Anderledes med svinet (end med hesten og koen LB), og det gælder so og orne, galt, pattegris og polt. De ser én. At jeg aldrig er kommet i tvivl om dét, kan godt have lidt at gøre med at i deres øjne i størrelse og indretning - lille sort pupil, gråblå iris, hvidligt fremtrædende hornhinde - minder om de fleste menneskers her på egnen, og at jeg derfor uden videre identificerer deres bevægelse i retning af mit ansigt med et opmærksomt blik på mig. Men noget muligvis ubeskriveligt mere i dette blik har igen og igen fortalt mig, at det ud over at spejle mit ydre uvilkårligt også aftegnede et billede af grisens eget sjæleliv, sådan som det netop ved synet af mig måtte røre sig.
Et ærligt og nøgternt billede, vil jeg sige. Uden enhver overdreven indladende eller familiær omklamring. Hos enkelte måske en gang imellem med et anstrøg af halvt fraværende hovmod, men altid uden det svageste spor af nogen tilbageholdt mistro eller rest af alle tænkelige bebrejdelser og hengemt nag.
Grisen ser som oftest roligt afventende på dig, som på et hver gang nyt bekendtskab den godt tør forvente sig noget interessant og gensidigt udbytterigt af. Bedre er den så heller ikke end at den kan glemme alt om dét, når den virkelig trænger til noget at æde, og man efter dens fornemmelse har været alt for længe om at dukke op med noget foder. Den sætter i samme øjeblik man omsider åbner døren - og den lader nu al individualitet gå op i et totalt idiotisk artsfællesskab - hundredefoldigt sætter den alle furiøse kræfter ind på at forvandle den lige før ganske døsigt fordragelige svinesti til et smerteligt skrigende, hylende og hvinende inferno.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar