Knopskudt jakkeliste

Det smukkeste svar på en tekst er en liste. Min Ekko-anmeldelse af A Most Violent Year har på ekkofilm.dk afstedkommet en top 10 over karakterfulde film-jakker ved Jeppe Mørch - jeg nøjes her med den rene liste (LINK på for nærmere beskrivelser og YouTube-klip):

"”Jeg hepper på kameluldsfrakken!”
Sådan skriver Lars Bukdahl i sin meget positive anmeldelse af A Most Violent Year. (....)
Vi kigger nærmere på nogle personligheder, hvor overtøjet – og hvordan det bæres – har afgørende betydning." 

10. Martin Sheen i The West Wing (min mors yndlingsserie LB)

9. Claes Kastholm i Epidemic (vindjakke!)

8. Toni Servilo i Den store skønhed

7. Michael J. Fox i Tilbage til fremtiden II

6. Ryan Gosling i Drive

5. Robert De Niro i Taxi Driver

4. Peter Fonda og Dennis Hopper i Easy Rider

3. James Dean i Rebel Without a Cause

2. Keanu Reeves i The Matrix

1. Humphrey Bogart i Casablanca

Kameluldsfrakker skal ses i biografen

Kim Skotte giver sølle tre hjerter til A Most Violent Year, premiere i torsdags, fordi den ikke er den gangsterfilm, den ikke vil være, og fordi den arbejder med og på overfladen, og gør det forbandet smukt og dragende på grænsen til faktisk at være den rene (dvs- ikke-kriminalistiske) noir, som Jørgen Leth aldrig (kun lige antydningsvis i De 5 benspænd - som den frie opgave) har fået lavet:

"Instruktøren J. C. Chandor har tidligere lavet ' Margin Call' om Wall Street og er tydeligvis fascineret af det Amerika, hvor brutal business og forbryderisk virksomhed kun er adskilt af en tynd skarp skygges principielle forskel. Det er den skygge, han vil udforske i ' A Most Violent Year'. Men uden en voldelig forløsning og uden en dybere psykologisk udforskning af magtspil og familierelationer bliver anti-gansterfilmen hængende som et uforløst løfte. En lunte, der bliver tændt, men bevidst får lov at fuse ud. Resultatet bliver en af den slags film, hvor jeg synes, man bagefter står med et par helt fundamentale spørgsmål. Hvad er en gangsterfilm uden gangstere? Nogenlunde lige så spændende som en principiel fortælling om intolerance uden konkret had. Hvorfor lige denne historie? Hvorfor lige fra den tid og hvorfor lige nu? Svarene, synes jeg, blæser i vinden bagefter."

I min anmeldelse til Ekko, der nu er on-line, giver jeg filmen de præcis 5 stjerner, den fortjener - her min blissed out konklusion:

Men nu har jeg allerede talt for meget om spillet og handlingen, som ikke skal overdøve looket.
Til tider føles det, som om hovedpersonen slet ikke er Abel, men den (dyre) kameluldsfrakke, han bærer i så godt som alle udendørsscener – i samspil med røde kjoler, orange bluser, blå jeans på Anna. Der udspiller sig i det hele taget gennem filmen en tvekamp mellem to primære, dekadente sen-70’er-farver, brun/beige versus orange/rød, med en nøgtern sireneblå på sidelinjen.
På et tidspunkt afløses en magtfuld bankdirektørs brune og tunge dollargrin af en ung, forslået salgsmands lille, fikse, orange sportsvogn. Det er så grusomt tjekket gjort. Og jeg hepper på kameluldsfrakken!