"Det første man bemærker, når man åbner den knaldsorte bog uden titel eller forfatternavn på omslaget, er, at størstedelen af den er skrevet og trykt med Onkel Dannys karakteristiske fine håndskrift. Kalligrafien veksler mellem at være enkel smuk og funktionel på den ene side og så at være spektakulær med store skælvende bogstaver og komponerede opsætninger på den næste. Hvilket ikke kan undgå at få én til at blive mistænkelig over for, hvorvidt teksten nu rent faktisk er skrevet på det lille døgns tid, den påstår at være. Der er ganske enkelt for lidt sjusk til, at man kan tro, at dette skulle være improviseret frem efterhånden. Det er selvfølgelig muligt, at teksten vitterligen er skrevet på de 22 timer, men så efterfølgende omhyggeligt er blevet kalligraferet (og sikkert også revideret). Det gør den ikke ringere, men det betyder, at håndskrivningen ikke fungerer som det tegn på autenticitet, man let kunne tage det som - fra bevidstheden direkte ud på papiret uden alle mulige filtrerende mekaniske mellemled - snarere er det et bevidst arbejde med tekstens udseende, og de sidste sider hen mod midnat bliver faktisk nærmest en slags visuel poesi."
Læserbrev nogle dage senere:
"Indsigelse
Til Martin Larsen, der den 17. okt. i en anmeldelse antød, at Dan Turèll snød med det tidsmæssige i sit '19. Nervøse sammenbrud'
ved årsskiftet 1972/ 73. Selvfølgelig gjorde han ikke det. Poesien er
en naturkraft, ikke et kulturprodukt. Det kan da godt være en fordel med
spærringer og barrierer, hvis man har lyst til at bruge sit liv på at
debattere ligegyldige småting i mægtige systemer men fjerner man dem i
f.eks. 22 timer kan man sagtens skrive 14 A-4 ark i hånden.
Peter Laugesen"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar