Regnbueskytte. Simon Grotrian er stadig en poetisk
søjlehelgen, men nu om stunder klinger hans uforlignelighed snarere popstøjende
end egentligt ophøjet
Bøjet i regnbuer
Simon Grotrian: Digte. 78 sider. 200 kr. Herman & Frudit
De, sære læser, kan være helt ligeglad med, at det i skrivende
stund er nærværende anmelders fødselsdag, blandet andet fordi at det er det ikke
længere, når anmeldelsen står i avisen, hvad enten det så bliver den ene eller
anden fredag. Men jeg selv kan ikke lade være at tillægge det en vis mening, at
det netop er denne onsdag, jeg sidder på min pind i spinatfugleburet og skriver
om Simon Grotrians nye digtsamling, som radikalt for ham, der på det seneste
har været mester for titler som Zar Brügge
og den flamske forvandlinger og Den
korsfæstede budding, bare hedder Digte
(forrige titel, Mit nøgne hjerte fra
sidste år var også enkel, men ikke så enkel).
Fordi hvert eneste
velsignede digt føles som en gave, og fordi Grotrian skriver med en
overrumplende fandenivoldsk – eller måske rettere vorherrehimlende – udfoldet humoristisk
sprudlen. Hvis det ikke var fordi manden har skrevet så utroligt mange (gode)
digte og digtsamlinger (og salmer og salmesamlinger), som ingen, ikke engang
hans mest trofaste fans, har overblik over længere, ville følgende skønne besyngelse
af selve den sansende, levende menneskeeksistens helt af sig selv knæsætte sig
som en decideret folkelig nyklassiker:
”Vi lever også med
hænderne i en balje vand/ der er fortryllelse nok til hele legemet/ sanserne
vibrerer som et fluenet/ der haler verden i gang med hver bevægelse/ et skridt
frem kan føre til så meget/ også Åndens kram af lutter luft/som roserne flyder
i oven på blikket/ og næsen som en plov går gennem duften af jordbær/ mens
blæsten spiller på træerne uden for ruden/ du børster muld af hukommelsen og
runder svingene/ hænderne stritter i alle retninger som vitriolfaner/ på barken
indskrives hvert åndedrag/ du yder til fællesskabets glæde/ kedlen fløjter som
et lokomotiv, vær din egen nyhed.”
Næseplov/jordbærduft-linjen
er decideret er decideret Halfdansk, hvis ikke Jægersk, men Jægersk er så i
hvert fald den afsluttende lokomotivfløjtende kedel. Mens hænderne som ”vitriolfaner”
ikke kan være noget andet end Grotriansk, fordi det er komplet forbistret, men
alligevel ser man det for sig, som et umiddelbart sandt billede: Ja da, selvfølgelig
er hænder vitriolfaner, ætsende flagrende.
Nu jeg har outet mig
selv som lykkeligt fødselsdagsbarn, tillader jeg mig at fremføre den helt
utidigt biografistiske formodning, at digteren simpelthen er forelsket. Det vil
i hvert fald forklare både den generelle overstadighed og eksplicit
kærlighedsramte linjer som denne digtbegyndelse:
”Derfor rydder du op
i kaos/ når du slynger armene om mig/ og sætter brillanten på min mund/ der
tynges til siderne af vild forsoning”
Regnbuer har altid
været en kær rekvisit i Grotrians poetiske overskudslager, men i den nye bog er
de jublende overalt, og det har ikke nødvendig noget at gøre med, at København lige
nu er helt regnbueamok af Pride-festivitas,
men et smukt nok sammentræf er det da. Her er nogle af regnbue-højdepunkterne:
”regnbuen slår sit
vingeslag over kuplens fontanelle” ”dit nærvær/ (….) er så dyr og skrøbeligt
som vinglas for enden af regnbuen” ”I regnbuefarvede megafoner/ beordres du til
at fægte med lyn” ”Det er knækket i regnbuer/ at jeg elsker verden;/ når jeg
ankommer med den røde løber om halsen/ overrislet af jordbær på min klovnetud.”
Jordbær atter! Handlingsreferat af Simon Grotrians Digte: Jordbær og regnbuer! Fryd og
gammen! Hidtil har jeg mest citeret fra det første store afsnit ”Månen er af amisulprid”
med større, tætte og tykke digte, men bogen indeholder også mindre og helt små
stykker, der snarere stikker end sprudler. Jeg kan selvfølgelig lide denne
nonsensperle: ”De falske øjenvipper drev ind mod kysten/ sommerfugle satte sig
på dem” og denne akrobatik (og anti-akrobatik): ”Du kysser dig selv under
fødderne/ ved den oversavede dames to bårer”. Korteste, klareste formel for,
hvilken vild lagkage Simon Grotrians skrift forbliver, må være denne oneliner - tillykke
til os alle sammen med ikke mindst den:
”Du har spist et
æble indefra.”
"der på det seneste har været mester for titler som Zar Brügge og den flamske forvandlinger"
SvarSletZar Brügge og de flamske forvandlinger ...