"Det er tydeligt fra begyndelsen, at han med sit maleri, sine
tegninger og sine fotografier og sine kollager befinder sig ligesom på
en tidens strand, en slutstrand måske, som science fiction-forfatteren
J. G. Ballard kaldte det, en slags civilisationens udblæste ødemark,
hvor forladte, men stadig ulmende kulturers efterladenskaber ligger
spredt til ny aflæsning, en situation omtrent som Dadas, og at han
efterhånden rendyrker noget i disse bestræbelser, så han i højere og
højere grad lader fotografiet fotografere, tegningen tegne, skulpturen
skulptere og maleriet male, bare stiller krop og sind til rådighed for
disse processer, hvilket ikke vil sige, at kroppen og sindet er tomme
hylstre.
Når
han fotograferer, er det polaroidkameraet, han finder, en lille
maskine, der er kamera og mørkekammer i ét, og hvis billeder aldrig er
helt forudsigelige, og når han maler, så maler han. Han skriver også i
sine malerier. Han sætter sit billede i en situation, hvor det
producerer sig selv.
Og sikken en start til alt det, han
fik på Black Mountain College i 1951, sikken et skub ud i verden af
lærere, optrædende og elever: Robert Motherwell, Ben Shahn, David Tudor,
Merce Cunningham, Morton Feldman, Robert Creeley.
»Nature in her manner of operation,« siger Cage.
Det
er kunstens, eller kunstnerens, opgave at nå dertil. »Unendliche
Naturgeschichte« er, hvad »das bildnerische Denken« går ud på, siger Klee.
På
Black Mountain College var det daglig praksis. På udstillingen Cy
Twombly på Centre Pompidou anskueliggjort både i Twomblys værk, den måde
det er værk på, hvad det gør, og helt eksplicit i en stribe
fotografier, der fæstner tankerne på Giorgio Morandis arbejde med tidens
og rummets minimale små skiftende situationer, hvad der hele tiden
sker, hvor alting går så hurtigt, som når en plante forandrer lys til
grønt, som Charles Olson sagde det.
Udstillingens
tilrettelægger, Jonas Storsve, har valgt at lade tre store serier være
det centrale omdrejningspunkt, men den rummer alle værkets facetter. Der
er intet entydigt forhold i Twomblys måde at arbejde på mellem
kategorier som -skitse- og -værk-. Det hele er proces, og man bevæger
sig i udstillingsrummene efter de impulser, man indfanger. Serierne
griber ind i hinanden, foto korresponderer med skulptur, skriften får
farve og farven skrift.
Den
vigtigste af serierne er »Fifty Days at Ilium«, 1978, olie, oliekridt
og blyant, der som titlen siger handler om den trojanske krig. Værket
kan måske ses som en kommentar til den katastrofale amerikanske indsats i
Vietnam, der jo sluttede med Saigons fald i 1975.
Men
når man siger, at værkerne -handler om- det ene og det andet, ligger det
mest i titlerne. De kunne egentlig handle om hvad som helst, hvis ikke
det var for bogstaverne, hvor krigens navne, dens helte, var fræset ind i
billedernes hvide ødemark med en krigerisk brug af farvekridt, og man
derfor kan aflæse de sammentværede farver, lagt på med et barns
skræmmende impulsivitet, som perverst tillokkende granateksplosioner i
blomst."
Minimalt, læserbrev i Politiken:
"Peter Laugesen,
Hans Broges Vej 9, Brabrand:
Til minde om det, der engang var
postvæsnet, mener jeg, det ville være en god idé at sætte en statue af
den mangeårige bestyrelsesformand Fritz Schur i sit pæneste
kammerherretøj behængt med kommandørkorset, Finlands Løves orden, Jose
de Mercolita-ordenen og Nordstjerneordenen foran hvert af de store
nedlagt posthuse i Danmarks byer. På de mindre kan man nøjes med en buste uden udsmykning. Statuen kan passende fræses i marmor på et eller andet værksted i Italien og behøver ikke være af nævneværdig kunstnerisk karat. Teksten på statuens sokkel kunne måske være: I dit it my way too. Det er en mand, der ikke foreløbig bør glemmes."
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSlet