Truth is like poetry. And most people fucking hate poetry

= et midtvejs-motto ("a maxim overheard at a Washington, D.C., bar") i Adam McCays elegant satiriske (og oplysende bare) kup-film om finanskrisen, The Big Short, som jeg i går morges sofa-så på min computer og straks efter (ah, ægte journalist-stress!) anmeldte til 5 stjerner på ekko.dk, hvor I kan læse anmeldelsen gratis HER!



- Ryan Gosling forklarer - vidunderligt slebent - skurkagtighederne til publikum

En film I ikke behøver at se i julen (tag Star Wars i stedet)

er Tale of Tales, som jeg anmelder til 3 stjerner på ekko.dk; dette er begyndelsen:

"Jeg stod for en måneds tid siden på Den Danske Filmskole og fortalte de opvakte elever om, hvad der heldigvis og desværre var ufilmatiserbart i litteratur.
Og noget af det, der er allersværest at gøre til levende billeder, er paradoksalt nok billedsprog, metaforer og sammenligninger, fordi skriftens hurtige spring fra realitet til et billede virker åndssvagt klodset på et lærred, hvis det ikke bare falder omstændeligt til jorden som en røvtung symbolik.
Matteo Garrones træls undervældende Tale of Tales er en filmatisering af tre folkeeventyr (med elementer fra andre mixet ind), der indgår i den italienske barokdigter Giambattista Basiles samling Pentamarone. Det er kendt for at være den første rene eventyr-samling, 100 år før Charles Perrault og Brødrene Grimm kom på banen (og stjal flere af eventyrene).
Men lige så kendt er værket for sit over-elaborerede, hyper-barokke billedsprog. Et godt eksempel: ”Som en hoflæge tog solen på visit hos de syge og svagelige blomster.”
De billeder er ikke med i filmatiseringen, det havde krævet et helt animationsstudie på fuldtid at virkeliggøre. Men gid dog forsøget var blevet gjort, måske filmen så var mislykkedes på en anderledes egensindig facon."

 - og hvis I gider, kan I læse resten HER!

Blodårens bjergkam medsamt link

LINK til min 5 stjerner-anmmeldelse på ekkofilm.dk af Jacob Lillemose & Karsten Wind Meyhoffs fænomenale En engel af sten. Charles Bronsons vision - skrevet MEGET tidligt i morges inden fordraget om Ny Politisk Litteratur på Grundtvigs Højskole - og her endnu et stykke fra bogens fysiologiske encyklopædi:

Det tætte netværk af blodråer på underarmen samler sig i en stor åre på toppen af overarmens monstrøse biceps. Markant og voldsom som bjergkam tiltrækker den uvilkårligt ens blik. Man kan ikke hel fatte den. På en gang gang resultatet af naturlig træning og en uvirkelig forekomst. Smuk og fremmed på samme tid. Som sådan er den ikke bare i billedet. Den er billedet. En figur i sig selv. Den centrale kanal i Bronsons krop.

Kritisk Pasternakdebut

Jeg fik først i går fingre i de 2 seneste numre af Ekko i går og opdagede til min glædelige overraskelse, at hæderkronet redaktør og fremstormende forfatter og manuskriptforfatter Simon Pasternak var hyret som ny filmanmelder, også det skrive-hverv skuldrer han skarpt, her citat fra hans anmeldelse i forrige nummer af The Imitation Game:

"Men rollebesætningen er forudsigelig, når Mark Strong spiller hård efterretningsmand som i Body of Lies, Keira Knightley endnu en gang er udødelig kæk og Matthew Goode charmerende overklassefræk. Og at få Cumberpatch til at spille excentrisk geni efter Sherlock er hellert ikke toporiginalt, men han brænder alle klicheer af og spiller brillant hverken Turing som offer, patient, sentimentalt geni eller eksotisk bille, men som kantet menneske."

Knopskudt jakkeliste

Det smukkeste svar på en tekst er en liste. Min Ekko-anmeldelse af A Most Violent Year har på ekkofilm.dk afstedkommet en top 10 over karakterfulde film-jakker ved Jeppe Mørch - jeg nøjes her med den rene liste (LINK på for nærmere beskrivelser og YouTube-klip):

"”Jeg hepper på kameluldsfrakken!”
Sådan skriver Lars Bukdahl i sin meget positive anmeldelse af A Most Violent Year. (....)
Vi kigger nærmere på nogle personligheder, hvor overtøjet – og hvordan det bæres – har afgørende betydning." 

10. Martin Sheen i The West Wing (min mors yndlingsserie LB)

9. Claes Kastholm i Epidemic (vindjakke!)

8. Toni Servilo i Den store skønhed

7. Michael J. Fox i Tilbage til fremtiden II

6. Ryan Gosling i Drive

5. Robert De Niro i Taxi Driver

4. Peter Fonda og Dennis Hopper i Easy Rider

3. James Dean i Rebel Without a Cause

2. Keanu Reeves i The Matrix

1. Humphrey Bogart i Casablanca

Lige så såret som syret

Jeg har til det nye nummer af Ekko skarnagtigt småkværulerende langanmeldt P.T. Andersons Pynchon-filmatisering Inherent Vice til mellemfornøjede 4 stjerner, selvom jeg abopslut (= i al relativitet)  vil anbefale folk og røvere at gå ind og dyrke den alt andet lige (så herligt skæv er den jo alligevel sammenlignet med det øvrige snorlige lort) seværdige film. I anledning af præmieren i dag har Ekko lagt anmeldelsen ud på deres hjemmeside, link her

- og jeg kan få lejlighed til at tilføje den sure slutning, der ikke nåede med i bladet; jeg hader at se et fælt (og, synes jeg, præcist) ordspil gå til spilde:

-->

Inherent Vice  er til syvende og sidst lige så stynet, som den er stenet, og det er i længden simpelthen for usjov og ubetydelig en tobak. 

Kim Basinger ain't no Princess

Jeg anmelder lidt skrapt Anders Morgenthalers nye film I Am Here, med Kim Basinger i hovedrollen, på ekko.dk - link HER - den allerførste anmeldelse, jeg skrev til papirudgaven af Ekko for 8 år siden, var af Morgenthalers tegnefilm-live action-hybrid Princess, som jeg brød mig noget mere om, pga. den anderledes magtfulde stilistiske og genresmashende egensindighed:

-->

Princess

****

Danmark 2006

Instruktør: Anders Morgenthaler

Medvirkende: Thure Lindhardt, Stine Fischer Christensen, Mira Hallund, Margrethe Koytu, Tommy Kenter, Søren Leander

Spilletid: 75 minutter (VISTNOK)

Distributør: Distributionsselskabet APS (VISTNOK)

Af Lars Bukdahl

Det unge, kreative Danmark fostrer stadig flere multitaskende renæssancemennesker, Anders ”Anden” Matthesen, rapper, stand-upper, skuespiller og total-konstruktør af fiktionsuniverser til radio, tv og tegnefilm, er én, Anders Morgenthaler, tegneserietegner, billedbogsforfatter, børne- og ungdoms-TV-kreatør og nu også spillefilmsinstruktør, er en anden. Det giver ingen mening at bede disse dampbørn om at blive ved deres læst, for allerede fra starten af var læsten absolut myldrende, men derfor kan talentet og originaliteten jo godt stråle mere overbevisende i visse praksisser end i andre, jf. f.eks. bare Matthesens sene og svage debut som rapper for nylig. Alvorligt komplekst bliver smagsdommerskabet, når der er flere praksisser i spil samtidig, hvilket akkurat er tilfældet i Princess, som Anders Morgenthaler både har instrueret og animeret og (sammen med Mette Heeno) skrevet manuskript til.

  Jeg er nemlig ulig gladere for billedsiden, der er et øjenåbnende mix af animé-inspireret tegnefilm (fodnote: animé = japansk (voksen)tegnefilm) og video-grovkornet live action, end historien, der er et skramlende mix af ømt socialrealistisk kammerspil og kulørt vigilante-splatter. Og historien går kort fortalt ud på, at præsten August kommer hjem til Danmark fra missionarbejde i udlandet for at tage sig af sin afdøde søster Christinas lille datter Mia. Christina var også kendt som pornostjernen Princess, og samtidig med, at August kommer tættere på Mia, bliver han stadig mere besat af at hævne Christinas skæbne og udslette hendes offentlige eftermæle. Via nogle gamle videokassetter afbrydes historien flere gange af – om jeg så må sige – real-flashbacks (= live action-sekvenser) til Christina og Augusts barndom og ungdom.

  Scenerne mellem August og Mia fungerer virkelig fint: Blandingen af sød, naturlig barnlighed og alvorlig forråelse, ikke mindst sprogligt, hos Mia, som igen og igen forskrækker August, og det langsomt opbyggede, til stadighed usikre tillidsforhold mellem de to. Men desto mere grelt og klodset out-of-place fremstår jo så splatteriet, der er rent, effektivt genre-splat a la den parallelt animé-inspirerede sekvens i første del af Tarantinos Kill Bill. Princess gør os ikke klogere på porno, hverken som industri og ”skæbne” eller som (genre!)udtryk – vi ser simpelthen ikke særlig meget porno i filmen - og dermed heller ikke (mere) kvalificeret indignerede. Derfor virker det også dobbelt meningsløst, at splatteriet, som der er mere end rigeligt af, udføres uden bare den mindste smule meta-releksion i forhold til (genre)form og (genre)indhold (jf. bare de to blakkede porno-vigilante-film Hardcore og 8mm vs. Scorseses rigt ambivalente Taxi Driver). Porno er ondt og splatter er cool, kan vi forstå, og det kan da godt være, men det er et synspunkt, der skal kvalificeres i praksis, og det bliver det ikke i Princess.

  Stadigvæk ser filmen bare så original ud: Det centrale kup er anvendelsen af den udviskede, gnidrede, billigt udseende animé-teknik til at skildre de trøstseløse beton-miljøer, som August og Mia færdes i. Der kan man virkelig tale om dynamisk og meningsfuldt genre-spil. Ligesom når Mia er tegnet som et storøjet dukkebarn fra en rigtig dårlig japansk børnetegnefilm. Det er også god idé, som desværre kun er gennemført halvt, at gøre Mias tøjdyr Malte, til et levende Pokemon-væsen. Og hvis vi ser bort fra video flashbacksenes klodsede forsøg på levere baggrund og forklaringer, er det konstant med god brutal effekt, de forstyrrer tegnefilmsrummet: to trash-æstetikker i duel, uden vinder!

  Jeg er ikke sikker på, at Anders Morgenthaler næste gang skal skære ned på antallet af læster, måske skal han tværtimod tage hånd om endnu flere, så gesamtkunstwerket omsider kan kæntre seriøst montrøst.

Uglerne i vores øjne

var min egen overskrift på min firestjernede anmeldelse (min første stjernede boganmeldelse ever?) af Andreas Halskovs bog om David Lynch, Paradoksets kunst, til Ekkos hjemmeside, der kan læses lige HER - sjældent og smukt med bøger, der går ind for overflødighed.

Jeg vil godt lige rette op på et let nedklippet afsnit til sidst i anmeldelsen:

-->

hellere end et kapitel om alle de tv-serier, som nemlig er så godt som alle, som Twin Peaks har inspireret (det grelleste og fedeste eksempel er ikke nået med: HBO’s splinternye The Leftovers) havde jeg hørt mere, gerne nørdet, om Lynchs ikke-filmiske aktiviteter, billedkunst, møbler et cetera.

Her er et prægtigt overflødigt fraklip fra Twin Peaks, der handler om størrelse på tømmer (og demonstrerer Lynchs - i bogen uomtalte - idiosynkratiske glæde ved tidsrøvende, småsenile gamlinge - og ved sprog-/kommunikationsforbistring: gamling + Josie + Pete):

Garanteret fugleløs Ekko-anmeldelse

På og for ekko.dk anmelder jeg til 5 stjerner, * * * * *, Jesper Jargils suveræne Per Kirkeby-film fra 1996, Vinterbillede - og jeg får ikke engang nævnt slot-interviewet på ekstramaterialet, hvor den store kunstner cigarrygende disser både digtoplæsning og foto-kunst; hvorfor har Kirkeby aldrig fået sit late night-talkshow, men, hey, det kan stadig nås!

Her er selve det vinterbillede, der bliver malet i filmen, og som nu hænger på Statens Museum for Kunst, gå ind og glug:

Synthesizer flytter hjemmefra

Bertelsen: Men Kim Skotte var jo heller ikke særlig begejstret for Drive, så vidt jeg husker.

Refn: "En lille knaldperle af en film". Jeg har aldrig læst hans digtsamling, så jeg kan ikke udtale mig om hans digte.

Brügger: Den seneste hedder vistnok Sensei flytter hjemmefra (reelt: Sensei forlader forstaden LB).

Bertelsen: Synthesizer flytter hjemmefra?

Brügger: "Sensei" som i kampsport ...

Refn: Hov! Nu ringer Chrysler (Refb tager telefonen og slår over i engelsk). Thank you. You can all come to Cannes and see it now, it's official ...

Bertelsen: Men vi kom fra sætningen: "En lille knaldperle af en film".

Brügger: Er Drive da det?

Refn: Nej, det er den edderrødeme ikke.

