torsdag den 9. august 2012
Torsdags avisbud
var da vistnok faktisk dig, der langt ude i lyngen gik i søvne - endnu ikke en olympisk disciplin, uretfærdigt nok - iklædt en cubansk retro-camouflageuniform og søvndeklamerende, hvad der lød som en teknisk vejledning i at komme i telepatisk kontakt med døde mobiltelefoner, som fx i går fødselsdagsbarnet Jens' endnu langt længere væk på den svenske ødegård, der hver gang straks gik til stadig mere irriterende (men jo den samme) telefonsvarer, og jeg kunne akkurat ikke høre, hvor mange gange jeg skulle danse regndans rundt om sim-kortet, og nu skinner solen helt åndssvagt, og i avisen står der ingenting om noget, og du var hurtigt væk i den lette morgentåge, som jeg surt vil kalde en tynd spøgelsessuppe.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar