Ikke mindst og især SELVironi, som altid kommer før al anden ironi (jf. blogposten om patetisk ironi nedenfor, der måske lige præcis er ironi uden selvironi) og bør komme før al ikke-ironi også; Mikael Bertelsen skrev tidligere i dag denne opdatering:
Politiken i dag: Here we go again; ironi, ironi, ironi....
ved siden af dette billede af noget Politikentekst:
- 2 kommentarer længere nede:
Lasse RimmerMen... mener du nu også det, Mikael Bertelsen?
Mikael BertelsenLasse Rimmer
Jeg mener ikke jeg har arvet det fra David Letterman i Amerika, men fra
min mors side af familien, som overlevede Theresienstadt på en bølge af
sarkasme og ironi. Det handler om at overleve undergangen. Både på
skærmen og i lejren...
Jeg kan godt forstå, Bertelsen både er træt af at blive kaldt (epigonisk) ironiker og føler trang til at forsvare ironien (og dens bissede lillebror sarkasmen) som det modsatte af dekadent, distancerende luksus, som nemlig livsnødvendig jonglering af mere eller mindre dødelig absurditet. Det er også som om, at fordi man er ironisk en gang imellem eller faktisk relativ ofte, som simpelthen et greb, et tick, en teknik, så er man all out ironisk eller ironiker - ligesom man er sjov mand eller sjovmand, fordi man rent faktisk kan finde ud af at være sjov, jf. vennen min Jens B, hvis sjovhed blev YouTube-fikseret og -cementeret via Den 11. time. Men det er jo en virkelig træls idé om identitetsmonomani Selvironi er der til gengæld ikke nogen vej udenom, tror jeg (på), at praktisere eller lide af full time. Men igen: effekten, designeret og automatisk, af selvironi er ikke distance og reservation, men nærvær og ærlighed, fordi man jo så ikke behøver at lade sig regulere af et strikt (og derfor patetisk) identietsregimente; man har wriggle room til at lade sig overraske af sig selv, af sin nysgerrighed og undren, pjattethed og alvor og - hvorfor ikke? - patos. Det er derfor, David Letterman og Mikael Bertelsen, alle deres forskelle til trods, er så suveræne studieværter, og lige dér de ligner hinanden, deres ironi er omhyggeligt, ubændigt, lystfuldt uselvisk.
- her (jeg kunne ikke lave et skærmlink) er en af mine yndlingsskevenser fra Den 11. Time, mødet mellem Bryan Ferry og Morten Søkilde formidlet af studieværten Bertelsen - et topmøde mellem stilige selvironikere uden et spor af ironi.
Refn: Hov! Nu ringer Chrysler (Refb tager telefonen og slår over i engelsk). Thank you. You can all come to Cannes and see it now, it's official ...
Bertelsen: Men vi kom fra sætningen: "En lille knaldperle af en film".
Brügger: Er Drive da det?
Refn: Nej, det er den edderrødeme ikke.
Brügger: Men det er jo fuldstændig ligegyldigt, hvad Politiken mener.
Refn: Min mor sagde til mig: "Jamen, du er jo alt for stor. Lad dem være." Og det har hun jo ret i, men det er svært.
Bertelsen: Hvorfor?
Refn: Jeg tror, det er den der evige følelse af at blive valgt fra hele tiden. Ligesom den dér Ramones-sang "53d and 3rd". Hvor de står og sælger sig selv, alle de mandeprostituerede, men det er aldrig dig, de tager. Når de så endelig tager dig, slår du dem ihjel. Det er det forhold, jeg tror, jeg har til en del af kulturredaktionen på Politiken.
(fra Mikael Bertelsens og Mads Brüggers interview med Nicolas Winding Refn i det nye nummer af Ekko, som jeg ville have læst med betydeligt større velvilje, hvis jeg ikke lige havde været i biografen og med egne øjne set Only God Forgives - den kan få den ene af de to stjerner, jeg i samme blad giver Terence Malicks To The Wonder, thi det er akkurat lige så forloren og (og fordi) bare dødkedelig ageren filmisk metafysik, god, spektakulær vold hist og pist, frem for alt den scene, fremhævet af Brügger i interviewet, hvor en mand spiddes stadig mere grundigt med readymade-spiseinstrumenter, og også okay monstrøst moderdyr, men hvad i alverden skal jeg stille op med Ryan Gosling endeløst rugende som en idiot i rødt bordellys? det er jo ikke engang ufrivilligt sjovt)
If you think you can, well come on man
I was a Green Beret in Viet Nam
No more of your fairy stories
'Cause I got my other worries
53rd and 3rd
Standing on the street
53rd and 3rd
I'm tryin' to turn a trick
53rd and 3rd
You're the one they never pick
53rd and 3rd
Don't it make you feel sick?
Then I took out my razor blade
Then I did what God forbade
Now the cops are after me
But I proved that I'm no sissy
(et forbilledligt økonomisk stykke tekst - ikke kun sammenlignet med Refns grueligt tids-generøse film)
Blogdahl er digter og WA-kritiker og Hvedekornsredaktør Lars Bukdahls blog – et føljeton-fortløbende, kunstnerisk og kritisk, polyfont collage-værk, der praktiserer og præsenterer, karakteriserer og bedømmer, diskuterer og debatterer, satiriserer og celebrerer primært litteratur (men også film, tv, teater, billedkunst, musik) gennem LB’s personlige sygekassebriller og pianistfingre.
Mikael Bertelsen Lasse Rimmer Jeg mener ikke jeg har arvet det fra David Letterman i Amerika, men fra min mors side af familien, som overlevede Theresienstadt på en bølge af sarkasme og ironi. Det handler om at overleve undergangen. Både på skærmen og i lejren...
