Sen anmelderdebut 2: Der er noget Jacoformet over Henrik Bruns prosa

Tilbage i marts skrev kriminalromanmakkerparret (der var makkerpar før alle blev makkerpar), Christian Dorph og Simon Pasternak et hårkogt manifest i Information vendt mod den danske/nordiske kriminalromans elendighed - her den indledende salve og første punkt:

"Krimien er de sidste 25 år blevet en stor genre i Danmark og Skandinavien, de væltes stadig ud i store oplag og rydder toppen af bestsellerlisterne. I Tyskland har den skandinaviske krimi været blockbuster længe, i England og USA er nordic noir blevet et kæmpe hit inden for de sidste år. Men i modsætning til de danske krimi-tv-serier som Broen og Forbrydelsen, der har opfundet og udvikler et format og en æstetik, er den danske kriminalroman stort set gået i stå i triste skabeloner.
  Når en genre hitter på den måde, kunne man ellers håbe, at det ville skabe en intens interesse for at udforske genren, bruge den, opfinde den igen og spytte nye nødvendigheder ud, nye stemmer, hvirvle nyt stof op.
  Og for at gøre tristessen omtrent fuldkommen er krimikritikken under niveau og arbejder med dobbeltstandarder, hvor man konsekvent henvender sig til forbrugere og ikke læsere. Det ærgerlige resultat er, at plottet litteratur bliver ved med at være i miskredit, og at formerne ikke udvikler sig inden for den litterære fortælling. Hvis man vil se innovative fortælleligheder, skal man desværre se tegnefilm eller tv-serier.
  Den danske krimis elendigheder kan koges ned til følgende ingredienser: journalisme, sympatisme, feriemoralisme, tomme plots og kritiske dobbeltstandarder.

Journalisme Lars Bukdahl har introduceret et spøjst begreb, 'den socialdemokratiske fortæller', der betegner en særlig rummelig prosa, hvor der skal være plads til alle, og hvor der plukkes lidt rundt i mange bevidstheder. I et anonymt sprog skrives der alenlange indre og ydre monologer, der kunne være sagt eller tænkt af alle og enhver, og hvor alle får plads til at have en følelse eller en tanke, det hele gerne blandet med 'interessant' research, så man kommer rundt i verden og får noget at tænke over. Men en sådan tilgang til fortælling er journalistisk og ikke litterær, og det medfører, at der ikke er plads til alle i journalistisk forhippethed på kommunikation, rummelighed og genkendelse. Litteratur handler om at skærpe synsvinkler og individualisere sprog, kort: at arbejde med en bestemt stemme, se verden fra et idiosynkratisk synspunkt og ikke bare samle en bunke ord, alle og enhver ville kunne benytte sig af for at formidle et budskab, en research, et puslespilsplot.

Markkerparrets ene halvdel Christian Dorph nøjes ikke med at have det i polemikken, han har sagt ja til det utaknemlige job som anmelder af ny kriminallitteratur i Weekendavisen Bøger, og siden 20.april er det blevet til fem anmeldelser, af 1 svensk og 4 danske spændings- og kriminalromaner, og med træt og snerrende bravur har han ikke være glad for en eneste af dem. I fredags anmeldte han Henrik Bruns Den polske lykkejæger med blandt andre disse morderiske ord - under den perfekte overskrift "Tintin i Polen":

"De første 350 sider går med jagten på en mand, der tilsyneladende ikke har gjort noget, og hvor det eneste mildt mystiske og ubesvarede spørgsmål er, hvorfor han flygter.

Det kan læseren så undre sig over, mens Ketil Brandt holder sin redaktør i Danmark hen og opvarter de dejlige damer (Bruns udtryk) fra politiet. Dem har han nemlig også licens til, side 309: »For fanden, det havde været en fin hyrdetime på hotelværelset i aftes. Bogstaveligt talt. Det havde højst varet en time.« Dejligt, at dét i det mindste går hurtigt, for det gør handlingen mildest talt ikke.

Der er noget Jacoformet over Henrik Bruns prosa, fornuftig, solid og rummelig og med tykke såler og ekstra syninger i form af fraser som skabe moro, ty til korporligheder og tage ad notam og flittig brug af udtryk som markant, formentlig, garant, primært, foreteelse, vitterlig og lidet flatterende.

Sproglige gammelagtigheder kan jo sagtens være fede og interessante, hvis de er med til at karakterisere og skærpe en stemme og en karakter. Men hos Brun er de drysset ud over det hele, og foruden Ketil er der pænt mange fortællere, som alle ræsonnerer på samme jævne og besindige måde og tænker længe, langsomt og sagligt over sagen og sagerne.

Det havde hjulpet på spændingen, hvis handlingen var tilspidset tidligere, og hvis Ketil Brandt havde været lost in translation mellem polsk politi, efterretningsvæsen og den danske fagbevægelse; hvis han var mere blind passager i et farligt og højstemt politisk drama end Tintin i Polen. Men der er nærmest ingen ubekendte, for der er medhør på samtlige personers tanker, selv den polske ambassadør i Danmark, som bare sidder på sin ambassade og tænker over tingene og ærgrer sig over det danske debatklima og overvejer, om han skal skrive et læserbrev."