

*

Plet-Bernhard
sover i solen
(jeg er nødt til at sidde helt stille med mine fødder)

savner naturligvis sin mor
kan ikke lide katte

Hva, hvad laver du, Plet-Bernhard
laver du ingenting, hva
laver du ingenting

- fra RN's ny, Kritikerprisbelønnede bog, Tilbage til unaturen:

SANGSTRUP KLINT,
25. DECEMBER 2013

Min mors hund, Plet-Bernhard, mere
end tretten år gammel, og jeg
er kørt ud for at gå en tur
ved Sangstrup Klint, men har givet
op og sat os i læ for at
kontemplere. det er ved at
være sent, og et turkist lys,
alt det lette, løftes op af

Kattegat. Bag os, klinten, som
en tandrække, og overfor,
længst ude, tilført en dråbe
rødguld, en mørk skybræmme fyldt
ind i horisontsprækken. Og
så bølgerne,de kværner løs,
som dage i et liv, men der
er også en knitren, under

den vanlige brummen, som jeg
aldrig før har hørt. Og jeg har
en følelse af at havet,
der hæver op, eller rejser
børster, hver gang det nærmer sig
land, er et levende væsen,
at det ånder. Plet-Bernhard må
have registreret noget

tilsvarende, han begynder
i hvert fald at knurre, rejser
sig så og og går de får skridt frem
til vandkanten og begynder
at gø. Og så er det, jeg
kan ikke sige det bedre
end Plet-Bernhard gør det her på
stranden, hvor han gør af havet.

 - afslutningen på Erik Skyum-Nielsen anmeldelse af sølvKANIN i information:

"»Det Digt, som søger Originalitet for enhver Pris, er viljeløst Offer for Tidens Moder. Det dør med dem. Det var altid Fortid. Blot et Par Aar efter dets Tilblivelse synes det os et Loft, stuvet til med gammelt Skrammel,« skriver Paul la Cour i Fragmenter af en Dagbog. I Rasmus Nikolajsens tilfælde består det forladte inventar i selvkommenterende lal og friskfyragtige fjollerier. Mere fordrer han ikke af sine egne ord. »En sol er en prut,« oplyser han - og siger nederst på siden, som svar: »  sådan udsprang blot et par kløhandsker fra mine mange dyrekærester«. Man forstår, at formens knaphed og stramhed skal manifestere vilje til trods alt at installere en lille smule orden i kaos. Men derudover forstår man ikke så forfærdelig meget. Eksempelvis kan vi springe ind på side 14 og læse et selvmordsdigt, der omtaler en hund. Den møder vi igen fire sider henne, i en tekst, der om sig selv forsikrer, at »I DETTE DIGT BLEV ALLE DYR UDRYDDET: / HÅNDEHVALP VOLDKAT RØV HAJRE + SVINEPAR«. Hajren knyttes der så an til i den følgende sektion, hvor det bl.a. hedder: »Og storken, den har jeg fra Illums julekatalog - den flyver selv ud, vent blot / men først må vi sætte os sammen til en slangeskindsstøvle « Må vi og skal vi virkelig det? Hvorfor ikke spilde tiden med noget andet, når vi nu alligevel aldrig får den igen?"

- min anmeldelse af SølvKANIN i Weekendavisen:

"Hare hiphop

 

21. september 2001 

PLIDDER. Rasmus Nikolajsens anden bog er en bittelille, spøgefuld kapriciøsitet, som vi for skamløsheds skyld griber med kyshånd.

Rasmus Nikolajsen: sølvKANIN. 32 sider. 139 kr. Borgen.  

SølvKANIN hedder Rasmus Nikolajsens anden bog med tryk på »kanin«, og jeg gamle mand kommer straks til at tænke på Jeff Koons’ gennembrudsværk, Rabbit, fra 1986 (da digter Nikolajsen var ni år): en metalstøbt oppustelig kanin, hvilket synes helt rimeligt ansigt til ansigt med det lilebitte (ret præcist en dobbelt b16) bogværks forsøg på at sætte form på noget meget lidt og let: noget kærlighed, noget sommer, noget barndom og noget dyrefabulerende pjank. Digteren opsummerer selv projektet i den indledende indholdsfortegnelse: »Min vandafvisende barndom et lala (0 selvmord!)/ + dit blanke udgangspunkt …/ mere MINDRE/ - dette er en samling blomkåls-hjerte i farvelagte handicaps,« hvilket naturligvis i sig selv er et meget godt eksempel på den nikolajsenske metode i renkultur: sirlig, løsagtig pludren, godmodigt ordspillende og surr. barokbelagt.

De indledende og afsluttende afdelinger med hver fire firkantede tekster, henholdvis seksliniere og femliniere, følger med deres erotiske tumult ret direkte op på Nikolajsens debutbog, den anderledes stramt organiserede og tæt trallende digte om lidt fra sidste år, det er lige netop bare de grader mere opspeedet og udflippet, hvilket efter denne uhjælpelige anmelders mening kun gør dem endnu mere indtagende, ja jeg tør sgu godt bruge det fæle ord charmerende: »Du er noget i luften, sagde han, som hun sad i sine bryster, eller/ mindre, åh, jeg bliver brændt af i din klimaændring. Drømme var/ efterspurgte, det var kun godt at det var lidt skidt, men jeg kunne/ kun se det fra din anden side. De der elskede døde i digtet, man/ måtte holde lidt igen, lige meget hjalp det og pludselig kunne du selv/ være min voodoodukke.« I disse omtrentligt trygge poesizoner ligner Nikolajsen med fuld selvstændighed stadigvæk en ætling til Jac og Vizki, med Schade som grandryssende onkel. I de tre afdelinger derimellem - 4 helt ligefremme, barnlige digte om morens nye hund »plet-Bernhard«, 4 oplistende »sommer-rapporter« med diverse dyremotiver, herunder en død mus og rockerhajer, fire spøjse, disparate dobbeltlinier (1 øverst, 1 nederst på siden), de fleste også med dyremotiver - er han nogle anderledes underlige og mystiske steder henne, private og syrede og fabulerende, midt mellem Henrik Have, Simon Grotrian og Thomas Krogsbøl måske, i de hårdkogte og blødhjertede landsbytossers rige. Der er en let melankolsk, sort slagskygge inde over disse yderligtgående tekstualiteter, hunde-digtene handler meget om hundens »savn« (der er klart nok også en hilsen til Laugesens hundedigte og helt eksplicit til Jørgen Leths »søde heste« i hans Billedet forestiller ), et »selvmord« nævnes i forbifarten et par gange, der er som sagt den døde mus (og usikkerheden om hvorvidt erindringsstoffet er samtidigt eller tilhører en barndom eller begge dele) og hajrockerne, og flere af dobbeltsætningerne er særdeles ambivalente, hvad de nu end egentlig betyder, f.eks. disse to: »Fisk drak dig baglæns« og »HUSK SURT OPSAT MYREBLOD«. Moltonerne + den overhængende åndssvaghed + den markerede formelle diversitet (børnedigte, lister, dobbeltsætninger) + dyrefabuleringen er sammenlagt en irriterende original og uigennemskuelig tekstkonspiration, der som det dér myreblod går ind under huden halvt imod ens vilje. Det er meget svært at lave en virkelig karakterfuld og lysende bagatel (Koons har f.eks. ikke formået at lave mere end den ene fantastiske kanin), det er lykkedes Rasmus Nikolajsen (også) denne gang, så jeg har i hvert fald ikke noget umiddelbart behov for, at han modnes betydeligt, og nu må I hellere få rapporten om hajrockerne: »1 svanepar i medvind/ modvind/ 1 hajkutter (kaldet »Svanen«)/ + øvrige (ingen hajer)// 14 dage senere (5 år før):// »Sildehajerne« er en berygtet bornholmsk rockerbande/ Bornholm er forsvundet fra havets overflade (det er dem der har gjort det!)/ befinder os på Bornholm, lige ved:/ HAVET ER LYSEGRØNT/MÆRK DET MED TÆERNE/SVANEKØD ER SØD.« Det er Rasmus Nikolajsen også, ja han er så, nå!"

Nikker vildt til Rasmusvalg

Hvor pragtfuldt, at Rasmus Nikolajsen er årets modtager af Kritikerprisen for digtbogen Tilbage til unaturen. TILLYKKE! Jeg husker tydeligt, første gang jeg mødte ham - til efterårsreception 2000 på Borgens Forlag, hvor han stod helt alene med sin hvidvin og strålede ensomt som kun en debuterende digter, som ikke er debuteret endnu, kan stå på en forlagsgræsplæne og stråle. Jeg gik over og hilste patroniserende på, og anden indflydelse har jeg sgu ikke haft det på forfatterskab, bortset fra at jeg har anmeldt det begejstret alle dage (bortset fra den cykelkrimi dér under alternativt navn), også da andre (Skyum, Lyngsø) forholdt sig fælt og dumt skeptisk, men alligevel kan jeg ikke lade være med at føle mig en smule stolt, for se nu bare , hvor han stråler mere strålende end nogensinde.

Kritikerlavets officielle begrundelse for tildelingen kunne jeg ikke have skrevet bedre selv. I hvert fald ikke mandag ved middagstid på læsesalen på Frederiksberg Bibliotek (og nå ja, Ivar Gjørup, der får Georg Bandes-prisen, var min gode græsklærer i gymnasiet, så det er jo også i orden!)!

"Kritikerprisen 2016 tildeles Rasmus Nikolajsen for digtsamlingen Tilbage til unaturen (Samleren) med følgende motivering:

Siden sin charmante debut digte om lidt i 2000 har Rasmus Nikolajsen arbejdet med sin helt egen tænksomt og frivolt billedynglende systemdigtning. I Tilbage til unaturen kulminerer det arbejde i en selvfølgeligt suveræn serie digte skrevet i naturen og skrevet om naturen, men også om et kærlighedsbrud, der langsomt, men sikkert fortoner sig, takket være samme natur ikke mindst. Det er så utroligt fint og ømt og klogt og sjovt, i og med det vanlige vilde brus af uforlignelige sammenligninger. Til sidst i et digt, der starter med havørnens svæv, skriver digteren: "jeg kan ikke lade være/ med at tænke på at verden/ nok ville være smukkere/ uden mennesker, der ville/ blot ikke være nogen til/ hele tiden at sige smukt." Få digtere siger smukt smukkere end Rasmus Nikolajsen.

Modtageren af Kritikerprisen udpeges ved urafstemning blandt medlemmerne af Litteraturkritikernes Lav. Årets øvrige nominerede var Maja Lucas for romanen Mor – en historie om blodet (C&K Forlag) og Iben Mondrup for romanen Karensminde (Gyldendal).

Sidste års modtager af Kritikerprisen var Ursula Andkjær Olsen for digtsamlingen: Udgående fartøj (Gyldendal).

Som tidligere meddelt tildeles Georg Brandes-Prisen 2016 Ivar Gjørup for Platons gåde (Gyldendal).

Begge priser er på 75.000 kr. og er finansieret af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur."

Gratis cykeldigtsamling kan skæbensvangert også fås for penge

Tour de France starter i dag, og digterparret Rasmus Nikolajsen og Julie Steen Knudsen har under paranavnet Lippmann & Knudsen skrevet en perfekt cool koncept-cykeldigtsamling betitlet Måske vil det hele vende på et tidspunkt, som gratis kan hentes på dette pdf-LINK (men også købes som eksklusiv, håndsyet hæfte se nedenfor*). Ved simpelthen at citere og digtopsætte rytterkommentarer fra det seneste Giro d'Italia får parret groft og raffineret og - for en gangs skyld, vs. den store pedalbesynger Jørgen Leth - ORIGINALT udnyttet cykelsportens håbløst enorme eksistentitelle betydningspotenitale: skæbne/karma/vilkårlighed/talent, hvad styrer dog dette løb og dette liv:

valverde

jeg er simpelthen ikke vant til

at opholde mig så længe

i så mange højdemeter

jeg følte mig ikke som mig selv

det slog mig ihjel

min krop føltes så mærkelig

jeg var lidt svimmel

I dag var situationen en helt anden

jeg er glad igen

tilfreds

med at være vendt tilbage

til mit rigtige niveau

nibali

formen er hvad den er

jeg kan ikke udtrykke det bedre

der er ikke flere undskyldninger

der er øjeblikke i livet

hvor tingene ikke går som du håber

hvor jeg ikke kører godt

jeg prøver at forstå hvad der er galt

dette er ikke mit niveau

jeg håbede på at være bedre

*

"Nu findes cykeldigtene “måske vil det hele vende på et tidspunkt” også som bog! Julie og jeg har produceret 50 håndsyede bøger med et omslag lyserødt som Giroens førertrøje. Vi sælger dem for 80 kr. (+ evt. porto). Hvis du vil købe, så skriv en mail til pjpressdk@gmail.com eller gå forbi Storrs Antikvariat (Ahlmannsgade 1, KBH N), hvor bogen vil ligge fra på torsdag."