Det skulle have været Signe

Gjessing, der blev pave - vores eneste fremmeste katolske digter . men det er hun jo i forvejen i Poesistaten, adresse: Universet - her et en bid fra et interview med Kristeligt Dagblad sidste år:

"For fire år siden konverterede Signe Gjessing til katolicismen, fordi katolicismens dogmer og dens store passion tiltrak hende, fortæller hun.
I folkekirken hører man utroligt ofte, at der er ting i Bibelen, som man ikke skal tage så tungt. Men den katolske kirke tager altid alt for pålydende, og det er måske den største forskel. Jeg har brug for, at kirken ikke står og vakler. Jeg siger ikke, at folkekirken vakler, men den er bare så åben, siger hun.
Gjessing ser meget op til de katolske nonner og har selv valgt at leve et liv uden fester og forelskelser, som er langt fra det moderne ungdomsliv, de fleste af hendes jævnaldrende har levet de sidste mange år.
Det er nogle hårde fravalg, du tager for din tro og kunst. Mærker du ikke et savn efter det, du går glip af? ”Nej, fordi det kommer helt af sig selv. Jeg har slet ikke nogen længsler ud over poesi og Gud. Det er dér, mine længsler er. Så jeg føler ikke, at jeg går glip af noget som helst.” Gjessings trosvandring fra protestant til katolik, som har bragt hende tættere på Gud, har også ændret hendes digtestil.
Min digtning har ændret sig fra, at jeg skrev for at redde verden. Nu skriver jeg for min egen skyld. For Gud skal nok redde verden. Og så kan jeg skrive om den ekstase og frihed, det er at have fundet troen,” siger hun."

Menneskesindets mulighed for at stige og falde, så ingen kan måle vidderne

Mens jeg var undervejs til Vejen modtog Signe Gjessing mildest talt fortjent F.P. Jacs Mindelegat og selvfølgelig holdt Asger Schnack en henrevet motiveringstale og selvfølgelig holdt Signe en stolt og offensiv forsvarstale for poesien - her et klip (og mon ikke man kan læse resten, hvilket man jo bør, hvis man går ind på dette Facebook-link?):

"Begejstringen over den kunstige nattergal er afvisningen af det uskabte, som lever i os. Den afvisning kender mange digtere fra samtaler med alle mulige, og de er vant til ikke at få ret, men alligevel at have ret, for nu at sige det som det er. Men den mekaniske virkelighedsanskuelse er ikke en slags anskuelse, der har løn i sig selv, den har i stedet en funktion, fordi den taler konstruktionens potentiale op, indtil den anskues som en måde at forbedre mennesket, og mennesket frivilligt lader sig degradere ved at lade sig konstruere.
Tingene er altså vendt på hovedet. Men et enkelt digt taler for menneskesindets mulighed for at stige og falde, så ingen kan måle vidderne. Det uskabte i os, som er vores ånd, har skabt al mekanik og teknik, går forud. I ånden kan veje afprøves, som lader meget tilbage at ønske hos den mekaniske infrastruktur. Niels Lyngsø fortalte mig sidste sommer, at Thøger Larsen i sin Sapfo-oversættelse, fordi han ønskede at harmonisere og udglatte digtets fragmentariske struktur, ’fyldte ud’ i lakunerne med hvad, han fandt på. Nye arkæologiske fund af samme digts originaler viste år senere, at Thøger Larsen i sin ånd havde fundet de linjer, Sapfo havde skrevet.
Ingen mekanik kan ane."

foto: prisopfinder Lars Gundersen (priskunst: Erik A. Frandsen)

Vrangkritisk svar 2

Vrangkritiker nr. 2 har dette læserbrev i WA Bøger i dag:

Moderne modernisme

Rasmus Vangshardt, boganmelder ved Kristeligt Dagblad og ph. d.-stipendiat. Keplersgade 2, st. tv., 2300 København S.

Lars Bukdahl hævder i sin fornøjelige og oplysende gennemgang af tidens yngre kritikere, at overtegnede »forekommer at hente sine litterære idealer et eller andet fjernt sted, før modernismen blev opfundet«. Her må der gøres indsigelse.

Ego er eksempelvis - O Himmel! - en stor beundrer af Johannes Ewalds Levnet og Meeninger.

LB ved utvivlsomt mere og meget om vor samtids nationale litteratur. Men hans dansklærermentalitet, hvad litteraturhistorien angår, er nu altså uforfriskende, ganske uafhængigt af hans alder.

- et svar kunne være, at hvis man ikke går ind for - OG STRAKS FÅR LÆST - Signe Gjessings Synet og vennen har man slet ikke ret til at synes om Levnet og Meninger, for slet ikke at tale om Ewalds forbillede Laurence Sternes The Life and Opnions of Tristram Shandy, og hverken eller er sguda modernisme, men totalt post-!

Jac mindes med Gjessing

- og så meddeles det at F.P..s Jacs Mindelegat 2018 går til Signe Gjessing:

"

RECENT ACTIVITY

Lars Gundersen

7 hrs

Det er med stor fornøjelse vi kan afsløre, at modtageren af F.P. Jacs Mindelegat 2018 er FORFATTEREN SIGNE GJESSING."

 - og det er tor jeg sgu, Flemming Palle, der aldrig nåede at læse Signe, ville være oprørende enig i - Signe er temmelig engleligt til (men tag ikke fejl af renfærdighedens djævelskhed (i ikke mindst detaljen, og i den nye bog, store opdagelse: digressionen!))!

Lars Gundersens eminente portrætfoto i anledning af prisen (der uddeles til september) er hede hule heroisk:

Næste uges sommerminde - skænket af Signe nu, som flyvelimonade

Hurra for eksistensen af Signe Gjessings vidunderlige - som i lig et vidunder - prosadebut "fortællingen" Synet og vennen, der udkommer i næste uge, og som jeg læste de første to tredjedele af på en bænk (der er mange!) ved Gentofte Rådhus i aftes, mens solen gik ned, og barnevognen var stille, indtil barnevogen ikke var stille mere, og solen gi videre ned, og første halvdel af sidste tredjedel, da jeg var kommet hjem ,og anden halvdel af sidste tredjedel her til morgen, da solen var stået op, i alt er bogen på 48 sider, hvilket er kostbart få - nå, jeg ville bare dele et HCA'sk eks., på hendes for underlige vid, poesien er landet som for denne gang nødvendigvis prosa:

"Sommeren er på vej. Man kan mærke, at foråret bliver fjernt, fuglene bliver fraværende i blikket, mennesker er længere tid om at svare, når man spørger. Og hvis man henvender sig til foråret som til et lille barn: Glæder dug dig til sommer? så taber frugttræerne deres blomster, og det kan lige så vel betyde ja som nej, man er på bar bund. Tænk, at det, jeg skal gøre i den næste tid skal blive et sommerminde. Sortere kjoler efter farve. Et sommerminde. Sige hej til én, jeg så. Et sommerminde ... Det bedste, man kan gøre, er bare at være sig selv."

Men til Svend siger jeg i et flygtigt hej noget andet: - Det er utroligt, at sommeren altid kan slippe afsted med at blomstre så lidr. Som den store stjerne.

Stor eller lille stjerne, sommeren er der. Og hvor er jeg?  Prøv at finde mig. Kig i butikken. Kig på fortovet. Kig i dørkarmen i mit hus ... Det er svært ... Jeg er i zoologisk have.

(En drøm). Jeg kan se saften pumpe i en flamingo, som er førsteelskerfarvet. Der er noget dart over den. Over flamingoen. Det er en form for fuglesaft, der suser rundt i den, Sådan noget flyvelimonade (....)"

FORTSÆTTELSEN ...

at jeg ingen respekt har for dødbidere af anmeldere, der, hvad køn de end er, patroniserer absolut stærke og originale digtere som Signe og Helle (MED FLERE) og lige sætter dem på plads i al deres "snæverhed" og og "monotoni" og "stilfærdighed"/"hysteri" og giver dem implicitte eller explicitte 4 stjerner/hjerter - fuck helt ærligt helt af!

Hveden vokser! Synligt! Hørbart!

Den anden dag udkom Hvedekorn 1, 2017, første nummer i min tiende årgang som redaktør, og i aften klokken 20:00 er der i samme anledning oplæsning hos Rosinante&Co, Købmagergade 62,. med 6 bidragydere: June Dahy (læser sin oversættelse af syriske Rana Zeids vilde digt), Signe Gjessing, Frank Kjørup, Caspar Eric, Hannah Kazmi Høgsbro (debutant) og Mette Reinhardt Jakobsen - her et af Signes digte, hun debuterede i nr., 4, 2011 (skulder ved skulder med Thit Jensen, ser jeg nu, en ikke mindre betydelig, ung diger, der bare ikke har fået nogen bøger ud endnu) (et af Signes debutdigte: "uldtot går på det tørre bræt/ hytten er et honningglas i aftensolen/ alt bliver guld nu), helt dagsaktuelt:

Det byder universet imod at
universalisere sig alt for hårdt, om
sommeren universaliserer det sig helt
løst

- COVER: JOHANNE ØSTERVANG!

om som som - om!

som om
der skulle stå
"om"
i Signes
"vers"
(bogens (kun for hende tilladelige) genrebetegnelse)
i blogposten
nedenfor,
der skal
selvfølgelig stå
"som" -
verden og
digtningen er
ikke
om
nogen som helst,
den og den er
som
hvad som helst,
der er
smukkest sandest,
læs det igen,
verset
om som

PS
og så vil jeg
også bare lige
kalde hende
poesiens
sogne-
rådsformand

Signe siger

på side 1 i Ideale begivenheder, der udkommer i dag:

"støv: rummets rumfangs manchetknapper vi fumler med gennem milliarder af kilometer og år

øreringe lægges som kabaler i rummet, stille og roligt"

3 fremtidige bøger på den korte og den lange bane

 

