Scoop: Rasmus' takketale og TAKKE-BONUS-DIGT!

Rasmus Nikolajsen har eddervenligt overdraget Blogdahl sin takketale for Kritikerprisen og frem for alt sit TAKKE-BONUS-DIGT:

-->

"Tale og digt

Man 's a strange animal, and makes strange use

       Of his own nature

skrev Lord Byron i versromanen Don Juan. Hvis man foretager en lidt manipulerende

oversættelse, hvilket jeg har gjort hjemmefra, kan man få det til at blive til:

Mennesket er et mærkeligt dyr, der fremviser sin natur

på unaturlige måder

Få ting er mærkeligere, og mere unaturligt, måske, end litterære priser. Det skulle da lige være litteraturen selv. Og få ting er altså, hvis vi brygger videre på Byroncitatet, mere menneskeligt.

Mærkeligt eller ej, mærkelig eller ej, så er jeg både stolt over og glad for at modtage Kritikerprisen! Selvom jeg egentlig er ganske selvsikker, overbevist om at når jeg føler noget sammen med et digt, ja, så vil andre også kunne føle noget, vedbliver det at være et mysterium for mig, hvad der gør et godt digt. Dels fordi det flytter sig hele tiden. Dels fordi, selvsikker eller ej, så ved man jo aldrig. Når man har skrevet et digt, ved man aldrig om digtet kommer til live ude hos, inde i, læseren. For slet ikke at tale om hvordan. Jeg har hele tiden tænkt Tilbage til unaturen som en melankolsk bog, der digtes trods alt om menneskehedens undergang og klimakrise, skilsmisse, kødspisere, men efter udgivelsen opdagede jeg snart, at mange læsere fandt den, eller dele af den, sært opmuntrende. Det melankolske bliver åbenbart suppleret, eller tryllet om, af selve sprogarbejdet. Det lille smæld det giver når ordene finder på plads, i såvel skrivningen som læsningen, er glædesfyldt. Desuden er mange af digtene skrevet over samme mønster, eller i en ensartet bevægelse, som giver plads til både melankoli og glæde: Jeget gør sin entré i digtet med en forventning om at skrive noget bestemt, men ak, denne forventning skuffes og i stedet får vi så et andet og uventet digt, hvor solen aldrig står op og hunden gør ad havet.

Under alle omstændigheder er det altid en stor tilfredsstillelse for mig, når mennesker på den ene eller anden vis fortæller mig, at de har oplevet noget med mine digte. At digtene er kommet til live hos dem, kommet til live med dem. Og litteraturkritikere, har jeg lært med årene, er jo også mennesker. Litteraturmennesker endda, litteraturfreaks, my favorit kind of animal. Sammen med hval og krage.

Så tak! Og som yderligere tak vil jeg gerne, fra en litteraturfreak til alle jer litteraturfreaks, benytte lejligheden til at offentliggøre, ved at oplæse, et digt som ellers har været gemt af vejen, og som måske aldrig, hvem ved, finder en bog at bo i. Digtet blev, som det sidste, sorteret fra Tilbage til unaturen. Hvorfor sorterede jeg det fra? Ja, det ved jeg faktisk ikke. Måske fordi digtet ikke er godt nok. Måske fordi jeg begik en fejl og ikke sorterede godt nok, ja, eller sorterede lidt for godt. Eller måske fordi digtet ikke er melankolsk nok, der er simpelthen lidt for meget LOVE i det her digt.

Var digtet blevet inkluderet i Tilbage til unaturen, havde det haft titlen Hellebækgade 23, 4.th., 29. marts 2014, men nu hvor det er for sig selv, hedder det Påskeliljer.

Påskeliljer

Jeg må, inden de ryger ud

på bagtrappen, skrive om den

buket påskeliljer, jeg gav

din stue i går. De stod og

knirkede hele aftenen,

hver gang en af dem brød sit skjold,

sit æg, gav det et lille klak,

klik, som fra en dør der puffes

i hak. Den måde nuet gav

sig til kende på der. Så i

morges stod de og lignede

små gule studenter, følte

sig vist udødelige, men

en bladlus havde slået sig

ned i buketten og det var

svært ikke at tænke på den

som en engel der samler pant

i egoets bypark. Da jeg

så kom hjem i eftermiddags,

duftede din lejlighed af

rengøringsmiddel, men også

harskt. Det var liljerne der, nu

radioaktivt gule, stod

i deres seksualitet

og strålede. Du, der havde

været i det hele dagen,

havde slet ikke bemærket

hjemmets forvandling, men knap var

jeg kommet indenfor, før vi,

forheksede, elskede vildt

i den grå sofa. Den måde

man er rummet omkring sig på."

 

(foto: Louise Kønigsfeldt)

Besjælingsgenopgejlingen - talebonus!

Da Erik Skyum-Nielsen holdt tale for ved uddelingen af Kritikerprisen til Rasmus Nikolajsen for Tilbage til unaturen sprang han - sagde han! - over et par større afsnit, der gik i dybden med Mickey Mousing og metaforkritik; disse tabte afsnit kan nu læses i den udvidede udgave af den gode tale inde på Kritikerlavets hjemmeside og lige HER:

"(...) i den tredje novelle (i Nikolajsens Den ulykkelige boghandler LB), ”Cykelturen” (indgår) en ligeledes uskreven selvbiografisk roman, hvis politiske og erotiske handling udspiller sig i Berlin, og hvis særlige twist består i en reality-variant af litterær Mickey Mousing.
Og hvad er så det? Jo Mickey Mousing er en teknik i tegnefilm, hvor musikken meget direkte kommenterer filmens handling. Og litterær Mickey Mousing er ”når et element i en tekst ganske underordnes et andet, fx når miljøbeskrivelsen underordnes personbeskrivelsen, som når vejrfænomener får en overtydelig overført betydning; Det stormer og vores helt er vred. Det regner, hun er trist.” Men stop nu lige lidt. Et eller andet sted er det jo det, der hele tiden sker i narrativ prosa: Der overføres betydning. Termen dækker sådan set bare de tilfælde, hvor sammenfaldet virker overgjort. Er forfatteren derimod fuldt bevidst om sit eget greb, er det ifølge Rasmus Nikolajsen helt OK, f.eks. når en forfatter bruger ”reality-varianten” af litterær Mickey Mousing og beskriver noget, han faktisk har gjort, noget oplevet, og denne handling eller oplevelse i hans beskrivelse får en meget tydelig, ofte ligesom påklistret overført betydning, sådan som i Berlin-romanen – hvis den altså nogensinde var blevet skrevet!
(...)
Konceptet i den om lidt prisbelønnede, overmåde stramt komponerede bog (Tilbage til unaturen LB) – 12 digte på hver fire strofer på hver otte linjer med otte stavelser i hver, efterfulgt af to digte på henholdsvis seksten og otte strofer, nu på enten fire eller atter otte linjer, men stadigvæk med otte stavelser i hver – går ud på at konfrontere det genkommende problem i traditionel naturlyrik: At et poetisk billede af naturen altid også vil være et billede af noget andet. 1) En projicerende gengivelse af subjektet selv. 2) En symbolsk genspejling af menneskets ”indre” natur. 3) En gentagelse af de greb, som digtere traditionelt har brugt til at sætte naturen på skrift. Samt 4) En genopgejling af den manøvre, som vi kalder besjæling, og hvormed digteren siger, at naturen er skøn og sublim, men siger det på en måde, så det tydeligt fremgår, at skønheden og ophøjetheden befinder sig helt på digtets egen side i form af harmoniske rytmer, iørefaldende klangfigurer, velturnerede sætninger og smagfuldt udsøgte sammenligninger.
Rasmus Nikolajsens bestræbelse retter sig mod at skrive digte i og om naturen og altså fastholde mødet med naturen som et fortsat gyldigt digterisk anliggende, men samtidig søge at styre uden om naturdigtets faldgruber – først og fremmest den selvspejlende besjæling og den lighedspostulerende metafor. Denne form for navigation er for øvrigt slet ikke ny. Vi kender den fra Ovids parodier på Vergils sammenligninger og fra Shakespeares i mange tilfælde eksplicit metaforkritiske sonetter, og vi kender den også fra det sene 1600-tals metafysiske poeter, f.eks. John Donne, hvis foretrukne trope ’conceit’ består i en sammenligning, hvis skævhed er mere slående end dens ligefremhed, og som får læseren til at gå ind på en lighed mellem udgangsforestilling og erstatningsforestilling, samtidig med at man forbliver kraftigt bevidst om manglen på metaforisk identitet, med andre ord nøjagtig samme effekt som når prosabeskrivelser får en meget tydelig, ofte ligesom påklistret overført betydning."

 

foto: Louise Kønigsfeldt

Nikker vildt til Rasmusvalg

Hvor pragtfuldt, at Rasmus Nikolajsen er årets modtager af Kritikerprisen for digtbogen Tilbage til unaturen. TILLYKKE! Jeg husker tydeligt, første gang jeg mødte ham - til efterårsreception 2000 på Borgens Forlag, hvor han stod helt alene med sin hvidvin og strålede ensomt som kun en debuterende digter, som ikke er debuteret endnu, kan stå på en forlagsgræsplæne og stråle. Jeg gik over og hilste patroniserende på, og anden indflydelse har jeg sgu ikke haft det på forfatterskab, bortset fra at jeg har anmeldt det begejstret alle dage (bortset fra den cykelkrimi dér under alternativt navn), også da andre (Skyum, Lyngsø) forholdt sig fælt og dumt skeptisk, men alligevel kan jeg ikke lade være med at føle mig en smule stolt, for se nu bare , hvor han stråler mere strålende end nogensinde.

Kritikerlavets officielle begrundelse for tildelingen kunne jeg ikke have skrevet bedre selv. I hvert fald ikke mandag ved middagstid på læsesalen på Frederiksberg Bibliotek (og nå ja, Ivar Gjørup, der får Georg Bandes-prisen, var min gode græsklærer i gymnasiet, så det er jo også i orden!)!

"Kritikerprisen 2016 tildeles Rasmus Nikolajsen for digtsamlingen Tilbage til unaturen (Samleren) med følgende motivering:

Siden sin charmante debut digte om lidt i 2000 har Rasmus Nikolajsen arbejdet med sin helt egen tænksomt og frivolt billedynglende systemdigtning. I Tilbage til unaturen kulminerer det arbejde i en selvfølgeligt suveræn serie digte skrevet i naturen og skrevet om naturen, men også om et kærlighedsbrud, der langsomt, men sikkert fortoner sig, takket være samme natur ikke mindst. Det er så utroligt fint og ømt og klogt og sjovt, i og med det vanlige vilde brus af uforlignelige sammenligninger. Til sidst i et digt, der starter med havørnens svæv, skriver digteren: "jeg kan ikke lade være/ med at tænke på at verden/ nok ville være smukkere/ uden mennesker, der ville/ blot ikke være nogen til/ hele tiden at sige smukt." Få digtere siger smukt smukkere end Rasmus Nikolajsen.

Modtageren af Kritikerprisen udpeges ved urafstemning blandt medlemmerne af Litteraturkritikernes Lav. Årets øvrige nominerede var Maja Lucas for romanen Mor – en historie om blodet (C&K Forlag) og Iben Mondrup for romanen Karensminde (Gyldendal).

Sidste års modtager af Kritikerprisen var Ursula Andkjær Olsen for digtsamlingen: Udgående fartøj (Gyldendal).

Som tidligere meddelt tildeles Georg Brandes-Prisen 2016 Ivar Gjørup for Platons gåde (Gyldendal).

Begge priser er på 75.000 kr. og er finansieret af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur."

Vigtig poesi 2016 findes om et øjeblik i form af Nikolajsen!

Ikke fordi listen over "Vigtig poesi 2015" på Hvedekorn.dk nødvendigvis er færdig; der er stadig digtudgivelser, jeg, listeoplisteren, ikke har fået læst og VIL have læst (og måske endda nogen ikke kender til!!??)

(og dette er, bare som eksempel på årets vidtstrakte RIGDOM) bøgerne under N:

Knud Steffen Nielsen: Derfor står jeg frem nu, Werkstatt
Josefine Graakjær Nielsen: Rosebud, Gladiator
Rasmus Halling Nielsen: ALBERTLUND BIBLIOTEK . BILLEDER (DETI), Arena
Nervsystem. Ung dansk poesi, redigeret af Jonas Rasmussen, Ellerströms
Henrik Nordbrandt: Jetlag, Brøndum
Lars Bo Nørgaard: Vores 74 m2, Joirnde & Joringel (kortprosa))

- men fordi den første bog er på listen næste års liste netop er noteret:

Vigtig poesi 2016

Rasmus Nikolajsen: Tilbage til unaturen, Samleren

 - den udkommer i næste uge igen og følger med sit 8-tals-system (denne gang: 8 stavelser/ 8 linjer/ 4 strofer og en enkelt gang 8 strofer og en enkelt gang 16 (sammenhængende) enkeltdigte på 4 linjer) op på Alting ender med et bryllup, 2009, og Socialdemokratisk digt, 2010, og har det nekel koncept, at digtene RENT FAKTISK er skrevet i naturen, og hvor er det forløst og skarpt) og sgu også rørende, som tiden kræver det!), og sgu sørme om der ikke goså er et digt om ROSER:

ENGHAVEN, 18. AUGUST 2013

Hvorfor ikke skrive et digt
om roser? Og så her i en
park hvor nogle hjemløse har
en slags hjem (hvor mon de bor, når
sneen falder?), og bedene
ser lidt afbrændte ud. Hist og
pist har dog en rose, efter
en lang sommers tøven, bestemt

sig for at blomstre, mens andre
omvendt visner yndefuldt; her
har forrådnelsen skrevet sig,
som dun på en overlæbe,
ind med sirlig gyldenbrun streg
i randen af et sartrosa
blad, mens den har bredt sig, som
vandpytter på en græseng, ud

over et bleggult blad. men ak,
hvad er smukkest? Den perfekte
hvide rose her, med smørgult
kar, som der netop ikke er
andet at skrive om, omend
en bladlus støver rundt i den,
som en systemkritiks digter
i velfærdssamfundet. Eller

rosenknoppen her, skudt fri, men
stadig kronet af dybgrønne
lapper: en kommende klode,
et ukneppet røvhul og et
øje der åbnes inde fra
en drøm. Og ak, hvem der kunne
skrive et digt om roser der
bare handlede om roser.

(Ramus Hallings Også udkommer før Tilbage til unaturen, men den samler jeg først op senere i dag - med flyvefærdige forventninger!)
 


 - omslagsmaleri: Vilhelm Bjerke-Petersen (og ikke, som jeg tidligere gættede på, hvilket også ville have været plattere: Magritte)