Jeg skrev engang en masse Tour de france digte
Martin Gregersen Dem vil vi læse!
Rasmus Halling Nielsen Det er en meget svær genre
søndag den 10. juli 2016
lørdag den 9. juli 2016
Hilsen fra Y
til. hans ven og rådgiver (og tidl. kampagnechef for Jacob Haugaard) Paul Smith:
I et gammeldags brev fra Århus Arrest beder Yahya Hassan mig om at "hilse alle pikhovederne!".
Det er hermed viderebragt, men I må altså selv holde styr på, hvem han sender sine hilsner til. :-)
Det er hermed viderebragt, men I må altså selv holde styr på, hvem han sender sine hilsner til. :-)
fredag den 8. juli 2016
Danskere fra Danmark smager af hunde
- fra Roald Dahls THE BFG (Big Friendly Giant), netop filmatiseret af Steven Spielberg, der sandsynligvis ikke har dette meget Alice-agtige stykke dialog med, men måske faktisk!? - det er kæmpens kæmpekolleger, der spiser "human beans, ikke den store rare kæmpe selv:
"'Danes from Denmark is tasting ever so much of dogs,' the Giant went on.
'Of course,' Sophie said. 'They taste of Great danes.'
'Wrong!' cried the Giant, slapping his thigh. 'Danes from Denmark is tasting doggy because they is tasting of labradors!'
'Then what do the people of Labrador taste of?' Sophie asked.
'Danes,' the Giant cried, triumphantly. 'Great danes!'
'Aren't you getting a bit mixed up?' Sophie said."
- illustration: Quentin Blake, Dahls faste tegner
"'Danes from Denmark is tasting ever so much of dogs,' the Giant went on.
'Of course,' Sophie said. 'They taste of Great danes.'
'Wrong!' cried the Giant, slapping his thigh. 'Danes from Denmark is tasting doggy because they is tasting of labradors!'
'Then what do the people of Labrador taste of?' Sophie asked.
'Danes,' the Giant cried, triumphantly. 'Great danes!'
'Aren't you getting a bit mixed up?' Sophie said."
- illustration: Quentin Blake, Dahls faste tegner
torsdag den 7. juli 2016
Alt står i flammer, især manuskripter
- fra Anders Juhl Rasmussens generøst store interview med efterhånden nærmest hyperaktive (oplæsning både her og dér, og en klar og selvbevidst stjerne i Jørgen Leths Lyrikporten, se nederst i posten) Klaus Høeck i Salon 55 om (anti-)arkiv og forfatterskab:
"JEG brænder igen
nogle manuskripter af
i haven men når
lige at læse:
da miles davis hørte bird
første gang udbrød
HAN: ’DET lød så for
færdeligt at jeg også
måtte spille så
dan’ – inden flammer
ne sletter resten som de
res rette brændstof
(Legacy, s. 452)
foreløbig er
der en vis oprydning at
tage vare på
(så der ikke er
efterladt for meget til
marodørerne)
jeg kører derfor
en sæk fuld af gamle ma
nuskripter ud til
genbrugsstationen
i korup og dumper den
i brændbart affald
(Live, s. 286)
AJR: Har du to praksisser for at skaffe dig af med manuskripterne?
KH: Mellem os to, så har jeg kun én praksis. Digtere lyver også engang imellem. Jeg brænder altid mine manuskripter i haven. Det foregår efter et rent ud sagt alkymistisk ritual, idet asken blandes med de øvrige tre af de fire elementer, dvs. noget begraves i jorden, noget kastes i dammen og noget spredes i luften. Hver gang et manuskript er trykt, og der ligger ofte andre ting omkring det, digte, som ikke blev til noget, så brænder jeg den store bunke manuskripter. Det gives tilbage til elementerne og genopstår i mit næste værk. Jeg har brændt mine efterladenskaber siden den allerførste bog i 1966. Dengang havde jeg læst, hvad Hagar Olsson citerer Edith Södergran for i forordet til udgivelsen af Ediths brev (1955), at der ikke skulle være noget til »likmaskarna«, dvs. hvad vi på dansk ville kalde ligormene. Södergran brændte selv alle sine manuskripter og personlige papirer. Det bed jeg mærke i, og det var før, jeg overhovedet var begyndt at skrive digte. Jeg læste i øvrigt kun Hager Olssons forord, aldrig Södergrans breve. Det var ikke det, hun havde bedt om, vel? Jeg har ikke i almindelighed noget imod at læse breve, jeg har da læst både Hölderlins og Novalis’ breve, men jeg er ligesom Södergran skeptisk over for disse biografer eller »ligorme«, der baserer deres fortolkninger på efterladte breve og i det hele taget arkiver. Deres tolkninger er ikke udtryk for andet end deres egne projektioner, og det er hverken interessant eller sandt.
AJR: Var Södergrans anti-arkiviske holdning udslagsgivende for dig?
KH: Det kunne godt tyde på det. Lige når man begynder, betyder sådan noget ufattelig meget.
AJR: Er den alkymistiske forklaring, du har givet, så en efterrationalisering?
KH: Nej, de passer bare sammen. Forklaringen folder sig ud på den måde. Du kan spørge, om det er noget i Klaus Høecks karakter, eller bare rene tilfældigheder? Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig været i tvivl om, at det hænger sådan sammen.
AJR: Hvad vil det nærmere sige, at manuskripterne genopstår i det næste værk? Allerede i Hjem (1985) henviser du til den alkymistiske tradition, bl.a. med mottoet »Solve et coagula«, at opløse og inddampe.
KH: Det er en åndelig indsigt, som intellektet ikke skal blande sig i. Intellektet kværner løs og skal have en forklaring på alting, mens det forholder sig anderledes med ånden, og det kan du få både mit, Kierkegaards og Nietzsches ord på. Værket er en hemmelighed, som den, der læser det, skal delagtiggøres i – men hemmeligheden er måske, at der ikke er nogen hemmelighed. Ved at brænde manuskripterne peger jeg på, at alt omkring værket fører væk fra det. Overvejelserne hen til værket kommer ikke andre ved end mig selv. Det kan være en misforståelse, men sådan ser jeg på det.
(...)
AJR: Du forholder dig tydeligvis ironisk over for tanken om et arkiv i Legacy. Vil du også destruere dine brevvekslinger med andre forfattere?
KH: Det er denne Neugier(ichkeit), der ifølge Heidegger er et eksistentiale i mennesket; jeg er imod det. Ja, jeg vil heller ikke efterlade mig breve fra andre forfattere og slet ikke e-mails. Det forsvinder alt sammen, forhåbentlig. Værket er værket, alt muligt andet er alt muligt andet, som Søren Ulrik Thomsen siger et sted. Jeg er gode venner med Peter Laugesen, og vi har ført en slags korrespondance per e-mail. Men selvom jeg tilintetgør den, så gør Laugesen det muligvis ikke.
AJR: Du har modtaget nogle breve fra Tage Skou-Hansen, der døde for nylig, ikke sandt?
KH: Tage Skou reagerede altid på mine digtsamlinger; han læste dem og kommenterede dem mere eller mindre udførligt. Under hans allersidste år modtog jeg ganske rigtigt nogle Hölderlin-agtige breve fra ham med sådan nogle fascinerede udfald i den logiske sammenhæng, som jeg prøver at indarbejde i mit igangværende manuskript.
AJR: Vil du også brænde brevene fra Skou-Hansen, når du engang bliver færdig med din kommende bog, selvom de kunne have værdi for forskningen i hans forfatterskab?
KH: Fuck det, ja, de skal brændes, når jeg er færdig.
AJR: Skriver du selv breve til nogen?
KH: Jeg skriver ingen breve til nogen og har næsten aldrig gjort det. Jeg skrev engang, da jeg var betydeligt yngre, til min ven Christian Høgsberg, at jeg ikke kunne fortsætte vores brevveksling, fordi jeg havde opdaget, at mine breve var arrangerede. Siden har jeg, med ganske få undtagelser, ikke skrevet breve eller e-mails.
(...)
KH: Døden kommer og intervenerer i ethvert forfatterskab. Hver øjeblik står vi over for evigheden; det gælder, uanset om man er 36 eller 78 år. Jeg kunne godt tænke mig selv at slutte mit forfatterskab af. Men så kommer det ubehagelige spørgsmål, hvad skulle jeg så lave? Begge muligheder, at slutte eller ikke at slutte mit forfatterskab, byder mig inderligt imod. Hvis jeg dør i morgen, risikerer jeg desuden at efterlade mig noget til arkivet, nemlig mit igangværende manuskript. Det regner jeg så med, at Anne-Marie vil skaffe af vejen hurtigst muligt."
"JEG brænder igen
nogle manuskripter af
i haven men når
lige at læse:
da miles davis hørte bird
første gang udbrød
HAN: ’DET lød så for
færdeligt at jeg også
måtte spille så
dan’ – inden flammer
ne sletter resten som de
res rette brændstof
(Legacy, s. 452)
foreløbig er
der en vis oprydning at
tage vare på
(så der ikke er
efterladt for meget til
marodørerne)
jeg kører derfor
en sæk fuld af gamle ma
nuskripter ud til
genbrugsstationen
i korup og dumper den
i brændbart affald
(Live, s. 286)
AJR: Har du to praksisser for at skaffe dig af med manuskripterne?
KH: Mellem os to, så har jeg kun én praksis. Digtere lyver også engang imellem. Jeg brænder altid mine manuskripter i haven. Det foregår efter et rent ud sagt alkymistisk ritual, idet asken blandes med de øvrige tre af de fire elementer, dvs. noget begraves i jorden, noget kastes i dammen og noget spredes i luften. Hver gang et manuskript er trykt, og der ligger ofte andre ting omkring det, digte, som ikke blev til noget, så brænder jeg den store bunke manuskripter. Det gives tilbage til elementerne og genopstår i mit næste værk. Jeg har brændt mine efterladenskaber siden den allerførste bog i 1966. Dengang havde jeg læst, hvad Hagar Olsson citerer Edith Södergran for i forordet til udgivelsen af Ediths brev (1955), at der ikke skulle være noget til »likmaskarna«, dvs. hvad vi på dansk ville kalde ligormene. Södergran brændte selv alle sine manuskripter og personlige papirer. Det bed jeg mærke i, og det var før, jeg overhovedet var begyndt at skrive digte. Jeg læste i øvrigt kun Hager Olssons forord, aldrig Södergrans breve. Det var ikke det, hun havde bedt om, vel? Jeg har ikke i almindelighed noget imod at læse breve, jeg har da læst både Hölderlins og Novalis’ breve, men jeg er ligesom Södergran skeptisk over for disse biografer eller »ligorme«, der baserer deres fortolkninger på efterladte breve og i det hele taget arkiver. Deres tolkninger er ikke udtryk for andet end deres egne projektioner, og det er hverken interessant eller sandt.
AJR: Var Södergrans anti-arkiviske holdning udslagsgivende for dig?