I IDEALE BEGIVENHEDER er det Signe Gjessings ambition at nærme sig det ikke-værende gennem det værende. Som i sine to forrige digtsamlinger er Signe Gjessing på én gang helt nede i det allermindste og helt ude i det allermest åbne. Men hvor hendes digte tidligere har været præget af en stærk, næsten utæmmelig, horisontal bevægelse udad, er bevægelsen i IDEALE BEGIVENHEDER vertikal. Alt er rykket tættere på, mens versene med stor sensualitet og fin humor kigger ud over skrænten, ned i afgrunden og op i himlen – dér hvor både livet og døden bliver hverdagslige. (siger Gyldendal)

Fakta om bogen

Type Bog ISBN 9788702215137 Udgave 1 Udgivet 2017 Sider 36

Omslagsgrafiker Hanna Bergman

Vejledende pris: 150,00

Maja Lee Langvad har skrevet en lyrisk fortælling om en forfatter, der er gået ned med stress. Fra en isoleret tilstand skiver hun til en kvinde, som hun er forelsket i. Redaktør Mette Mortensen siger: »Den slår en ny tone an i Majas forfatterskab, som er mere mild og intuitiv. Samtidig er den lige så fuld af humor, sårbarhed og sproglig musikalitet som hendes tidligere værker. Langvads bøger kan betragtes som ét værk, hvor hver bog er vævet tæt sammen med den forrige, men de står også på egne ben.«.

• ' Dage med galopperende hjertebanken' af Maja Lee Langvad. Gyldendal, 23. februar.

(og så havde Pablo Llambías en opdatering, der med smittende begejstring fortalte om den endnu ubetitllede roman, han udgiver til foråret, men den, opdateringen, slettede han hurtigt igen. opfordringer er følgende opdatering, der proklamerer et forjættende projekt EFTER forårsromanen, nemlig en drømme-sequel,  RÅDHUS 2, ikke slettet:

Pablo Llambías

December 16 at 7:54am ·

"Der plejer at gå cirka to timer, så sletter jeg opslag som disse - om egne ting, fordi jeg bliver flov, fordi det lyder som (og er) reklame, men momenter af naiv, lykkelig begejstring får mig sporadisk til skrive nye indimellem. Så får vi se, hvor længe denne holder: Jeg improviserede i går en ny øvelse frem på Rytmekons Aarhus, som jeg måske kan dele. Den er inspireret af Christina Hagen, der var på besøg på Rytmekons København forgangne uge, og især hendes Boyfrind, men også White Girl: Jeg satte de studerende til at tage fotos ude eller hjemme og derefter skrive en tekst dertil på pidginengelsk eller på det begrænsede engelsk, man nu engang behersker. Jeg kan huske, et par billedkunstnere fortalte om det engang: At det nedsætter reflektionsniveauet, intellektet, som om man bliver dummere, mere fysisk, infantil, mindre abstrakt, mere rodende rundt dernede i smudset, i det fysiske, med kroppen. At det er et benspænd. Alle kender til dét at blive reduceret som menneske i et land, hvor man ikke deler noget sprog med de lokale. Man bliver imbecil, ikke-eksisterende, flad, tom, femårig, følelsesbetonet, begærlig med de fem verber, man behersker: I want, I like, I go, I see, I love. Jeg prøvede det selv, det vil sige at skrive på den måde, mens de studerende skrev, med kapitler til det, der skal engang være en slags Rådhus2, og som har arbejdstitlen "Rådhus - 20 years after" (og som formentlig kommer til at hedde "Rådhus - 21 years after" eller "Rådhus - 22 years after", eftersom jeg ikke når det til 2017 (hvor der i øvrigt også udkommer noget andet)). Det var skønt. Jeg har haft svært ved at komme i gang, fordi jeg har været for fokuseret på ydre værdier: At det skal være godt, godt tænkt. Med det elendige engelsk er jeg ikke i stand til at være god, godt tænkende. Jeg stavrer mig gennem et stykke om Randers, Vesthimmerland. Ude af stand til at tænke én eneste abstrakt tanke, der ikke lyder, som om den er tænkt af et barn. Jeg er ikke bekymret. For jeg er ikke i stand til at være det. De studerende skrev hovedsætninger, ingen bisætninger, hvor reflektionen begynder. Teksterne levede. Sætningsmæssige formgreb er livtag på verden. Erkendelsesmæssigt var dette meget nemt at forstå for de studerende ved denne øvelse. Og dette burde være blevet sagt på pidgin."

Helle Helle drømmer om dig!

Nye, sært vellignende drømme af Helle Helle i det nye nummer, 2, af Texas Langhorn, der fås gratis alle mulige steder og nægter at stoppe, mens legen er god og forhånet - redaktørrespekt herfra! 3 ud af 9:

juli, 2014
Jeg skal interviewe Cecilie Lind om hendes bog, Hvid Pels. Interviewet skal finde sted klokken 1:30, og jeg har store problemer med at cykle i mine natbukser.

juli, 2014
Yahya Hassan har skrevet et nyt digt. Jeg opfatter det som det mest feministiske nogensinde. I første linje har hans ven vundet et mesterskab i taekwondo. I anden linje læser han, at Christina Hagen har fået en blegning. For at fejre det sammenfald vil Yahya Hassan gå til købmanden. Han beder sin kæreste passe det spinkle træ, han sidder i. Det har kun én tynd, vandret gren. Hans kæreste springer op i træet. Hun lægger sig på grenen. Langsomt løfter hun sit ene ben op til lodret, så det flugter stammen. Nu vil hun aldrig komme ned ved egen hjælp. Yahya Hassan er gået. Sådan er hans digt.

september, 2014
Lars Frost spørger mig: "Stjæler pianisten en hest regnvejr?"
Jeg svarer: "Hvis dit hår er en hest, er mit en lille fjer."
Lars Frost siger: "Dit hår er da fint nok."
Jeg siger: "Men det er jo kun strå."
Han læner sig frem og plukker et af mit hoved:
"Se her, vi er 1:1," siger han.

- derudover drømme om eksmand, Line Knutzon (dvs. faktisk Gitta Dynesen), Ina Merete Schmidt Josefine Klougart og 2 om Asta Olivia Nordenhof

- derudover gode TEKSTER - jeg har langt fra læste alle - af Pablo Llambìas (lover så GODT om post- sonet-forfatterskab - meta-fint og -frivolt)), Caspar Eric, Andreas Pedersen (debuterer snart på Gladiator - lover SÅ godt) og ligesom i det næste nummer, 4, 2015, af Hvedekorn: 1 side med poesi af Signe Gjessing - det burde alle tidsskrifter indeholde, mindst! - denne 1-linjer handler om åkander, det er det, den handler om, på en hul prik:

de her fyrfadsskjuler-potteskjuler-sangskjuleragtige rumskjulere: åkander

Rosen fra stjernen

2 stk. citerbare påskønnelser af Strunk fra Signe Gjessing:

-->

1:

Kan det udsagte være smukt som et menneske, der endnu ikke har sagt noget, kan være deKan det udsagte være smukt som et menneske, der endnu ikke har sagt noget, kan være det? … Den ”indre skønheds” indre kropssprog, den indre skønheds synlige og håndterbare fysiognomi, gestik – vi har i Cecilie Linds langdigt STRUNK en tekst, der er ren mimik – betydning som mimik: betydning, der opfører sig  forførende, inciterende, elegant, som den ydre skønhed kan det.

STRUNK er en gennemgang af tilstande, eller en spurt gennem én. Hast, gisp, samt små ords tilløb antyder, at det eneste rum, der findes, er hvinets – jeg er en tilstand, ikke et punkt i et rum. Det lille ord ”strunk” er sigende for den her poesi: benævnelsen af en statur - noget i sig selv organisk, ikke-tænkende – strækker sig i ordet ”strunk” så langt, det kan, for at benævne tilstanden, som tilhører det tænkte. Og tilstanden er bare sin statur.

STRUNK er kompromisløshed, uindskrænket magt + ømhed over for kausalitet. Alvorligt talt ”at have et smukt sind” … bogstaveligt, et sind, der er majet ud.t? … Den ”indre skønheds” indre kropssprog, den indre skønheds synlige og håndterbare fysiognomi, gestik – vi har i Cecilie Linds langdigt STRUNK en tekst, der er ren mimik – betydning som mimik: betydning, der opfører sig  forførende, inciterende, elegant, som den ydre skønhed kan det.

STRUNK er en gennemgang af tilstande, eller en spurt gennem én. Hast, gisp, samt små ords tilløb antyder, at det eneste rum, der findes, er hvinets – jeg er en tilstand, ikke et punkt i et rum. Det lille ord ”strunk” er sigende for den her poesi: benævnelsen af en statur - noget i sig selv organisk, ikke-tænkende – strækker sig i ordet ”strunk” så langt, det kan, for at benævne tilstanden, som tilhører det tænkte. Og tilstanden er bare sin statur.

STRUNK er kompromisløshed, uindskrænket magt + ømhed over for kausalitet. Alvorligt talt ”at have et smukt sind” … bogstaveligt, et sind, der er majet ud. 

2:

Cecilie Lind gør eksistensen mere tilrettelagt, end den vidste, at den var. Det tilrettelagte ligger på én gang alleryderst, allerinderst, lige dér og langt ved siden af. Hendes forståelse for verber, der beskæftiger sig, drager omsorg, plejer omgang, og måden de kan bore, er lige så meget værd, som den fineste kirurgpraktiske fornemmelse. Her er en uhørt fremskrivning af eksistensen, så dens mellemværender med sig selv bliver tydelig – dens afstande, dens mellemrum. For ikke at tale om tilstedeværelsen af et jeg, der eksalterer væren. Lind synger en strubesang, der er alt værdigt, nej, som alt har brug for for at være værdig på Linds måde. For alt var ikke så langhalset før hende.

(limfjord)litteraturens vandbærer

Lonni Krause blogger henført om den rigtignok (og takket være hovedpersonerne, ikke mediatoren)) perlende vellykkede, kloge og kukkede samtale mellem Jens Smærup Sørensen og Signe Gjessing på Louisiana Literature i søndags:

"Det jeg troede var falsk og forstillet viser sig at være ægte guld. Eller sølv. Ja, sølv er det nok mest, sølv, krystal, stjernestøv og himmelstof. Dette spæde menneske, der klingede krystalinsk og imødekommende ved siden af en stor klog og tålmodig elefant, betog mig, og gjorde mig meget rørt. Signe Gjessing flugtede med stjernehimlen – og så ved højlys dag!"

Krause har desuden knipset dette meget vellignende foto, hvor jeg giver Smærup et glas vand (som han aldrig drak af ...!), det er sådan det er og skal være: 

Staun vs. Ranum (Næsby)

Staun Stavn
Farstrup Kirke	Rejseladen ved Waar
Turist- og fiskerhytter i Staun
Overblik
Land:	Danmark
Region:	Region Nordjylland
Kommune:	Aalborg Kommune
Sogn:	Farstrup Sogn
Postnr.:	9240 Nibe
Demografi
Staun landsby:	88(2008)
Kommunen:	197.426(2010)
- Areal:	1.143,99 km²
Tidszone:	UTC +1

Staun (eller Stavn) er en landsby i det nordlige Himmerland med 88 indbyggere (2008), beliggende 19 km øst for Løgstør, 14 km vest for Nibe og 35 km vest for Aalborg. Landsbyen hører til Aalborg Kommune og ligger i Region Nordjylland.
Staun hører til Farstrup Sogn. Farstrup Kirke ligger i Farstrup 4 km sydvest for Staun. Landsbyen har et vandværk og en borgerforening. Den tidligere skole bærer årstallet 1905, det gamle forsamlingshus er nu beboelse, og der har været frysehus i landsbyen.
Staun ligger 400 m fra Limfjorden. Her har været landingsplads og fiskerleje, og der er stadig et bådelaug. Inden Finanskrisen arbejdede en projektgruppe på at få anlagt en marina ud for landingspladsen, men det er foreløbig ikke blevet til noget. Vandrere og cyklister tilbydes natophold i kommunale hytter tæt på fjorden.^[1]
Waar Hovedgård, der ligger 3 km mod vest og er opført i slutningen af 1500-tallet, drev en indbringende færgefart mellem Staun og Attrup i Han Herred. Uden for gårdens mure findes stadig den rejselade, hvor de rejsende kunne overnatte, mens de ventede på færgen.
Firmaet ecoBETA A/S (tidligere Lykkebo miljø & design), der producerer 2-skyls teknologi til eftermontering i wc-cisterner samt vandreducerende vandhaneindsatser og brusere, har sin administrations- og udviklingsafdeling i Staun.<sup>[2] 

vs.</sup> 

Ranum
Overblik
Land:	Danmark
Region:	Region Nordjylland
Kommune:	Vesthimmerlands Kommune
Sogn:	Ranum Sogn
Postnr.:	9681 Ranum
Demografi
Ranum by:	1.025[1](2015)
Kommunen:	37.399[1](2015)
- Areal:	771,8 km²
Tidszone:	UTC +1
Hjemmeside:	www.vesthimmerland.dk

 
Ranum er en by i det vestlige Himmerland med 1.025 indbyggere (2015)^[1], og den femtestørste i kommunen. Byen ligger i Region Nordjylland og hører til Vesthimmerlands Kommune.
Få kilometer mod vest ligger Limfjorden og færgestedet Rønbjerg, hvorfra der er færge til Livø. Byen er beliggende i Ranum Sogn.
Ranum er som så mange andre mindre byer ramt af udviklingen. Ranum var engang en handelsby pga. Ranum Seminarium og de mange "seminarister", der boede i byen. Da læreruddannelsen ophørte i 1980'erne ramtes hele byen af tilbagegang. Siden hen kom andre uddannelser til i seminariets bygninger, herunder en pædagoguddannelse, men med et langt mindre antal studerende. Efter år 2000 kom der igen nye aktiviteter til, i form af en efterskole.
Ved byen ligger den smukt genoprettede Vilsted Sø med nyopførte shelters og kanohavn.

(Ranum Sogn er et sogn i Himmerland. Indtil Kommunalreformen i 1970 lå det i Slet Herred (Ålborg Amt). I Ranum Sogn findes flg. autoriserede stednavne:

• Liv Tap (areal)
• Livø (areal, ejerlav)
• Næsby (bebyggelse, ejerlav)
• Næsby Dale (areal)
• Ranum (bebyggelse, ejerlav)
• Rønbjerg (bebyggelse, ejerlav)
• Tinghøj (areal)
• Østergårds Mark (bebyggelse)
• Åle (bebyggelse))

Jeg tænker de taler et par timer eller tre om Limfjorden

 - og himlen over, ikke mindst: 

Lousiana Literature

Koncertsalen

klokken 12 i dag søndag

samtale mellem Jens Smærup Sørensen

og

Signe Gjessing

blandet sig i så lidt som muligt af mig, LB



- Signe på museet i fredags

Det nye tidsskrift: Kurator-sitet er et kursted!

