En tråd om poesi der pludselig nager

-->

·  Thomas Boberg Fandens trist, ven fra firserne, skrev også gode ting

·  Terje Dragseth Nei, så trist, Asbjørn, som jeg har vandret så mange timer med, drukket så mange glass, wtf....rip., hva har skjedd?

·  Thomas Boberg Gid jeg vidste det Terje. Jeg så ham for nogen tid siden, han havde nogle virkelig gode noveller på bordet, men kunne ikke få dem udgivet. Den sædvanlige historie ... tiden er gået ... ikke længere generation ... ikke længere fotogen og navnet glemt .... Men han skrev fx den lille bog Idyller, ret formidable prosatekster, lyriske men alligevel skarptskårede.

·  Terje Dragseth Thomas: jeg tror vi møttes en gang i leiligheten til Asbjørn ved Søerne el. v/Nørre Farimagsgd en gang Thomas, kanskje jeg husker feil? "Idyller" har jeg med dedikasjon, og kvitterte med å sende egne til Asbjørn. Asbjørn var en ensom ulv, og at han ikke fikk gitt ut disse novellene er utrolig og trist (men de er der jo). Asbjørn jobbet jo også i Angels film, og var med på å produsere min "America".

·  Thomas Boberg Terje, ja hvor er de noveller så nu? Jeg gav dem tilbage til ham, da vi sammen havde lavet et udvalg, som virkede virkelig godt. Han var selv glad for det. Den grumme digterskæbne er jo, at være den ensomme ulv, som ikke længere ses af presse, og derfor heller ikke af forlagsfolk. Det behøver ikke at have med kvalitet at gøre. Det er det grumme og ulykkelige, måske også for Jens Asbjørn. Det svære er ikke den svære toer, men den bog man skriver 20 år senere.

·  Peter H. Olesen Trist. Mødte ham kort for et par år siden, hvor jeg hjalp ham med at sende en ansøgning af sted, som skulle indsendes elektronisk. Som jeg husker det, var det fine barndomsdigte.

·  Ilse M. Haugaard Han var gudesmuk dengang i firserne. Må han komme velbeholden videre frem.

·  Neal Ashley Conrad NEJnejenenenenenenej...- Jens, for fanden, hvor har jeg læst dig! Altid lå dine digtsamlinger fremme. Jeg skulle altid lige forbi og læse dem, sådan var det jo, for du var så fin i linjerne, så skarp i fornemmelsen for stedet, stemningen af tab, af fravær, af drøm, jeg skulle lige have et ryk på vej ud til alle gøremål. Du var så fin, ja, og samtidig så kantet i din tilgang. - Jeg valgte dig jo blandt mine foretrukne way back then til et mine fire radioprogrammer på P1; du var en af mine yndlingsdigtere. I særdeleshed din samling Læberne; hænder (1985) læste jeg om & om & om igen. Jeg så trapperne i digtene for mig... Som nu. Natten som dag. Sanseligheden, de utidige refleksioner, ængsteligheden, afstandene, som digtene råbte op, skød hængebroer til. Jeg husker vores samtaler.

·  Terje Dragseth Neal: Jens Asbjørn har vært en outsider og en poet man ikke forholdt seg noe særlig til, denngang i -80, noe som har forfulgt hans skjebne, vil jeg tro. Jeg blei så forbauset over Poul Borums (som jeg alltid respekterte) negative anmeldelser av Jens Asbjørn, noe som gikk meget inn på ham, ja, det gjald jo alle som Poul ikke slapp inn i varmen. Jens Asbjørns poesi er, som du skriver ovenfor, sanselige, fornemmelser, skarpe og tydelige og skremmende og menneskelige. Jeg finner fram bøkene nå med det samme, inkl "Læberne;hender". Det er en fuckins hård dikterverden der ute, jeg tror ikke det er bedre nå. Alle mot alle, venner, laug, fiender, noen inne i den krets andre ute. Jeg møtte danske diktere på poesifestival på Læsø i sommer. Forskrekket reiste jeg hjem, beklemt av deres måte å omtale hverandre på. Fram i lyset med Jens Asbjørns poesi....takk for kommentar Neal....

·  Terje Dragseth Jeg slår opp i JAS "I det kommende", random, første del: "En død", det står s. 15: Han har forladt sine celler, sine bokstaver./Jeg tar dem, tænker mig sammen, skiller ham ad./ Hele tiden er han der, stadig mindre: Han har/låst sit livs manuskript inde i min stadig skiftende, fortsatte dag: Der står en kuffert./Han har tabt. Jeg er rolig i stuens rum Af hans tidligere blik. Han ser frem ved at se/sig tilbake, jeg ser tilbake når jeg ser ham. Vi ophæver ikke hinanden. Han er mindre mig,/jeg er mindre ham, men den som ser mig ser også ham. Han kan aldri vinde det han ikke vandt. Jeg."

·  Mai Misfeldt Åh, så trist. Jeg læste ham også, der i firserne.

·  Thomas Boberg Promoveringen af Olga Ravn i dagens Politiken siger alt (og ikke et ondt ord om hende, der er mange fede sætninger i hendes nye bog osv ...), det er blot billedet af den verden, som du refererer til Terje, hvem der kan og hvem der ikke kan lokke og drage med sit eget billede, det kunne Jens Asbjørn aldrig rigtigt, heller ikke i firserne, og det viste sig især i de svære år på den anden side af årtusindskiftet, men hans tekster havde en sær dybde, som man skar sig på, hvis man læste ordentlig efter, fx "Lyset klirrer", en fin digtsamling fra 2003, som han dengang bad mig om at være med til at læse og redigere, og det var og er jeg glad for, bogen blev og er fortsat god - et talent som også udfoldede sig på en mere blomstrende måde i de grumme "Idyller" (2005). Den bog lignede et come back, et fuldbyrdet kunstnerisk prosalyrisk udtryk, både vildt og modent. Alligevel blev det ikke lettere. Altså, på forsiden af Politiken annonceres et digterliv med en stor fremtid for sig (og må det blive sådan), og på NAVNE siden finder man, hvis man kigger utrolig godt efter, en lille billedløs uanselig nekrolog, en digters endeligt. Jens Asbjørn Seehusen. Totalt i skygge, ensomhedens skygge som gled ned i dødens. For vi ved jo ikke engang hvad der egentlig skete.

·  Neal Ashley Conrad også dén digtsamling "I det kommende" læste jeg så mange x, tak Terje, for at bringe linjer fra den. Der har du JAS' blik og gangart, men hvor det dog foregriber det svære ved det forhold, man selv ofte fanges ind i som digter, som kunstner, altså selve selviagttagelsen ude fra gennem en anden, omvendingen af subjektpositionen, der hjælper lige lidt, for selv det poetiske paradoks er ikke nogen løsning på noget - "Han kan aldri vinde det han ikke vandt. Jeg" - hvis man lever så tæt på sit digt eller sig selv som den der skriver det, at afstanden bliver for lille til at kunne leve og være og trække vejret uden poesi og anerkendelse. (...mine linjer til trods; der er noget uhyrligt skræmmende over de linjer fra I det kommende, Terje).

·  Terje Dragseth I Læberne; hænder skriver Jens Asbjørn, for å forfølge din tanke Neal: Men jeg tror ikke på sammenhæng. En tilstand afløser en anden/og ordet tilstand bliver en løgn. Jeg er i umærkelig forvandling fra et/ubeskriveligt til ubeskriveligt/...... Det er faenmeg godt skrevet. Dessverre, må jeg nesten si, så tror jeg på sammenheng. Men det er også et fuckings konsept det og....Jens har helt sikker rett.

·  Thomas Boberg "Lyset klirrer og er temmelig tyndt guld/ hamret forsigtigt ud af dine ord, elskede,/ her glemmes leen,/her glemmes det bord som kun fandtes kort/men virkede langstrakt af betydning,/ her glemmes legetøj med trusler /..." Fra side 45, Lyset klirrer

·  Neal Ashley Conrad Ja, det er så godt skrevet - linjerne fra Læberne; hænder, at det ændrer noget uforklarligt inden i én hver gang man læser dem, sådanne linjer når SÅ langt ind bag alle forskininger - Seehusens digte råber netop ikke, de virker og indvirker i ét væk før man får stavet sit eget navn i sandet 

Neal Ashley Conrad Tak, Thomas, har ikke bøgerne her, hvor jeg sidder - det er som at få skudt linjerne ind i kroppen, hvor de hilser på dem, der har ligget nedlejret i sjælen så længe, og toner frem

Øen stilheden - Jens Asbjørn Seehusen 1958-2015

En digter er død, og han var, rimeligt eller urimeligt, ikke en af de synligste - hårdt at debutere i de tidlige 80'erne, de to første samlinger: Byens fordybning, 1983, og Regnens rejsning, 1984, og ikke blive hovedperson, hårdere endnu at skrive sine bedste digte og tekster 20 år senere, digtsamlingen Lyset klirrer, 2003, og især kortprosasamlingen Idyller, 2005, det var dér, det omsider skulle begynde, og i stedet blev der tavst, og vistnok ikke med digterens gode vilje, og nu skal jeg plage redaktøren om at skrive en nekrolog og love, at den nok skal blive kort - mens jeg konstaterer, at hans bøger ligger i de flyttekasser med frasorterede bøger, jeg har ikke har pakket op, hvilket pludselig føles enormt brutalt.

(foto fra 80'erne ved Steen Møller Rasmussen)



Et digt fra Seehusens første og eneste optræden i Hvedekorn, i nr. 2, 1982 (han debuterede i Sidegaden kort tid før):

Telegram

Stykket mellem den stenede
strand med vandet og
skovens bryn der hvor damp
hænger dukket mellem
buske og tuer

Himlens tunge dække truende
den måne der får emmen
til at tøve
kastet ud over vandet
øen stilheden og
den indre forstummelse

- og her min anmeldelse af Idyller i WA Bøger:

-->

GOTIKLAKONIK Lyrikeren Jens Asbjørn Seehusen scorer et sent, men i al diskretion spektakulært gennembrud med sine hyper-fåmælte fantastiske fortællinger

De raslede meget på det lille værelse

Jens Asbjørn Seehusen: Idyller. 75 sider, 199 kr. Lindhardt & Ringhof

Jens Asbjørn Seehusens grå og akavet kantede eller måske rettere forbumlet formørkede lyrik har jeg gennem årene haft et genuint besværligt forhold til, skiftevis er jeg blevet møgirriteret og uvilligt fascineret, sidste gang rundt, digtsamlingen Lyset klirrer, 1983, blev jeg begge dele på én gang, hvilket det enlige flapcitat på Seehusens nye, overrumplende vellykkede prosabog Idyller med al uønskelig utydelighed demonstrerer: ”Denne læser var efter endt læsning af Seehusens digtsamling i mindst et kvarters tid blot et øje, der stod i et landskab, det sker (heldigvis og desværre) ikke så tit.” Efter endt læsning af Idyller var det snarere et landskab, der stod i mine øjne (hvilket absolut er at foretrække), et på samme tid klart og foruroligende, moderne og gotisk landskab, der nok skal forstå at gøre sig gældende i de næste mange måneders drømme og især mareridt.

  En praktisk måde at udmåle landskabet og dets stemning på er at tage de første fire linier af bogens første tekst, ”Køkken”: ”Hun havde altid undret sig. Undret sig over hvor hendes sikre overbevisning om den anden sides eksistens stammede fra. Men i løbet af kort tid havde hun fundet en ny vished: At den anden side ikke holdt af hende eller med hende.” Og derefter tage de sidste fire linier af bogens sidste tekst, ”Et slot i Bretagne, 1967” (de årstalsgengivelser, som optræder i flere titler, er i al diskretion virkelig effektive): ”Den skikkelse, han ventede, lod vente på sig. Der var ikke en lyd at høre. Og tonen i hans højre øre var forstummet. Og skumringen varede ved.” Hvis vi ser bort fra kønsangivelsen (men også hvis vi ikke ser bort fra den) kunne det godt være begyndelsen og slutningen på den samme fortælling, og i mellemtiden kunne både de særeste sager og det rene (men dirrende) ingenting have udspillet sig. Det fantastiske ved afslutningsstykket er jo, hvor uhyggeligt fraværet af hyletonen i højre øre bliver!

  Seehusen (så ildevarslende navnet pludseligt lyder!) udnytter sin minimalisme maximalt, fortæller hele tiden lige præcis for lidt og for meget med en cool, som akkurat den gode (og slette) gamle forbumlede kantethed holder i ånde og levende. De bedste tekster praktiserer den klassiske fantastiske fortællings (todorovske) tøven mellem indbildning/vision og reel utrolighed midt i meget traditionelle moderne situationer med ensomme, par i krise og forældre & børn. De allerbedste tekster vender praksisen på hovedet og lader pludselig det utrolige tøve realistisk, et absolut hit og en kommende læsebogsklassiker er den tekst, der bare hedder ”Par”, og som lyder sådan her:

  ”De fløj lavt ind over inden de landede, så en mand slå en anden mand med et længere rør af jern og de to overflyvende græd begge tårer af olie, inden de bestemte sig for et sted at gå ned./ Med metalvinger slæbende efter sig, tjekkede de ind på det beskidte hotel, spiste kort efter et roomservicetilkaldt måltid og gav sig så til at file i metallet og smøre lidt her og der. De raslede meget på det lille værelse./ Hun talte om at få lavet sine bryster. Han sagde, at de var flotte som de var. Og ellers tænkte han kun på noget stærkt, han længtes efter at se verden, igennem isen i en gul whisky, og hun blev bare ved at snakke om bryster.”

  Prøv at lade være med at drømme om det! Sidste afsnit kunne høre til i hvilken som helst hårdkogt novelle (af Jan Sonnergaard), i lyset af de foregående afsnits suverænt henkastede fantastik, forlenes det imidlertid med en helt urimelig intensitet: meget mærkeligt og meget meget rigtigt. Men Seehusen har jo heller ikke meget til fælles med manende minimalister som Helle Helle, Solvej Balle, (den unge) Christina Hesselholdt, dertil er han både for skæv og for udspekuleret, snarere kommer man i tanke om Louis Jensens undervurderede kortprosa med dens krabbende illuminationer og formørkninger. Og ja, okay, der er også en håndfuld tekster, som er lidt for anstrengt tydelige og mystiske. Men de perfekte er de fleste, og hvor er en sådan prosaforklaring dog godt gået af en blakket og midaldrende firserdigter (tænk bare på de en hel del yngre lyrikere Annemette Kure Andersens og Ditte Steenballes lidet ophidsende nylige prosadebuter). Man tør slet ikke tænke på, hvad en roman af den unge, vildt talentfulde prosaist Jens Asbjørn Seehusen vil føre til! Den måtte meget gerne begynde ligesom den dér sidste tekst i Idyller: ”Han stod af toget på den tid, hvor november skumrer, og en ildmørk himmel brænder over en nordlig kystby.” Velkommen til.

- og endnu et digt fra Hvedekorn:  

Jeg åbner en dør ud til

bjerget der er vind og

langt uden forskrækkelse.