KH: Det kunne godt tyde på det. Lige når man begynder, betyder sådan noget ufattelig meget.
AJR: Er den alkymistiske forklaring, du har givet, så en efterrationalisering?
KH: Nej, de passer bare sammen. Forklaringen folder sig ud på den måde. Du kan spørge, om det er noget i Klaus Høecks karakter, eller bare rene tilfældigheder? Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig været i tvivl om, at det hænger sådan sammen.
AJR: Hvad vil det nærmere sige, at manuskripterne genopstår i det næste værk? Allerede i Hjem (1985) henviser du til den alkymistiske tradition, bl.a. med mottoet »Solve et coagula«, at opløse og inddampe.
KH: Det er en åndelig indsigt, som intellektet ikke skal blande sig i. Intellektet kværner løs og skal have en forklaring på alting, mens det forholder sig anderledes med ånden, og det kan du få både mit, Kierkegaards og Nietzsches ord på. Værket er en hemmelighed, som den, der læser det, skal delagtiggøres i – men hemmeligheden er måske, at der ikke er nogen hemmelighed. Ved at brænde manuskripterne peger jeg på, at alt omkring værket fører væk fra det. Overvejelserne hen til værket kommer ikke andre ved end mig selv. Det kan være en misforståelse, men sådan ser jeg på det.
(...)
AJR: Du forholder dig tydeligvis ironisk over for tanken om et arkiv i Legacy. Vil du også destruere dine brevvekslinger med andre forfattere?
KH: Det er denne Neugier(ichkeit), der ifølge Heidegger er et eksistentiale i mennesket; jeg er imod det. Ja, jeg vil heller ikke efterlade mig breve fra andre forfattere og slet ikke e-mails. Det forsvinder alt sammen, forhåbentlig. Værket er værket, alt muligt andet er alt muligt andet, som Søren Ulrik Thomsen siger et sted. Jeg er gode venner med Peter Laugesen, og vi har ført en slags korrespondance per e-mail. Men selvom jeg tilintetgør den, så gør Laugesen det muligvis ikke.
AJR: Du har modtaget nogle breve fra Tage Skou-Hansen, der døde for nylig, ikke sandt?
KH: Tage Skou reagerede altid på mine digtsamlinger; han læste dem og kommenterede dem mere eller mindre udførligt. Under hans allersidste år modtog jeg ganske rigtigt nogle Hölderlin-agtige breve fra ham med sådan nogle fascinerede udfald i den logiske sammenhæng, som jeg prøver at indarbejde i mit igangværende manuskript.
AJR: Vil du også brænde brevene fra Skou-Hansen, når du engang bliver færdig med din kommende bog, selvom de kunne have værdi for forskningen i hans forfatterskab?
KH: Fuck det, ja, de skal brændes, når jeg er færdig.
AJR: Skriver du selv breve til nogen?
KH: Jeg skriver ingen breve til nogen og har næsten aldrig gjort det. Jeg skrev engang, da jeg var betydeligt yngre, til min ven Christian Høgsberg, at jeg ikke kunne fortsætte vores brevveksling, fordi jeg havde opdaget, at mine breve var arrangerede. Siden har jeg, med ganske få undtagelser, ikke skrevet breve eller e-mails.
(...)
KH: Døden kommer og intervenerer i ethvert forfatterskab. Hver øjeblik står vi over for evigheden; det gælder, uanset om man er 36 eller 78 år. Jeg kunne godt tænke mig selv at slutte mit forfatterskab af. Men så kommer det ubehagelige spørgsmål, hvad skulle jeg så lave? Begge muligheder, at slutte eller ikke at slutte mit forfatterskab, byder mig inderligt imod. Hvis jeg dør i morgen, risikerer jeg desuden at efterlade mig noget til arkivet, nemlig mit igangværende manuskript. Det regner jeg så med, at Anne-Marie vil skaffe af vejen hurtigst muligt."
onsdag den 6. juli 2016
Farvel til den (værste og) bedste stilist
- Den lykkeligt stilige satiriker (ulykkeligt forelsket i patos' uafvendelige stilistiske kitsch)
- et par Facebook-opdateringer citeret i Martin Kongstads Information-nekrolog:
fra 4. maj:
»I aften mindes vi dem, der døde for, at du kan spise ostepops, være på Snapchat, stemme Liberal Alliance og drikke Gajolshots.«
»Det gode ved den skandinaviske velfærdsmodel er, at alle får mandlen. Det dårlige er, at mandelgaven altid er en bog af Ib Michael eller en pose rosiner.«
»Kære statsminister, vil du i din forestående nytårstale i år ikke nok undtagelsesvist lade være med at genfortælle en anekdote om, at du forleden var ude på en arbejdsplads eller et andet sted i offentligheden, hvor du mødte en helt almindelig dansker, der f.eks. hed Leif og sagde dig noget, som satte tanker i gang? Jeg har selv mødt Leif, det var i Fakta forleden, han var småfuld og sprang over i køen.«
- et par Facebook-opdateringer citeret i Martin Kongstads Information-nekrolog:
fra 4. maj:
»I aften mindes vi dem, der døde for, at du kan spise ostepops, være på Snapchat, stemme Liberal Alliance og drikke Gajolshots.«
»Det gode ved den skandinaviske velfærdsmodel er, at alle får mandlen. Det dårlige er, at mandelgaven altid er en bog af Ib Michael eller en pose rosiner.«
»Kære statsminister, vil du i din forestående nytårstale i år ikke nok undtagelsesvist lade være med at genfortælle en anekdote om, at du forleden var ude på en arbejdsplads eller et andet sted i offentligheden, hvor du mødte en helt almindelig dansker, der f.eks. hed Leif og sagde dig noget, som satte tanker i gang? Jeg har selv mødt Leif, det var i Fakta forleden, han var småfuld og sprang over i køen.«
mandag den 4. juli 2016
En tidrejsende østrigsk prins
Endnu en fremragende amerikansk forfatter, George Saunders, begiver sig ind i folkedybets dæmoniske Trump-rallys for at undre sig og os klogere, i en kæmpeartikel i New Yorker, der begynder sådan her:
"He Appears
"He Appears
Trump
is wearing the red baseball cap, or not. From this distance, he is
strangely handsome, well proportioned, puts you in mind of a sea
captain: Alan Hale from “Gilligan’s Island,” say, had Hale been slimmer,
richer, more self-confident. We are afforded a side view of a head of
silver-yellow hair and a hawklike orange-red face, the cheeks of which,
if stared at steadily enough, will seem, through some optical illusion,
to glow orange-redder at moments when the crowd is especially pleased.