Blogs og og net-magasiner, der INVITERER udvalgte digtere og skribenter FLORERER nu, vi kunne kalde det FRIE FØLJETON-ENQUETER - jeg kan få øje på hele TRE, så det ligner til forveksling en trend og ÈN fremtid:

Victor Boy Lindolms blog/site jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa, der under punktet "planet" med ustadige mellemrum har gæste-bidragydere, senest Bjørn Themsen, Josefine Graakjær Nielsen og Sternberg, sidstnævnte med dette fineste digt:

brødets krummer
har forladt brødet
  
flyder enkeltvis på vandet

du er lige gået
  
jeg står og tænker
på noget

nostalgi som man er alene om
er mere nostalgisk

end nostalgi
man deler med nogen
  
mere intim
mere ubrugelig

Bjørn Rasmussens meget aktive og vitale blog Jesus blev 33 ik har frem til 1. september en ny gæsteblogger HVER DAG, forbi har blandt andre været Mads Mygind, Elisabeth Friis (med koncentreret Alice-analyse!) og dig, Cecilie Lind (et fragment med den brandgode titel "Ingen nænner at skænde på mit knejs" og den nådesløse begyndelse. "hvile// efter drabet, jeg ved jeg skal dræbes, en morderhånd mit endeligt, lad det vides at jeg ikke er blind for hvilke farer der lurer i krogene, når man er frelser, når man er frelser som jeg – der er næppe noget hensyn der bliver taget, der er ikke nogen trøst at finde i valmuemarker, i billesamlingen skjult i skuffen, det skib er sejlet bort, og jeg ligger blot og afventer// besyngelsen, omend halvkvalt, omend vagt genkendelig melodi, de dryp der skal dryppes, jeg vogter mig for at tale over mig, at kvalmen manifesterer sig som: TUDSE I HALS, rømmer mig, mærker efter, om jeg lå på ært ænsede jeg det ej// indså det: er ikke prinsesse" JO, DU ER!), her er et glimrende digt signeret debutant i det nye nummer, 2, 2015, af Hvedekorn og dugfrisk Forfatterskoleelev Jens Kæmpe:

KRANS af jens kæmpe

jeg kan ik stemme

man har erklæret sig uegnet

skal man læse avis

skal man kunne sige nej

skal man kunne synke på kommando

er elkedel strøm

er bier honning

er du sex

urinade

verden

jeg har smidt stemmeseddel væk hvad gør jeg

hvor kom det fra alt det mærke

rode og mærke ved ved bliv ved

kvadreret fedtpapir

strengede spil

velkommen hid

jeg dirker lige en spand kaffe på komfuret

det godt så drikker vi

og mussi kom for sent i går

mistede sit tolvår som ellers stod skrevet

hende med fodspor i panden kan man sige

blæk i øjnene og så videre

en eftermiddag i det gabte

et får et traume

jeg er ny i det her hvad skal man sige hmmm kønne teater

jeg er mand skal passe på hustru

jeg kok jeg kan lave mad jeg kan spille fodbold

jeg kan sluge ting uden at skylle efter med vand

for eksempel vitaminer

spaghetti karbonader

øl eller mad der smager dårligt

bløde chips
piller lige en krans ud af øret og tygger på den

Det meget flagrende magsin-site Heartbeats huser med ustadige mellemrum en "Poeternes Klub, sidst var Signe Gjessing i huset, i en umiskendelig håndevending (jeg skal interviewe Signe og Jens Smærup, på én gang, til Louisiana Literature, 23. august, det er jeg helt oppe at køre over, svært at finde 2 mere forskellige skrivehelte!) :

enige virkeligheder er enige om den tredje, som er enig med den fjerde om den femte som er enig med den sjette om den syvende: træer blomstrer i den fjerde og den sjette virkelighed

- fortsæt tendensen venligst og ekspander umådeligt i samtlige virkeligheder!

Ud med ind! Ind med ud! (kind til gud)

I min Bet-fanfare i WA Bøger i dag er jeg kommer til at kalde Signe Gjessings (pga. debutprispræmiering satans også unominerbare) debutbog for Ind i det u-løse,  hvilket er noget nær utilgiveligt, når den korrekte, geniale titel nu er Ud i det u-løse - det er en hel masse af de ANDRE (fx den debutant jeg anmelder i samme nummer) der skriver sig kedeligt langt IND I DET LØSE.

Cokset pris, kool prismodtagere

Over-Blixenprisen ved Blixenpris-clusterfucket i forgårs beviste sin berettigelse ved at gå til hidtil prisoversete (og i det hele tage oversete) Kamilla Hega Holst for hendes roman På træk, som jeg endnu ikke har læst, men glæder mig til, fordi jeg har læst hendes to første romaner, En kærlighedshistorie og Sort, der begge er intens-skramlet sære og foruroligende, sjældne romankvaliteter i DK indeed.



Og Albert Dams Mindelegat (vi behøver ikke kalde det en under-Blixenpris her) gik til Signe Gjessing! Et ord for det: Himmelsk!



Og Blixenprisen for Årets Bogomslag gik til Katrine Lihn for dette ekstremt stilige Bernhard-omslag:



(samtlige prismodtagere: Blixenprisen for årets skønlitterære udgivelse: Kamilla Hega Holst for romanen "På træk" Zinklarprisen for årets novelleforfatter: Julian Barnes for "Puls" Blixenprisen for årets journalistiske bog: Jesper Tynell for "Mørkelygten" Blixenprisen for årets børneog ungdomsforfatter: Lene Kaaberbøl for "Genkommeren" Blixenprisen for årets boghandler: Helle Nancke fra Bog & Idé i Horsens Blixenprisen for årets bogomslag: Katrine Lihn Blixenprisen for årets redaktør: Birthe Melgård, Gyldendal Blixenprisen for årets oversætter: Kim Lembek Blixenprisen for årets innovation: "Tænkepauser" fra Aarhus Universitetsforlag Blixenprisen for årets faglitterære udgivelse: Jeanette Varberg for "Fortidens Slagmarker".)

MIn endelige Mette Høeg-kommentar er omsider i Weekendavisen

og det er ikke Blæksprutten om skole-antologier, selvom den vist gerne vil være det, nej, det er selvfølgelig anmeldelsen af Signe Gjessings Blaffende rum nænnende alt og af alle gode grunde plus hinanden: digterens faktum, bogens faktum, forlagets faktum, digtenes faktum, avisens faktum, anmelderens faktum, anmeldelsens faktum, smagsdommens faktum, læsningens faktum, citaternes faktum, POESIENS FAKTUM - og så har Signe ellers denne præcise, afsluttende kommentar til debatten (Lise er ikke for ingenting min mors navn):

Vær Pause. Den kan vi altid
skylle til pause igen. Vi skal
kunne pausen udenad og vifte

med den, når sole falder i deres
første svime over den tydelige
grad af lise, der synes at være
deres nye spor i rummet.

De prøver dem, lys mister fatningen,
vores liv er blevet lysenes prøverum."

- og til Nordjyske udtaler hun autoritativt:

"- Da jeg var barn, var det eventyrbøger, jeg kastede mig over. Astrid Lindgren og Harry Potter. Det var jo ikke sådan bøger, der havde noget med livet og indsigt at gøre. Men var nærmere sådan en slags instruktionsbøger til, hvad du skulle lege.
- Poesi og digte har en helt anden funktion. De er virkelighedsinstruktioner - hvordan sker der virkelige ændringer i dit sind."

Ubrugt underrubrik, der havde gjorde kommentaridentiteten tydeligere:

Signe Gjessing afslører med stor og intrikat omhu mælkevejen som egen poetiske navlestreng

For meget er for speget og for lidt er for fedt?

Altså først og fremmest er jeg bare decideret forarget over, at Mikkel Frantzen i dag i Politiken giver Signe Gjessings digtsamling nr 2, Blaffende rum nænnende alt en lunken anmeldelse og absurde 3 stjerner (Olga Ravn var i anmeldelsen af debutbogen i det mindste oppe på 4, hvilket var galt og forkert nok) - det er som om, internetgenerationalister såvel som akademiske kritikere ingen respekt har for simpelt eksplosivt talent og nægter at betragte bugnende poetisk profit som en egentlig værdi - Frantzen bruger ord som "funklende" og "svimlende" om digtene, men alligevel klager han over en abstraktion og en luftighed (der er da tværtimod tale om en enormt kompliceret koncentration, rent sprogligt?), som han ikke er særlig god til at eksemplificere:

"Men der er et problem, og det er et ret grundlæggende problem: Poesi bliver ikke politisk af ordet ' samfund'; ikke selvbiografisk af ordet ' jeg'; ikke kosmisk af at skrive: ' Jupiter'. Og det er det sidste, der er problemet i ' Blaffende rum nænnende alt'. På en enkelt side står der eksempelvis ' verdensrum' 4 gange, ' univers' 1 gang, ' klode' 1 gang, ' stjerner' 1 gang og ' stratosfære' 2 gange.. Og det virker måske nok pedantisk at gå Gjessings poesi igennem med en tættekam, eller rettere en lommeregner, men det skyldes simpelthen, at det slet og ret kommer til at fremstå en smule anmassende. Det, hun som forfatter foretager, er ikke så meget en udmåling af verden, som det er en ud-strækning, en uendelig udvidelse. En eksplosion af tid og rum (»tidens deling -/nye sideskilninger, du/er en sideskilning i midten/af tiden, jeg reder din tid« ). Og nu er jeg ikke den store fysiker, men måske kan man artikulere problemet sådan her: Der mangler simpelthen en form for centripetalkraft, der kan holde det hele en smule sammen. Der er lutter spredning, ingen samling. Noget af bogens billeddannelse bliver derfor også abstrakt på en for mig at se uheldig måde - i linjer som »kærligheden mættet med øjensyrer og affolkede verdensbunde« og »Horisonterne er de hvepsestik verden giver uverdensmørket i det uendelige«. Heldigvis er der stadig alle de funklende passager, alle de trods alt svimlende digte. Her er et eksempel: »Havet taber sine bølger ned på stranden, for at høre hvor langt, der er ned. Vi står og lytter efter/lyden, når/de rammer./Der går et år«. Og her er ét til: »horisonter viser begyndelser til alle sider, som tigre viser tænder, her begynder alt, her begynder alt«. Når alt kommer til alt, når ' Blaffende rum nænnende alt' dog kun halvvejs til det himmelråbende himmelske. For mit eget vedkommende vil jeg hellere end gerne have mere sci-fi, flere kosmiske vibrationer, en højere grad af fabulering og spekulation i ny dansk poesi, men Gjessings udgave i denne omgang kommer til tider til at virke eller simpelthen være lidt for postuleret og lidt for abstrakt. Hvor man som læser mangler små øjeblikke af ro og nogle konkrete ting at klynge sig til. Hvor alt, der er luftigt, fordufter i luft."

Altså, jeg synes da total spredning lyder som en herlig æstetik (realiseret i Dan Turèlls Sidste forestilling - måske!?), men der er (som allerede sagt) til hver en tid den fabulerende fyndighed til forskel fra nogen form for luftighed og, ja, påkaldelsen og anvendelsen af univers, stjerner etc. kan kaldes monoton, men sgu da ikke mere end det såkaldte "inventar", MacBook etc., hos Caspar Eric, i min oplevelse er det lige præcis genial monotoni, bortset fra at yndlingsordene hver gang rulles og vrides NYE, fordi det er det, de i deres yderste vigtighed skal vedblive med at være og opleves som. Og hey, hey, HEY, med hensyn til konkreter er Signe en utrættelig og totalt usnobbet (langt mere CE & co. der helst nøjes med poppede brands) mestertingfinder, hun blander dem så bare, konkreterne, med kosmossagerne (DER OGSÅ ER KONKRETER: STJERNER FINDES!) - FX lige præcis hvepsestikkene i den linje, hvis angivelige abstraktion Frantzen ikke bryder sig om: "Horisonten er de hvepsestik verden giver uverdensmørket i det uendelige", som jeg da synes (i forhold til alle mulige andre Gjessing- og GROTRIAN-linjer) er helt straight anskuelig og (ligesom alle mulige andre G- og G-linjer) bare åndssvagt SKØN, eller hvad synes I, bloglæsere?

Ingen af anmelderne eller digterne kan gøre for, at jeg bliver endnu mere hidsig på Frantzens Gjessing-anmeldelse (og måske allermest dens stjerne-fåtal!) af at læse Solveig Daugaards begejstrede anmeldelse i Information i fredags af Liv Sejrbo Lidegaards debutsamling Fælleden, udkommende samme dag på Gyldendal (og foreløbig usynligt anmeldt af mig), hvor hun får enormt meget dybsindigt ud af poetisk temmelig fattige linjer:

"I næste forløb er jeg-et opløst i en gruppe, som bevæger sig gennem landskaber, en slags munter, planløs vildmarkstur, og umærkeligt glider også gruppen ind i landskabet, der på sin side bliver til en krop, helt tæt på. Selvom Fælleden således er dæmpet læsning, ville det være forkert at kalde den introvert, dertil er dens intense optagethed af steder og situationer, som starter uden for kroppen, uden for jeg-ets indre horisont, alt for dominerende: »vi går i en spredt række. nogle gange er der stier, nogle gange går vi bare. vi holder hvil i en gryde, deler lidt frokost, æg, gulerødder, brød. vi kan se havet men ikke hvor langt der er derhen. der hvor tidevandet har trukket sig væk er sandet hårdt presset sammen. sådan ser hud ud tæt på. vi går på en kæmpe krop. hvad sker der når det her væsen vågner. sandormebunkerne bobler. vandet strømmer udefter i rillerne.« Der er en paradoksal præcision i Lidegaards kølige skildringer af stederne. Et digt starter oftest jordnært nok, genkendeligt, en flok mennesker, der bevæger sig henover en strand, kloakvand, der stiger op gennem en rist, men i løbet af få sætninger får hun lukket det kendte sted op mod et tusmørkeland af muligheder, hvor den hierarkiske relation mellem figur og baggrund går i opløsning.Og alligevel bliver sansningen præcist og stædigt stående uden at fordampe som et billede på noget andet. Selvom Lidegaards teknik er langt mindre poleret, er der noget Tomas Tranströmersk over hendes beherskelse af helt enkle sproglige værktøjer, antydningen af en besjæling, et let surreelt indskud, som væver en indre og en ydre verden sammen, uden at lade det falde på plads, så den ene dimension blot spejler den anden."

Daugaard insisterer en bleg poesi betydningsfuld og betydelig, Frantzen skimmer en prægtig poesi betydningsløs og ubetydelig - og jeg bliver fælt frustreret over den poetiske URETFÆRDIGHED!



stratosfæren, virkelig nok!