"De kondisko, som antiracisterne går rundt i, er lavet i
Kina, hvor man har produceret så meget overflødigt materielt til Vesten,
at man nu har svært ved at trække vejret pga. forurening.
Antiracisterne, inklusive mig selv, ved også godt, at det billige tøj,
vi køber, har haft fysiske konsekvenser for de børn og voksne, der har
lavet det. Men vi køber det alligevel, selvom vi er enige om, at det er
forkert. I bund og grund er vi ligeglade, fordi vi prioriterer vores
egen komfort højere.
For
mig at se, er det et lidt poppet hykleri. Jeg er inspireret af Andy
Warhol og hans fascination af folkets ophøjelse af afdøde (hans første
portræt af Marilyn Monroe, som blev færdiggjort efter hendes død) og den
lidt klistrede interesse for tragiske dødsfald (Ambulance Disaster ) og
andre af Warhols projekter (mugshotprojektet The Thirteen Most Wanted,
som måtte males over, fordi det vakte for megen harme at udstille og
ophøje disse eftersøgte kriminelle), fordi han spejler folkets
forargelse, nysgerrighed, fascination og afsky i sine værker og samler
det i ophøjede klicheer, der så udstilles på museer og vises frem for
folket, som derefter tager afstand fra klicheen og finder Warhols snagen
i dødsfald og ophøjelsen af kriminelle smagløs, sygelig og
grænseoverskridende.
Det mest provokerende, man kan gøre som kunstner, er at hænge et spejl op.
Den
finske poet Leevi Lehto har skrevet Mangfoldiggørelse af trivialitetens
sprog, som jeg tidligere, i forbindelse med udgivelsen af Boyfrind, har
brugt til at forklare mit litterære projekt og dermed også teksternes
jeger. Lehto taler om det ideal for poesien, som handler om at
inkludere, indlemme barbariet og dumheden ved at se barbariet og
dumheden i øjnene og acceptere dem. Det, synes jeg, er meget
interessant, og det er udgangspunktet for alle mine tekster.
Mange
af mine bøger handler om racisme, og det gør de fordi, der netop på det
område er en manglende vilje til at se barbariet og dumheden i øjnene
og acceptere dem. Jeg kan ikke se, hvordan man kan bekæmpe racismen,
hvis man nægter at lytte til de, der er bange og ikke føler sig hørt. De
er helt konkret bange for, hvad det kommer til at betyde for deres liv
og deres fremtid, at flere flygtninge og indvandrere kommer til dette
land.
De følelser og tanker er der plads til på den
yderste højrefløj, men der er ikke plads til dem i litteraturen, fordi
litteraturen hellere vil tage tydeligt afstand fra en
ikkevenstreorienteret tanke og udskamme den bange. Vreden over for
syndebukken Christina Hagen
er seneste eksempel. Det mener jeg ikke fører til andet end yderligt
polariserede holdninger og en mangel på respekt og forståelse mellem de
to yderste fløje.
Jeg mener ikke, at man kan bede den
ekstreme højrefløj om mere menneskelighed og forståelse, hvis man som
venstrefløj kun formår at udskamme og nægter at vedkende sig dele af
frygten eller racismen, som vi hver dag deltager i.
De
jeger, der findes i mine bøger, er hentet udefra og er dermed ikke en
kronikørs jeg. De er, som Kunstfonden skrev i forbindelse med
tildelingen af det 3-årige legat, beholder for kulturens eller tidens
stemmer. Jeg er meget interesseret i, hvad flertallet gør lige nu, og
derfor kan man vel kalde mig en slags popkunster."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar