Ikke uden min forfatter

Det er så sjovt med de links til andre artikler, der afbryder Berlingskes MEGET lange interview med Ib Michael. Jeg kan også godt lide, at hans argument imod, at han er selvfed, er, at både han og hans børnebørn synes, at han er helt enormt fed og åben og nysgerrig; er selvfedme ikke at insistere på, hvor fed, man er? Du siger, du er fed, ergo er du selvfed. Du siger, dine børnebørn siger, du er fed, ergo er du selvfed med sidevogn og børnesæde:

»Når man har skrevet i så mange år, som jeg har, og har fået bygget et image op i medierne, så bliver man træt af figuren. Altså, jeg bliver træt af den figur, der hedder Ib Michael. Og jeg ville ønske, at jeg kunne være en anden, når jeg skrev

Læs også: Yahya Hassan: Jeg hører ikke til blandt nogen

Tvivlen har Ib Michael taget konsekvensen af i sin nye roman »Himlen Brændte«, som udkommer på torsdag. Faktisk tager han afstand fra figuren Ib Michael, fra »narren« i aviserne, allerede i bogens første sætning: Mit navn er Peter Adams, ghostwriter til denne bog »Denne her gang har jeg følt, at jeg ghostwriter på mit eget værk. Jeg ghostwriter for den der figur, der hedder Ib Michael. Og jeg ville ønske, at folk kunne glemme figuren, når de læser bogen.« For Ib Michael kan ikke genkende det image, han har fået, og han kan ikke lide den figur, han er blevet. En figur, der er selvfed og tilbageskuende - helt modsat den person, Ib Michael selv mener, at han er

Læs også: Datteren fra »Ikke uden min datter«: Jeg er ikke længere fyldt med had

»For mig er det i hvert fald vigtigt fortsat at kunne forandre mig, og derfor er jeg jo ikke interesseret i at blive sømmet op på et image. Til sidst begynder folk at have en forestilling om, at de ved, hvem man er, hvilket, jeg synes, er absurd, eftersom jeg ikke selv ved det endnu.Men det er også, fordi vi danskere reagerer imod det. Vi tror, at fordi vi hører meget om en person, så må han nødvendigvis være meget selvfed og oppustet. Men spørg mine børnebørn, de ved bedre,« siger han og griner.» Folk, der kender mig, ved, at det slet ikke er sådan, jeg er. Jeg er meget mere nysgerrig og meget mere parat til at sige: »Mit verdensbillede? Hvad snakker du om? Det, jeg havde i går? Det, jeg har nu? Eller det, jeg havde for en time siden?

- to lige så smukke link-afbrydelser længere nede:

»Og så kom det vildeste ungdomsoprør. Jeg hoppede på den ene limpind efter den anden og forandrede mig fuldstændig fra mit udgangspunkt. Og så endte jeg såmænd med igen at gå med habit. Det var en spændende tid, som det er sjovt at skrive om. Men det er ikke en tid, jeg forsøger at holde fast i. Det er ikke den form for forandring, jeg søger længere. «Hvilke forandringer oplever du så i dag

Læs også: Pilou Asbæk: Det er jo bare skuespil

Man skal være efter sig selv på den måde. Men min nysgerrighed er jo reel. Jeg skal ikke sparke den op fra ingenting. Den findes. Altså, børn er en god øvelse, synes jeg. Og det optager mig faktisk meget.

Læs også: »Jeg tager mig selv fucking seriøst«

Snylterlink!

Jeg fik det nye nummer af Ekko i dag, med 2 filmanmeldelser, Beast og The Descendants, og 1 dvd-anmeldelse, Cold Fish (amok japansk massemorder-idyl) signeret mig, men FANDEME om ikke redaktionen i Beast-anmeldelsen har tilføjet (og i sagens natur: formuleret) en henvisning til en film, som jeg ikke engang har set, langt ude og helt utilstedelig nørd-infiltration:

(...) og så køber Bruno en bog om partering og en stor kniv, og så går det helt galt på meget konkret og meget mystisk vis - [og så er det ikke længere mig, der skriver (eller ser eller tænker)] - ikke ulig den polske instruktør Andrzej Zulawaskis hysteriske psykodrama Possesion, som plakaten til Beast, nøgen kvinde med slange, direkte henviser til.

Det kan da godt være, at det ikke er ulig og der direkte henvises, men ikke i mit hoved og med min pen og under MIT NAVN, jeg har aldrig, og da slet ikke på WA, oplevet noget lignende og vil for fremtiden gerne være FRI (og helst cyklede jeg direkte hen til Hovedbanens kiosk med en sort tusch ...)