Ubedømmelse + 2 rettelser

Fagfællebedømmelse

Med undtagelse af "Ristika! Råberen er ude med sit net - om Sven Dalsgaards poesi" af Lars Bukdahl er samtlige af publikationens artikler fagfællebedømt. Bedømmelsen følger gældende akademiske standarder for forskningsformmidling og er koordineret af Forlaget Systime ved projektleder Steen Hammershøy Andersen.

2 rettelser til min artikel:

Sven Dalsgaard debuterede som digter med 2 tekster (ikke kun1) i Helhesten, hefte 4-5, 19944, "Pansangen" (som jeg læser i artiklen) OG "Fugl i bur" (optrykt (sammen med "Pansangen") i "selvbiografien" Sven Dalsgaard, 1966).

Fugl i bur

vi stod ved vinduet - jeg og chefens datter (jeg har arbejdet for mi chef i 2 måneder og venter på at blive forfremmet i løbet af 1 år). hun stod med fugl i hånden, en fugl hun havde lukket inde i sig så længe hun huskede. Hun stod og og blev overmodig, og spurgte mig om jeg syntes hun skulle lade den prøve at flyve, - bare her over til træet ved vinduet og så tilbage. - og inden jeg fik svaret, havde hun lukket fuglen ud. jeg så med bange anelser fuglen flyve over mod træet, og så i det samme en stor flok snavsede skidengrå fugle kigge frem mellem grenene. den lille fugl var nu ved træet, den havde lige nået at røre det, og som en pil var den på vej tilbage til vinduet, da pludselig min egen bror lukkede vinduet i, så den lille fugl måtte hakke og kradse sig gennem glasset ind til den unge, der træt og udmattet havde sat sig på en stol. jeg så min broders smilende årtusindgamle apolloansigt foran mig, og følte mig svag og træt. jeg vendte mig for at søge trøst hos den unge pige, men hun var forsvundet, i stedet lå der på stolen en frugtsommelig hund, idet min broder forlod værelset, vendte han sig i døren, og med kort fuglefløjt kaldte han hunden med sig.

(bogen til "helhesten", 1993, indholder digte skrevet 1944 og sendt til Helhesten, men aldrig trykt (bl.a. fordi tidsskriftet i ventetiden gik ind) jf. i øvrigt Dalsgaards Hvedekornsdigte fra samme tid og senere, afskrevet og omtalt her)

Den illuminerede digtsamling Den perforerede by udkom IKKE i en privatudgave i dens afftelses- og dateringsår 1969, udgaven fra 1988 er den første  bogudgave.

Så er DET og DET på sin plads.

Fejlbekæftet

Flere pinlige fejl i mine anmeldelser i WA-bøger, og de 2 er citatfejl, hvilket er de værste fejl:

I anmeldelsen af 2 Steen Langstrup-bøger skriver jeg:

Selve Marthas brødtekst fortæller om Katrine, der flytter ind over for Katrine på Wagner-kollegiet (...)

Det lyder jo meget gotisk og/eller modernistisk, at hun flytter ind overfor sig selv, men hun flytter altså bare ind overfor Martha.

I anmeldelsen af Theis Ørntofts Digte 2014 citerer jeg i sidste spalte først forkert i dette citat:

dej kæmpefar/ dej flydende noiagratin/spil hellere vof vof på din hundegratin

Det er dobbeltgratin, sidst ord skal være hundeguitar.

Og så i dette afsluttende citat (jeg troede VAR blevet rettet, fordømt):

tak til trafikulykker, medicin og tav, små tab/ uden jer ville jeg ikke være den jeg er/ en sekssporet trafik af bakterier og traumer/til og fra dette sindssyge sekund

TAB, ikke tav! Her ties virkelig ikke.

Undskyld!

Undskyld!

Undskyld!

Jeg gider ikke korrekses gratis

De dér små, stikkende, fluepirkende (dvs. mindre, men også mere irriterende end fluekneppende, når man bare lige med det yderste af lillefingerneglen stikker, pirker, prikker til en flueskulder) rettelser, jeg bliver sindssyg over, nede i de løse tekster, jeg får ingen eller det samme som ingen penge for, som jeg skriver for universets blå øjnes skyld;

i en Dickens-hyldest til et odenseansk universitetstidsskrift, der ikke mere hedder Blæst, men Salon 55 (?), hvor de udskifter '1' med 'en':

Der er kun en enkelt Dickens-roman på reolen, men 1 (rettet til en) og så godt som hvilken som helst er jo altid rigeligt, selvom de alle sammen jo slet ikke er nok (når manden døde så forbandet tidligt) (...)

i en anmeldelse af Gus van Sant-filmen Restless til Ekko, hvor ledsætningen udstyres med et nyt subjekt:

Dødsfikseringen giver anledning til en del fine scener på skæve lokationer som kirkegårde og bedemands-showrooms, men først og fremmest tvangssentimentaliserer den (rettet til 'filmen') en yndefuld og genuint kær kærlighedshistorie, der sagtens kunne have overlevet på egne præmisser.

i en artikel om Sportsdigte til en Jørgen Leth-antologi, hvor (der er mange flere eksempler, som jeg modsat eksemplerne ovenfor (Dickens-rettelsen var det vistnok for sent at gøre noget ved) har resigneret overfor) et verbum tilføjes sætningsemnet - hvilket sgu da tilmudrer udsagnet kraftigt, nu fortryder jeg bitterligt, jeg ikke rettede tilbage:

Autentisk erfaring og fascination i clinch med avantgardistisk formleg som til sammen (tilføjet: danner) et omsider personligt, originalt og tidssvarende udtryk.

På Weekendavisen, der betaler mig faktiske og ca. rimelige penge for mine tekster, kæmper jeg mere grundlæggende kampe om mit udtryk (eller har jeg kæmpet; redaktøren tror, vi stadig slås, men hun har for længst vundet, eller rettere jeg har for længst accepteret og omfavnet og tilegnet mig mit nederlag), men de kunne aldrig finde på at rette nede på det fluepirkende niveau - det er der simpelthen heller ikke tid til - hvis det i øvrigt som sådan er til at forstå, hvad jeg siger, hvad det selvfølgelig ikke nødvendigvis og altid er.

Jeg skriver som jeg skriver, fordi jeg skriver, som jeg skriver, og jeg skal have fantasillioner for at lade være!

En lertøjsskål er ikke nogen legetøjsskål

Så har Hvedekorn sørme fået fem stjerner igen af Jørgen Johansen i Berlingske TIdende, og jeg tror da simpelthen bare, at jeg citerer hele anmeldelsen:

Et kapitel i tidsskriftets og i forlagets historie er skrevet til ende. Vemodigt nok! I 46 år har Borgen kærligt plejet lyrikken og generøst givet husly til det på samme tid ærværdige og ungdommeligt sprælske Hvedekorn. Når historien trods alt ikke er ren begrædelighed, skyldes det, at et nyt forlag, Rosinante, står parat til at overtage ansvaret for driften af »talenternes fristed«. Netop det tilnavn lever denne sidste Borgen-udgave af Hvedekorn smukt op til med en lang stribe debutanter og Hvedekorn-leverandører med et par års anciennitet. De må imidlertid alle sammen finde sig i, at veteranen Eske K. Mathiesen løber med opmærksomheden. Mathiesen, der har optrådt i tidsskriftet siden 1969, præsenterer sin egen kanon for billedkunst. Ti digte gjort af samme stof som den vidunderligt morsomme bog »Bonjour Monsieur Satie«, der netop har indbragt forfatteren årets kritikerpris.

Eske Mathiesen har i et (som sædvanligt maskinskrevet) brev til redaktionen påpeget, at der ærgerligt nok har indsneget sig en fejl i afskriften (afskrift pga. maskinskriften) af digtet til og om keramikeren Buller Henriksen; der skal stå "lertøjsskål" og ikke "legetøjsskål" selvfølgelig, og undskyld for det til Eske og læseren, her er det korrekt klingende digt:

Når jeg knipser på kanten
af den buttede blå lertøjsskål
og synes den klinger som en
fjern aftenklokke over
grønne enge, så skyldes det næppe,
at der er indbagt nogen missionerende
hensigt i skålen. Det er blot
det fromme barn i mig selv, der sover
så let, vågner for ingen ting.

ar ikke ol

1 stor fejl i Hvedekorn 4, 2009, der langt om længe udkommer på onsdag:

Mette Reinhardt Jakobsen hedder debutanten, født 1972, på side 14,

og ikke, som skrevet står, Mette Reinholdt Jakobsen,

korrekt er altså: Mette Reinhardt Jakobsen,

og pludselig er jeg, redaktøren. savskæreren i Mette Reinhardt Jakobsens grusomme digt nr. 3:

Save save brændte børn
midtover. Skrigunger.

Undskyld, Mette Reinhardt Jakobsen!

Konkretrettelser

Konkretdigteren Vagn Steen ringede i går og sagde tak for min artikel om hans reklame-tekster, som jeg havde mailet til ham - you're welcome, sagde jeg - han havde imidlertid visse bemærkninger:

På side to, i sidste linje i femte afsnit, er der et overflødigt parentestegn i 'at slå an)'.

På side fem, i anden linje i tredje afsnit, skal 'indenfor' være i to ord.

På side seks, i sjette linje i andet afsnit, mangler der et 'en' i '"Vagn er også lidt læskedrik'.

På side seks, i tredje linje i tredje afsnit, mangler der et 'at' i 'der er vel mærke tale om en humoristisk accept'.

På side seks, i anden linje i fjerde afsnit, mangler et 's' i 'digteren visitkort'.

På side seks, i anden linje i femte afsnit, er der et 'r' for meget i 'jeg kan hviske ind i/ ørert på dig'.