Plet-Bernhard gør sidst!

- fra Rasmus Nikolajsens anden bog, SølvKANIN, 2001, sektion 2:

Min mors nye hund Plet-Bernhard
8 uger gammel
ligger og sover på min ene sko, hvilken?

I morgen tager jeg af sted igen
du må ikke knytte dig for tæt til mig
må du vel

*

Nårh
er du en god hund
savner du din mor
dine søskende
har du hilst på JØRGEN LETH

* JØRGEN LETH kan skiftes ud med en bred og stadigt
udvidende vifte af andre passende navne

*

Plet-Bernhard gør ad katten
lægger sig
på mine fødder

Jeg tænker på selvmord

Du ved ikke hvem du savner
det ved du nemlig ikke, nej
det gider du da ikke vide

*

Plet-Bernhard
sover i solen
(jeg er nødt til at sidde helt stille med mine fødder)

savner naturligvis sin mor
kan ikke lide katte

Hva, hvad laver du, Plet-Bernhard
laver du ingenting, hva
laver du ingenting

- fra RN's ny, Kritikerprisbelønnede bog, Tilbage til unaturen:

SANGSTRUP KLINT,
25. DECEMBER 2013

Min mors hund, Plet-Bernhard, mere
end tretten år gammel, og jeg
er kørt ud for at gå en tur
ved Sangstrup Klint, men har givet
op og sat os i læ for at
kontemplere. det er ved at
være sent, og et turkist lys,
alt det lette, løftes op af

Kattegat. Bag os, klinten, som
en tandrække, og overfor,
længst ude, tilført en dråbe
rødguld, en mørk skybræmme fyldt
ind i horisontsprækken. Og
så bølgerne,de kværner løs,
som dage i et liv, men der
er også en knitren, under

den vanlige brummen, som jeg
aldrig før har hørt. Og jeg har
en følelse af at havet,
der hæver op, eller rejser
børster, hver gang det nærmer sig
land, er et levende væsen,
at det ånder. Plet-Bernhard må
have registreret noget

tilsvarende, han begynder
i hvert fald at knurre, rejser
sig så og og går de får skridt frem
til vandkanten og begynder
at gø. Og så er det, jeg
kan ikke sige det bedre
end Plet-Bernhard gør det her på
stranden, hvor han gør af havet.

 - afslutningen på Erik Skyum-Nielsen anmeldelse af sølvKANIN i information:

"»Det Digt, som søger Originalitet for enhver Pris, er viljeløst Offer for Tidens Moder. Det dør med dem. Det var altid Fortid. Blot et Par Aar efter dets Tilblivelse synes det os et Loft, stuvet til med gammelt Skrammel,« skriver Paul la Cour i Fragmenter af en Dagbog. I Rasmus Nikolajsens tilfælde består det forladte inventar i selvkommenterende lal og friskfyragtige fjollerier. Mere fordrer han ikke af sine egne ord. »En sol er en prut,« oplyser han - og siger nederst på siden, som svar: »  sådan udsprang blot et par kløhandsker fra mine mange dyrekærester«. Man forstår, at formens knaphed og stramhed skal manifestere vilje til trods alt at installere en lille smule orden i kaos. Men derudover forstår man ikke så forfærdelig meget. Eksempelvis kan vi springe ind på side 14 og læse et selvmordsdigt, der omtaler en hund. Den møder vi igen fire sider henne, i en tekst, der om sig selv forsikrer, at »I DETTE DIGT BLEV ALLE DYR UDRYDDET: / HÅNDEHVALP VOLDKAT RØV HAJRE + SVINEPAR«. Hajren knyttes der så an til i den følgende sektion, hvor det bl.a. hedder: »Og storken, den har jeg fra Illums julekatalog - den flyver selv ud, vent blot / men først må vi sætte os sammen til en slangeskindsstøvle « Må vi og skal vi virkelig det? Hvorfor ikke spilde tiden med noget andet, når vi nu alligevel aldrig får den igen?"

- min anmeldelse af SølvKANIN i Weekendavisen:

"Hare hiphop

 

21. september 2001 

PLIDDER. Rasmus Nikolajsens anden bog er en bittelille, spøgefuld kapriciøsitet, som vi for skamløsheds skyld griber med kyshånd.

Rasmus Nikolajsen: sølvKANIN. 32 sider. 139 kr. Borgen.  

SølvKANIN hedder Rasmus Nikolajsens anden bog med tryk på »kanin«, og jeg gamle mand kommer straks til at tænke på Jeff Koons’ gennembrudsværk, Rabbit, fra 1986 (da digter Nikolajsen var ni år): en metalstøbt oppustelig kanin, hvilket synes helt rimeligt ansigt til ansigt med det lilebitte (ret præcist en dobbelt b16) bogværks forsøg på at sætte form på noget meget lidt og let: noget kærlighed, noget sommer, noget barndom og noget dyrefabulerende pjank. Digteren opsummerer selv projektet i den indledende indholdsfortegnelse: »Min vandafvisende barndom et lala (0 selvmord!)/ + dit blanke udgangspunkt …/ mere MINDRE/ - dette er en samling blomkåls-hjerte i farvelagte handicaps,« hvilket naturligvis i sig selv er et meget godt eksempel på den nikolajsenske metode i renkultur: sirlig, løsagtig pludren, godmodigt ordspillende og surr. barokbelagt.

De indledende og afsluttende afdelinger med hver fire firkantede tekster, henholdvis seksliniere og femliniere, følger med deres erotiske tumult ret direkte op på Nikolajsens debutbog, den anderledes stramt organiserede og tæt trallende digte om lidt fra sidste år, det er lige netop bare de grader mere opspeedet og udflippet, hvilket efter denne uhjælpelige anmelders mening kun gør dem endnu mere indtagende, ja jeg tør sgu godt bruge det fæle ord charmerende: »Du er noget i luften, sagde han, som hun sad i sine bryster, eller/ mindre, åh, jeg bliver brændt af i din klimaændring. Drømme var/ efterspurgte, det var kun godt at det var lidt skidt, men jeg kunne/ kun se det fra din anden side. De der elskede døde i digtet, man/ måtte holde lidt igen, lige meget hjalp det og pludselig kunne du selv/ være min voodoodukke.« I disse omtrentligt trygge poesizoner ligner Nikolajsen med fuld selvstændighed stadigvæk en ætling til Jac og Vizki, med Schade som grandryssende onkel. I de tre afdelinger derimellem - 4 helt ligefremme, barnlige digte om morens nye hund »plet-Bernhard«, 4 oplistende »sommer-rapporter« med diverse dyremotiver, herunder en død mus og rockerhajer, fire spøjse, disparate dobbeltlinier (1 øverst, 1 nederst på siden), de fleste også med dyremotiver - er han nogle anderledes underlige og mystiske steder henne, private og syrede og fabulerende, midt mellem Henrik Have, Simon Grotrian og Thomas Krogsbøl måske, i de hårdkogte og blødhjertede landsbytossers rige. Der er en let melankolsk, sort slagskygge inde over disse yderligtgående tekstualiteter, hunde-digtene handler meget om hundens »savn« (der er klart nok også en hilsen til Laugesens hundedigte og helt eksplicit til Jørgen Leths »søde heste« i hans Billedet forestiller ), et »selvmord« nævnes i forbifarten et par gange, der er som sagt den døde mus (og usikkerheden om hvorvidt erindringsstoffet er samtidigt eller tilhører en barndom eller begge dele) og hajrockerne, og flere af dobbeltsætningerne er særdeles ambivalente, hvad de nu end egentlig betyder, f.eks. disse to: »Fisk drak dig baglæns« og »HUSK SURT OPSAT MYREBLOD«. Moltonerne + den overhængende åndssvaghed + den markerede formelle diversitet (børnedigte, lister, dobbeltsætninger) + dyrefabuleringen er sammenlagt en irriterende original og uigennemskuelig tekstkonspiration, der som det dér myreblod går ind under huden halvt imod ens vilje. Det er meget svært at lave en virkelig karakterfuld og lysende bagatel (Koons har f.eks. ikke formået at lave mere end den ene fantastiske kanin), det er lykkedes Rasmus Nikolajsen (også) denne gang, så jeg har i hvert fald ikke noget umiddelbart behov for, at han modnes betydeligt, og nu må I hellere få rapporten om hajrockerne: »1 svanepar i medvind/ modvind/ 1 hajkutter (kaldet »Svanen«)/ + øvrige (ingen hajer)// 14 dage senere (5 år før):// »Sildehajerne« er en berygtet bornholmsk rockerbande/ Bornholm er forsvundet fra havets overflade (det er dem der har gjort det!)/ befinder os på Bornholm, lige ved:/ HAVET ER LYSEGRØNT/MÆRK DET MED TÆERNE/SVANEKØD ER SØD.« Det er Rasmus Nikolajsen også, ja han er så, nå!"

Kunstkritik kan GODT være kritisk og personlig og velformuleret! GENSYN MED SØLVKANIN

Jeg husker stadig, da jeg første gang så Jeff Koons' sølvkanin LIVE - min faster, Else Marie, havde begejstret vist mig et billede af den i et katalog - på Århus Kunstmuseum, som den SPRANG i øjnene.

2 klip fra Jerry Saltz' anmeldelse på vulture.com af Koons' retrospektive udstilling på The Whitney i New York - bemærk den fine, selvoverrumplende forskydning fra den skeptiske erindring om Statuary-serie til det (også sprogligt) elaterede gensyn med selve kaninen:

Which leaves one to wonder if there’s any way a Koons show can enlighten or surprise, let alone shock. Before even seeing “A Retrospective,” I knew that there are whole bodies of Koons’s work I have never related to. I’ve loved a handful of paintings for looking like they’ve never been touched by living beings but have been made by scores, maybe hundreds, of hands, almost transcending human touch, for their mutilating of ambiguities. Most of the others, though, strike me as hyper-anal-retentive Pop collages peppered with cartoon creatures and vulvas. I don’t like his work when it’s all about technical prowess, shininess, cuteness, or replication of an everyday object or children’s toy. Except for the giant Balloon Dog (oddly, only the red one) and a few of the other huge, shiny baubles for billionaires, I don’t like much that he made between 1994 and 2007. Nor does much of the work from the “Statuary” series, from 1986, transcend its buzz of fun: These nifty, simple casts of everyday objects or works of art have density and surface, but little more. And I don’t get much from the carved polychromed wood and porcelain sculptures of bears, Buster Keaton, and St. John the Baptist from the 1988 “Banality” series. They are all curio, empty idea, obviousness, control, and kitsch. The big exception from this series is the large porcelain Michael Jackson cradling his beloved pet monkey, Bubbles, in which both figures have painted white faces — a sculpture that should remain uncanny as long as the memory of this pop star lasts. Otherwise, though, this work never changes or displaces thought. (String of Puppies is riveting, too, even though it got Koons in trouble for supposedly stealing the image from a postcard. He lost the case, even though his work has no resemblance to the so-called stolen one. Absurd.)

The Whitney’s show shocked me — by catching me completely off guard. Ingeniously organized by Scott Rothkopf to entirely bypass hysteria and spectacle, “A Retrospective” is as near to a great show of this colossally controlling artist as will be possible as long as Koons is alive. (...)

Rothkopf opens the third floor with a bang, a gallery with the 1986 “Statuary” series that centers on Koons’s summa, Rabbit. The manifest presence of this oscillating object, originally exhibited in a 1986 four-person show at Sonnabend Gallery in Soho, took Koons into the very heart of hollowness — and made him. A highly polished stainless cast of an inflatable bunny with crinkly phallic ears holds a carrot, giving off the mien of a golden calf, an idol of the id, an icon for something not yet made, a kaleidoscopic looking-glass that creates cracks in meaning. We’re psychically aware how Koons has captured his breath inside this and made it last forever. In all his attempts to end entropy, Rabbit comes closest — even if it’s doomed, like all things, to become Shelley’s Ozymandias. The cacophony of clarity that is Rabbit’s reflective, undulating surface turns the world into parabolas of distortion. Rabbit is simultaneously a camera seeing you as you see yourself in its twisted topography. It’s like an anamorphic mirror placed in the center of space that organizes the world around itself. It’s a family tree of one, a shadow of doubt.