Gammelmodigheden i nr. 9, 1947 (og Frank)

Jeg har skrevet en Kontrovers i WA Bøger om gammelmodigheden i Tove Ditlevesens rimede poesi med blandt andet den pointe, at hendes gammelmodighed IKKE, modsat pointen i Olga Ravns efterskrift til hendes nye Ditlevsen-udvalg (ekkoet i flere anmeldelser og omtaler), var fuck you-subversiv i forhold til mainstream i 30'erne, 40'erne, 50'erne, men var selve mainstream (der var så bare forskelligt kønnede gammelmodigheder, og mindst prestige havde selvfølgelig den kvindeligt kønnede, følsomme, familiemæssige gammelmodighed) og citerer et digt fra Vild Hvede 9, 1947, "Til en anmelder", som jeg føler mig mere personligt end poetisk ramt af

(men fik kun den midterste af de tre sidste strofer med, her er de alle tre: For halvanden Krone har jeg købt dig,/ det gør mig ondt at sige det min Ven:/ din Bog til Salg i Antikvarens Kasse;/ kun du kan aldrig købe den igen.// Din hede, nøgne, forsvarsløse Ungdom/ i rene, skønne Strofer kastet hen —/ nu leder du hos alle Antikvarer,/ men du kan aldrig finde den igen.// Nu er den købt og fanget i min Stue/ — du jog mig tit til Taarer med din Pen —/ nu har en Skygge af dig rørt mit Hjerte,/ og du kan aldrig gøre det igen.").

Her er til dokumentation begyndelserne på nogle af de andre digte i nummeret:

(Harald Herdal: Ewalds dødsmaske)

Jeg paa dit ansigt ser og ser:
i snavset gips de smertens træk
som var dit sidste livstegn her,
nedbrudte ler.

Et hærget aasyn, sygdoms spor.
Saa smertelig og spotsk en mund,
som fabled dine sidste ord
om drik og hor.

(Ingelise Otto: Bange og bankende hjerte)

Bange og bankende hjerte,
skælver du mest for at miste
det, som du aldrig har ejet?
Èngang du lagdes i kiste.

Bange og bankende hjerte.
Smaabørnsøjnene, der straaler,
smaabørnsstemmer, der pludrer,
smaabørnshænder, der leder.

(Rigmor Rudolph: To Veje)

To Veje ligger foran mig,
som jeg kan vandre paa.
Den ene fører til Stjernen,
men kan aldrig Stjernen naa.

Den anden er bred og sommerlig
med frodige, grønne Grøfter,
med Hverdagsglæde og Hverdagssprog,
der aldrig mod Stjernen mig løfter.

(Edle Nielsen. Trods alt - (slutningen))

Men det regner endnu.
Og blæsten er et barn, der vil lege.
Og smaa lyse vinduer
blir tændt i huse
med mennesker i.

Og langt inde
er der noget, der tør hviske:
Trods alt, trods alt.

(Knud Thomsen: Længslen)

Længslen sendte vi ud i verden
og gav den drømmen med,
og troen som skulde bære den frem
til fjernest mulige sted.

Sa gik vi og ventede bare
i dage som kom og gik,
og lyttede til hver en tone
i vindens og havets musik.

- scoopet i nummeret er 2 digte af unge Frank Jæger, der vildt og virtuost slår sig i sine vers' tøjr, de to første linjer af "Haandslag til Tony":

Vi der valgte regnen,
vi har lange, valne fingre
og et stort og frodigt haar.
Vi faar markens grønne grøde
kastet ned i vore lunger,
mens vi gaar.

Vi, der valgte natten,
vi faar uglerunde øjne
saaet til med sære syn.
Vore fødder træder varsomt,
og en tanke trykker sart paa
vore bryn