Poesi kan og skal være helt uforståelig og helt enkel, og derfor, pga. både-og, kan jeg virkelig ikke udstå den populistisk positive VALORISERING af enkelhed, forståelighed, tydelighed, tilgængelighed i poesien, der foregår lige nu i anledning af poesiens pludselige opdukken på bestsellerlisterne. Det starter på en
gliding scale - i Carsten Andersens Politiken-artikel om bestseller-poesi sidste tirsdag - mildt med bare en udpegning af ny tilgængelighed, først fra Forfatterskole-rektor Pablo Llambìas, der forsøger at bevare både-og-figuren midt tvangs-vinklingen, heroisk nok:
Forfatterskolens rektor, Pablo Llambias, synes, der var noget i gang i lyrikken, allerede før Yahya Hassan debuterede i oktober. Hans fornemmelse er samtidig, at digterne i dag er meget åbne i deres henvendelse til læserne.»Det
handler ofte direkte og indirekte om relationer på mange planer,
herunder samfundsmæssige. Der er mange politiske aspekter, der gør sig
gældende, på både mikro-og makroniveau. Kunsten forekommer ikke alene at
være for kunstens skyld, selv om der bestemt ikke er noget i vejen med
det, den rækker også ud over den. Mod samfundet, mod os, hver især«.
Pablo Llambias lægger også vægt på, at det ikke kun er digtene som
sådan, der insisterer på samspillet med samfundet.Det gælder i lige så høj grad for mange af de unge digtere. »I dag spiller digterne som personer en vis rolle, idet de jo indgår i dette fællesskab.Der er en sammenhæng mellem kunsten, politikken og det liv, der leves.Der er mange af de unge digtere, der synes at betone denne sammenhæng i både tekst og ageren på f. eks. de sociale medier. Jeg
mener, at de sociale medier spiller en rolle i den udvikling uden helt
at kunne pege på hvordan. Men selvfølgelig også den økonomiske og
økologiske krise. Vi er sammen om det hele. Det ses«, siger Llambias.
og så forlagsmand Hans-Henrik Schwab fra Lindhardt & Ringhof, der også vægrer sig mod at tilgængeligheds-valorisere:
»Det skyldes formentlig, at lyrikken i dag i højere grad kommunikerer med publikum. Teksterne er blevet mere tilgængelige.Man
kan ikke sige, det er knækprosa, som vi så det i 1970' erne, men det
minder alligevel lidt om den periode, hvor digtene havde en folkelig
gennemslagskraft med forfattere som Vita Andersen, Kristen Bjørnkjær og i
et vist omfang Dan Turèll. Jeg siger ikke dermed, at det ene er bedre
end det andet, men deres digte handlede om noget genkendeligt«, siger
Hans Henrik Schwab.
Men Katrine Marie Guldager, der udkommer på L&R nu om dage, har (vi er stadig i samme artikel) ingen problemer
what so ever med at valorisere:
Katrine Marie Guldager troede længe, at
hun måske var helt færdig med digtgenren, for hver gang hun tog tilløb
til at skrive nye digte, skrev hun sig nogle steder hen, hvor hun mente,
hun allerede havde været. I et par af sine tidligere digtsamlinger har
hun også skrevet på en måde, som hun selv betegner som mere rasende og
flerstemmig, så læsere kunne have svært ved at nå ind i teksten.
»I dag prøver jeg at gøre mine digte så enkle som muligt. Digte
skal ikke være svære at forstå, så folk tror, at digte ikke er noget
for dem. Der skal være plads til læseren, og det er der i de nye, enkle
og mere afdæmpede digte, hvor læseren kan genkende noget. Måske
er det også derfor, lyrikken er blevet mere populær igen, fordi digtene
er begyndt at handle om noget. Se bare på Yahya Hassan og Asta Olivia
Nordenhof. De har haft stor succes, og det skyldes vel også, at mange
læsere føler, at de taler direkte fra deres eget liv, og at det ikke
bare er et kunstfærdigt ordkastel, men at det er digte, der vil sige
læseren noget«, siger hun.
SKAL ikke være svære at forstå, SKAlL være plads til læseren, IKKE bare et kunstfærdigt ordkastel. Og hør så til sidst Mikkel Bruun Zangenberg (jeg troede, han var i bloody England!) i 5-hjerter-anmeldelsen af Katrine Guldagers digtsamling i Søndags-Politiken:
Guldagers digtkunst består i at skabe et rum, der på samme tid er demokratisk åbent og stilistisk forfinet. Guldager
er ikke forbeholdt en lille klike, sproget er mundret, ordene
velkendte, erfaringen almen: »Bare jeg ikke havde tømt det glas
vin./Bare jeg ikke havde kastet mig ud i dén dans./Bare jeg ikke altid
fortrød« - med sidste linje som et muntert svirp med den nihalede hen
over al den ørkesløse fortrydelse.
Kan I se glidningen: Fra enkelhed/ åbenhed/ tilgængelighed som forklaring på poesi-popularitet til poetologisk krav om at digte ikke skal svære at forstå og "demokratisk åbent" som en kvalitet digte med og via mundret sprog, velkendte ord og almen erfaring kan roses for at "rumliggøre", og som står i modsætning til jo så udemokratisk uåben og snæver poesi, der er "forbeholdt en lille klike".
Nu er det faktisk svært at finde poesi, der er helt uforståelig, selv i Hvedekorn. Men det forholder sig så heldigvis sådan, at en af DK's førende lyddigtere, Jesper Elving har et bidrag med i det nye nummer, 1, 2014, her en af hans 8 spalter:
renso
gonok
pogo
tripne
snek
melto
neffel
gon
prón
nelpu
Det er jo rent obejtktivt næsten totalt uforståeligt, men er det også lukket? Det synes jeg jo ikke; jeg synes, en primær fedhed ved sådan et digt - ved siden af dets egensindige, personlige SKØNNE nonsensitet: jeg ville på 1 sekund kunne bestemme det som Elvingsk - netop er dets totale åbenhed for betydningsindlæsning: nelpu: et regnskovs-SOS. Hvor de Guldager-linjer, Zangenberg citerer, nok er ret totalt forståelige (hvis man er rudimentært poesi-trænet, i fx paradokser), men lukker sig pænt meget om sin (rutine-paradoksale) betydning. Og hvad er det for en trist idé om poetentielle læseres læse-potentiale, at sådan et digt er "forbeholdt en snæver elite". Det digt er for enhver, der har ÅBNE øjne i hovedet, eller i det læsende øjeblik orker at have det eller pludselig ikke kan lade være med at have det, blikkenslager såvel som statsminister såvel som lit.vid.-lektor, og jeg tror sgu faktisk ikke lid.vid.-lektoren nødvendigvis er den mest øjenåbne læser. Forskellen på de akademiske artikler, som Zangenberg skal meritere sig ved at skrive, og (GODE) nonsensiske digte som Elvings, er, at den akademiske uforståelighed akkurat er snævert kodet til en akademisk klike, mens den poetiske ufortståelighed er for alle og enhver.