Brügger: Men det er jo fuldstændig ligegyldigt, hvad Politiken mener.

Refn: Min mor sagde til mig: "Jamen, du er jo alt for stor. Lad dem være." Og det har hun jo ret i, men det er svært.

Bertelsen: Hvorfor?

Refn: Jeg tror, det er den der evige følelse af at blive valgt fra hele tiden. Ligesom den dér Ramones-sang "53d and 3rd". Hvor de står og sælger sig selv, alle de mandeprostituerede, men det er aldrig dig, de tager. Når de så endelig tager dig, slår du dem ihjel. Det er det forhold, jeg tror, jeg har til en del af kulturredaktionen på Politiken.

(fra Mikael Bertelsens og Mads Brüggers interview med Nicolas Winding Refn i det nye nummer af Ekko, som jeg ville have læst med betydeligt større velvilje, hvis jeg ikke lige havde været i biografen og med egne øjne set Only God Forgives - den kan få den ene af de to stjerner, jeg i samme blad giver Terence Malicks To The Wonder, thi det er akkurat lige så forloren og (og fordi) bare dødkedelig ageren filmisk metafysik, god, spektakulær vold hist og pist, frem for alt den scene, fremhævet af Brügger i interviewet, hvor en mand spiddes stadig mere grundigt med readymade-spiseinstrumenter, og også okay monstrøst moderdyr, men hvad i alverden skal jeg stille op med Ryan Gosling endeløst rugende som en idiot i rødt bordellys? det er jo ikke engang ufrivilligt sjovt)

If you think you can, well come on man
I was a Green Beret in Viet Nam
No more of your fairy stories
'Cause I got my other worries

53rd and 3rd
Standing on the street
53rd and 3rd
I'm tryin' to turn a trick

53rd and 3rd
You're the one they never pick
53rd and 3rd
Don't it make you feel sick?

Then I took out my razor blade
Then I did what God forbade
Now the cops are after me
But I proved that I'm no sissy

(et forbilledligt økonomisk stykke tekst - ikke kun sammenlignet med Refns grueligt tids-generøse film)

Snylterlink!

Jeg fik det nye nummer af Ekko i dag, med 2 filmanmeldelser, Beast og The Descendants, og 1 dvd-anmeldelse, Cold Fish (amok japansk massemorder-idyl) signeret mig, men FANDEME om ikke redaktionen i Beast-anmeldelsen har tilføjet (og i sagens natur: formuleret) en henvisning til en film, som jeg ikke engang har set, langt ude og helt utilstedelig nørd-infiltration:

(...) og så køber Bruno en bog om partering og en stor kniv, og så går det helt galt på meget konkret og meget mystisk vis - [og så er det ikke længere mig, der skriver (eller ser eller tænker)] - ikke ulig den polske instruktør Andrzej Zulawaskis hysteriske psykodrama Possesion, som plakaten til Beast, nøgen kvinde med slange, direkte henviser til.

Det kan da godt være, at det ikke er ulig og der direkte henvises, men ikke i mit hoved og med min pen og under MIT NAVN, jeg har aldrig, og da slet ikke på WA, oplevet noget lignende og vil for fremtiden gerne være FRI (og helst cyklede jeg direkte hen til Hovedbanens kiosk med en sort tusch ...)

To sure bemærkninger til ugens filmpremierer

1.
Christoffer Boes Beast er, på trods af alle 4- og 5 stjerne-anmeldelserne og de honette kunst- og triviambitioner, IKKE nogen god film (jeg giver den to stjerner i det snarlige, nye nummer af Ekko, læs videre dér)

2.
Ingen grund til at se filmudgaven af Michael Winterbottoms hyper-underfundige mockumentary The Trip, med Steve Coogan og Rob Brydon som sig selv (ligesom i meta-rammen i Tristram Shandy) på kulinarisk road trip i Nordengland, når man kan få den fulde tv-serie-udgave, med en time mere ubetalelig smalltalk og impersonation + ekstramateriale (bl.a. 5-6 versioner af den hysterisk morsomme Costume Drama-rutine) på dvd.

Spoilernevøsitet i praksis

Min Ekko-redaktør foreslår, at jeg fjerner ordene "ikke med urette" i denne sætning fra min anmeldelse af Alexander Paynes glimrende (****) film The Descendants, så jeg mindre åbenlyst plotspoiler, hvilket er den ultimative forbrydelse i filmanmelderi (jeg vil så heller ikke for jer spoile de "fire spørgsmål", dem må I læse i bladet):

Se, nu fik I det endnu værre, elitære folkens, fordi I ikke med urette mistænker, at svaret på alle fire spørgsmål er et fuldtonende ja!

Og som foreslået, så gjort:

Se, nu fik I det endnu værre, elitære folkens, fordi I mistænker, at svaret på alle fire spørgsmål er et fuldtonende ja!

Så hviler hele ansvaret for plotgætningen på skuldrene af de elitære folkens smart nok.

Lang stirren på en kort tid

Jeg har 4 omtrentligt intakte anmeldelser med i det nye nummer af Ekko, men sidder bare og nidstirrer redaktionens KATASTROFALE, egenrådige ændring af ordrækkefølgen "en tid kort" til "en kort tid", hvilket er uendeligt meget GRIMMERE.

Trusler ekkoer ekset truttende

artikel på politiken.dk med blåt link til mig og mit:

De var allerede sure på hinanden inden udsendelsen, DR2-chefen Arne Notkin og filmmagasinet [hvor jeg også skriver, endnu en voldelig kontekst! LB] Ekkos chefredaktør, Claus Christensen.Og efter debatten i 'Deadline' fortsatte fjendtlighederne, i hvert fald ifølge filmmagasinets referat. Arne Notkin gik hen til Claus Christensen, prikkede en pegefinger i brystet på filmmagasinredaktøren og sagde til ham, at han »skal passe på«. Et efterfølgende mundhuggeri fortsatte, stadig ifølge Ekkos referat i sommernummeret af magasinet, hele vejen ud af studiet, inden DR-chefen ude på gangen knyttede næven, viste den til Claus Christensen og sagde: »Jeg kan banke dig!«. Lidt efter tilføjede Notkin, som er en noget tungere vægtklasse end Claus Christensens fluevægt: »Men det vil jeg ikke gøre«. (...) Claus Christensen fra Ekko fastslår i dag, at det ikke virkede som »en joke«, da Arne Notkin knyttede og hævede næven. »Jeg har forståelse for, at det er et ømtåleligt emne for ham, men det var en paradoksal oplevelse at blive inviteret til en debat af DR2 og bagefter blive truet med øretæver af kanalens egen chef«, siger Claus Christensen. LÆS OGSÅ Ib Michael truer anmelder med tørre tæsk  »Jeg har forståelse for, at man kan tabe hovedet i en hed debat, men det undrer mig, at Arne Notkin ikke har beklaget sin adfærd«. Men DR2-chefen mener ikke, at han har noget at undskylde. Arne Notkin afviser blankt, at han skulle have truet Claus Christensen. »Claus Christensen og Ekko står for en syg, løgnagtig og udokumenteret personhetz mod mig. Jeg har ingen yderligere kommentarer«, lyder reaktionen fra Arne Notkin ifølge Jyllands-Posten.

Loven om utidlig indblanding & en rød reje

Selv efter redaktørskiftet på WA Bøger, er det stadigvæk sandt:

Jo færre penge (ned til igen og igen slet ingenting) du får for en tekst, jo mere insisterer redaktionelle folk på at rette og korrekse og omformulere (= normalisere) og overkratte med røde streger og blå kasser - jeg HADER synet af de dér blå korrekturkasser, de vil mig aldrig noget godt eller bedre! edre edre edre edre edre!!!!!

Nålestik og ålemavepumpere

[denne blogpost får indhold senere i dag, stay tuned]

(det blev så først nu mandag morgen, undskyld til jer, der tunede hele dagen og hele natten ...)

Hvor er det - med mange r'er - irrrrrrrrrriterrrrrrrrrrrende og frrrrrrrrrrrustrrrrrrrrrrrrrrerrrrrrrrrrende morgenligt at forholde sig til en sprogligt normaliserende, homogeniserende, GABificerende tilretning af en skide filmanmeldelse til Ekko lige inden man skal på cyklen og lede (hvilket der smukt nok ikke var brug for, at lede lederagtigt, anarkismen rådede trygt) bogunderliggørelseskursus på Christianshavn - her er fx anmeldelsens første afsnit i min originale udgave og i Ekkos GABificerede udgave (aldrig, aldrig indskyde en bonussætning i en indledningssætning, det kan folk virkelig, virkelig ikke kapere)):

Mens jeg mildt, men effektivt lod mig divertere af Stephen Frears’ – hvordan oversætter man pastoral comedy til dansk? – hyrdekomedie (?) Tamara Drewe om kærlighedsmæssige forviklinger på og omkring et idyllisk forfatter-refugium i Dorset, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor dog en dansk reality-versionering burde foregå, og ikke mindst hvilke forfattere, der skulle castes i hovedrollerne. Lokationen måtte blive enten klostret San Cataldo ved Amalfi i Italien eller Chr X’s gamle sommerhus Klitgården i Gl. Skagen – og for eksempel følgende kunne meldes ind i truppen: Pia Tafdrup, Lars Skinnebach (smal hardcore-digter, if you don’t know), Kirsten Hammann, Klaus Rifbjerg, Josefine Klougart, Jussi Adler-Olsen; og selvom de til overflod er med i Klovn The Movie, vil Ib Michael og Jørgen Leth blive svære at undvære.

Mens jeg mildt, men effektivt lod mig divertere af Stephen Frears’ Tamara Drewe om kærlighedsmæssige forviklinger på og omkring et idyllisk forfatter-refugium i engelske Dorset, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor en dansk reality-versionering burde foregå. Og ikke mindst, hvilke forfattere der skulle castes til hovedrollerne i denne pastoral comedy – hyrdekomedie, for nu at bruge et dansk ord. Lokaliteten måtte blive enten klostret San Cataldo ved Amalfi i Italien eller Christian X’s gamle sommerhus Klitgården i Gl. Skagen – og følgende forfattere kunne meldes ind i truppen: Pia Tafdrup, Lars Skinnebach (smal hardcore-digter, hvis du skulle være i tvivl), Kirsten Hammann, Klaus Rifbjerg, Josefine Klougart og Jussi Adler-Olsen. Og selvom de til overflod er med i Klovn The Movie, vil Ib Michael og Jørgen Leth blive svære at undvære.

grim grimmere grimet

I en anmeldelse til Ekko af Nicolas Windings film Valhalla Rising kalder jeg filmen(s første kvarter kun) for "en fuldt overbevisende vikinge-samurai-film, grimet og pågående brutal (...)" - min filmredaktør rettede så "grimet" til "snavset" med kommentaren "Er det det engelske ord for snavset, du bruger her. Jeg foreslår, at du skriver det på dansk". Men 'grimet' er et godt, gammelt, kærnedansk ord, der, som ODS formulerer det, betyder: "som har sorte (snavs)streger ell. strimer i ansigtet; sort, sværtet el. snavset (i ansigtet); ogs.: sortsmudset" (perfekt citat af Grundtvig er inkluderet: "den grimede Giæst, med samt hans lappede og skidne Bonde-Trøie"). Så - no fucking way!

Narrationens narrativ ekkoer

Jeg har fire anmeldelser med i det nye nummer af filmmagasinet Ekko, af premiererne Invictus og (skønne, skønne) Where the Wild Things Are og dvd'erne The Burning Plain og Buy the Ticket - Take the Ride, og hold op, de redigerer hårdt derinde, hvilket er helt okay og jo faktisk velgørende, når det handler om at få præciseret og udfoldet meningen, og når jeg vel at mærke får lov at føre hånden selv, men der er altid også lige nogle sidste-øjeblik-disciplineringer, som jeg først møder i det færdige blad, og derfor kan smerte alvorligt over, primært musikalsk: et punktum i stedet for semikolon kuldkaster nemt et helt afsnit. I anmeldelsen af The Burning Plain er det for en gangs skyld en disciplinering til det kønnere, men det irriterende er, at det grimme ord "narration" her er præcisere end Ekkos overskrivnning "fortælling", FORDI det er grimt, og fordi det betyder MÅDEN at fortælle fortællingen på, ikke bare fortællingen som fortællingen som fortællingen:

Det opmuntrende ved den argentinske manuskriptforfatter Guillermo Arriaga - manden bag Love Is a Bitch, 21 Grams og Babel, alle instrueret af Alejandro Gonzalés Iñarritu - er, at han eksperimenterer med den narration, der i alt for mange film holdes hellig og snorlige. Det nedslående ved Arriaga er, at hans narrationer til syvende og sidst altid bindes op i en perfekt sløjfe, der forsegler den mere eller mindre hysse melodramatik som yderligtgående sentimental: tilfældets musik som spilledåse-tango.

I det mindste bruger hverken jeg eller Ekko det mange gange grimmere ord narrativ (som navneord: en narrativ, narrativen, flere narrativer) - som jeg (visntok!) hørte i munden på Tue Nexø ved Testrup-kritikersalon (vistnok!)- der nemlig bare GRIMMEST betyder fortælling.

Det var den historie.