tirsdag den 4. april 2017

Christina & Andy

Christina Hagen læser sig selv helt skarpt i en tekst, vi sgu da godt kan kalde en poetik, i Information og vedkender sig den Warhol-inspiration, en blogpost nedefor sjussede sig frem til:

"De kondisko, som antiracisterne går rundt i, er lavet i Kina, hvor man har produceret så meget overflødigt materielt til Vesten, at man nu har svært ved at trække vejret pga. forurening. Antiracisterne, inklusive mig selv, ved også godt, at det billige tøj, vi køber, har haft fysiske konsekvenser for de børn og voksne, der har lavet det. Men vi køber det alligevel, selvom vi er enige om, at det er forkert. I bund og grund er vi ligeglade, fordi vi prioriterer vores egen komfort højere.
For mig at se, er det et lidt poppet hykleri. Jeg er inspireret af Andy Warhol og hans fascination af folkets ophøjelse af afdøde (hans første portræt af Marilyn Monroe, som blev færdiggjort efter hendes død) og den lidt klistrede interesse for tragiske dødsfald (Ambulance Disaster ) og andre af Warhols projekter (mugshotprojektet The Thirteen Most Wanted, som måtte males over, fordi det vakte for megen harme at udstille og ophøje disse eftersøgte kriminelle), fordi han spejler folkets forargelse, nysgerrighed, fascination og afsky i sine værker og samler det i ophøjede klicheer, der så udstilles på museer og vises frem for folket, som derefter tager afstand fra klicheen og finder Warhols snagen i dødsfald og ophøjelsen af kriminelle smagløs, sygelig og grænseoverskridende.
Det mest provokerende, man kan gøre som kunstner, er at hænge et spejl op.
Den finske poet Leevi Lehto har skrevet Mangfoldiggørelse af trivialitetens sprog, som jeg tidligere, i forbindelse med udgivelsen af Boyfrind, har brugt til at forklare mit litterære projekt og dermed også teksternes jeger. Lehto taler om det ideal for poesien, som handler om at inkludere, indlemme barbariet og dumheden ved at se barbariet og dumheden i øjnene og acceptere dem. Det, synes jeg, er meget interessant, og det er udgangspunktet for alle mine tekster.
Mange af mine bøger handler om racisme, og det gør de fordi, der netop på det område er en manglende vilje til at se barbariet og dumheden i øjnene og acceptere dem. Jeg kan ikke se, hvordan man kan bekæmpe racismen, hvis man nægter at lytte til de, der er bange og ikke føler sig hørt. De er helt konkret bange for, hvad det kommer til at betyde for deres liv og deres fremtid, at flere flygtninge og indvandrere kommer til dette land.
De følelser og tanker er der plads til på den yderste højrefløj, men der er ikke plads til dem i litteraturen, fordi litteraturen hellere vil tage tydeligt afstand fra en ikkevenstreorienteret tanke og udskamme den bange. Vreden over for syndebukken Christina Hagen er seneste eksempel. Det mener jeg ikke fører til andet end yderligt polariserede holdninger og en mangel på respekt og forståelse mellem de to yderste fløje.
Jeg mener ikke, at man kan bede den ekstreme højrefløj om mere menneskelighed og forståelse, hvis man som venstrefløj kun formår at udskamme og nægter at vedkende sig dele af frygten eller racismen, som vi hver dag deltager i.
De jeger, der findes i mine bøger, er hentet udefra og er dermed ikke en kronikørs jeg. De er, som Kunstfonden skrev i forbindelse med tildelingen af det 3-årige legat, beholder for kulturens eller tidens stemmer. Jeg er meget interesseret i, hvad flertallet gør lige nu, og derfor kan man vel kalde mig en slags popkunster."

 Billedresultat for Warhol 13 most wanted

Ingen kommentarer:

Send en kommentar