Viser opslag med etiketten salmer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten salmer. Vis alle opslag

tirsdag den 19. december 2017

nr. 2 og 3 nye salme

i Kirkesangbogen -

2 - poetisk kodning

LYS OG LINDRING

Sommetider kan jeg tvivle,
segne under torens åg,
går min vintervej alene,
himlen er et tætsluttet låg.

Søger ord for lys og lindring,
søger dem i vand og sten,
dådyrhjerte, duevinge,
drosselsang og menneskeven.

Dådyrhjerte, du som kender
træernes lysrotation,
kan du lære mig at dreje
imod solens konfrontation?

Duevinge, du som keder
opvindenes åbne vej,
kan du lære mig at svæve
lisså ubekymret som dig?

Du som skabte droslens sang,
du som kender tvivlens åg,
går du med på vintervejen,
kan du åbne himmelens låg.

Søger ord for lys og lindring,
søger dem i vand og sten,
dådyrhjerte, duevinge,
drosselsang og menneskeven.

- Mirian Due og Jonas H. Petersen


3. Rectified readymade !
(mest lovende absolut non-Grotrianske fornyelse)

Jeg gør alting langsomt
i høj grad.
Min fremtid virker håbløs
gankse meg't.
Det er svært når jeg skal
koncentrere mig,
kun litd, meg't,
uden dig,
uden dig.

Jeg er trist, ulyk'lig
i høj grad.
Har mistet interessen
ganske meg't.
jeg er rastløs og kan
ikke finde ro
kun litd, meg't,
uden dig,
uden dig.

Glæden er forsvundet
i høj grad.
Og jeg er en fiasko
ganske meg't.
Jeg kan ikke klare
selv små gøremål
kun litd, meg't,
uden dig,
uden dig,

Teitur Lassen og Per Worm

frit efter Goldbergs depressionstekst

mandag den 18. december 2017

Bare lige 4 tilfældige salmelinjer af Grotrian fem minutter før midnat

Det første ord er trylleri
der hvidter ribbeskriftet
under stjernesædens grønne si
hvor djævlen er forgiftet

- side 45 i Ravnekost og slagere

søndag den 17. december 2017

Salmisten Tove

Har gennemlæst, på to forskellige tidspunkter, de to nye salmeudvalg (nr. 2 med en hel del bestillinger), 100 salmer og Kirkesangbogen, og den bedste nye salme - BORTSET FRA ALT FOR FÅ AF GROTRIAN DER I BEGGE TILFÆLDE BURDE FYLDE NI TIENDEDELE - (optrædende i begge udvalg) er SGU et gammelt digt af Tove Ditlevsen:

Nu sænker Gud sit ansigt over jorden
Det store hjerte banker ganske stille
Og se, hans pande mod hvis hvælv du hviler
er kølig som en forårsnat i Norden.

Og skærmende han lægger hånden over
den gode jord, han skabte i sin glæde.
Han græder over vågne, kolde sjæle
og kysser dyrene og børn, der sover.

O, lyt en kølig forårsnat i Norden.
Guds milde røst er vindens sagte susen,
og evighed er lagt i blomsterånde,
– nu sænker Gud sit ansigt over jorden.

onsdag den 15. marts 2017

Genrekuk i Klareboderne (og sødmeskruk)

Kuriøst nok udgiver Gyldendal for tiden mere salmedigtning end dramatik. Simon Grotrian fik en salmesamling, Natterøde daxis, ud i 2013, og en ny samling, Ravnekost og slagere, ser dagens lys i dag. Så vidt jeg kan overskue, så er det seneste stykke dramatik i bogform, som Gyldendal har udgivet, Astrid Saalbachs Rødt og grønt/ Pietá i 2010 - derudover indgår små dramatiske scener og et uddrag fra Line Knutzons i Gruppe 8 i Aidt/Knutzon/Moestrups Frit flet, 2014. Godt for salmedigtningen, som så heller ikke har andre for alvor kunstnerisk kvalificerede udøvere end Grotrian (og OK, Sten Kaalø - og i Hvedekorn 4, 2016, Bo Reinholdt), synd for dramatikken, der har en hel del flere kunstnerisk kvalificerede udøvere end Saalbach (fx Line Knutzon).

Her er en af de skæppeskønne salmer, der udkommer i dag:

Nike træder vande som palet
i den solomsuste atmosfære
alt, hvad Herren bød, er vores ret
lukkeloven gør os til hans kære.

I den store død på livets spids
drejer han os rundt i blå balletter
der er sørget godt for alle, hvis
bålet stiger op om Djævlens fætter.

Kragerne har tømt et maleri
havets bølger er de ægte spejle
vendt og vendt slå himmelskatten i
nåe vi træder bort fra hjul og stejle.

Den soltsruin i tidlig dug
splintrer fantasiens øvre barre
verden er et brøl af sødmeskruk
livet har en maske, lad dig narre.

Billedresultat for Ravnekost og slagere

fredag den 30. december 2016

Redaktørtalk - MED BONUSSALME!

 
Og i dag udkommer Hvedekorn 4, 2016, hvorpå jeg begynder mit tiende år som poesiredaktør, en kær og vigtig kasketidentitet. Bidrag af Reinholdt (og komponist Lomholt), Daugbjerg, Q Vist, Melas, Henningsson, Storm, Lund, Schweppenhäuser, Bergman, Madsen, Skov Nielsen, Roosevelt Hertz, Bang Korsholm, Ettrup Christiansen, Monrad Graunbøl, Lang, Bøgholm, Thomsen Schmidt, Christoffersen, Espasandin, Nielsen og billekunst (OG COVER) ved Brinch. Et betydeligt scoop er syv omhyggeligt højstemte "salmer til kirkeåret", der er sædvanligvis prosavisionære Bo Reinholdts debut i  Hvedekorn. Salmerne er udvalgt fra en bunke på i alt 65 - her en af dem, der ikke kom med:

-->
Søndag seksagesima A
Lukas 8.4 – 15
  
                        Nu stilner øjets smerte
                        Ved lignelsens termin
                        Mod troens sandhedskærte
                        Forvandler ord til vin
                        Og løfter visdoms bæger
                        Hvis budskab os bevæger
                        I lys af kærlig magt
                        Forlener ordets pragt

                        Oplyst af markens grøde
                        Som kornmods billedglans
                        Om både vækst og brøde
                        Står skrevet for hver sans
                        En sædemand på ager
                        Livsgåden klart forjager
                        Forklaret er dermed
                        Et lysfyldt troens sted
  
                        Med hjertet vil vi søge
                        Og samle al vor tro
                        Hans lignelser forøge
                        Vor tillid åbent gro
                        I ydmyghed vort øje
                        Mod lyset fra det høje
                        Forstår at billedmagt
                        Det er Guds viljesakt

torsdag den 16. december 2010

Aftensalmefyr

Torsdag den 16. kl. 17.00-18.00, Vartov Kirke
Fyraftenssalmesang
med indledning og fortælling ved Lars Bukdahl, digter og litteraturanmelder
Fri entré

- all star-salmeudvalg: Kingo, Brorson, Grundtvig, Ingemann, Knudsen, Kaalø - og Simon Grotrians disco-remix af "Far, verden, far vel":
God verden, goddag
med blomster i hække og Paradistag
jeg kender dig gerne ved forårets duft
og ruller på fødder i Abrahamsluft
jeg springer fra sengen med inderlighed
forfængeligt ked
kom andre mig ved.

Bag røg og musik
er Jorden gjort synlig af menneskers blik
endnu er vi voksne, men håber som børn
at livet vil trylle os om til en ørn
vi vågner på puden i Betlehemstog
med tanker i kog
de står i en bog.

Til galdens tenor
har jég bagt en kringle, hvor peberet gror
jeg længes som han efter mere end lyst
der fylder, der vælder med knoppernes tyst
og smerten blir glæde i denne forstand
ved bjergkædens rand
forstå, hvem der kan

Min tale er blå
og rører ved himlen med stjernerne på
om natten, men dagen greb fat med sin tang
og iler, for lyset blev skabt af et bang
og engle i Falckbiler løsner min fred
dén styrer de med
så sikkert herned.

- Simon Grotrian, fra Seerstemplet, 2001