"PROSA OG POESI
I. Til en svigtet Pige. (Prosa)
Oh — har han forladt dig — det var slemt! Og nu sidder du og glor paa en Stjerne, med et Papir foran dig, pænt linieret. —
Hvad tuder du for?
Lad mig se, hvad du har skrevet:
»O Stjerne, tag mig i din Favn.« —
Mellem os sagt, den er vist forbandet kold saadan en Stjerne, saa vær du glad, den er saa langt væk, at du kan sidde og sjæle over den uden at fryse. — Rart, at der er Ild i Kakkelovnen, ikke — det er saa uæstetisk at sørge i en kold Stue, naar Næsen er rød!
Og tænk, hvis du ovenikøbet havde Tandpine — Ih, sikke et Held du ikke har Tandpine! Kan du ikke glæde dig lidt over det?
Naa ikke — du kan ikke glemme ham? Tja — tænk paa — prøv at tænke paa — lad mig se — jo, hans Tænder. Nægt det ikke — de var en lille Smule udstaaende — ikke meget — men det klædte ham ikke at le — og, Haanden paa Hjertet, der var, ja, der maa ganske sikkert have været, visse — visse hm, pinlige Øjeblikke, hvor han var lidt latterlig, jo, nu kan du godt indrømme det, prøv at le ad ham — sølle Mandfolk!
Nej, nu taber jeg Taalmodigheden — havde han saadan en »yndig Stemme«! ja-ja — det har Speakeren ogsaa, luk op for Radioen — naa — er den ikke pragtfuld — og han svigter dig aldrig, vær vis paa det.
Og du behøver ikke at sminke dig, og ikke pynte dig — sikke mange Fordele. —
Hva — flæber du endnu: »O — saadan, en dejlig Drøm, der brast,« — »alt for god til ham,« gu’ var du ej (undskyld jeg bander), han blev ked af dig min Pige, simpelthen ked af dig!
Naa, ja — Drømme skal man ikke underkende (alt er relativt).
Udmærket, bliv bare ved med at elske din Drøm, tag den frem, naar du har Brug for den, hold den i en bestemt Skuffe.
Orden i alting.
Luk Vinduet op, glæd dig, du er ung. I Spanien slaas de, i Tyskland sulter de, tænk om du var blandt dem, tænk om din Far og din Bror blev slagtet som Svin, og du selv blev voldtaget, eller du skulde have et Barn (det kunde jo være sket) — hvor er du i Grunden lykkelig og misundelsesværdig!
Og saa har du ovenikøbet en Sorg. en sød lille Sorg, som du kan ta’ frem og kæle for, naar det passer dig.
II. Visse forlovede Par (Poesi).
De ser ud som de fra Arilds Tid har vøret bestemt for hinanden - og selv er de ganske overbevist om, at det har de -
Der er ikke noget hos den ene, der kan overraske den anden. de skal snart giftes (det har de skullet saa langt man kan huske tilbage), de samler paa Udstyr. (man mindes alrig at have set hende uden et Sytøj i Hænderne: "se Svigermor, nu er den Kaggedug snart færdig!)
Men Gudbevares - de er jo unge - og moderne - de gaar til Dans (paa Parhold), og de kender de sidste Films (men det er aldeles utænkeligt, at den ene nogensinde skulde have set en Film, som den anden ikke har).
Man ser dem sjældent hver for sig, og gør man det, mangler der noget, som hvis man saa en Mand uden Flip.
De hører sammen, uværgerligt. Det kan ikke være anderledes, ialttfald gaar deres Tanker ikke saa langt tilbage.
D er ikke jaloux, de har aldrig haft Grund til at være det. Engang maaske har en af dem mødt en anden, men straks taget sig selv i Nakken, fordi man jo var forlovet, og altsaa ikke mere sig selv. men en del af en Helhed; og alt for hæderlig og alrt for usikker og alt for fordomsfuld til at rive sig løs. - Men det ved den anden ikke - og den ene er ikke mindre hæderlig end den anden, der kan ikke sættes en Plet paa dem - ikke en Plet.
Guldringen paa deres Fingre er glat og pæn og anstændig, de sidder paa hver sin Stol, de veksler ikke ømme, forelskede Blikke, eller holder hinanden taabeligt i Hænderne.
Heller ikke skændes de, de er altid enige, og alle Mennesker glæder sig over det smukke Forhold, der er imellem dem.
Det ved de godt, og de holder Hævd over det, Folks Mening betyder nemlig overordentlig meget for dem.
De er agtværdige Mennesker, der samler paa Udstyr, og de skal snart giftes - ih jo, de skal stadigvæk snart giftes (hvis der da ikke er nogen, der har noget imod det)."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar