Kim Skotte hævner sig IKKE 36 år senere (på generationsindpisker MS)

Kim Skotte roser Væbnet med ord og vinger i Politiken og giver 4 hjerter, klip fra anmeldelsen:

"Filmen får i høj grad sit nærvær, fordi vidnerne ser klart. Digterkollegaerne Søren Ulrik Thomsen, Bo Green Jensen, Pia Tafdrup, Klaus Lynggaard samt den yngre Håkan Sandell og den ældre Asger Schnack er alle gode og bruges med omtanke. Varmen ligger i præcisionen. PORTRÆTTET kommer uvægerligt til at samle sig om Strunges indre kampplads. Om den kompromisløst opslugte digter med det maniodepressive sind. Kan man skrive på galskaben, eller skriver man sig durk ind i den? Hos de godt fortællende vidner, som foruden digterne ikke mindst udgøres af barndomsvennen Johnny og ungdomskæresten Inge, mærker man ungdommens fascination af den flamboyante yngling fra Hvidovre, men også en livslang tristesse og et overbærende glimt i øjet, når Strunges selviscenesættelse, selvoptagethed og fandyrkelse erindres."

Michael Strunge selv var mindre nådig, da han i BT 4. september 1982 som opkørt og benhård indpisker af den rette 80'er-generationalitet anmeldte Kim Skotte Christensens debutdigtsamling  Den urimelige hastighed med hvilken tog adskiller elskende  - teksten har ikke været optrykt før (om Strunge som generationstalsmand (herunder hans virksomhed som anmelder (i 2 omgange, først BT, så Politiken) og forlagskonsulent) se min artikel "Strunges strenge. 80'erne som kritisk opdrag" i antologien En bog om Michael Strunge, 2008):
 

"Spar på krudtet og kom igen

POESI

Michael Strunge

 Kim Skotte Christensen: Den urimelige hastighed med hvilken tog adskiller elskende. Digte. Vindrose. 74 sider. 88,00 kr. 

"Digtet "MANIFEST" var nytårsaftenskronik i Politiken 1981" står der på bagsiden af denne debutdigtsamling. Digtet findes imidlertid ikke inde i bogen. Det er jeg forholdsvis tilfreds med, at det ikke gør. MANIFEST indeholder nemlig de første tre brud på ophavsretten - dvs denne digters ophavsret til de sidste 3-4 digte i Skrigerne, hvorfra Skotte Christensen stjal flere linier og vulgært efterlignede resten. Jeg gi'r dog afkald på retsforfølgelse. Lad dette være en alvorlig ment advarsel til alle de unge der så gerne vil lege "Firser-poeter". For her er en typisk "firserdigter", "ny generation" og rend mig i røven.

  Den urimelige hastighed ... er præget af en symbolik, der ofte bliver alt for tung og usammenhængende, hvilket ikke bedres af overforbruget af ord, Digtene handler hurtigt sagt om forelskelser, sex, forurening, fremmedgørelse og den nok så kendte storby (jeg savner efterhånden en ny forstadsdigter, som Sarvig var det). Der optræder i digtene ofte et du, der nogle steder en kvindefigur, men som f.eks. i "Højovn i helvede" antager religiøs, guddommelig karakter. Og der er let visionære undergangsstemninger som i "lysene der tændes og slukkes": "De sorte pletter/ bryder sig på landkort/ hvorfra de hvide forsvandt og jeg så på aftenhimlens rødmen/ efterhånden temmelig tvetydig/ Lysene der tændes og slukkes". 

  I "Skygger" slår det over i den rene greul, og flere steder virker undergangsvisionerne totalt uden ægte følelse og smerte, men med masser af gru og skræk. Og med for mange klicheer som "glas og beton" - oh du fremmedgørende storby, dog! Og hvornår har sidst set en digter i den grad fascineret af sit forplantningsorgan? Ustandselig dukker den op, den lille. Skotte Christensens form for romantik er for  mig udvendig og vulgær: "over mindst alverdens boulevarder/ der er som skabt til kærlighed og er til krig" - For meget malurt, ikke?

  Af og til når Skotte Christensen frem til givende vendinger som f.eks. udtrykket "en glæde uden tryghed". Men gennemgående lader han sit talent (for det har han) overdøve af en dårlig sprogbehandling - dumme ordspil, knudret sprog, lang tillægsform ("kvælende"), bagvendt ordstilling, tunge allegorier, lange sætninger osv. Og han har vist svært ved at gennemskue sin egen symbolbrug - hvem tvivler på symbolikken i dette: "V red på dragens skællede hals/ uden at mæle et ord". 

  Den af tiden nødvendiggjorte nye synsvinkel finder man ikke i denne bog. Der er for mange indholdsløse digte, man fornemmer en stigende tomhedsfølelse, når man læser sig igennem den rimelige hastighed ... Uægthedens svøbe, tillærthedens kantede god-vilje. - Og så den store fejl: At forveksle sit liv med verden og overføre sin egen angst og depression til den. Det er i dette tilfælde let at gennemskue, at det ikke forholder sig ægte og omvendt hos digteren: "Jeg må angribe hydra med denne/ min eneste vandpistol/ og knuse alle spejlene/ så jeg atter kan se på andet end vi/ tungt åndende på gader/ der altid minder om en massegrav.""

Kameluldsfrakker skal ses i biografen

Kim Skotte giver sølle tre hjerter til A Most Violent Year, premiere i torsdags, fordi den ikke er den gangsterfilm, den ikke vil være, og fordi den arbejder med og på overfladen, og gør det forbandet smukt og dragende på grænsen til faktisk at være den rene (dvs- ikke-kriminalistiske) noir, som Jørgen Leth aldrig (kun lige antydningsvis i De 5 benspænd - som den frie opgave) har fået lavet:

"Instruktøren J. C. Chandor har tidligere lavet ' Margin Call' om Wall Street og er tydeligvis fascineret af det Amerika, hvor brutal business og forbryderisk virksomhed kun er adskilt af en tynd skarp skygges principielle forskel. Det er den skygge, han vil udforske i ' A Most Violent Year'. Men uden en voldelig forløsning og uden en dybere psykologisk udforskning af magtspil og familierelationer bliver anti-gansterfilmen hængende som et uforløst løfte. En lunte, der bliver tændt, men bevidst får lov at fuse ud. Resultatet bliver en af den slags film, hvor jeg synes, man bagefter står med et par helt fundamentale spørgsmål. Hvad er en gangsterfilm uden gangstere? Nogenlunde lige så spændende som en principiel fortælling om intolerance uden konkret had. Hvorfor lige denne historie? Hvorfor lige fra den tid og hvorfor lige nu? Svarene, synes jeg, blæser i vinden bagefter."

I min anmeldelse til Ekko, der nu er on-line, giver jeg filmen de præcis 5 stjerner, den fortjener - her min blissed out konklusion:

Men nu har jeg allerede talt for meget om spillet og handlingen, som ikke skal overdøve looket.
Til tider føles det, som om hovedpersonen slet ikke er Abel, men den (dyre) kameluldsfrakke, han bærer i så godt som alle udendørsscener – i samspil med røde kjoler, orange bluser, blå jeans på Anna. Der udspiller sig i det hele taget gennem filmen en tvekamp mellem to primære, dekadente sen-70’er-farver, brun/beige versus orange/rød, med en nøgtern sireneblå på sidelinjen.
På et tidspunkt afløses en magtfuld bankdirektørs brune og tunge dollargrin af en ung, forslået salgsmands lille, fikse, orange sportsvogn. Det er så grusomt tjekket gjort. Og jeg hepper på kameluldsfrakken!

Synthesizer flytter hjemmefra

Bertelsen: Men Kim Skotte var jo heller ikke særlig begejstret for Drive, så vidt jeg husker.

Refn: "En lille knaldperle af en film". Jeg har aldrig læst hans digtsamling, så jeg kan ikke udtale mig om hans digte.

Brügger: Den seneste hedder vistnok Sensei flytter hjemmefra (reelt: Sensei forlader forstaden LB).

Bertelsen: Synthesizer flytter hjemmefra?

Brügger: "Sensei" som i kampsport ...

Refn: Hov! Nu ringer Chrysler (Refb tager telefonen og slår over i engelsk). Thank you. You can all come to Cannes and see it now, it's official ...

Bertelsen: Men vi kom fra sætningen: "En lille knaldperle af en film".

Brügger: Er Drive da det?

Refn: Nej, det er den edderrødeme ikke.

Brügger: Men det er jo fuldstændig ligegyldigt, hvad Politiken mener.

Refn: Min mor sagde til mig: "Jamen, du er jo alt for stor. Lad dem være." Og det har hun jo ret i, men det er svært.

Bertelsen: Hvorfor?

Refn: Jeg tror, det er den der evige følelse af at blive valgt fra hele tiden. Ligesom den dér Ramones-sang "53d and 3rd". Hvor de står og sælger sig selv, alle de mandeprostituerede, men det er aldrig dig, de tager. Når de så endelig tager dig, slår du dem ihjel. Det er det forhold, jeg tror, jeg har til en del af kulturredaktionen på Politiken.

(fra Mikael Bertelsens og Mads Brüggers interview med Nicolas Winding Refn i det nye nummer af Ekko, som jeg ville have læst med betydeligt større velvilje, hvis jeg ikke lige havde været i biografen og med egne øjne set Only God Forgives - den kan få den ene af de to stjerner, jeg i samme blad giver Terence Malicks To The Wonder, thi det er akkurat lige så forloren og (og fordi) bare dødkedelig ageren filmisk metafysik, god, spektakulær vold hist og pist, frem for alt den scene, fremhævet af Brügger i interviewet, hvor en mand spiddes stadig mere grundigt med readymade-spiseinstrumenter, og også okay monstrøst moderdyr, men hvad i alverden skal jeg stille op med Ryan Gosling endeløst rugende som en idiot i rødt bordellys? det er jo ikke engang ufrivilligt sjovt)

If you think you can, well come on man
I was a Green Beret in Viet Nam
No more of your fairy stories
'Cause I got my other worries

53rd and 3rd
Standing on the street
53rd and 3rd
I'm tryin' to turn a trick

53rd and 3rd
You're the one they never pick
53rd and 3rd
Don't it make you feel sick?

Then I took out my razor blade
Then I did what God forbade
Now the cops are after me
But I proved that I'm no sissy

(et forbilledligt økonomisk stykke tekst - ikke kun sammenlignet med Refns grueligt tids-generøse film)