Jeg er centrifugemasse

Pludselig ser jeg (med mit centrifugeøje) selve centrifugemaskinen (til forskel fra vaskemaskinerne, hvor centrifugeringen kun er 1 blandt flere funktionsmåder, og hvor centrifugeringen kan SES (og forestilles SE!)) som en allegori på redaktørinstansen: med et voldsomt og ubehageligt FADABUMP! stopper maskinen, før den er begyndt, hvis den mener, at man har fordelt tøjet for SKÆVT, med stort besvær skal det rettes LIGE, og måske, kun måske vil maskinen så lege med.

Loven om utidlig indblanding & en rød reje

Selv efter redaktørskiftet på WA Bøger, er det stadigvæk sandt:

Jo færre penge (ned til igen og igen slet ingenting) du får for en tekst, jo mere insisterer redaktionelle folk på at rette og korrekse og omformulere (= normalisere) og overkratte med røde streger og blå kasser - jeg HADER synet af de dér blå korrekturkasser, de vil mig aldrig noget godt eller bedre! edre edre edre edre edre!!!!!

Overflødig defensivitet, FORHÅBENTLIG overflødig defensivitet

Redaktøren meddeler, at min anmeldelse er uafsluttet, og straks forsvarer jeg afslutningen, som jeg allerede havde besværget, da jeg sendte anmeldelsen, som særlig sidesteppende raffineret (og nådig), men det viser sig, at den version, hun har fået, rent faktisk er uafsluttet, slutningen er et kolon foran en række eksempler, der ikke er der; jeg havde glemt at save den færdige version , som jeg nemlig og heldigvis havde stående på skærmen.

Hvad med la poesia, Sophia!?

- eller Ursula som lyrisk stuntwoman -

Jeg er yderst taknemlig for, at billedkunsteren og DIGTEREN Sophia Kalkau sender sine kataloger til mig, senest "Efter ægget" til en udstilling på Horsens Kunstmuseum, 19. marts - 29. maj, og går stærkt ind for hendes poetisk pure og hemmelighedsfulde billedkunst, men, men, MEN, nu må det altså snart være på tide med en efterfølger til hendes seneste skønlitterære værk, skarpt finurlige Kettys Have fra 2003 (læs om den i fx Generationsmaskinen); det nytter ikke noget - det forskønner kun! fantastisk - at kataloget inkluderer en splinterny, crazy visionær & filosofisk tekst af Ursula Andkjær Olsen, som jeg har afskrevet her (i første omgang til Ugens digt i WA, men den viste sig for lang i det gnistrende spyt):

RED

Det er glat.

Det er glat, det giver et fingerpeg om, hvordan det skal blive.

Diademet af æg med skallernes
åbne ansigter, mange drømme, med længsler malet i panden.

Skallen gør dem mere åbne, den giver et fingerpeg.

Skallen gør dem mere, alle drømmene
åbner sig i det glatte.

*

Drømmen om at blive tyk og RED. Og næringsrig. Om at
lægge sig ned og gøre depoter.

*

Som den organisme jeg er blevet (den fortolkning af min oprindelige hypotese som jeg er) udgør jeg netop selv mit eget meningsindhold.

*

At et tab er et nederlag, det
faktum at ethvert tab er forbundet med RED og smurt
ind i RED, lige meget hvor smukt det bæres.

*

Det er glat, her kan en hånd stryge.

*

I ægget var ophænget.
I ophænget sad kromosonerne.
I kromosonerne lå hypotesen. Og drømte.

*

I den forstand er livet selv et negativ, et mellemrum mellem maske og legeme, bærende aftrykket fra begge sider. Det giver symmetrien forstået som harmoni endnu et kort på hånden: Symmetrisk er kun den organisme som vover at se sin egen drøm i øjnene og lade de to aftryk tage form efter hinanden.

*

Det er glat, her kan der males
en længsel med
RED

*

Målet er at være immun, sådan at når en blød, varm hånd stryger ned ad min nakke for at få mennesket til at strømme, så vil ingenting ske.

Målet må være at være vild, sådan at når hånden stryger, kradser ned ad nakken for at få mennesket, hvem, livet til at skrige, så vil alting ske.

Alting vil blive tyk og RED

*

RED kan lugtes af alle dyrene i skoven

*

I haven stod busken.
I busken var reden.
I reden lå ægget.
I ægget var skoven. Og døden.