(...)
The casuall, det ligesom tilfældigt-afslappede, indgår i hans mest seriøse og surrealistiske sange. Som refrainet i Cygnet Committee, den store og mærkelige fremtidsvision på "Space Oddity" i 69: "I bless you madly, sadly as i tie my shoe." Mere tilfældigt kan det da ikke være:
Men sangen går langt videre, til en skræmt vision af hvordan samfundet vil blive, når hans hippie-samtidige får magten i den Frie Stat. Med blodig, anarkistisk satire giver Bowie denne stats trosbekendelse: "Jeg tror på det godes magt. Jeg tror på Kærlighedsstaten. Jeg vil kæmpe for retten til at have ret. Jeg vil slå ihjel for dén kamps skyld, kampen for retten til at have ret". telefonsvarerens automatiske telefonsvarer ...
Bowie er ikke revolutionær - "We never got i off / on that revolution stuff", hedder det i All The Young Dudes - men han er revolutionerende. "Jeg har brug for dig flyvende, og jeg vil vise at det at dø, er at leve hinsides al fornuft, tidens hellige dimension". (Saviour Machine)
Når han på Ziggy Stardust-albummet synger om Ziggys sindssyge kontakt med de overjordiske væsner, så er der en svimlende rigdom af både uskyld og erfaring i refrainet:
"There's a starman waiting in the sky.
He'd like to come and meet us,
But he thinks he'd blow our minds.
There's a starman waiting in the sky,
He's told us not to blow it,
'Cause he knows it's all worhwhile.
He told me: Let the children lose it,
Let the children use it,
Let all the children boogie."
På Pin-Ups lader Bowie med sin nye amerikanske sound selv the children boogie, når han synger alle de engelske oldies, kærlighedssangene fra hans tidligste ungdoms beatplader: "Hey pretty baby I love you so."
Overgangen fra Ray Davies' Where Have All The Good Times Gone, der slutter Pin-Ups i 73 til Future Legend, der indleder Diamond Dogs et halvt år senere, er betegnende for Bowies spændvidde:
"Yesterday was such an easy game for you to play,
But let's face it, things are so much easier today.
Such as you need some bringing down.
And get your feet back on the ground.
Won't you tell me ...
Where have all the good times gone?
......
And ... in the deatth, as the last few corpses
Lay rotting on the slimy thoroughfare, the shutters
Liffted in inches in Temeprance Buildings,
High on Poacher Hill and red mutant
eyes gazed down on Hunger City ..."
Denne spændvidde - og ordet skal tages for dets fulde pålydende, en langarmet, langfingret luftomfavnelse - kan ses til den mindste detalje. Som i den homoseksuelle kabaret-plus-sang på Diamond Dogs, der hedder Sweet Thing, et eksempel på "gay realism". Her står der: "I'm glad that you're older than me, makes me feel important and free. Doesn't that male you smile?"
Men Bowie indføjer en lille nuance, og tydeliggør derved det psykologiske portræt. På amerikansk intimsprog er udtrykket "That's not you", f.eks. hvis man er inde og prøve en jakke og ens ledsager siger "Oh, no that's not you" d.v.s. det passer slet ikke til din type, og i de citerede linjer indføjer Bowie en umærkelig pause foran ordet "me", "isnt' that : me", der alluderer til det udtryk. Det er bare en lillebitte nuance, men det er den slags der gør kunsten værd at leve.
Bowies flytning fra England til USA betød en enorm kunstnerisk forandring - stærkest og mest grelt udtrykt på pladen Young Americans, hvor han forvirrede kritikerne ved at synge sort soul og ovenikøbet have hans velærværdighed John Lennon med på det (Bowie is the nigger of this world!). Når de to herrer sammen på Phiadelphia-manér synger Lennon og McCartney's Across The Universe, så kan det få selv den loyale David Douglas til at karakterisere udførelsen som "forvreden, umelodisk, ufølsom, grov og simpelthen smagløs". Men det er ikke smagløshed, det er et forsøg på at sige det samme - forandringen - på et nyt sprog:
"Sounds of laughter shades of life are ringing thorugh my
Opened ears, inciting and inviting me.
Limitless undying love which shines around me like a
Million suns, it calls me on and on, across the universe
Nothin's gonna change my world,
Nothing's gonna change my world."
Det er også en typisk blandet Bowie-hyldest: sort soul og Lennon, mine medhelte: ligesom han på den ene side af Hunky Dory hyldede Andy Warhol og Bob Dylan og mere skjult Lou Reed - ligesom jeg er sikker på den sidste, meget hemmelige sang, The Bewlay Brothers, handler om Bowie og Mick Jagger.
Men ligesom Bowie kan blande soul og Lennon, og på de sidste plader Lou Reed og Brian Eno (den fattige mands Phil Spector), således kunne han allerede i starten med enorm stilistisk sikkerhed blande vidt forskellige indflydelser.
Maid of Bond Street, en af de tidligste sange, har både Donovans blåøjethed og Pete Townshends vildskab. Denne sang om en pige, der er lavet af læbestift og ensomhed begynder som realistisk satire og bevæger sig over i en objektiv beskrivelse af et samfundsfænomen frem til en forelsket Warhol-akcept (tre uforenelige ting: forelskelse, Warhol og akcept). På et minut og fireogfyrre sekunder giver Bowie definitionen på begrebet "cool":
"Maids of Bond Street picture clothes, hiding stars.
Maids of Bond Street shouldn't have worrldly cares,
Maids of Bond Street shouldn't have love affairs."
(...)
F O R T S Æ T T E S
Ingen kommentarer:
Send en kommentar