"Det prisværdige og sjovt bearbejdede alderstema er tekstens
papirtynde dramaturgiske alibi, men det må kæmpe hårdt om pladsen med de
mange genregimmicks, der kælent kalder på den latter, søstrene også
desperat higer efter.De to damer mestrer genrekoderne til
perfektion, men formår via Kragerups distinkte iscenesættelse også at
åbne for de nænsomme øjeblikke af kærlighed, der kunne forløse dem, men
næppe gør, før trangen til opmærksomhed atter sætter teaterhjulet i
gang. »Dukkelise« er absolut en ganske underholdende
forestilling, men som Rohdes tidligere revitaliseringer af ældre genrer,
for eksempel burlesken i »Hvem myrdede Regitze Rio?« og
sovekammerfarcen i »Har-Har-Har De set min kone?« er det en ret let
lille sag, der tekstligt ikke hæver sig over en tynd kop
postmodernistisk genreleg, der er glemt i det sekund, man forlader
teatret." (Berlingske)
"DET HELE FREMSTÅR som en løssluppen parafrase over
psykogyseren ' Whatever Happened to Baby Jane' fra 1961 med Bette Davis
som den gamle sindssyge barneskuespillertyran og Joan Crawford som
hendes hævngerrigt rivaliserende og nu hjælpeløse skuespillersøster i
det øde hollywoodhus. Men Rohde laver sit eget ' retroteater i teatret'
ud af det med hårdt optrukne figurer i sort-syret spil med camp og
melodramabæven tilsat altmodisch knirkende vuggevise, ' Sov Dukkelise',
og frejdig reklamesang for chokoladeis. Der er en grotesk
humor over det, ikke mindst i kraft af at Rohdes detaljemættede '
fyldte' univers kommer op imod instruktøren Elisa Kragerups anderledes
rensede, koncentrerede greb. Det giver en spændingsladet
dynamik, men det kan ikke skjule, at Rohdes stykke ikke har så meget på
hjerte andet end at dyrke sit eget noir-univers - samt levere et
ordentligt skud teatersatire over to skuespillerinders bandsatte kamp om
at udmanøvrere hinanden og vinde publikums kærlighed, om det så bliver
en dyst på perfide anmeldercitater! Søstrenes jalousiopgør når ikke for
alvor ned i deres indbyrdes afhængighed i sulten efter kærlighed, og
selve gyserdramaet har svært ved samle sig og blive lige så skarpt som
den spidse saks, der til slut hugger til." (Politiken)
Umiddelbart minder "Dukkelise" om Jean Genets klassiker
"Stuepigerne". To kvinder fanget i et maskeog identitetsspil med fatale
konsekvenser. Men i "Stuepigerne" falder maskerne til sidst med
dødbringende resultat. Hos Jokum Rohde er det mere beskedent.
Rollespillene er sjove, den indlagte uhyggepianist ligeså, mens de
knirkende gammeldags ord og legen med et dystert-forfaldent
gyser-København vækker fornøjelig genkendelse hos den del af publikum,
der kender Rohdes efterhånden mange gotiske komedier. Men
mere er der så heller ikke rigtig på spil. Når det virkelig skal gøre
ondt, når livsløgnene skal flænses og sandheden pible frem, bliver det
bare ferm teaterleg, trods instruktøren Elisa Kragerups glimrende og
videredigtende greb om teksten, og Kirsten Olesens og Tina Gylling
Mortensens sublime sans for grotesk komik. Her er virkelig to
skuespillere, der giver sig med fynd og klem. Vi er
underholdt af disse to stakkels livsfrygtende og virkelighedsangste
søstre, men det sidste sug, det, der løfter op og forløser, det gemmer
teksten ikke på og dermed heller ikke opsætningen." (Jyllands-Posten)
JA! JA JA! JA! JA! JA! Genreleg! Revitalisering! Noir-univers! Teatersatire! Gotisk komedie! Teaterleg!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar