Sætningsdigtere, top 8

Digtere der skriver i sætninger /sætning-ansamlinger - uprioriteret, generationelt organiseret - og 1 (rimelig tilfældig) sætning af hver:

Knud Steffen Nielsen
"Deres behov for det sidste ord/ tager plads op"

Peter Nielsen
"Du ligner jo et velskabt barn på benzinstationen, siger hun.
 
René Jean Jensen
"Glem det i en eller anden forstand."

Pejk Malinovski
"Digterens kanin hedder Klementin."

Majse Aymo-Boot
"Ruller man sig i sin egen tekst som en frygtelig hund?"

Josefine Graakjær Nielsen
"Har du prøvet at munden sover?"

Andreas Pedersen
"Man skænker mig et jag, så vi kan tænke anderledes, mig og katten, når vi tænker på life."
Sophia Handler
"Ryggen forbliver en plastikkælk."

Ud & Se POESI (nr. 2)

Juli (og augusts) måneds digter
i Ud & Se
(link til bladet HER)

er

SOPHIA HANDLER

med 1 hel sides poesi

midt mellem Mofibo-reklame
og forside-feature om flypioner

Sophiaforsvinding

Jeg optrådte i dag på den Sorte Diamant til såkaldt Vidensfestival (til støtte for Clement Kjærsgaards blad Ræson) med yndlingsaversioner (hvoraf de fleste snarere var nagende melankolier eller hjemsøgende skuffelser)) og yndlingsperversioner fra dette stadig spæde forår, havde medbragt 4 af de første og 5 af de sidste, men nåede kun 2 af de første, Thomas Korsgaard og Caspar Eric, og 3 af de sidste, Signe Gjessing og Christina Hagen (genuint Jyllands-kitsch (der fremkaldte spontant bifald fra salen) frem for Korsgaards kælne Jyllands-kitsch) og så lagde jeg op til, at nr. 3 skulle være Sophia Handler, men Clement fik mig afsporet til en anekdote om at anmelde Frøken Smillas fornemmelse for sne som en sikker fiasko, og så glemte jeg skandaløst nok Sophia og afsluttede med denne fornemt fjollede sekvens fra Laugesens Tohuvabohu:

"spidsmusen speedy
sad i cafeteria
og drak kaffetilsætning
af et plastikkrus
mens suppen
stod og frøs i tallerkenen

hvem kom så ind ad glasdøren
andre end billen børge
frisk fra en fed
med hodet i skred

og tankerne blå
en ornlig skid på"

Men det var jo det her stykke fra Feberfrihed (stadigvæk årets stærkeste - men ikke derfor mest hypede eller roste - debut ud af allerede ret mange), jeg var på vej til at læse op:

"(muskelsvaghed)
Man kan tænke mere frit, mens man plukker øjenbryn. det kan have noget at gøre med, hvor tæt man står på sit eget ansigt i spejlet. Men der er altid en håndvask i vejen, som skinner og siger: her skal det kun være mig, der er nøgen. Dansegulvsglat.
Det kan være et par lerfigurer over emhætten, der viser, at man har været der. Dyrket en sport. Skraldespanden svarer: det kan jeg godt huske. Hvilket menneske kan nøjes med enten varmt eller koldt vand."

(melankolier/skuffelser jeg ikke nåede: Peder Frederik Jensen og Maja Lee Langvad, perversion jeg ikke nåede: TS Høeg)



(foto: Kulturkapellet)

Sophia cykler og debuterer - kompleks karavane!

Interview med digteren Sophia Handler, i sin tid debuteret i Hvedekorn, netop dimitteret fra forfatterskolen i Bergen, på det norske Flamme Forlags blog:

"Skrivekunstakademiets antologi for året, Koordinater, bidrar danske Sophia Handler med en tekst om den slovakiske proff-syklisten Peter Sagan. Hun kaller det fanfiction og teksten begynner: «Det var ikke med vilje, jeg blev så betaget. Det var ikke med vilje, jeg faldt forover i hans hænder.» En litt uvanlig kobling, syntes jeg, sykling og prosa. Handler er ikke helt enig,
NØH: Men har denne fascinasjonen for sykkel og syklister pågått lenge?
SH: Min fascination af cykling begyndte med somrene, hvordan mit forhold til dem ændrede sig, efterhånden som jeg blev ældre – og de også viste sig at kunne blive lange og kedelige, dovne størrelser! Jeg har altid læst mange bøger, og når det regnede udenfor om eftermiddagen, begyndte jeg at læse cykelløbet, ligesom jeg ville læse en roman.
NØH: Hva ligger i koblingen for din del?SH: For mig er selve cykelløbet en kompleks karavane, et epos. Jeg skriver primært poesi og ser poetiske kvaliteter både i selve begivenheden, filosofien bag og dens aktører. Franskmændene kan fx godt lide at sammenligne Tour de France med en opdagelsesekspedition af Frankrig, der gentager sig selv hvert år, trækker nye veksler på kulturlandskabet, og det kan jeg sagtens relatere til i min oplevelse. Cykelløbet trækker på den europæiske fortælletradition, det er helt klart – det er en moderne odyssé, som der burde skrives mange flere sange om.
NØH: Det er ikke veldig vanlig at forfattere går til idrettsverden etter materiale og/eller inspirasjon, hvorfor tror du det er sånn?SH: Jeg ved ikke, om det er uvanligt sådan at have sport som litterært tilfang. Litteraturen vil og kan som bekendt beskæftige sig med alt. Jeg kender mange forfattere, som er ret optagede af tennis fx. Jørgen Leth har udgivet nogle fantastiske sportsdigte. Men måske er nogle sportsgrene bare mere genfortællings-egnede på samme made som mange andre begivenheder. Det har selvfølgelig noget at gøre med den skrivendes tilgang til stoffet, om der er en ægte fascination. I cykelsport ser jeg flere, hvad skal man sige, fiktive, måske endda eventyragtige, elementer end i andre sportsgrene. Gode, onde og uforudsete kræfter, ofre, heroisme, ulykke, lagkagekomedie. Måske netop fordi det er så langstrakt. Man når ligesom at følge nogen igennem noget. Men hvis man nu fx brænder for madlavning med en røremaskines lidenskab - og samtidig har et sprog - har man jo alt, hvad man skal bruge for at kunne skrive kogebøger med decideret litterær kvalitet.
NØH: Skal du følge årets Tour de France? Og kanskje skrive mens du ser på?
SH: Grand Tour-ugerne er måske mine bedste skriveuger på året. Jeg arbejder ekstra intensivt om morgenen og om formiddagen for at kunne følge med i løbet om eftermiddagen - det giver min dag rytme, og det stimulerer min koncentration, samtidig med, at det hjælper min hjerne med bagefter at koble lidt af fra den kreative proces. Jeg kan fx ikke meditere, eller jeg er vildt dårlig til det, så for mig bliver cykelløbet det nærmeste, jeg kommer en slags meditativ situation. Det er både under Touren, Giroen og Vueltaen. Men gennem min fascination for Frankrig og fransk litteratur, bliver Tour de France selvfølgelig noget særligt. Jørgen Leth kommenterer etaperne sammen med en sportsjournalist og en tidligere cykelrytter, og bare deres dialog er noget helt vildt i sig selv. Alle folk burde have sådan et lydspor for deres eftermiddag kørende i baggrunden."

Til hvermandag. bidrog edder-talentfulde Sophia for et mandage siden (da Cecilie Lind var gæsteredaktør) med tekster fra hendes debut, der udkommer til januar på Gyldendal, bl.a. disse:

"Et egern kan sidde mellem grenene og ligne tyggegummi i nogens hår.

Sommeren kan mest være børnenes. De kan være blevet klippet og være kørt i den samme bil. Eller pludselig være skolesøgende på stengulvet. Med kamilleblomster i hænderne. Senere kan kogende vand være blevet hældt over. Drukket i store slurke.

Det kan være svært at komme videre i en ferie. Flere slags mekanismer skal trækkes op og slippes. Fx ugerne. Bålet. End ikke en sovepose kan kruse mit hår.

Men det skarpe lys svejser rektangler over øjenbrynene. Skærer til, mens retterne bliver båret ud på terrassen. Stille på-vej-væren. Kaldt i skiver. Jeg kan takke pænt nej ved at lukke køkkenvinduet. Have fornemmelsen af at flyde over i sort som en blæksprutte. Have et ukendt antal arme. 

- kan I se? hende vil man hele tiden gerne læse mere af.

Sophias dystdigte

Sophia Handlers 2 digte i Den Store Poesidyst i går aftes på AK24syv (se link nedenfor)

1. (efterårsdigt med november nævnt, skrevet hjemmefra)

Dying Before deadline

Himlen ligner en affaldsskakt. Lidt grynet. Som vinterbadernes hud. Man skjuler sin reaktion bag solbrillerne.

Hårdhed og efterår spændes sammen. En fremtid i sort og guld. Knæene er som to dybhavsgopler, sagte og umotiverede.

Man kan ikke iføre sig lerjorden. Ryste sig for skæl. Spole frem til slutningen i en skål isterninger.

Skumringen lægger sit blik i cellofan mellem bladende. Men øjne er ikke blomster, selvom de godt kan være på stilke.

Man falder i vintertid om sig selv. Man beder om et glas vand, man løfter op i sin bluse. Følelsen af at blive gammel oppefra og ned. Som rodfrugter.

Et ubesvaret opkald, man var inde i drivhuset og havde samme fugt i hovedet bagefter. Så kan man ikke tale i telefon.

Tungen er en sandsten. Det ses, når man kalder på heste. Det giver én lyst til at hviske: grammofon.

Inde fra vatpuderne kommer tørken drønende. Tandlægen henter en anden bredde. Klor er tilfældigere end champagne. Hvordan man smager igennem en skyllet mund.

Udluftning er til at fremmedgøre med. Støvet synger aldrig hurtigt nok. Man hører kun lyden af kroge.

November er sværere at holde styr på end et net med klementiner.

Vindhastigheden gennem et myggenet. Næsens tilstopning. Som at rulle sytråd tilbage op.

Tørvejret under antennerne knitrer som fleece. Der asfalteres et fortov til unge under uddannelse. Men deres ben er endnu ikke trådt gennem vådt krat nok.

Taxaen skrumper ind og forsvinder langsomt. Som Indlandsisen. Følelsen af at skylde penge væk. Være gået forkert.

Et bad er en morgengave. Et kilo føles som mere, når det bliver tabt.

Pianisten er gået i stå med armene i vejret. Som professionel honning. Mad er en henvendelse. Brød er en omfavnelse. Man sidder tilbage med suppen i skødet.

Online er også en måde at ruste på. De tåbelige navne må før eller senere splintres til kridhvide bobler.

Der tages ingen billeder uden filter. Der laves ingen musik uden internettet.

2. (haiku, skrevet på stedet)

Vinden som et chok 
mere end at gæsterne 
smadrer porcelæn

DEN STORE DIGTERDYST er en realitet

(Sidder på McDonald's med elendig wifi og intimiderende julemusik)

Lige om lidt, klokken 19, på AK24syv, første runde i Den Store Digterdyst

3 x 3 digtere kappes de næste tre uger, vinderen kåres i finalen mandag 8. Januar

Dommere: mig og Lone Hørslev

2 runder, et hjemmeskrevet digt og et digt skrevet på stedet (den hemmelige udfordring), dagens emne: EFTERÅR (inkl ordet november)!

Dagens digtere|

Rasmus Varnich Blumensaat

Sophia Handler

Joakim Vilandt

- må den bedste metafor vinde!

Skru ind på talent

På Bogmessen igår skulle Gyldendalredaktør Lene Wissing og jeg tale om talent, og vi havde hver udvlagt 2 tekster fra bunke på til dr.dk's Testklubben indsendte og fra Testrup Højskoles skrivelinje udsendte tekster. Dette er begyndelsen på den ene af de tekster, jeg vlgate, og som jeg sagde på scenen, efter den unge digter hardcore-henrivende havde læst op i egen person, ville jeg ønske, der var en DAB-kanal, man kunne skrue ind på, og så digtede Sophia Handler bare videre af sted på sær og sirlig fjed på sin tekst ved navn (og som) "Müsli", du må også gerne læse med, Leonora, kan din kæreste hilse og sige, det er det her, man kalder poesi, og som prosa, hvis man virkelig gør sig umage og har talent, i sjældne tilfælde kan nå op på siden af:


Fine ting er at løbe og at være sulten. Jeg mangler en taske, der passer til alle mine fine ting. Den skal også være smuk. Men jeg vil jo gerne holde noget helt tæt ind mod maven. Under dynen kunne der være koldt. Jeg undrer mig et øjeblik over retning syd. Vinduerne kunne være sydvendte. Der må være kommet e-mails. Otte. Jeg ved ikke, hvad der næste gang kommer ind i mig. Jeg fortryder et øjeblik en taske. Det går over igen lige efter. Jeg glæder mig til tasken. Den kunne være sort. Jeg kunne have haft en blå bluse på. Loftet kunne have været skråvægge, vi kunne have siddet oppe under det. At cykle en tur giver mulighed for at komme et sted hen. Neglelak ligner muselort, når den skaller eller trækkes af. Jeg kan godt lide at trække lakken af i store flager, jeg drømmer om at træ kke mine fingernegle af. Når noget ændrer toneart er det som et vejrskifte. Modulerende. Hvem som helst kunne kigge ind ad vinduerne. Karton kommer lidt ind i mig. Jeg ved ikke, hvad der næste gang opsøger mig. Risiko for at glemme, risiko for uorden, risiko for farvesymmetri. Det kunne være, rummet var fuldt af musikinstrumenter, det kunne være, rummet ikke var aflåst. Men jeg kunne jo rejse mig. En slags væk, eller én, og så to mænd, kunne der være. Jeg får kvalme i stedet for at blive sulten. Jeg mærker ikke sult, når jeg er sulten, jeg mærker noget andet men ved, at noget andet betyder sulten. At aflyse noget giver plads til at trække fingerneglene af. Risiko for ikke at glemme, risiko for kommunikation, risiko for blindhed. Jeg ruller øjnene nord, syd, øst og vest og mærker, hvor det gør mest ondt. Øst. At trække vejret giver mulighed for at komme videre. Det varme vand kunne være brugt op, det kunne være blevet koldt, før sæben var ude af øjnene. At se indebærer risici. Jeg har ikke tid til at skifte det øverste ben, når jeg lægger benene over kors med mindre, jeg aflyser noget. Der tømmes lidt luft ud af mig som balloner. At skifte toneart giver mulighed for ikke at vende tilbage. Opsat hår giver ondt i hovedet. Det kunne passe til en kjole. Når noget er pakket i emballage, er det en slags væk. Stolene kunne være stablet i et hjørne. En kvinde har dine sko på. Jeg ved ikke, hvad der næste gang omslutter mig. Jeg kunne være pakket i emballage. En toværelses kunne være for meget at bede om. På overkroppens blå emballage noget pynt. Vejret kunne være skiftet i mellemtiden. Tænk at være så nord. Hvor kontra.