If you’ve ever, watching “The Apprentice,” entertained fantasies of how
you might fare in the boardroom (the Donald, recognizing your excellent
qualities with his professional businessman’s acumen, does not fire you
but, on the contrary, pulls you aside to assign you some important
non-TV, real-world mission), you may, for a brief, embarrassing instant,
as he scans the crowd, expect him to recognize you.
He
is blessing us here in San Jose, California, with his celebrity,
promising never to disappoint us, letting us in on the latest bit of
inside-baseball campaign strategy: “Lyin’ Ted” is no longer to be Lyin’
Ted; henceforth he will be just “Ted.” Hillary, however, shall be “Lyin’
Crooked.” And, by the way, Hillary has to go to jail. The statute of
limitations is five years, and if he gets elected in November,
well . . . The crowd sends forth a coarse blood roar. “She’s guilty as
hell,” he snarls.
He growls,
rants, shouts, digresses, careens from shtick nugget to shtick nugget,
rhapsodizes over past landslides, name-drops Ivanka, Melania, Mike
Tyson, Newt Gingrich, Bobby Knight, Bill O’Reilly. His right shoulder
thrusts out as he makes the pinched-finger mudra with downswinging arm.
His trademark double-eye squint evokes that group of beanie-hatted
street-tough Munchkin kids; you expect him to kick gruffly at an
imaginary stone. In person, his autocratic streak is presentationally
complicated by a Ralph Kramdenesque vulnerability. He’s a man who has
just dropped a can opener into his wife’s freshly baked pie. He’s not
about to start grovelling about it, and yet he’s sorry—but, come on, it
was an accident. He’s sorry, he’s sorry, O.K., but do you expect him to say it? He’s a good guy. Anyway, he didn’t do it.
Once,
Jack Benny, whose character was known for frugality and selfishness,
got a huge laugh by glancing down at the baseball he was supposed to be
first-pitching, pocketing it, and walking off the field. Trump,
similarly, knows how well we know him from TV. He is who he is. So sue
me, O.K.? I probably shouldn’t say this, but oops—just did. (Hillary’s
attack ads? “So false. Ah, some of them aren’t that false,
actually.”) It’s oddly riveting, watching someone take such pleasure in
going so much farther out on thin ice than anyone else as famous would
dare to go. His crowds are ever hopeful for the next thrilling rude
swerve. “There could be no politics which gave warmth to one’s body
until the country had recovered its imagination, its pioneer lust for
the unexpected and incalculable,” Norman Mailer wrote in 1960.
The
speeches themselves are nearly all empty assertion. Assertion and
bragging. Assertion, bragging, and defensiveness. He is always boasting
about the size of this crowd or that crowd, refuting some slight from
someone who has treated him “very unfairly,” underscoring his sincerity
via adjectival pile-on (he’s “going to appoint beautiful, incredible,
unbelievable Supreme Court Justices”). He lies, bullies, menaces, dishes
it out but can’t seem to take it, exhibits such a muddy understanding
of certain American principles (the press is free, torture illegal,
criticism and libel two different things) that he might be a
seventeenth-century Austrian prince time-transported here to mess with
us. Sometimes it seems that he truly does not give a shit, and you
imagine his minders cringing backstage. Other times you imagine them
bored, checking their phones, convinced that nothing will ever touch
him. Increasingly, his wild veering seems to occur against his will, as
if he were not the great, sly strategist we have taken him for but,
rather, someone compelled by an inner music that sometimes produces good
dancing and sometimes causes him to bring a bookshelf crashing down on
an old Mexican lady. Get more, that inner music seems to be telling him. Get, finally, enough. Refute a lifetime of critics. Create a pile of unprecedented testimonials, attendance receipts, polling numbers, and pundit gasps that will, once and for all, prove—what?
Apply Occam’s razor: if someone brags this much, bending every ray of light back to himself, what’s the simplest explanation?"
Det lysner i smatten
Som svar på min bogholderi-note i WA Bøger i fredags om litteraturen på Roskilde Festival (de gyldne år med Højskolernes Spoken Word-Scene vs. Gyldendals og Rosinante&Co's stadig mere sammenpressede (i år 3 x 20 minutter fulgt 3 x 45 minutter, søndag, mandag, tirsdag, torsdag, fredag, lørdag) Forfatterskabet-scene vs. Mayhem & Eschos nye hybrid-scene med generøs plads til digtere) skrev den tidligere leder af Spoken Words-scenen og nuværende forstander for den kommende Roskilde Festival Højskole Jesper Øland en lovende FB-opdatering:
Højskolerne blev ikke uvenner med Roskilde Festival. Festivalen var tilbage i midten af nullerne bare ikke klar til at eksterne samarbejdspartnere kunne levere en scene drevet professionelt og med indhold - måske er de klar til det nu, og måske bør vi overveje at samle holdet igen under festivalhøjskolens kasket 😉🤘
Højskolerne blev ikke uvenner med Roskilde Festival. Festivalen var tilbage i midten af nullerne bare ikke klar til at eksterne samarbejdspartnere kunne levere en scene drevet professionelt og med indhold - måske er de klar til det nu, og måske bør vi overveje at samle holdet igen under festivalhøjskolens kasket 😉🤘
Lars Bukdahl Overvej, please, overmåde meget!
Jesper Elkjær Øland Det har jeg gjort de sidste syv år. Hvis vi kan få en bred skare af forlag med og finde ekstern finansiering, så måske
Nicolaj Stochholm Yeah!
søndag den 3. juli 2016
En smuldrende mur af gratis mursten
Som papirbog har Rasmus halling Nielsen i år (foreløbig) kun udgivet 1 enkelt værk: det 63 korte og slanke langdigt OGSÅ, som jeg behørigt har anmeldelsesrost i en papiravis.
Dertil kommer imidlertid indtil flere digitale, mere el mindre monstrøse publikationer, linket til på Facebook og hans nye (der har være tre fire stykker mellem år og dag) blog tysnatysnamonad ; jeg har optalt 5, hvoraf jeg har skaffet mig adgang til de 3 (jeg er eller rettere min computer (er der forskel?) er virkelig ikke venner med dropbox):
1. HENAANDE FÆRDIG, 405 sider, delvist læst af mig
Dertil kommer imidlertid indtil flere digitale, mere el mindre monstrøse publikationer, linket til på Facebook og hans nye (der har være tre fire stykker mellem år og dag) blog tysnatysnamonad ; jeg har optalt 5, hvoraf jeg har skaffet mig adgang til de 3 (jeg er eller rettere min computer (er der forskel?) er virkelig ikke venner med dropbox):
1. HENAANDE FÆRDIG, 405 sider, delvist læst af mig
Rasmus Halling Nielsen uploaded a file in the group: KNIVSTIKKER.
Portable Document Format
ATED
OG
ROLLE.
OG
MEN
OG
- hierarkier af gentagelser, uddrag, uigenkendeligt pdf-copy/pastet):
"19. VÆBNEDE IRAKISKE KRÆFTER det kan ikke være rigtigt det kan ikke være rigtigt stop nu stop nu
20. IRAKISKE UDTALELSE & MEDIA
21. FANGEMISHANDLING fælde dom mishandling sommerregn svanehals stop nu svanehals sommerregn
22. weapon kontrol
23. cost of war
24. intelligence failure 25. permanent basing
find nude you can kill find nude when you are afraid and
find them and hunt them down and kill
you and send them earth when coldest when
the danger lurking on coloured nips confetti around medal
shine dog in the cripple lam
shine knuckles of another person's dentition
find nude you must kill find nude you must kill very fast
pull din knife
your human drag din knife
with knivstikker weapon attracts you something der in the dark similar slam from a sewer in head
kill all
kill all
how does it out for you now
when located there with all your sölle
excuses of life
can you so not writing en sms to support
stot the little petition ser i draw
instead life
ser i just characters on message
writing i draw in a random order
cover for
good luck
and gor mig afraid archive index
1. summaries
2. military ops & forces 3. old military ops & forces (2002-2005)
4. the surge
2. Udvalg (ulæst, uhentet af mig)
"19. VÆBNEDE IRAKISKE KRÆFTER det kan ikke være rigtigt det kan ikke være rigtigt stop nu stop nu
det kan ikke være rigtigt det kan ikke være rigtigt stop nu stop nu det
kan ikke være rigtigt det kan ikke være rigtigt stop nu stop nu det kan
ikke være rigtigt det kan ikke være rigtigt stop nu stop nu
20. IRAKISKE UDTALELSE & MEDIA
21. FANGEMISHANDLING fælde dom mishandling sommerregn svanehals stop nu svanehals sommerregn
22. weapon kontrol
23. cost of war
24. intelligence failure 25. permanent basing
find nude you can kill find nude when you are afraid and
find them and hunt them down and kill
you and send them earth when coldest when
the danger lurking on coloured nips confetti around medal
shine dog in the cripple lam
shine knuckles of another person's dentition
find nude you must kill find nude you must kill very fast
pull din knife
your human drag din knife
with knivstikker weapon attracts you something der in the dark similar slam from a sewer in head
kill all
kill all
how does it out for you now
when located there with all your sölle
excuses of life
can you so not writing en sms to support
stot the little petition ser i draw
instead life
ser i just characters on message
writing i draw in a random order
cover for
good luck
and gor mig afraid archive index
1. summaries
2. military ops & forces 3. old military ops & forces (2002-2005)
4. the surge
2. Udvalg (ulæst, uhentet af mig)
3. MEDIÆVALIA # 1, (kun) 122 sider, læst helt, link HER
1 stort ORD og 'OG' pr. side (ligner her og dér (af og'erne) afbrudte sætninger/linjer), uigenkendeligt pdf-copy/pastet uddrag:
1 stort ORD og 'OG' pr. side (ligner her og dér (af og'erne) afbrudte sætninger/linjer), uigenkendeligt pdf-copy/pastet uddrag:
ANTIQU
ATED
OG
ROLLE.
OG
MEN
OG
HVIS
OG
OG
4. ARRANGEMENT, 312 sider, delvist læst, link HER,
massiv tekstmasse inficeret af (gentagne) nonsens-besmittede ord, uigenkendeligt PDF-copy/pastet uddrag:
GLAD SINDSSYGE SOL V
&
AELIG
;
K SOL SINDSSYG
V
&
AELIG
;
K SOL SINDSSYG T
&
AELIG
;
NKER LIGGER I DIN
SENG OG BLIVER MEGET
BANGE MEN HUSK GA
MLE
DAGE SMADR
EDE DAGE OG INGEN HJ
EMME I ER
BL
&
ARING
;
&
OSLASH
;
JNE OG EN STEN MED B
L
&
ARING
;
ELLER BRUNE
&
OSLASH
;
JNE ER JEG V
&
AELIG
;
LTEDE
RUNDT
,
SOLBRILLERNE I DET T
IDLIGE UD OVER ET
TR
&
AELIG
;
MED POTERNE
,
FORREST
,
NYE DANSER
OMKRING SPRINGER OP
AF LAGKAGEN OG R
&
ARING
;
BE
R
SIT FRA OVEN OG ST
OPPER TRE METER FRA
JORDEN
.
HAN AND YOU YOU ARE
MAY AND AND AND ONE
ONE
ONE DIREKTE MOD SYDA
FRIKA I H
&
ARING
;
BET OM AT EN
MAND SEJLER FORBI I
EN KANO
.
HAN F
&
ARING
;
5. (titel? på bloggen blot markeret med "udgivelse), ulæs og ufundet af mig, dette er adressen:
- og dette værk er der vistnok kun forside og titel på, men lovende ser det ud, og måske skal det endda på papir:
lørdag den 2. juli 2016
Gratis cykeldigtsamling kan skæbensvangert også fås for penge
Tour de France starter i dag, og digterparret Rasmus Nikolajsen og Julie Steen Knudsen har under paranavnet Lippmann & Knudsen skrevet en perfekt cool koncept-cykeldigtsamling betitlet Måske vil det hele vende på et tidspunkt, som gratis kan hentes på dette pdf-LINK (men også købes som eksklusiv, håndsyet hæfte se nedenfor*). Ved simpelthen at citere og digtopsætte rytterkommentarer fra det seneste Giro d'Italia får parret groft og raffineret og - for en gangs skyld, vs. den store pedalbesynger Jørgen Leth - ORIGINALT udnyttet cykelsportens håbløst enorme eksistentitelle betydningspotenitale: skæbne/karma/vilkårlighed/talent, hvad styrer dog dette løb og dette liv:
valverde
*
"Nu findes cykeldigtene “måske vil det hele vende på et tidspunkt” også som bog! Julie og jeg har produceret 50 håndsyede bøger med et omslag lyserødt som Giroens førertrøje. Vi sælger dem for 80 kr. (+ evt. porto). Hvis du vil købe, så skriv en
mail til pjpressdk@gmail.com eller gå forbi Storrs Antikvariat
(Ahlmannsgade 1, KBH N), hvor bogen vil ligge fra på torsdag."
valverde
jeg er simpelthen ikke vant til
at opholde mig så længe
i så mange højdemeter
jeg følte mig ikke som mig selv
det slog mig ihjel
min krop føltes så mærkelig
jeg var lidt svimmel
I dag var situationen en helt anden
jeg er glad igen
tilfreds
med at være vendt tilbage
til mit rigtige niveau
nibali
formen er hvad den er
jeg kan ikke udtrykke det bedre
der er ikke flere undskyldninger
der er øjeblikke i livet
hvor tingene ikke går som du håber
hvor jeg ikke kører godt
jeg prøver at forstå hvad der er galt
dette er ikke mit niveau
jeg håbede på at være bedre
*
Sophia cykler og debuterer - kompleks karavane!
Interview med digteren Sophia Handler, i sin tid debuteret i Hvedekorn, netop dimitteret fra forfatterskolen i Bergen, på det norske Flamme Forlags blog:
"Skrivekunstakademiets antologi for året, Koordinater, bidrar danske Sophia Handler med en tekst om den slovakiske proff-syklisten Peter Sagan. Hun kaller det fanfiction og teksten begynner: «Det var ikke med vilje, jeg blev så betaget. Det var ikke med vilje, jeg faldt forover i hans hænder.» En litt uvanlig kobling, syntes jeg, sykling og prosa. Handler er ikke helt enig,
NØH: Men har denne fascinasjonen for sykkel og syklister pågått lenge?
SH: Min fascination af cykling begyndte med somrene, hvordan mit forhold til dem ændrede sig, efterhånden som jeg blev ældre – og de også viste sig at kunne blive lange og kedelige, dovne størrelser! Jeg har altid læst mange bøger, og når det regnede udenfor om eftermiddagen, begyndte jeg at læse cykelløbet, ligesom jeg ville læse en roman.
NØH: Hva ligger i koblingen for din del?SH: For mig er selve cykelløbet en kompleks karavane, et epos. Jeg skriver primært poesi og ser poetiske kvaliteter både i selve begivenheden, filosofien bag og dens aktører. Franskmændene kan fx godt lide at sammenligne Tour de France med en opdagelsesekspedition af Frankrig, der gentager sig selv hvert år, trækker nye veksler på kulturlandskabet, og det kan jeg sagtens relatere til i min oplevelse. Cykelløbet trækker på den europæiske fortælletradition, det er helt klart – det er en moderne odyssé, som der burde skrives mange flere sange om.
NØH: Det er ikke veldig vanlig at forfattere går til idrettsverden etter materiale og/eller inspirasjon, hvorfor tror du det er sånn?SH: Jeg ved ikke, om det er uvanligt sådan at have sport som litterært tilfang. Litteraturen vil og kan som bekendt beskæftige sig med alt. Jeg kender mange forfattere, som er ret optagede af tennis fx. Jørgen Leth har udgivet nogle fantastiske sportsdigte. Men måske er nogle sportsgrene bare mere genfortællings-egnede på samme made som mange andre begivenheder. Det har selvfølgelig noget at gøre med den skrivendes tilgang til stoffet, om der er en ægte fascination. I cykelsport ser jeg flere, hvad skal man sige, fiktive, måske endda eventyragtige, elementer end i andre sportsgrene. Gode, onde og uforudsete kræfter, ofre, heroisme, ulykke, lagkagekomedie. Måske netop fordi det er så langstrakt. Man når ligesom at følge nogen igennem noget. Men hvis man nu fx brænder for madlavning med en røremaskines lidenskab - og samtidig har et sprog - har man jo alt, hvad man skal bruge for at kunne skrive kogebøger med decideret litterær kvalitet.
NØH: Skal du følge årets Tour de France? Og kanskje skrive mens du ser på?
SH: Grand Tour-ugerne er måske mine bedste skriveuger på året. Jeg arbejder ekstra intensivt om morgenen og om formiddagen for at kunne følge med i løbet om eftermiddagen - det giver min dag rytme, og det stimulerer min koncentration, samtidig med, at det hjælper min hjerne med bagefter at koble lidt af fra den kreative proces. Jeg kan fx ikke meditere, eller jeg er vildt dårlig til det, så for mig bliver cykelløbet det nærmeste, jeg kommer en slags meditativ situation. Det er både under Touren, Giroen og Vueltaen. Men gennem min fascination for Frankrig og fransk litteratur, bliver Tour de France selvfølgelig noget særligt. Jørgen Leth kommenterer etaperne sammen med en sportsjournalist og en tidligere cykelrytter, og bare deres dialog er noget helt vildt i sig selv. Alle folk burde have sådan et lydspor for deres eftermiddag kørende i baggrunden."
Til hvermandag. bidrog edder-talentfulde Sophia for et mandage siden (da Cecilie Lind var gæsteredaktør) med tekster fra hendes debut, der udkommer til januar på Gyldendal, bl.a. disse:
"Et egern kan sidde mellem grenene og ligne tyggegummi i nogens hår.
Sommeren kan mest være børnenes. De kan være blevet klippet og være kørt i den samme bil. Eller pludselig være skolesøgende på stengulvet. Med kamilleblomster i hænderne. Senere kan kogende vand være blevet hældt over. Drukket i store slurke.
Det kan være svært at komme videre i en ferie. Flere slags mekanismer skal trækkes op og slippes. Fx ugerne. Bålet. End ikke en sovepose kan kruse mit hår.
Men det skarpe lys svejser rektangler over øjenbrynene. Skærer til, mens retterne bliver båret ud på terrassen. Stille på-vej-væren. Kaldt i skiver. Jeg kan takke pænt nej ved at lukke køkkenvinduet. Have fornemmelsen af at flyde over i sort som en blæksprutte. Have et ukendt antal arme.
- kan I se? hende vil man hele tiden gerne læse mere af.
"Skrivekunstakademiets antologi for året, Koordinater, bidrar danske Sophia Handler med en tekst om den slovakiske proff-syklisten Peter Sagan. Hun kaller det fanfiction og teksten begynner: «Det var ikke med vilje, jeg blev så betaget. Det var ikke med vilje, jeg faldt forover i hans hænder.» En litt uvanlig kobling, syntes jeg, sykling og prosa. Handler er ikke helt enig,
NØH: Men har denne fascinasjonen for sykkel og syklister pågått lenge?
SH: Min fascination af cykling begyndte med somrene, hvordan mit forhold til dem ændrede sig, efterhånden som jeg blev ældre – og de også viste sig at kunne blive lange og kedelige, dovne størrelser! Jeg har altid læst mange bøger, og når det regnede udenfor om eftermiddagen, begyndte jeg at læse cykelløbet, ligesom jeg ville læse en roman.
NØH: Hva ligger i koblingen for din del?SH: For mig er selve cykelløbet en kompleks karavane, et epos. Jeg skriver primært poesi og ser poetiske kvaliteter både i selve begivenheden, filosofien bag og dens aktører. Franskmændene kan fx godt lide at sammenligne Tour de France med en opdagelsesekspedition af Frankrig, der gentager sig selv hvert år, trækker nye veksler på kulturlandskabet, og det kan jeg sagtens relatere til i min oplevelse. Cykelløbet trækker på den europæiske fortælletradition, det er helt klart – det er en moderne odyssé, som der burde skrives mange flere sange om.
NØH: Det er ikke veldig vanlig at forfattere går til idrettsverden etter materiale og/eller inspirasjon, hvorfor tror du det er sånn?SH: Jeg ved ikke, om det er uvanligt sådan at have sport som litterært tilfang. Litteraturen vil og kan som bekendt beskæftige sig med alt. Jeg kender mange forfattere, som er ret optagede af tennis fx. Jørgen Leth har udgivet nogle fantastiske sportsdigte. Men måske er nogle sportsgrene bare mere genfortællings-egnede på samme made som mange andre begivenheder. Det har selvfølgelig noget at gøre med den skrivendes tilgang til stoffet, om der er en ægte fascination. I cykelsport ser jeg flere, hvad skal man sige, fiktive, måske endda eventyragtige, elementer end i andre sportsgrene. Gode, onde og uforudsete kræfter, ofre, heroisme, ulykke, lagkagekomedie. Måske netop fordi det er så langstrakt. Man når ligesom at følge nogen igennem noget. Men hvis man nu fx brænder for madlavning med en røremaskines lidenskab - og samtidig har et sprog - har man jo alt, hvad man skal bruge for at kunne skrive kogebøger med decideret litterær kvalitet.
NØH: Skal du følge årets Tour de France? Og kanskje skrive mens du ser på?
SH: Grand Tour-ugerne er måske mine bedste skriveuger på året. Jeg arbejder ekstra intensivt om morgenen og om formiddagen for at kunne følge med i løbet om eftermiddagen - det giver min dag rytme, og det stimulerer min koncentration, samtidig med, at det hjælper min hjerne med bagefter at koble lidt af fra den kreative proces. Jeg kan fx ikke meditere, eller jeg er vildt dårlig til det, så for mig bliver cykelløbet det nærmeste, jeg kommer en slags meditativ situation. Det er både under Touren, Giroen og Vueltaen. Men gennem min fascination for Frankrig og fransk litteratur, bliver Tour de France selvfølgelig noget særligt. Jørgen Leth kommenterer etaperne sammen med en sportsjournalist og en tidligere cykelrytter, og bare deres dialog er noget helt vildt i sig selv. Alle folk burde have sådan et lydspor for deres eftermiddag kørende i baggrunden."
Til hvermandag. bidrog edder-talentfulde Sophia for et mandage siden (da Cecilie Lind var gæsteredaktør) med tekster fra hendes debut, der udkommer til januar på Gyldendal, bl.a. disse:
"Et egern kan sidde mellem grenene og ligne tyggegummi i nogens hår.
Sommeren kan mest være børnenes. De kan være blevet klippet og være kørt i den samme bil. Eller pludselig være skolesøgende på stengulvet. Med kamilleblomster i hænderne. Senere kan kogende vand være blevet hældt over. Drukket i store slurke.
Det kan være svært at komme videre i en ferie. Flere slags mekanismer skal trækkes op og slippes. Fx ugerne. Bålet. End ikke en sovepose kan kruse mit hår.
Men det skarpe lys svejser rektangler over øjenbrynene. Skærer til, mens retterne bliver båret ud på terrassen. Stille på-vej-væren. Kaldt i skiver. Jeg kan takke pænt nej ved at lukke køkkenvinduet. Have fornemmelsen af at flyde over i sort som en blæksprutte. Have et ukendt antal arme.
- kan I se? hende vil man hele tiden gerne læse mere af.
fredag den 1. juli 2016
Wimbledon Corleones
Hør please tennisekspert Anders Haarh Rasmussen og forfatterne Anders Abildgaard (fast tennis-semiotisk kommentator) og (dagens gæst) Ida Holmegaard tale tennis, tennis, tennis, tennis, koldsindig vrede og tvivlsom ensomhed i 24syv-programmet Wimbledon 2016, link HER
- producer, Holmegaard, bartender, Haarh, Abildgaard
- producer, Holmegaard, bartender, Haarh, Abildgaard
To ladys jeg portrætterer i dag
i Weekendavisen
KULTUR:
Maria Bamford (min debut som tv-anmelder, har tjansen det næste halve års tid, anbefal gerne sager!)
BØGER:
Marie Kat (der i en af dagens opdateringer betegner WA som "Lasr Bukdals avis for gamel Menisker")
KULTUR:
Maria Bamford (min debut som tv-anmelder, har tjansen det næste halve års tid, anbefal gerne sager!)
BØGER:
Marie Kat (der i en af dagens opdateringer betegner WA som "Lasr Bukdals avis for gamel Menisker")
Så
Gogler jeg mig slev det fordi , Jeg komet i avisen, og så er det bar
sådan: nej nej Googel fjole jeg heder da ikk Marei Katrien Gulagre !! ;-) :-D
Gunder skriver bog om min far!
Litteraturprofessor Nils Gunder Hansen fylder 60 i morgen, og TILLYKKE med det, han er en sjældent klog og skarp af en reaktionær litterat at være og altid er en illuminerende fornøjelse at skændes med, men kan alle, også avisen, lade ham være i fred det næste halve år, så han kan få skrevet den bog om min far, som han ifølge fødselsdagsportrættet i Kristeligt Dagblad meget vidunderligt har planlagt:
"I det kommende efterårssemester, hvor han har undervisningsfri, er hans plan at skrive en bog om teologen og filosoffen Jørgen K. Bukdahl, der døde som kun 43-årig i 1979. Nils Gunder er interesseret i Bukdahls særlige intellektuelle profil i et bredtfavnende spektrum af emner om blandt andet Marx, Hegel og Kierkegaard."
"I det kommende efterårssemester, hvor han har undervisningsfri, er hans plan at skrive en bog om teologen og filosoffen Jørgen K. Bukdahl, der døde som kun 43-årig i 1979. Nils Gunder er interesseret i Bukdahls særlige intellektuelle profil i et bredtfavnende spektrum af emner om blandt andet Marx, Hegel og Kierkegaard."
- Gunder, kom hen til det skrivebord!
Abonner på:
Opslag (Atom)
