Laugesen udenomsboglig marts/april

Maximalt, anmeldelse i Information af Cy Twombly-retrospektiv på Pompidou, klip:

"Det er tydeligt fra begyndelsen, at han med sit maleri, sine tegninger og sine fotografier og sine kollager befinder sig ligesom på en tidens strand, en slutstrand måske, som science fiction-forfatteren J. G. Ballard kaldte det, en slags civilisationens udblæste ødemark, hvor forladte, men stadig ulmende kulturers efterladenskaber ligger spredt til ny aflæsning, en situation omtrent som Dadas, og at han efterhånden rendyrker noget i disse bestræbelser, så han i højere og højere grad lader fotografiet fotografere, tegningen tegne, skulpturen skulptere og maleriet male, bare stiller krop og sind til rådighed for disse processer, hvilket ikke vil sige, at kroppen og sindet er tomme hylstre.

Når han fotograferer, er det polaroidkameraet, han finder, en lille maskine, der er kamera og mørkekammer i ét, og hvis billeder aldrig er helt forudsigelige, og når han maler, så maler han. Han skriver også i sine malerier. Han sætter sit billede i en situation, hvor det producerer sig selv.

Og sikken en start til alt det, han fik på Black Mountain College i 1951, sikken et skub ud i verden af lærere, optrædende og elever: Robert Motherwell, Ben Shahn, David Tudor, Merce Cunningham, Morton Feldman, Robert Creeley.

»Nature in her manner of operation,« siger Cage.

Det er kunstens, eller kunstnerens, opgave at nå dertil. »Unendliche Naturgeschichte« er, hvad »das bildnerische Denken« går ud på, siger Klee.

På Black Mountain College var det daglig praksis. På udstillingen Cy Twombly på Centre Pompidou anskueliggjort både i Twomblys værk, den måde det er værk på, hvad det gør, og helt eksplicit i en stribe fotografier, der fæstner tankerne på Giorgio Morandis arbejde med tidens og rummets minimale små skiftende situationer, hvad der hele tiden sker, hvor alting går så hurtigt, som når en plante forandrer lys til grønt, som Charles Olson sagde det.

Udstillingens tilrettelægger, Jonas Storsve, har valgt at lade tre store serier være det centrale omdrejningspunkt, men den rummer alle værkets facetter. Der er intet entydigt forhold i Twomblys måde at arbejde på mellem kategorier som -skitse- og -værk-. Det hele er proces, og man bevæger sig i udstillingsrummene efter de impulser, man indfanger. Serierne griber ind i hinanden, foto korresponderer med skulptur, skriften får farve og farven skrift.

Den vigtigste af serierne er »Fifty Days at Ilium«, 1978, olie, oliekridt og blyant, der som titlen siger handler om den trojanske krig. Værket kan måske ses som en kommentar til den katastrofale amerikanske indsats i Vietnam, der jo sluttede med Saigons fald i 1975.

Men når man siger, at værkerne -handler om- det ene og det andet, ligger det mest i titlerne. De kunne egentlig handle om hvad som helst, hvis ikke det var for bogstaverne, hvor krigens navne, dens helte, var fræset ind i billedernes hvide ødemark med en krigerisk brug af farvekridt, og man derfor kan aflæse de sammentværede farver, lagt på med et barns skræmmende impulsivitet, som perverst tillokkende granateksplosioner i blomst."

 

Minimalt, læserbrev i Politiken: 

"Peter Laugesen, Hans Broges Vej 9, Brabrand: 

Til minde om det, der engang var postvæsnet, mener jeg, det ville være en god idé at sætte en statue af den mangeårige bestyrelsesformand Fritz Schur i sit pæneste kammerherretøj behængt med kommandørkorset, Finlands Løves orden, Jose de Mercolita-ordenen og Nordstjerneordenen foran hvert af de store nedlagt posthuse i Danmarks byer. På de mindre kan man nøjes med en buste uden udsmykning. Statuen kan passende fræses i marmor på et eller andet værksted i Italien og behøver ikke være af nævneværdig kunstnerisk karat. Teksten på statuens sokkel kunne måske være: I dit it my way too. Det er en mand, der ikke foreløbig bør glemmes."