90'erne må pludselig være lang tid siden, når de kan fortegnes så eftertrykkeligt, som det sker i en dybt forvrøvlet artikel af Andreas Harbsmeier (redaktør af dansk Lettre Internationale (hvis det stadig eksisterer)), "Dansk litteratur i reservat", i noget net-noget, der hedder Eurozine, som Stefan Kjerkegaard ukommenteret (er han enig? i hvor meget? sig noget, Stefan!) linkede til i en blogpost i går:
Jakob Ejersbo er et andet godt bud på en forfatter, der ikke alene har formået at have andet og mere på hjerte end indadvendt selvpromovering, men også har forløst det stilistisk i en ambitiøs form [jeg orker ikke her at attakere den hovedløse kanonisering af Jakob Ejersbo, men jeg (eller Tue Nexø, som jeg diskuterede det med på café i går (mens Stefan linkede)) bør gøre det snart LB]. 90ernes danske litteratur var præget af en form for "forfatterskolelitteratur", der i mangel af centrale temaer for den engagerede litteratur, med velskrivende, oftest kvindelige forfattere som Helle Helle, Christina Hesselholdt og Kirsten Hammann m.fl., indbød til et muligvis kærkomment blik ind i de nære problemers univers. Tendensen blev kritiseret for at være tematisk uambitiøst og alt for fokuseret på form. I centrum stod det ironiske portræt af tilsyneladende velfungerende middelklassemennesker, der ikke kunne leve op til kravene om lykke i parforhold og arbejdsliv. Denne tendens¹ popularitet bragte forfatterne ind i det nye årtusinde med stor succes. Med præcise, kølige sætninger rykkede de nære, små problemer i centrum i en stilistisk overbevisende ny tendens. Et nyt tiltag kunne den unge [= 34-årige LB] Jan Sonnergaard præstere.
Som om 90'ernes (kvindelige) prosa) er lig med (lige præcis indskrænkede læsninger af) Helle Helles 90'er og 00'er-forfatterskab og Kirsten Hammanns 2004-roman Smørhullet (hvis centrale smertepunkt lige præcis er den globalistiske skyldfølelse, der så eksploderer hallucinatorisk i En dråbe i havet, 2008] og Christina Hesselholdts 2007-roman I familiens skød (der tæller en afghansk flytgning blandt sine hovedpersoner). Solvej Balles, Katrine Marie Guldagers, Kirsten Hammanns, Merete Pryds Helles (Pryds!) og Christina Hesselholdts 90'er-prosabøger handler om ALT ANDET, bortset lige fra indenrigs- og udenrigspolitik, end de nære problemers univers - i centrum stod OVERHOVEDET IKKE det ironiske portræt af tilsyneladende velfungerende middelklassemennesker, der ikke kunne leve op til kravene om lykke i parforhold og arbejdsliv - men en brændende eksistentiel og encyklopædisk nysgerrighed overfor det menneskelige og dets indfældethed i verden (og kosmos såmænd), og bla bla bla, læs videre i min fra forlaget udsolgte mursten Generationsmaskinen (eksemplarer kan vistnok endnu bestilles i Samlerens Bogklub ...), hvor jeg i min begejstring over den næstfølgende, gævt gøglende generation nu og da behandlede 90'erne noget patroniserende, men nu får jeg virkelig lyst til at forsvare dem, med næb og klør, for hvor er dog virkelighedsmodellen og -gestaltningen inderligt fattig i Jakob Ejersbos Afrika-trilogi (så kom jeg alligevel til at disse den) sammenlignet med fx Solvej Balles Ifølge loven, Katrine Marie Guldagers Det grønne øje, Kirsten Hammanns Bannister, Helles Helles Eksempel på liv, Merete Pryds Helles Men jorden står til evig tid og Christina Hesselholdts Det skjulte (hvilket lige præcis Katrine nok ikke (længere) er enig i, men det er så bare synd for hende - og hendes forfatterskab).
onsdag den 15. september 2010
Kosmisk vrøvl om 90'erne
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Google siger (med beskyttet søgning slået fra):
SvarSlet"Disse dem": Ca. 4.580 resultater (0,21 sekunder)
"Dizze dem": Ca. 71 resultater (0,19 sekunder)
"Disse ham": Ca. 2.510 resultater (0,09 sekunder)
"Dizze ham": Ca. 173 resultater (0,21 sekunder)
"Disse hende": Ca. 507 resultater (0,14 sekunder)
"Dizze hende": 7 resultater (0,16 sekunder)
Hvis skriftsproget udvikles på nettet, har et flertal vist besluttet, at det staves "disse", selv om "dizze" lyder mere funky med alle bibetydingerne. Eller måske hænger den store forskel i antal sammen med, at "disse" også bruges som stedord...hmmm...
- debatten kører, med indlæg fra foreløbig Stefan Kjerkegaard og Pia Juul og Tu Andersen Nexø og mig selv ovre på http://kjerkegaard.blogspot.com/
SvarSlet